søndag den 1. december 2019
torsdag den 3. oktober 2019
søndag den 7. oktober 2018
lørdag den 23. juni 2018
søndag den 31. december 2017
fredag den 16. december 2016
tirsdag den 21. januar 2014
Risikoen for at dø fordobles hvert 7. år
Hver gang du bliver ca. 7 år ældre, fordobles din risiko for dø. Denne tommelfingerregel gælder selvfølgelig ikke for det enkelte menneske, men statistisk set holder den rigtig godt for voksne mennesker i dagens Danmark. På grund af børnedødelighed, og ellers meget lav dødsrate blandt børn og unge, er tallene ikke stabile i den lave ende af aldersområdet. Efter ungdommen er reglen til gengæld meget sikker.
Risikoen for at dø dækker ikke over udefra kommende årsager, som katastrofer, mord og terrorisme, set i de brede perspektiv omkommer kun ganske, ganske få mennesker af disse årsager. Statistikkerne domineres af de "naturlige" dødsårsager, de forskellige sygdomme. Her er det mindre vigtigt om sygdommene kan kaldes for selvforskyldte eller ej, hvis en masse mennesker dør tidligere på grund af åreforkalkning, er det blot en af de dødsårsager hvor risikoen fordobles hver gang der er gået ca. 7 år.
Alderen 64 år er hvor en psykologisk grænse på 1 procent nås, baseret på dødstallene for år 2012 fra Danmarks Statistik. Som tabellen viser går det hurtigt derefter, og ud af oldinge på 99 år og derover dør næsten halvdelen hvert år. Under de 64 år er der relativt få der dør, men der er samme tydelige mønster.
Alder Døde Folketal Døde% 36 51 77694 0,07 43 90 78195 0,12 50 237 76009 0,31 57 460 69514 0,66 64 776 75123 1,03 71 1012 48762 2,08 78 1421 30691 4,63 85 1696 18433 9,20 92 1295 5656 22,90 99+ 735 1619 45,40
Det er langt fra nogen ny opdagelse. Den britiske aktuar (videnskaben om forsikringer) Benjamin Gompertz opdagede mønsteret i år 1825, og han har fået den blandede ære at få denne lov om menneskelig dødelighed opkaldt efter sig. Hans observation var at der skulle ca. 8 år til for at nå fordoblingen af risiko, men mit uformelle kik på de danske data passede bedre med 7 år. Jeg kunne forestille mig at det er fordi vi dog er blevet bedre til at holde alvorligt syge i live, så deres død ikke kommer før de bliver oppe i årene. Selv om behandlinger kan udskyde døden, gør de ikke noget ved det grundlæggende at kroppen har begrænset holdbarhed, en halveringstid for evnen til at overleve.
Når vi sammenligner forskellige tidsaldre og forskellige lande, er der ingen tvivl om at der kan være store forskelle på hvor længe folk lever. Det ændrer dog ikke på "dødsloven", med at risikoen fordobles for hver omkring 7-8 år. Selv om det måske ikke syner meget med en fordoblet dødsrisiko for en omkring de 30 år, betyder det dog en forventet kortere levetid på ca. 7 år.
Egentlig er det forkert at tale om dødsrisiko, for det gør det svært at se logikken i at den øges med årene. Det er mere sigende at se på chancen for ikke at dø et givet år. Som ung er den meget, meget høj, fordi kroppen er god til at forsvare sig mod skader og nedbrydning, og der er heller ikke ret mange opsamlede svagheder. Med årene bliver der mere og mere som ikke virker helt så godt, og selv om der er overskud til at "forvitringen" ikke mærkes i starten, går denne også ud over kroppens evne til reparation. Derfor har det friske gamle menneske på 92 år efterhånden 23% chance for at dø, hvert år.

Jeg tror også at dette kan forklare hvorfor det ikke giver dobbelt levetid at holde sin krop så sund som muligt. Det er ikke urealistisk at en sund livsstil, uden problematiske vaner, kan forrykke startgrundlaget for fordoblingerne. Hvis vi nu sammenligner en sund "velholdt" 50-årig, med en som samler på usunde måder at behandle sin krop på. Det kan godt være at den sunde har helbred som en "almindelig" 43-årig, og den usunde som en 64-årig. Som tabellen viser, giver sundheden i så fald en faktor 8 til forskel, altså 0,12% dødsrisiko kontra 1,0%. Det vil sige at 21 år senere, har den sunde 1,0% chance for at dø, mens den usunde på 71 år svarer til en 85-årig med en 9,2 chance for at dø. Og så videre. Forskellen bliver stor, men først til sidst i livets forløb.
Den stadige dobling af risikoen er basis for at der kun er ekstremt sjældne tilfælde nogen opnår en alder på omkring 120 år. Samtidig giver det grund til skepsis overfor tanker om at "næste medicinske opdagelse" vil give meget længere liv. Det er store sager hvis det kan lykkedes at halvere risikoen, eller fordoble chancen for løbene at overleve. Men det vil jo blot give ca. 7 år ekstra. Store forbedringer skulle altså være af en helt anden karakter end de mange afgørende medicinske landvindinger siden 1825. Det er jo lykkedes at forsinke forløbet, ved at give god overlevelse i ungdommen, og tilsvarende længere levetid i alderdommen. Kun hvis reglen med de 7 eller otte år kan knækkes, vil det kunne lade sig gøre at sætte levetiden betydeligt op. Det at blive bedre til at behandle sygdomme, som kræft, ændrer ikke den grundlæggende eksponentielle kurve. Bare det at blive 150 år må have meget fjerne udsigter, også selv om nogen håber på at vi er lige ved at have løsningen på "aldringens problem".
At det så ville være katastrofalt med flere gange så lang levetid er en anden sag. Jorden ville blive fyldt med fastlåste gamle sind, og alt for lidt plads til ungdom og nytænkning.
- Krulwich Wonders... : NPR
Am I Going To Die This Year? A Mathematical Puzzle - Gravity and Levity
Your body wasn’t built to last: a lesson from human mortality rates - Medicinsk Museion, Oldetopia:
Menneskers dødelighedsmønstre » Den aldrende befolkning, Biologi - Syddansk Universitet:
Max-Planck Odense Center on the Biodemography of Aging
tirsdag den 8. oktober 2013
Livets nedtælling Tikker ned
Tikker er et sjovt projekt på Kickstarter, som går på at fremstille og sælge et noget specielt armbåndsur. I princippet er det blot et almindeligt, digitalt ur i et minimalistisk design. Bag projektet står Rebecca DeRosa fra Brooklyn, New York, og hun har en bagtanke om at minde bæreren om at hvert sekund af livet tæller, når det er væk er det helt væk. Tik tak.
Som det kan ses har Tikker, "the happiness watch" kalender-funktion indbygget, men på en lidt usædvanlig måde, med år, måneder, dage, timer, minutter og sekunder. Det er en nedtælling, til bæreren skal dø. Hvert sekund af livet tæller. Med uret skal følge en lille bog "About Time", der er brugsanvisning til både uret og tiden som sådan.
Rent praktisk er Tikker ikke et smartwatch, som kan holde øje med bærerens helbred og udsigter til at leve. Udregningen er blot baseret på almene spørgsmål, som kan kobles til en forventet livslængde. Der er selvfølgelig ingen garanti for at det rammer præcis, og spørgsmålet kan på det lavpraktiske plan også være om uret kan forventes at holde, og være i brug i hele resten af livet.
Det kunne ellers være sjovt at se nedtællingen nærme sig nul, og så måske komme til at tænke på om uret alligevel er smart nok til aktivt at kunne sørge for at forudsigelsen kommer til at holde, helt præcist! Så er jeg dog bange for at det ville skulle koste mere end $59,00, for en så vidunderlig finesse.
tirsdag den 18. juni 2013
Det evige liv, den evige stilstand
Når jeg ser på forestillinger om fremtiden, er der især to ting som slår mig som udprægede eksempler på naivitet. Flyvende biler og evigt liv. Begge ting fremlægges som løsninger vi har brug for, for at vi mennesker får det meget bedre.
En sneglende bilkø fører nemt til at se det fristende ved tanken om lige at kunne lette, når der er god plads oppe i luften. En flyvende bil. Rent fysisk vil en flyvende bil kræve store energimængder til at pumpe luft nedad, med et støvhelvede til følge, og lide under problemet med at falde ned når (ikke hvis) der går noget galt. For en bil på hjul sker der for det meste ikke så meget ved en smule motorstop eller uopmærksomhed. Men flyvende maskiner skal holdes i orden hele tiden, og det gør "almindelige mennesker" ikke. Balloner lyder som muligt alternativ, men de fylder som bare pokker, og giver så stor vindmodstand at de bliver for upraktiske. Der er brug for bedre løsninger, i stedet for et teknologisk fix. Mindre transport, eller effektive transportmidler.
Evigt liv lyder umiddelbart mere spændende at tænke over. Mennesker som er i god gang med livet, har jo sjældent lyst til at dø. Altså bliver talemåden "dø skal vi jo alle" til et problem, som der må findes en løsning på. De fleste religioner lokker med at tilbyde en eller anden form for evigt liv, til dem som tror på præsternes myter.
Der er næppe tvivl om at den medicinske og teknologiske udvikling vil fortsætte, så der bliver forbredret behandling af mange sygdomme og svagheder. Jeg tror dog ikke på det, når nogle hævder at der allerede nu lever mennesker, som bliver udødelige i kraft af at livsforlængelsen vil overhale det antal år der går. Og det er altså ikke specielt tiltrækkende at livets afslutning bliver evindeligt langtrukkent.
Når jeg kalder ønsket om "evigt liv" naivt, er det nu ikke mest fordi ud fra det medicinske og teknologiske problem. Der er helt andre grunde til at jeg vil regne det for en forfærdelig katastrofe hvis det skulle lykkedes.
Det ville ikke være evig ungdom, men evig alderdom, på et eksistentielt plan. Det er ikke for intet at ungdom er i høj kurs. Ungdom indebærer at være barn, og at børn er en vigtig del af samfundet. Det holder bare ikke hvis ingen dør, ud over ulykker, mord og selvmord; så er der ikke plads til ret mange børn. Ungdom bliver en sjældenhed, og et fjernt minde.
En vigtig side af ungdom er det at lære noget nyt, og opleve "første gang". Når vi som mennesker har prøvet en masse ting, bliver livet ikke det samme igen. Vi kan ikke starte forfra. Første store ferierejse kan være en stor og spændende oplevelse. Flotte bygninger og store bjerge. Efterhånden bliver det mere til endnu en domkirke, endnu et bjerg, endnu et hvad som helst. Been there, done that. Suk.
Fra min barndom husker jeg en lille episode omkring det at lære at tælle. Det var spændende at tælle forskellige ting, og se hvor langt op jeg kunne nå. På en gåtur for mig selv satsede jeg på at tælle mine skridt. Da jeg nærmede mig de tusinde, gik det op for mig at jeg havde gennemskuet selve det at tælle, på et abstrakt plan. Der var ingen grænser hvor hvor langt jeg ville kunne tælle, bare jeg tog mig tid til det. En lille triumf, men samtidig lidt trist. Nu var det jo ikke sjovt at tælle.
Samme tankegang gælder for mere interessante ting i livet. Den der har gennemskuet systemet , får ikke længere udfordringen ved at afprøve sig selv. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at kaste sig over et nyt område, og lære sig nye ting. Men når jeg allerede ved at det "bare" er et stykke arbejde at lære det praktiske omkring et nyt emne, er det ikke i sig selv spændende.
Det evige liv ville blive en evig forbandelse. Helvede.
|













































