Solskinsstemningen omkring to sommerfugle blev til en tragedie og selvmord. Og en retssag mod den anden sommerfugl for ikke at kræve at hun skulle lide videre.
Man siger at over skyerne er himlen altid blå
det kan være svært at forstå når man ikk' kan se den
Og man siger at efter stormens pisken kommer solen frem
men det hjælper sjældent dem der er blevet våde
For når vennerne forsvinder og når livet er betrængt
ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne
Man siger jo at det der sker er altid godt for noget
og troen har vi fået for at bruge den
Man siger så meget men ved så lidt når angsten den har fat
og sjælen mærker illusioner briste
For når vennerne forsvinder og når livet er betrængt
ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne
Alting kan gå itu
et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang
så er jeg her nok endnu
Alting kan gå itu
et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang
så er jeg her nok endnu
For når vennerne forsvinder og når livet er betrængt
ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne
Alting kan gå itu
et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang
så er jeg her nok endnu
Alting kan gå itu
et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang
så er jeg her nok endnu
Kaldte du mig for ven engang
så er jeg her nok endnu
Kaldte du mig for ven engang
så er jeg her nok endnu
Fattigfolk. I dødens venteværelse
Harald Slott-Møller (1888) KMS2073
(Statens Museum for Kunst)
Den unge talentfulde maler Harald Slott-Møller vakte i 1888 opmærksomhed med sit kun alt for realistiske billede "Fattigfolk. I dødens venteværelse", eller som det først hed "Fattigfolk. I fattiglægens venteværelse". Et mørkt og dystert socialrealistisk maleri, som passede ind i det moderne gennembrud, hvor de gamle og stive klasseskel vaklede.
Nogle fattige forhutlede mennesker, gamle og unge, venter på deres tur til at gå ind ad den mørke dør. De er resignerede i den yderste fattigdom. Deres eneste udvej fra elendigheden på fattiggården er tomheden, døden, ingen analyse kan finde spor af et eventyr om Paradis her.
Billedet centrale figur er et halvstort barn, en pige tror jeg. Hendes frakke ligner noget som er lavet af gammelt stof fra gardiner. Støvlerne er alt for store. Smulerne fra de velbjergedes bord. Som den eneste kikker hun direkte mod den mørke dør, sin fremtid. Hun vender ryggen ud mod galleriets finere lokaler, hvor tilskueren får et blik ind i en anden verden.
En central detalje for fortolkning er usynlig på fotografiet af det mørknede billede. Harald Slott-Møller malede en mørk skeletmand på den sorte baggrund. Et meget klart symbol. Døden står klar til at modtage den næste. Hvis tur er det? Fattiglægen har den eneste kur mod det triste, udsigtsløse liv. Døden.
Og så kunne tilskueren jo overveje om samfundet kunne indrettes bedre.
Jeg skriver med basis i en tragedie der førte til at jeg lod min kæreste få fri til at begå selvmord. Døden var ikke det værste.
Jeg står for holdninger om respekt og menneskelighed, også når behovet er at dø. Dermed også aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord.