Et hyppigt set spin i debatten om aktiv dødshjælp m.v. er at fokusere på vendinger som selvmord, mord, hjælp til selvmord, eller endda ligefrem at kalde det for henrettelse. Disse ord dyrkes af modstandere for at dække over at den reelle situation er af en helt anden karakter.
Mord handler om at berøve nogen livet, på samme måde som voldtægt handler om at tiltvinge sig samleje mod den andens vilje. Når det er helt frivilligt og direkte ønsket af en ved sine fulde fem, som gerne vil have medindflydelse på sin måde at dø på, er den moralske situation grundlæggende anderledes.
(Jan Saudek, 1984)
Selvmord associeres typisk til tragiske historier, hvor et menneske tager sig af dage i en krise eller en depression. Altså tager en forhastet beslutning, når det hele pludselig er noget lort. Glemmer at "sove på det", og arbejde med en problematik som kunne overkommes som en naturlig del af livet. I disse sager er det helt naturligt med en stærk følelsesmæssig modstand, fordi selvmord meget sjældent er en relevant "løsning" her.
Aktiv dødshjælp (eller passiv dødshjælp) er ikke et spørgsmål om at ville dø. Disse sager handler om mennesker som allerede nærmer sig døden, og egentlig bare vil have lov til at få indflydelse på om de skal gennemleve alle sygdommens mindre rare sider, når de alligevel skal dø indenfor en overskuelig fremtid. Det er ikke en pludselig beslutning, men velgennemtænkt og planlagt. Et farvel i god ro og orden.
My dead Mother, Ma mère morte - James Ensor (1915)
Der kan være brug for at få praktisk hjælp til at gennemføre beslutningen på en pæn og hensynsfuld måde, men det handler på ingen måde om at vælge mellem døden og livet. Blot en smule selvbestemmelse omkring omstændighederne til sidst i livet. Det er jo ikke forbudt at dø.
Hvorfor skal det dog være strafbart ikke at påtvinge nogen at den biologiske eksistens ses som det primære, og en "pligt" til at tage alt det andet med? Det var mere logisk at straffe den som nægter muligheden for hjælp til at dø.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
