Dødelig overdosis morfin til dødshjælp eller selvmord?

En hyppig forestilling omkring aktiv dødshjælp er at en del læger udøver diskret dødshjælp gennem en stor dosis morfin. Det er i nogen grad en myte, men princippet om "den dobbelte virkning" indebærer dog at læger gerne må give så meget morfin (eller andre stærke smertestillende midler), som der skal til for at holde smerter nede, også selv om dette kan indebære en vis risiko for at livet afkortes, når der skrues op for en morfinpumpe.

Da mange mennesker netop dør mens de får kraftig smertestillende medicin, er det svært for pårørende at gætte om lægen i sit stille sind tænkte at døden ville være en god "bivirkning" af behandlingen. Jeg tror at det ikke sjældent forholder sig sådan, men på grund af krav om journalføring af behandlingen, risikerer en læge at få en sag på halsen, hvis der gives en påfaldende stor dosis. Altså en overdosis. Jeg er ikke læge, men tvivler meget på at en læge, der ordinerer morfin til en døende, tænker "nu sørger jeg for at patienten dør". Det ville være en stor sjældenhed, også selv om døden ville være i patientens tarv.

Der er dog ingen tvivl om at en stor overdosis morfin kan være meget livsfarligt, men derfor er den på den anden side ikke egnet til aktiv dødshjælp, selvadministreret eller ej. Som selvmordsmetode er der alvorlige ulemper ved morfin, og andre lignende morfika eller opioider. Selv i en dosis som kan medføre døden, tager det lang tid. Og jo længere tid der går, jo større risiko er der for at det alligevel ikke virker, eller at nogen griber ind for at redde livet for den som gerne ville dø.

Rent praktisk er morfin også svært tilgængelig, undtagen hvor der er lægelig grund til at medicinen bliver udskrevet. Altså ved sygdomme, som kræft, der kan give svære smerter. Hvis jeg fik kræft, blev behandlet med morfin, og besluttede mig til at det ikke nyttede, ville jeg ikke forsøge selvmord med morfin overdosis. Sagen er at mennesker, som er i behandling med opioider hurtig udvikler tilvænning. Det vil sige at dosis løbende skal øges, således at den bliver til hvad der ellers kunne være en dødelig overdosis. Når morfinens effekt på kroppen bliver svagere, på grund af den tilvænning som også kan kaldes for afhængighed eller narkomani, bliver det også ret usikkert om morfin vil være dræbende, også ud over problematikken med at det kan tage for lang tid.

Personligt er det mange år siden jeg har taget anden medicin end et par hovedpinepiller med måneders mellemrum. Hvis jeg fik en intravenøs indsprøjtning med en stor dosis morfin, ville jeg derfor være næsten sikker på at dø. Det forudsætter at injektionen gives fagligt korrekt. Hvis jeg spiste et glas piller, ville sikkerheden blive væsentlig lavere, fordi det langt fra er sikkert at alt bliver optaget i kroppen. En stor mængde kan give opkastninger, eller påvirke maven. Derfor betragter jeg ikke morfin piller som egnede hvis behovet blev at dø.

Det må dertil siges at "gode grunde" til et ønske om at dø hurtigt ret ofte er når en alvorlig sygdom omfatter smertebehandling, ud over den behandling som ikke kan helbrede sygdommen. Og så er morfin uegnet, netop når der snarest kunne være et behov. Derek Humphry, forfatteren til bogen "Final Exit" ("Sidste udvej" på dansk), omtaler også morfin i et kapitel om forskellige midler til at dø. Han er læge, og ville ikke bruge morfin hvis han selv fik behov for at sige stop, på grund af disse problemer.

Uden at kunne overskue konkrete interaktioner, vil jeg mene at andre former for medicin, der påvirker nervesystemet, på lignende måde kan risikere at gøre effekten af morfin mindre. Det gælder også andet end smertestillende midler; også ting som psykofarmaka, narkotika, eller for den sags skyld alkohol. Dette rammer nok en ikke lille del af de mennesker som overvejer selvmord. Så morfin er ikke nogen god selvmordsmetode.

Mine blog statistikker viser at mange søger på emner som "hvor meget morfin skal der til for at dø", "selvmord med morfin", "dødelig dosis morfin" og "morfin overdosis". Det ser jeg som udtryk for en interesse for emnet, men også for at det lidt er blevet en myte, en vandrehistorie, med at nogen bliver slået ihjel med morfin.

Se også:

Køb af Nembutal (pentobarbital), til at sikre sin død

Gør-det-selv dødshjælp

Aktiv dødshjælp til Sigmund Freud

På vankelmodighedens bekostning

Cirkus dødshjælp (Diana Benneweis)

En lægelig pligt: Smertelindrende dødshjælp

Fynsk søn anklaget for morfin-hjælp til selvmord

Ægtepar løsladt efter medlidenhedsdrab

Ægtepar løsladt efter medlidenhedsdrab

Et ægtepar fra Hellerup blev i går den 6. juni løsladt ved retten i Lyngby. Det er ellers en næsten fast regel at sigtede i drabssager automatisk bliver varetægtsfængslet ved det lovpligtige grundlovsforhør, under henvisning til risikoen for at de kan forstyrre den videre efterforskning, eller efter en lidt vag forestilling om befolkningens retsfølelse. En morder skal jo ikke gå på fri fod indtil den egentlige retssag.

Selvfølgelig ved jeg ikke hvad der helt specifikt er foregået, forhøret blev afholdt for lukkede døre, samt med navneforbud. Det 54-årige par er sigtet for at have dræbt konens demente mor med en overdosis morfin, på plejehjemmet Adelaide på Ejgårdsvej i Charlottenlund. Dommeren mente at der var "begrundet mistanke" om et sådant drab, men når det ikke udløste en fængsling, er det et stærkt indicium for at sagen ikke blev set som normal drabssag.

Omstændighederne peger klart på et medlidenhedsdrab, hvor handlingen var efter den 82-årige døende kvindes eget ønske, og mindst i hendes tarv. Nogle gange er det bedre at livet slutter, i stedet for at trække pinen ud i alt for lange drag.

Sagen blev natten til fredag anmeldt af personalet, som havde på fornemmelsen hvad der foregik. Tilsyneladende havde datteren kort forinden bedt om en ekstra dosis morfin til sin mor, så "hun kunne få fred". Personalet nægtede og kort efter blev døren låst. Da politiet bankede på, åbnede ægteparret beredvilligt døren. Moderen havde fået fred, og det hjælpende par blev anholdt.

Spørgsmålet om sagen skal behandles som "almindeligt drab" eller medlidenhedsdrab afhænger af om det kan godtgøres at det var den døendes eget klare ønske. Hun var ikke kontaktbar i sit sidste halvandet døgn, så spørgsmålet er måske om børnene kan overbevise om at det var efter aftale.

Mit gæt er at sagen bliver afsluttet med en ret mild straf, da det ikke tjener noget formål at se parret som mordere, med mindre der er klare indicier for at mørkt motiv, hviket skulle overraske mig.

Min holdning er at de skulle frikendes, da jeg mere ser det som en velbegrundet hjælp til selvmord. De har ikke taget den syge kvindes liv, men givet hende døden. En kærlig handling. Lad dem sørge i fred.

---

Ekstra Bladet:

• Ægtepar anholdt for drab på kvindens mor
• Ægtepar løsladt for morfin-drab
• Politiet: Ægtepar dræbte mor med morfinsprøjte

Se også:

Hjælpsomhed og skuddrab i Charlottenlund

Fynsk søn anklaget for morfin-hjælp til selvmord

Aktiv dødshjælp som civil ulydighed, endnu engang

Cirkus dødshjælp (Diana Benneweis)

Jane Aamund vil ikke leve med store pinsler

Den kendte forfatter Jane Aamund, som jo bl.a. har skrevet Klinkevals-trilogien, kan snart ikke længere holde sig oven vande. Hun har besluttet sig for at hun snart må have hjælp til at dø, og vil ansøge om denne humanitære hjælp hos Dignitas i Schweiz, når det nu er forbudt at lade mennesker vælge en human død i Danmark.

Hun er fyldt 77 år, og har i mange år kæmpet med forskellige former for kræft. Selvfølgelig har hun fået megen behandling, og det lykkedes i flere omgange for lægerne at behanle kræften. Nu er det ironiske så at den seneste kræft i ganen ikke er den direkte årsag til at hun føler behov for aktiv dødshjælp. I et interview med Ude og Hjemme forklarer Jane Aamund:

Jeg har nu en tilværelse, som er meget svær, ikke fordi jeg har aktiv kræft, men jeg har stråleskader i min kæbe og i min nakke, der efterhånden gør mit liv uudholdeligt af smerter. Jeg kan kun spise flydende kost og har altid store smerter. Jeg er ved at miste hørelsen, jeg kan næsten ikke synke, og jeg vil ikke have sonde. For hver dag bliver jeg mere og mere udmattet og ked af det.

Da hun har svært ved at tale, blev hun interviewet på skrift. Inspirationen til at ønske sig aktiv dødshjælp kom fra den nyligt overståede sag med at Jane Hoffmann tidligere på året fik en god afsked med livet og sine to børn, netop på hvad nogle kalder for en "selvmordsklinik" i Schweiz. Jane Aamund ser Jane Hoffmann som "en helt", for at stå frem og fortælle om det store valg.

Jeg mærker, at tiden nærmer sig, at jeg snart må ansøge om aktiv dødshjælp. Jeg vil være åben om det, selv om det også er en stor belastning, fordi jeg ved, at det vil hjælpe andre, som Jane Hoffmanns historie har hjulpet mig.

Selvfølgelig har hun involveret sin familie, bl.a. hendes bror, finansmanden Asger Aamund. Dem som har sværest ved at forstå hendes ønske er hende sønner. Til gengæld har hendes ældste barnebarn mere forståelse for behovet. Hun ved endnu ikke hvornår, men "jeg tror nok, at det skal gå lidt hurtigt".

Der er ingen mening i at holde liv i et stærkt lidende menneske kun ved hjælp af avanceret teknik, når patienten oven i købet skriftligt eller mundligt har bedt om at blive udfriet fra sine pinsler.

På det praktiske plan må jeg tilføje et håb om at hun har sat gang i proceduren. Sagen er at Dignitas er ret grundige med sagsbehandlingen, så det netop ikke er noget som går hurtigt. De vil ikke have ry af at være en "selvmordsklinik", hvad de gør er at formidle kontakten til en human læge, som efter sin egen vurdering kan udskrive en recept på det gamle sovemiddel Pentobarbital, som i en "passende" overdosis er et fremragende middel til en rolig og smertefri død.

Dignitas hjælper og vejleder omkring det praktiske, med stor fokus på at alt går rigtigt til. En ældre kvinde med uafhjælpelige smerter, og flere gange kræft, lyder i det mindste ikke som en kompliceret sag. En god "forsikring" at have, også selv om det måske ikke er 100% sikkert at hun kommer til det punkt hvor hun må sige "nu". Det giver en stor tryghed ikke at være tvunget til store lidelser.

Til BT har Jane Aamund fortalt:

Jeg kan ikke tåle morfin - ikke nogen smertepræparater, der har med morfin at gøre, og selvom man finder det rigtige smertestillende middel, så kan det ikke lave om på den kæbe der piner mig. Jeg har tandpine og både over- og undermund hele tiden - hele døgnet. Og samtidig har jeg balanceforstyrrelser og øresmerter, og skal tømmes for væske i mellemøret. Sådan er mit liv, har har været det i flere måneder nu.

Og en stor bøn til politikerne:

Der er mange mennesker, der lider som jeg, fordi vi kke har lov til at give folk en smertefri død. Vi har en abortlovgivning, der giver lov til at slå et andet menneske ihjel, men man må ikke udfri mennesker, der har store lidelser, og dør en uværdig død. Mange har haft glæde af at rejse til Schweiz og drikke en gift og dø sammen med deres kære. Og jeg må bare håbe på, at jeg en dag møder et hospital eller en læge, der kan udfri mig af mine pinsler. Jeg har ikke i sinde at kaste mig ud foran et tog, det er synd for de stakkels togførere, og hængning er synd for de pårørende.

Hun frygter at komme i respirator, mens smerterne forstsætter. Meget værre end at "ende som en grønsag". Hellere en rejse til Schweiz, med følgeskab fra venner og familie. Det ville selvfølgelig være endnu bedre om det kunne ske i Danmark, men dertil har vort samfund ikke udviklet sig. Endnu.

• Ude og Hjemme:
  Smerteramt Jane Aamund: Jeg søger aktiv dødshjælp
• BT:
  Jane Aamund vil søge aktiv dødshjælp: Udfri mig af mine pinsler
• Kristeligt Dagblad:
  Jane Aamunds ønske om en værdig død skaber debat
• Kristeligt Dagblad:
  Jane Aamund overvejer dødshjælp: Vil have en værdig død
• Billed Bladet:
  Jane Aamund vil søge aktiv dødshjælp

Se også:

Jane Marie Hoffmann vil have lov at dø med værdighed

Dødshjælp er for de velbjergede og veluddannede?

Danske sager omkring dødshjælp

Straf til Flemming Schollaart som bisidder?

Dansk dødshjælp forud for sin tid

Boligblokken Kollektivhuset ved Hans Knudsens Plads, København var for 40 år siden det første større handicap-venlige byggeri i Danmark. Her boede den lammede 53 årige invalidepensionist Erik Harald Nokolajsen, som lå i respirator. Den 7. januar 1974 havde han bedt den 24-årige sygeplejerskeelev Ulla Kragballe om en ganske særlig form for hjælp. Kort efter midnat gav hun sin ven to injektioner med morfinbase. Dem havde hun skaffet efter hans anmodning. Derefter fjernede hun respiratoren fra halsen af den bedøvede mand.

Da hun havde sikret sig at han var død, forlod hun værelset og fortalte nattevagten hvad hun netop havde gjort. Efter at have været hjemme fortsatte hun til Politigården, hvor hun meldte sig selv for medlidenhedsdrab, eller som det stod i straffeloven:

§ 239. Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år eller med hæfte ikke under 60 dage.

Hun blev anholdt, men løsladt kort efter grundlovsforhøret hvor hun blev sigtet for drab. Den 13. februar 1974 blev hun stillet for Københavns Byret, og kunne forlade retssalen med en dom på 1 års betinget fængsel.

Sådanne sager har der jo engang imellem været i Danmark. Denne konkrete historie sættes dog i perspektiv af Ulla Kragballe gav dødshjælp på en måde som i nutiden ikke kaldes for aktiv dødshjælp, men i stedet passiv dødshjælp. Strengt taget slog hun ikke Erik Harald Nokolajsen ihjel, men gav ham blot lov til at afvise fortsat behandling med respirator. Patientens selvbestemmelsesret, hedder det jo. Dette kunne med stor sandsynlighed forudses at føre til døden for den lammede mand, og da kvælning kan være ret lidelsesfuldt, blev han bedøvet med morfin. Det centrale er at det var hans egen afgørelse, og selv uden at kende sagen nærmere, tør jeg godt tro på at det var en velgennemtænkt og afklaret beslutning.

Efter min mening begik Ulla Kragballe ikke drab, men det kan måske nok siges at hun overskred sine beføjelser som sygeplejerske-elev, når der ikke var en læge involveret i at ophøre med behandlingen, og ordinere morfin. En mindre irettesættelse havde været straf nok.

Bortset fra det med love og regler, er det nemlig præcis det samme som der i nutiden sker når lammede patiener, typisk med ALS sygdommen, får mulighed for at få slukket for respirator-behandling, så de i stedet kan få lov til at dø under bedøvelse af morfin. Og uden at rode politi og domstole ind i sagerne. Hun var blot lidt forud for sin tid.

Jeg fandt historien her:

• Drabssager i Danmark - 1974

En grundig side med mange års danske drabssager.

Se også:

Sygeplejersken skal også hjælpe ved aktiv dødshjælp

Aktiv passiv dødshjælp til Walter Bürger

En lægelig pligt: Smertelindrende dødshjælp

Piergiorgio Welby sagde paven midt imod

Poul Jaszczak misforstår aktiv dødshjælp og etik

Jeg vil ikke betvivle at Poul Jaszczak, der er formand for Lægeforeningens etiske udvalg, er velbevandret i medicinsk etik, altså etikken omkring behandlingsforløb i sundhedssystemet. Desværre tiltror han sig grundlag for at udtale sig om mere generel etik, og her falder han helt igennem omkring aktiv dødshjælp. Han ved ikke hvad det handler om.

I forbindelse med den aktuelle sag, hvor en kærlig søn fik en betinget dom for at hjælpe sin syge og lidende far med et selvmordsforsøg, der ikke lykkedes, har han været i medierne med nogle klodsede udtalelser. Han vil ikke se det som afgørende om et menneske selv har et rimeligt og velbegrundet ønske om at få hjælp til at dø.

Det ændrer ikke ved, at det er en aktiv handling, der har ét formål, nemlig at frarøve patienten livet. Så det er at tage livet af folk.

Sønnen forsøgte ikke at tage livet af sin far, men udelukkende give en praktisk bistand omkring de ting som den svage gamle mand, med en amputeret fod, ikke selv havde kræfter til. Det var faderens egen vilje og handling at afgive resterne af liv.

Det er en alvorlig forvridning af sandheden at det var at "frarøve patienten livet". Mere korrekt udtrykt var det at give den døende mand friheden til at dø lidt hurtigere, i stedet for at lade kroppen langsomt bryde sammen. Etisk set er det helt afgørende at det var faderens eget ønske, hvor han rationelt kunne tage vare på sin frie vilje, og overskue situationens muligheder.

En sammenligning kunne være med sex. Hvis den ene part ikke ønsker det, og den anden gennemfører det, er det voldtægt. Selvfølgelig er det forkert og en strafbar forbrydelse. Men hvis det er frivilligt, og direkte ønsket, er det jo en ganske anden sag. Sådanne sager kan ikke bedømmes "objektivt" uden at lade hensigten være noget afgørende.

Videre fremturer Poul Jaszczak med en glat formulering:

Nogle frygter den sidste del af tilværelsen, og der er det altså os som mennesker, der må træde til. Det gør vi altså ikke humant ved at medvirke til deres død.

Hvis det går tilstrækkeligt skidt, er der en helt fornuftig grund til at frygte den sidste del af tilværelsen. Der er netop brug for at andre mennesker træder til, og sørger for at livets afslutning ikke bliver en ubærlig fase, i modstrid med den døendes fornemmelse for værdighed. Hvis det kan ske gennem lindrende, palliativ behandling, er det jo en god udvej. Ingen vil skynde sig at dø hvis de kan få noget som virkelig mærkes som hjælp.

Læger og plejepersonale kan ikke altid løfte dette smukke ideal, selv om de gør deres bedste. I almindelighed gør de et godt stykke arbejde, så deres fags begrænsninger skal ikke lægges dem til last. Vi må blot erkende at virkeligheden omfatter sager hvor den eneste mulighed for at undgå bønnen om at dø er en dyb bedøvelse. "Nu vågner du aldrig igen". Derefter venter omgivelserne blot på at døden indtræffer.

Er det humant? Hvis patienten ønsker det på den måde, må svaret være ja. Men hvis patienten synes at det er dybt uværdig at ligge sine sidste dage som "en grønsag", må svaret være et klart nej, når lægerne ikke har noget bedre, noget humant, at byde på. Jeg ser det som meget humant at afkorte dødsprocessen, når det er efter patientens ønske og initiativ. Så er det at give dødens gave, i stedet for at frarøve et liv der ikke er et liv.

Patienter, som stiller os over for det ønske, fremsætter kravet i desperation. De gør det fordi, de åbenbart ikke har tillid til, at vi er i stand til at yde den nødvendige hjælp og bistand.

Er der grund til at have den tillid, som en selvfølgelighed? Hvad er "den nødvendige hjælp og bistand"? Det lyder som om Poul Jaszczak går ud fra at bare lægerne gør deres bedste, er det godt nok, og udtryk for hvad der er "nødvendigt". Jeg har engang set at læger siger at der næsten altid er "bedring" efter også meget alvorlige slagtilfælde, hvor patienten ikke døde helt. Den bedring kan f.eks. være at der kommer uvilkårlig sitren af en tå. Det tæller som "bedring", og altså udtryk for at patienten fik "den nødvendige hjælp og bistand". Nej, sgu.

Udfordringen for Sundhedsvæsnet er at kunne give patienterne den nødvendige tryghed i enhver tænkelig situation.

Endelig siger Poul Jaszczak noget der giver fornuftig mening. Det er ganske rigtigt den centrale udfordring. En meget stor udfordring, der ikke altid kan løses. Som døende patient, med uoverskuelige udsigter, ville det give mig en meget stor tryghed at vide at jeg havde en mulighed for at sige stop. Nu skal det være. Lad mig dø. Denne tryghed ville også give mig mulighed for selv at træffe valget om dog lige at tage en dag til med. Og måske en dag til. Og måske dø af sygdommen, fordi det alligevel ikke blev helt ubærligt.

Målestokken må og skal være at patienten har en rimelig chance for at føle at sygdommens krise blev overstået. Ved normale behandlinger er det jo heldigvis noget ganske almindeligt. Situationen er helt, helt anderledes når virkeligheden ikke rummer mulighed for helbredelse eller reel bedring. Så drejer det sig om at sørge for at forløbet mod døden ikke bliver præget af elendighed og falske forhåbninger.

En sjælden gang kan den bedste hjælp være at give patienten tryghed og den sidste store gave. Døden.

Som jeg ser det er den central misforståelse fra Poul Jaszczak at tænke på aktiv dødshjælp som et behandlingstilbud i sundhedssystemet, og her er jeg enig at det ikke kan være lægens opgave at sige "jeg har ikke noget bedre at byde på end en hurtig død". Jeg ser ingen grund til at det behøver være en læge som giver aktiv dødshjælp, det har egentlig ikke noget med faget at gøre. Det er på ingen måde et spørgsmål om medicinsk etik.


Fyens.dk:

• Morfin i yoghurten: Fynsk mand anklaget for at hjælpe far til selvmord
• Fynsk retssag: Læger accepterer ikke dødshjælp
• Retssag om medlidenhedsdrab: Chefanklager forventer mild straf
• Medlidenhedsdrab: Retssagen tog 15 minutter
• Dømt for forsøg på medlidenhedsdrab: - Jeg er glad og lettet
• Dømt søn: Far bad mig selv slå ham ihjel

Den trofaste søn hedder Ole Duemose Andersen, og fortryder ingenting. Han behøvede ingen forsvarer i retten, han havde intet forkert gjort.

Godt gået, mand!


Jeg har selv stået i en situation med nogle lighedspunkter. Min kæreste døde med min støtte, viden og nærhed, et selvmord der ikke mislykkedes. Så jeg ved hvad det handler om, i modsætning til teoretikere.

Se også:

Fynsk søn anklaget for morfin-hjælp til selvmord

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Cirkus dødshjælp (Diana Benneweis)

Jesper Klein lovede Lykke Nielsen aktiv dødshjælp

Fynsk søn anklaget for morfin-hjælp til selvmord

På Fyn står en mand til at blive retsforfulgt, anklaget for at have hjulpet sin far med at dø. Den gamle og dødeligt syge mand ønskede at forlade livet, og havde umiddelbart set en god grund til at vælge at begå selvmord. Livet skal jo ikke være en skæbne værre end døden.

Til TV2 Fyn fortæller den 60-årige søn:

Min 85-årige far fik sat foden af og havde ikke langt igen. Han havde smerter og ønskede blot at komme væk. Jeg gav ham derfor pillerne, men de virkede ikke efter hensigten.

• Søn anklaget for at hjælpe far til selvmord

Pillerne var morfin, 94 tabletter blev knust og blandet med yoghurt. Jeg er bange for at den portion havde været mere livsfarlig for sønnen selv, end for faderen, og selvmordsforsøget lykkedes jo desværre heller ikke. Når lægerne havde udskrevet morfinpiller, må det være fordi den gamle mand havde svære smerter. Det er helt konsistent med en amputeret fod, det ser meget skidt ud når lægerne (typisk pga koldbrand) skærer døde dele af gamle kroppe. Morfin giver en tilvænning, og der skal større doser til for at få samme virkning. Chancen for hjertestop falder tilsvarende. Kort sagt er morfin ikke egnet som selvmordsmetode, for nogen som allerede får denne medicin. Uheldigvis.

Hjemmehjælpen undede vist ikke manden at dø, og tilkaldte politi og ambulance. To uger senere døde den syge far endelig på et plejehjem, og lægerne kan ikke sige at det skete på grund af morfinblandingen. Og alligevel skal sønnen stilles for retten, sigtet for hjælp til et mislykket selvmordsforsøg. En meningsløs juridisk skueproces.

Jeg blev chokeret, da jeg fik et brev om at jeg skal i retten for forsøg på drab. Sådan har jeg aldrig set på det. Min far ønskede jo at dø, fortæller sønnen.

Denne type sager er meget sjældne i Danmark, og sagen kommer næste uge for Retten i Odense. Sønnen vil tilsyneladende ikke fornægte sit forsøg på at bidstå sin far til allersidst, så det må blive op til retten om den kærlige søn skal fængsles for sin uselviske handling. Måske "nøjes" de med en betinget dom, der er jo næppe udsigt til gentagelser.

Jeg har selv været retsforfulgt i en sag med flere lighedspunkter. Min kæreste havde god grund til et selvmord, med min viden, støtte og nærhed. Hendes sidste måltid var forresten yoghurt. Politiet spurgte ind til om der var konkrete omstændigheder som kunne kaldes "hjælp til selvmord", men på basis af min forklaring blev det i stedet til en sær sigtelse for ikke at hjælpe et menneske i livsfare. Juridisk misbrug af en paragraf, som er god og fornuftig omkring sager med fx at svigte ofre for trafikulykker. Det lykkedes dog for domstolen at sno sig udenom at dømme mig efter straffeloven.

Selvmord er ikke forbudt, og engang imellem er der nogen som har en god og gennemtænkt grund til dette. Med mindre der er tegn på forkerte motiver, kan jeg virkelig ikke se at der er brug for at slå de pårørende i hartkorn med forbrydere, når de ikke svigter i denne svære situation. Ikke er krystere.

• Politiken/Ritzau:
  Søn anklaget for at hjælpe far til selvmord: Gav ham 94 morfinpiller
• Fyens.dk:
  Morfin i yoghurten: Fynsk mand anklaget for at hjælpe far til selvmord
• Kristeligt Dagblad:
  Fynbo anklaget for at hjælpe far med aktiv dødshjælp
• DR Nyheder:
  Fynsk mand skal dømmes for at hjælpe sin far til at dø
  DIN MENING: Skal sønnen dømmes? - dr.dk/Nyheder

Se også:

Når næstekærlighed er vigtigere end straffeloven

En Århushistorie om "aktiv dødshjælp"

Lise-Lotte Norup: Jeg skulle have slået mor ihjel

Signe Lindkvist: Jeg hjalp min mor med at dø

Et kik ind i min stue

Jill Anderson lod sin drømmemand dø

Cirkus dødshjælp (Diana Benneweis)

Jesper Klein lovede Lykke Nielsen aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp til Sigmund Freud

Grundlæggeren af psykoanalysen, Sigmund Freud, har jo gennem sine tanker præget mere end blot psykologien og psykiatrien. Personligt må jeg nu sige at nogle af hans teorier og forestillinger inspirerer mig til en tanke om at han selv kunne have trængt til en del psykoterapi (ikke freudiansk terapi).

Det er også tankevækkende at han efter et mislykket fremstød for kokain som medicinsk vidundermiddel selv fortsatte som kokainbruger, også efter mange rapporter om afhængighed fra hele verden. På den anden side er kokain næsten det samme som Ritalin (Methylphenidate), der især bruges ved den psykiatriske diagnose ADHD.

En ting som jeg et par gange har undret mig lidt over er hvad der fortælles om hvordan Sigmund Freud døde. Om det var kræft eller selvmord.

Som 67-årig fik han i 1923 mundhulekræft, og var frem til sin død i 1939 igennem omkring 33 mindre og større operationer. Kæbeknogler blev opereret væk, og han havde et puslespil af protesestumper for at have en nogenlunde fungerende mund. Gennem alle årene fortsatte han med at ryge omkring 20 cigarer om dagen, en vane som sandsynligvis var årsagen til kræften.

Til sidst havde Sigmund Freud blivende sår, så hans hund flygtede fra lugten, og han måtte sove bag myggenet for at holde fluerne væk. Det lyder ikke rart. Penicillinen var endnu ikke opfundet. Og han var hård på den måde at han nægtede at tage stærkere smertestillende midler end aspirin, undtagen ved operationerne. Han ville ikke døve sin hjerne, mens han fortsatte med at arbejde for fuld kraft. Som jøde var han flygtet til London.

Før kræften blev dominerende skiftede Freud i 1928 læge, til Max Schur, der også blev en god ven. Han bad roligt og fast "lov mig én ting, lad mig ikke lide unødigt når tiden er inde". Det gav de hinanden hånd på.

Den 21. september 1939. Freud havde lige læst en bog, i ét stræk. "Kære Schur, De husker vel vores første samtale. Dengang lovede De mig ikke at lade mig i stikken, når det kom så vidt. Nu er der kun lidelser, og det har intet formål". Da Schur bekræftede at han ikke havde glemt sit løfte, åndede Freud lettet op, og trykkede lægens hånd fast. "Jeg takker Dem ... fortæl Anna om dette".

Da smerterne blev værre igen, gav Max Schur sin patient 20 milligram morfin. Freuds smerter svandt, og han faldt i en fredelig søvn. Smerterne og lidelserne var væk fra hans ansigt. Lægen gentog sin dosis 12 timer senere, og den svage Freud gled ind i en coma og vågnede aldrig igen. Han døde den 23. september 1939 klokken 3 om morgenen.

En dosis på 20 millegram er 1/3 over den normale maximumsdosis for morfin, men en dosis som kunne være relevant for en patient som var tilvænnet morfin. Freud var jo ikke i behandling med morfin, og derfor var 20 mg en meget kraftig dosis til en sygdomssvækket gammel mand. En solid overdosis.

En mindre dosis kunne have holdt Freud i en morfinrus mens kræften nedbrød ham helt. Hvorfor dog det? Der er ingen tvivl om at lægen sørgede for at afpasse dosis så han var sikker på at Sigmund Freud døde uden et langt dødsleje. Og måske også at undgå anklage for mord, som en voldsomt stor overdosis kunne have medført. Beretningen blev dog først offentliggjort efter at Max Schur selv var død.

Freud kæmpede til hans grænse var nået, og var ikke sart. Han havde en pålidelig ven og læge, der også kunne hjælpe ham når det var døden der var behovet. Fra læge til læge.

Hvad dødsårsagen angår ... tjah. Det var kræften som sled ham op. Han valgte selv tid for sin død, det kan måske kaldes selvmord. Gav lægen hjælp til selvmord, aktiv dødshjælp (eutanasi), eller passende smertebehandling? Som jeg har læst fakta, gav lægen en betydeligt større dosis end smerterne krævede. God læge.

• Beliefnet:
  The Assisted Suicide of Sigmund Freud
• Permanente Journal:
  To Be Or Not To Be... Some Musings About Physician-Assisted Suicide
• New York Times:
  Perchance To Dream

Se også:

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp til kongen, George V

Arthur Koestler fik sin muse med i døden

Ada Lovelace, drømmeløs søvn efter åreladning

En lægelig pligt: Smertelindrende dødshjælp

Albert Einstein, frivillig død med elegance

Jacqueline Kennedy Onassis døde på sine egne vilkår

Ingen aktiv dødshjælp til Stephen Hawking