Solskinsstemningen omkring to sommerfugle blev til en tragedie og selvmord. Og en retssag mod den anden sommerfugl for ikke at kræve at hun skulle lide videre.
Mandag den 18. august 2014 slæbte den 85-årige oldemor Gillian Bennett en skummadras ud til et af sine yndlingssteder i haven. Selv om det var tungt for hende, ville hun igen form for hjælp have, for at beskytte sine pårørende mod at overtræde loven. Med sin mand gennem 60 år ved sin side, drak hun et glas god whiskey, efter en dosis af Nembutal blandet med vand. Jonathan, en forenværende filosofi-professor hold sin kones hånd mens hun døde. Han var enig i hendes beslutning, som var begrundet i begyndende demens.
Gillian kunne mærke hvordan hendes sind og mentale evner blev nedbrudt af demens, og følte at hun var ved at begynde at blive til en grønsag.
Every day I lose bits of myself, and it's obvious that I am heading towards the state that all dementia patients eventually get to: not knowing who I am and requiring full-time care.
Hun ønskede under ingen omstændigheder at ende som en skal af et menneske, fysisk i live men "uden nogen hjemme". Uden at være bange for døden, var den at foretrække frem for at blive en for stor byrde for andre, og sig selv. Det ville være vanvittigt at hendes legeme skulle plejes i måske årevis, uden nogen til at have glæde af livet.
Selvfølgelig sørgede hun for at tage godt afsked med sin mand, og sine to midaldrende børn. Naturligvis var de meget kede af at det gik sådan, men det havde de jo også været hvis hun døde på en anden, og mindre afklaret måde.
Og Gillian tog afsked med verden, og især det Canadiske samfund, ved at skabe en hjemmeside i løvet af sine sidste måneder, til offentliggørelse efter hendes død. DeadAtNoon.com, er et stærkt indlæg i debatten omkring aktiv dødshjælp, og muligheder for at få hjælp til selvmord.
Det var ikke et tab for hende at miste livet, men det havde været et stort tab at miste sig selv. Med lovlig adgang til hjælp kunne hun dog have ventet lidt længere.
Danilo Terrida søgte den 14. oktober 2011 hjælp hos sin læge. Efter en kort telefonkonsultation fik han ordineret "lykkepiller", den antidepressive medicin sertralin. På kun 8 minutter var lægen kommet frem til diagnosen depression. Den 20-årige unge mand, der gik på Søfartsskolen i Frederikshavn, havde været ked af det i et stykke tid, og følte behov for hjælp til at få det bedre. Tilsyneladende havde han ikke nogen alvorlig krise med det psykiske, men havde haft det svært, og var langt væk hjemmefra. Det kan siges at han nu for alvor skulle til at være voksen.
Den 25. oktober ringede han til sin familie i Gentofte, og de snakkede bl.a. om at Danilo havde været ude at løbe. "Jeg har det fint, mor". De vidste dog at han "hang med hovedet", og kedede sig langt væk fra sine vante omgivelser. Samme dag lagde han en foruroligende besked på Facebook, og ringede til venner på Søfartsskolen for at fortælle at han ville begå selvmord. Ingen troede ham. Senere blev han fundet, han havde hængt sig fra en kran. Det var altså ment helt alvorligt.
Hans far, Denis Terrida, var ellers på vej mod Frederikshavn, efter at Danilos bror, Daniele Terrida havde set den mystiske Facebook-opdatering. Han kom kun halvvejs før politiet ringede med den tragiske nyhed.
Ud over sorgen blev familien vrede over forløbet. De mener ikke at sønnen havde en egentlig depression, og har det forståeligt nok meget skidt med den måde medicinen blev udskrevet på. Under punktet "særlige advarsler" indeholder indlægssedlen følgende rammende ord:
Der er set øget risiko for selvmordstanker og selvmordsadfærd hos unge under 25 år i starten af behandlingen. I de første uger skal man være opmærksom på tegn på evt. selvmordstanker eller selvmordsadfærd hos alle - særligt hvis der tidligere har været tilfælde af selvmordsadfærd. Hos børn og unge under 18 år ses en øget risiko for både selvmordsadfærd og agressivitet.
Videre anbefaler Sundhedsstyrelsen at læger tager mindst to samtaler med unge under 25 år, inden de udskriver lykkepiller til dem, netop på grund af den mulige bivirkning, der kan føre til selvmordsforsøg. Og som bekendt lykkedes en del selvmordsforsøg, så de bliver til "fuldbyrdede selvmord". Farmaceutiske producenter som Lundbeck har ellers i årevis benægtet at de antidepressive SSRI piller (der jo bl.a. gives ved selvmordstanker) kan tænkes at føre til selvmord.
Men lægen (Ole Knudsen fra Hellerup), behøvede blot otte minutter for at påtage sig ansvaret for at skrive en hurtig recept. Ingen opfølgning eller yderligere vejledning. Af journalen fremgik intet om tidligere samtaler om depression. Efter at familien klagede over forløbet, lavede lægen en posthum tilføjelse til patientjournalen om at Danilo var "kendt med tristhed og depression", og at de havde snakket om det den 30. september. Denis Terrida havde forståeligt nok denne kommentar:
Sandheden er, at han aldrig havde snakket med Danilo om depression. Nu prøver han at pynte på det for at redde sig selv.
Den rystede Anette Ulstrup fra Patientforeningen Danmark:
Det er forkasteligt og dybt kritisabelt, at der manipuleres med tilføjelser i en patientjournal. Det kan kun tolkes som om, at lægen ønsker at redde sit eget skind, siger hun.
Familien lagde sag an mod lægen, og mener at han var skyldig efter straffeloven for "uagtsomt manddrab".
Nu har patientklagenævnet barlset med en "murbrækker" af en afgørelse. Efter at sagen i flere omgange blev afvist hos Patientforsikringen, har Patientskadeankenævnet afgjort at Danilo Terrida sandsynligvis tog sit eget liv på grund af pillerne. Det bifalder professor og leder af Cochrane Centeret på Rigshospitalet, Peter Gøtzche:
Jeg har fulgt sagen, og jeg synes, afgørelsen er korrekt. Jeg håber, den får stor betydning, fordi både Lundbeck og andre firmaer i årevis har benægtet, at disse præparater kan føre til selvmord. Det strider mod, hvad man ved videnskabeligt er sandt. Det er meget vigtigt, at der nu er et tilfælde, hvor Patientskadeankenævnet anerkender, at pillen er årsagen til selvmordet. Det kan være en murbrækker i opfattelsen af lykkepiller. Generelt kan man sige, at den udbredte brug af lykkepillerne gør mere skade end gavn.
Om bivirkninger ved setralin siger han:
Omkring 10 procent får et underligt 'aktiveringssyndrom', som kan føre til ekstrem rastløshed, hvor man har lyst til at springe ud af sin egen krop. Det er det syndrom, der kan føre til voldelige handlinger - for eksempel skoleskyderier eller selvmord, siger lægen, der er yderst kritisk over for medicinalindustrien.
Han har stor fokus på problemstillingerne omkring den sorte side af hvordan systemet med lægemidler kører, og hvilke ting der desværre går alt for galt. Fornylig har Peter Gøtzche udgivet bogen 'Dødelig medicin og organiseret kriminaliet - hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsnet', der som titlen antyder ikke er ukontroversiel læsning.
Selv om de omdiskuterede "lykkepiller" ifølge hans research kun gavner en tiendedel af dem som får pillerne udskrevet, bliver de ofte brugt meget bredt, som om "de ikke kan skade". Videre er det ubehageligt påfaldende at der er påvist at den forskningsmæssige dokumentation for medicinens virkninger er stærk præget af en meget selektiv omgang med data, så ugunstige resultater enten droppes, eller skjules gennem kreativ brug af statistiske metoder.
Historien fortæller at dette sjove redneck-juletræ, lavet af bruge dæk, blev stillet op ved en forhandler af dæk mod syd i USA, og at ejeren skød sig selv juledag. Selv om det er en forslidt myte at der er ekstra mange selvmord i julen, betyder det jo ikke at der ingen er. Og det sætter måske den specielle juleudsmykning i et lidt andet perspektiv.
Om historien er sand, ved jeg ikke, den kunne måske netop være digtet af en som hellere vil dyrke vandrehistorien om de mange jule-selvmord.
Det ældre franske ægtepar Georgette og Bernard Cazes rejste i sidste uge på det luksuriøse Art Déco Hôtel Lutetia på venstre seinebred i Paris. De var begge 86 år, og som venner og familie sagde, var de stadig forelskede efter over 60 års ægteskab.
Da room-service fredag morgen kom med den bestilte morgenmad, lå de to gamle mennesker fredeligt på sengen, hånd i hånd. Og de var døde. De havde de selv taget sig af, og meningen med morgenmaden var blot at sikre at de blev fundet efter kort tid. Alt var velforberedt og nøje planlagt gennem længere tid. Ud over et brev til familien, var der også en skrivelse adresseret til anklagemyndigheden, med kravet om retten til en værdig død. De var vrede over ikke på en legal måde kunne få lov til en fredelig død; ingen respekt for deres frihed.
Georgette og Bernard Cazes var tilsyneladende ikke alvorligt syge, men ville under ingen omstændigheder risikere at noget brød deres store kærlighed og samhørighed. Risikere at blive afhængige af nogen.
Sagen har endnu engang vakt til debat om aktiv dødshjælp, og den omstændighed at masser af gamle mennesker afslutter deres liv med selvmord, desværre ofte gennem usikre og uværdige selvmordsmetoder. Ægteparret Cazes var begge intellektuelle mennesker, og havde arrangeret deres død omhyggeligt, men det er der alt for mange som ikke kan.
Nogen vil kalde historien for en tragedie. Men hvorfor nu det? Det værste er sådan set at de kunne have ventet et stykke tid, til deres grænse for alvor var nået, hvis de havde haft adgang til en legal måde at få hjælp til at dø. Nu blev de nødt til selv at gøre det, mens de endnu var friske og uafhængige.
De havde et lykkeligt liv, og fik en lykkelig død.
hvis du kender mig kender du til tåren på min kind
tatoveret et symbol der aldrig svinder ind
hvis ikke at du ved hvorfor jeg lod mig mærke
så lad mig nu fortælle dig om følelser så stærke
du har hørt mine sange om livet på den lukked'
et sind så sygt og ensomt et hoved der var dukked'
så megen afmagt angst uvished og smerter
hjemstedet for os med syge sind og knuste hjerter
du har hørt mig fortælle om overgreb og svigt
om plejere og læger der lod hånt om deres pligt
om kronisk syge mennesker der stred usigeligt
om fortabte sjæle og hvordan at de har lidt
men i et kort strejf blev der en dag tændt et lys
i mørket der blev afløst af et morgengrys
håb om bedre tider for en sjæl blev sendt min vej
et pigebarn så ungt hvis skæbne ændred mig
jeg husker den dag Rikke blev indlagt på vor gang
stod forgrædt helt alene og jeg følte trang
til at beskytte vær' til nytte lagde min hånd på hendes arm
hun puttede sin hånd i min så lille blød og varm
vi satte os og talte hun græd og rystede
hendes mor var lige død jeg lyttede og trøstede
hun var kun 18 år dybt deprimeret ganske ene
ikke nogen familie vennerne lod hende alene
jeg var der for hende vandt hendes tillid vi blev venner
ja mer' end det hun kaldte mig sin storebror du kender
følelsen der opstår når en smuk sjæl rør' dit hjerte
hun rakte ud sku' bruge mig det var hvad jeg lærte
vi knyttede bånd så stærke vi var uadskillelig'
jeg elsker dig storebror ku' hun finde på at sige
det rørte mig til tårer men ellers græd hun mest
jeg holdt hende så tæt men desværre var der flest
negative energier i hendes unge sind
depressionen den rasede kun jeg blev lukket ind
jeg husker lange nætter hvor hun hvilede i min favn
hulkede så fortvivlet jeg forsøgte at gøre gavn
jeg erindrer stadig følelsen af hendes spinkle krop
i mine arme hvor hun rystede og græd uden stop
hendes tårer faldt som regndråber vædede mit tøj
jeg ku' mærke hendes kræfter ebbede ud og hun blev sløj
efter flere timers gråd hun var ikke til at stoppe
når hun sørgede så intenst de nætter vi var oppe
som en lille og forkommen fugleunge sad hun dér
klyngede sig til mig og jeg ku' ikk' la' vær'
med at knuge hende tæt stryge over hendes hår
hviske i hendes øre Rikke-mus mon ikke det går
men intet kunne trøste hende jeg blev desperat
gik til lægerne for efterhånden stod det klart
at et eller andet det var rivende galt
det stakkels lille menneske var ved at blive kvalt
i sin sorg hun fik ikke nok hjælp og jeg var bange
efter timers gråd og hjertekval i nætterne så lange
men lægerne sagde jeg sku' blande mig udenom
Rikke fik sin medicin så mon ikke at det kom
hun sku' nok få det bedre jeg blev sur og råbte op
men lægerne de fejede mig af og sagde stop
så en nat var det ekstra galt jeg anede ikk'
mine levende råd frygtede det var slået klik
for Rikke-pigen min hun var mere ulykkelig
end nogensinde før jeg vidste ikke hvad jeg sku' sige
hen mod morgen blev vi enige om at gå hvert til sit
jeg forlod hendes rum lå på sengen på mit
der gik et stykke tid og jeg må ha' døset hen
men allerede efter et par timer vågnede jeg igen
der var larm ude på gangen folk der råbte og skreg
jeg blev angst og urolig men hvad vidste jeg
fik tøj på i en fart kom til da de lagde hende ned
det var Rikke hvid i hovedet og med blodige håndled
hun var død død død det rungede i mit hoved
det eneste jeg så var hendes tomme øjne og blod
der dryppede fra hendes håndled som hun havde skåret over
men Rikke-mus du havde jo sagt jeg lægger mig og sover
hvordan ku' du dog gøre det jeg lå på knæ og skreg
for lissom du havde brug for mig så havde jeg brug for dig
aldrig mere skulle jeg mærke varmen fra din lille krop
kigge ned på dig på samme tid som du kiggede op
se i dine øjne den hengivenhed og varme
som du følte for mig når jeg holdt dig tæt i mine arme
døden havde brat og ondt slukket dit livs flamme
der brændte så klart og jeg sku' aldrig blive den samme
det rev mit hjerte ud at jeg mistede dig Rikke
jeg skal aldrig se dig mere jeg forstår det stadig ikke
tanken om du er et bedre sted det er alt der trøster
gid vi mødes igen jeg elsker dig lille søster
kender du mig kender du til tåren på min kind
tatoveret et symbol der aldrig svinder ind
nu ved du så hvorfor det var jeg lod mig mærke
for jeg har fortalt dig alt om følelser så stærke
Som det fremgår af artiklen Æ gal' pornogangster - historien om en sindssyg rapper fra Als, er denne hiphop-sang baseret på oplevelser fra virkelighedens verden. Den depressive pige Rikke var den eneste Lars Jensen var rigtig tæt på under en indlæggelse, der ellers mest bestod af elektrochok og antipsykotisk medicin. Han føler at systemet svigtede både ham og veninden, uden personale der kunne tage sig af patienternes problemer. Og han tænkte på at følge Rikke i døden, men satte i stedet ord på deres historie. Og fik en tåre tatoveret på sin kind.
Udenfor det gamle rådhus i Richmond, Virgina er der et flot gammelt rækværk i støbejern. Et af de dekorative spyd er bøjet. Det har det været siden den 23. august 1894. Den dag styrtede den 70-årige bankmand J. M. Winstead fra Winston, North Carolina ned fra en balkon 28 meter over gaden. Det var en svær opgave at befri hans døde krop fra det rækværk hvor han blev spiddet. Og ingen har repareret skaden siden. Ellers var han helt glemt.
Vidner så ham tage sine sko og hat af, samt efterlade sin stok før han stillede sig op på kanten. Selv om hans familie og venner omtalte det som en ulykke, eller måske mord, pegede omstændighederne altså mest på selvmord. Dog uden at nogen kendte til noget konkret motiv, bankens finanser var i pletfri orden, også selv om der næste dag var stormløb af bekymrede kunder.
Måske synes han bare at hans liv havde været langt nok.
The Shockoe Examiner Blogging the History of Richmond-in-Virginia:
Selvmord er ikke forbudt, og det har jeg af og til set som argument fra modstandere af at give nogen lov til at få aktiv dødshjælp. At de trængende da bare selv skal sørge for at begå selvmord, uden at nogen skal hjælpe dem. Hvis det var nemt og ukompliceret for en handicappet og svækket person, kunne det være et rimeligt argument. Problemet er blot at en nem og velegnet selvmordsmetoder også regnes for aktiv dødshjælp, hvis nogen hjælper med at fremskaffe og håndtere midlet. Det er forbudt at skaffe sig en god metode som medikamentet Nembutal (Pentobarbital), og det er bestemt heller ikke nemt.
Så hvordan skal en med det behov kunne arrangere en "selvadministreret aktiv dødshjælp" på en god måde? Det er urimeligt svært, især med et handicap som kunne være baggrunden for behovet. Så derfor bliver det ofte til "mindre gode metoder".
Et eksempel fra England i oktober 2011 er Carol "Diva" Hutchins, som led af multipel sklerose. Det er en fremadskridene og uhelbredelig nervesygdom, hvor det mest forudsigelige er at det bliver værre og værre, men at rytmen kan være meget varierende. Samtidig er det en sygdom, hvor nogle af de ramte får et stort ønske om aktiv dødshjælp. Heriblandt altså den 53-årige Carol Hutchins, der tidligere i livet havde været en meget aktiv kvinde, der bl.a. deltog i maratonløb. Hun fik i 1989 den frygtede diagnose, og blev efterhånden afhængig af kørestol. Kunne blot følge hvordan sygdommen gnavede hendes udfoldelsesmuligheder væk.
Hun bad i juli 2010 forgæves sin tvillingesøster, Ingrid Foan, om at købe en enkeltbillet til Zürich, for at få mulighed for en velordnet og sikker død hos Dignitas. Carol kunne ikke længere bære hvad der skete med hende. Hun havde tabt alt, og ønskede ikke at leve mere. Næppe en helt gennemtænkt plan, det kræver lange forberedelser og mange penge at få hjælp hos Dignitas i Schweiz.
Selv om 10 uger på hospital hjalp på hendes tilstand, kunne det jo ikke gøre noget ved sygdommens nådesløse udvikling. Hun måtte sørge for at dø, mens hun stadig havde rester af fysik til selv at kunne gøre noget ved det. Efter to timer i sin elektriske køresol, kom hun til en kanal i Reading, Berkshire. Her ventede hun på at nogle arbejdere holdt pause, så hun ikke blev forstyrret, men i stedet kunne kaste sig i vandet. Heldigvis virkede hævemekanismen på kørestolen, dagen før svigtede den, så hun måtte vende hjem opløst i tårer.
Løftet op over rækværket havde hun armkræfter nok til at forlade kørestolen. Arbejderne fandt efterfølgende den tomme kørestol, og Carol Hutchins med ansigtet nedad i kanalens mørke vand. Druknet. Politi, brandfolk og ambulancefolk kunne heldigvis intet gøre.
Carols sorgfulde forældre var overbeviste om at hun havde planlagt sit farvel til livet i nogen tid, mens hun var på hospitalet, og måtte regne med snart at miste det sidste af kontrollen over sin krop og skæbne. Sin sygdom kendte hun kun alt for godt, og vidste hvad hendes udsigter var. Total hjælpeløshed. Hun måtte hjælpe sig selv.
Hendes far, Alec Hutchins, benyttede sagen til at blive aktiv fortaler for at der skulle have været hans datter tilladt at kunne få hjælp til selvmord, på en pænere måde. Behovet var jo helt indlysende. Han kalde datteren meget modig og selvstændig. Livet er værdifuldt, men ikke når det bliver en tortur. Et godt farvel kan blive det bedste.
Livet kan blive lykkeligere af ikke at blive for langt.
Den kendte præst, forfatter og TV-vært Jørgen Thorgaard døde pludselig den 29. oktober 1992, i en alder af næsten 53 år. Dødsårsagen var ikke sygdom, ulykke eller hans alkoholproblemer. Hans eftermæle er mange steder præget af lidt vage formuleringer, som at han "ophørte med at skrive". Der var ikke ret mange som fortalte den virkelige dødsårsag.
Som forfatter søgte han oplysninger til en roman, og snakkede medicin med en farmaceut. Han fandt ud af hvilke piller han skulle tage for at være sikker på at dø. Bogen "Andre dage" udkom efter hans død, og handler om Poul der systematisk stjal af faderens Ketogan stærke smertestillende piller. De blev brugt til selvmord. Jeg tror ikke at bogen er selvbiografisk, men på den anden side vil forfattere jo tage afsæt i deres egen tankeverden.
Selvmord kaldes normalt for en tragedie, og udtryk for at den døde ikke handlede rationelt. Her ser det tværtimod ud til at Jørgen Thorgaard handlede velovervejet, og efter nøje planlægning. Det kan heller ikke siges at det blot var en midlertidig krise i et ellers velfungerende liv. Teologen havde gennem mange år kæmpet med angst og depressioner. Døden var emne i mange af hans bøger, med titler som "Døden kom til advent" (1990), "Døden kom til jul" (1991) og "Døden kom til nytår" (1992). Ved sin død havde forlaget Centrum også modtaget og godkendt "Døden kom til helligtrekonger", der udkom i 1993. Ja, døden kom.
Osted Kirke, hvor Jørgen Thorgaard virkede og blev begravet
Det er ikke nogen enestående historie at en mand vælger at afslutte sit liv efter mange års psykiske problemer, som der åbenbart ikke kunne gøres noget for at afhjælpe. Det er lidt usædvanligt at det var en dogmatisk tidehvervsmand. Som bevægelsen selv skriver det:
Tidehverv - det er gammeldags luthersk kristendom i en tid, der er alt for moderne til at respektere det elementært menneskelige: at være et enkelt menneske mellem fødsel og død og i ansvar og skyld. Tidehverv er derfor umoderne, for Tidehverv undsiger den modernitet, der er et andet ord for overfladiskhed. Tidehverv er derfor også reaktionært, for Tidehverv reagerer imod den dyrkelse af udviklingen og fremskridtet, der betyder åndelig tomhed og personlig uansvarlighed.
Gammeldags, reaktionær kristendom, som er modstander af samfundets fremskridt, vil sige at bevægelsen står stejlt på meget strenge lutherske principper, hvor selvmord er en yderst alvorlig synd. Og alligevel planlagde Jørgen Thorgaard sin egen død med stor grundighed. Så han har da nok været mere moderne end tidehvervsfolk flest. Mere frit tænkende.
Hvad der også er usædvanligt, og meget sigende, er hvordan Karen Thorgaard, hans hustru gennem næsten 30 år, forholdt sig til sin ægtemands beslutning om at dø efter flere forgæves selvmordsforsøg. Kristeligt dagblad bringer et godt interview med hende, 20 år efter hans død. "Man lever på den gode samtale". Herfra et pluk:
Jørgen Thorgaard fik større og større problemer. Han havde forsøgt at tage sit liv flere gange, og Karen Thorgaard havde egentlig forliget sig med, at han ikke ville kunne finde ud af det og vel også fortrængt tanken for selv at overleve. Men til sidst, under dække af, at han skulle bruge oplysningerne i en roman, talte Jørgen Thorgaard med en farmaceut og fandt ud af, hvilke piller han skulle tage for at være sikker på at dø.
Efter hans død var der nogen, der sagde til Karen Thorgaard, at nu ville hun og børnene få det godt.
- Men hans død var bestemt ikke en lettelse. Selv om vi havde det besværligt, ville jeg sige ja tak, hvis det kunne lade sig gøre, at han kom tilbage til os. Vi havde det sjovt sammen, han var humoristisk og spændende. Det er ikke alle, der kan levere den gode samtale, og det er den, man lever på.
De efterladte kan betragte selvmord som et svigt, men sådan ser Karen Thorgaard ikke på det.
- Jeg har haft ganske få dage, hvor der ikke har været noget ved det hele, og jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan man har det, hvis man har det sådan hele tiden. For slet ikke at tale om angst, som jeg kun har prøvet at føle i få sekunder i mit liv. Jeg kan godt forstå, at man kan komme derud. Jeg har aldrig følt, at det var min skyld. At det var fordi, jeg ikke var god nok, spændende nok eller pæn nok. Det var noget, han havde i sig selv, noget han var født med. Han var ikke livsduelig, som han selv udtrykte det. Han var et menneske, som ikke kunne holde det ud. Jeg var ikke årsag til det, og derfor føler jeg mig ikke svigtet.
Citatet om at Jørgen Thorgaard ikke så sig som "livsduelig", og at Karen havde forståelse for baggrunden for dette, viser at hun kunne rumme at han døde ved selvmord, og tilsyneladende accepterede handlingen, samtidig med hendes sorg. Og med balance til ikke at føle sig svigtet. Måske hjalp hendes kristne livssyn, med fokus på barmhjertighed og tilgivelse, også ham til at forlige sig med tanken om døden.
Hendes moderne indstilling til kirkelig dogmer viser sig også i at hun synes at hendes mor skulle have accepteret at Karens far fandt en anden, og gerne ville beholde begge kvinder. "Jamen, hvis du elsker ham, vil du jo gerne blive ved at være sammen med ham. Han har jo ikke forkastet dig, fordi han også har en anden". Det blev i stedet til en skilsmisse.
Mennesket er vigtigere end stive dogmer fra gamle bøger. Både ved døden, og ved kærligheden. Vi må jo respektere det elementært menneskelige.
En salme som sagde Jørgen Thorgaard noget særligt er nummer 541 i salmebogen, ”Vær du mig nær”. Even Marstrand gendigtede i 1915 en dansk version af ”Abide With Me” ved Henry Francis Lyte. Den kunne han bruge uanset humør og åndeligt vejrlig, og blev i perioder sunget dagligt mens han kørte bil, eller brummet på en gåtur. Måske også da han døde, "Hvor er nu dødens brod, o Herre kær, og hvor er Helveds sejr, når du er nær?". Han troede næppe at han kom i helvede, som det gammelkirkelige dogme ellers siger.
Vær du mig nær! Nu aftnen sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!
Snart rinder ud mit jordlivs dag så kort,
al verdens glans og glæde visner bort,
alt står for fald, og alt forandres her;
du, som omskiftes ej, vær du mig nær!
Kom ej med rædsel som den drotters drot,
men mild og blid at læge ondt med godt!
Giv mig hos dig, som har hver synder kær,
trøst for al sorg og savn; vær du mig nær!
Jeg trænger til dig hver en livets dag,
din nåde kun kan sløve Fjendens slag.
Hvem er som du i regn og solskinsvejr
min stav og støtte! O, vær du mig nær!
Med dig ved siden har jeg ingen frygt.
Trods sorg og sygdom er mit hjerte trygt.
Hvor er nu dødens brod, o Herre kær,
og hvor er Helveds sejr, når du er nær?
Når øjet brister, vis mig korsets tegn!
Lys gennem mørket mig til Himlens egn!
Fly, jordisk mulm, for Himlens morgenskær!
I liv, i død, min Gud, vær du mig nær!
Jeg skriver med basis i en tragedie der førte til at jeg lod min kæreste få fri til at begå selvmord. Døden var ikke det værste.
Jeg står for holdninger om respekt og menneskelighed, også når behovet er at dø. Dermed også aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord.