Når ting som mere eller mindre aktiv dødshjælp er til debat, mødes forsøgene på seriøs argumentation ofte med et krav om at vi alle skal dø en "naturlig død". Problemet her er blot at det er meget uklart hvad en naturlig død egentlig er for noget, og hvad der skal til for at det enkelte menneske kan få en naturlig død.
Umiddelbart set er det nemt at forklare betydningen af "naturlig død"; det er når dødsårsagen er en sygdom. Lægevidenskaben gør til gengæld sit yderste for at hindre mennesker i at dø af netop disse specifikke årsager. Altså for at sørge for at mennesker først dør efter en lang og dybt unaturlig kamp mod den naturlige død.
Når døden ikke får lov til at være naturlig, er det udtryk for at vi mennesker har påtaget os at administrere dødsprocessen. Det er ganske normalt at døden indtræffer efter at lægerne har givet op, "nu kan vi ikke gøre mere", og afpasser deres handlinger efter at døden må være næste (og sidste) fase i forløbet. Det kaldes af juridiske grunde for "passiv dødshjælp", også selv om det kan være ganske aktive handlinger.
"Vi må ikke lege Gud", lyder det fra kirken når der lægges op til at give patienter lov til at bede om at få en langtrukken dødsproces afkortet lidt, aktiv dødshjælp. Det kristne synspunkt er at "Gud bestemmer over liv og død". Hvis dette syn på Guds almægtighed, og ejerskab af menneskers liv, skal tages for pålydende, må konsekvensen være at lægerne skal afholde sig fra at blande sig i dødens indtræden.
Enhver form for livreddende behandling, og den såkaldte genoplivning (efter hjertestop) må annulleres. Når mennesker er ved at dø, må det jo være Guds vilje. Så konsistente er kirkerne ikke, jeg har i det mindste ikke hørt om fortalere for en så mørk fundamentalisme. Tværtimod ses det f.eks. at den katolske kirke direkte forbyder "deres" læger at efterleve et livstestamente, om at en patient ikke ønsker at blive "holdt i live" som grønsag med maskinel vanding. Med andre ord er det kirken der "spiller Gud".
En effekt af den medicinsk/teknologiske udvikling er at vi nærmest har afskaffet hvad der kan kaldes for en "naturlig død" på hospitalerne. I stedet indlemmes uhelbredeligt alvorligt syge i et bioteknologisk projekt om at se hvor langvarig dødsprocessen kan blive. Selvfølgelig sker det at lægerne besinder sig, og udviser menneskelighed nok til at nedprioritere nyttesløse forsøg på helbredelse. Men det er så langt hinsides det punkt hvor en naturlig død ville være indtruffet.
Lægernes omfattende muligheder for at manipulere og supplere kroppens funktioner er langt overvejende udtryk for fremskridt, men en konsekvens er altså at vi ikke bør søge at gemme os bag et fiktivt begreb som "naturlig død". Med muligheden følger ansvar. Ved at forlænge livet ud over hvad legemet selv kan klare, har vi dermed også påtaget os ansvaret for hvordan livet derefter former sig. Hvis det bliver præget af lidelser og elendighed, er det vores ansvar.
Det er udtryk for ansvarsforflygtigelse og forråelse at vi som samfund afviser at afkorte dødsprocessen i de få tilfælde hvor der er brug for det. Lægerne kan ikke dæmpe alle lidelser, særlig ikke den eksistentielle lidelse ved at måtte give tab på egne normer om livsindhold og værdighed.
Aktiv dødshjælp ville gøre vores samfund mere menneskeligt.