Beachy Head jule-springer juleøl

På sydkysten af England ligger de op til 162 meter høje kridtklinter Beachy Head, nær Eastbourne. Ud over at være en flot turistattraktion, tiltrækker stedet også mange som vil dø ved selvmord. Det er verdens tredie mest "populære" selvmordssted, med en 2-3 udspring om måneden. Set i denne sammenhænge virkede det ret malplaceret (eller værre) at et lokalt bryggeri opkaldt efter klinten lancerede en juleøl, ved navn "Christmas Jumper", altså jule-springer.

>

Blandt de mange som følte sig stødt over denne navngivning er Keith Lane (på billedet), som selv mistede sin kone ved klinten for 10 år siden. Han har også reddet mange andre fra selvmord, ved at gå på patruljer i højderne. Så han har det ganske særligt tæt på, og undrer sig over hvordan nogen kunne finde på at lave et så hensynsløst provokerende navn. Selvfølgelig insisterede bryggeriet på at navnet ikke var i nogen ond mening, og egentlig navngivet efter en "jumper" i betydningen julemandens uld-trøje. Det virker dog lidt søgt, set i lyset af at der ingen trøje er på etiketten.

Selv om der ikke var hensigt over at såre nogen, ændrer det ikke på at det var en meget klodset og ufølsom måde til at navngive en juleøl. På den anden side kan det siges at folk med dyb personlig berøring i forhold til selvmord, ikke skal have en sær-rettighed mod ting som kan vække smertelige minder. Også ved andre former for dødsfald vil der altid være ting, som for de pårørende, er lejlighed til at minder, følelser og tårer presser sig på.

Sådan er livet.

• Daily Mail Online:
  Families of suicide victims furious over new ale called Beachy Head Christmas Jumper
• Huffington Post:
  Beachy Head Christmas Ale Branded 'Insensitive' By Families

Se også:

Keith Lane var Englen på Beachy Head

Selvmordsturisme på japansk

Ingen selvmordsforebyggelse med barriere på bro

Selvmordspropaganda

Kevin Briggs på patrulje mod selvmord

Kevin Briggs er betjent i politiet nær Golden Gate Bridge i San Francisco, Californien. En del af arbejdet i dette distrikt, som Kevin har haft særlig opmærksomhed på er at den ikoniske bro er et ret "populært" sted for selvmord. Siden broens åbning anslås det at ca. 1.600 mennesker er døde ved at springe ud fra broen, og ned i sundets vand. Dertil mange som kommer til broen for at springe, men dog kommer tilbage efter at have stået på kanten. Her har Kevin talt med ca. 200 selvmordskandidater, hvor næsten allesammen lod sig overtale til at komme tilbage. Så han har reddet mange liv. Her er han på arbejde:

Det kan kaldes en dårlig selvmordsmetode, bl.a. fordi at det på trods af den høje dødelighed er stor risiko for i første omgang "kun" at blive meget alvorligt kvæstet, og med svære smerter ligge og vente på at drukne. En lille del overlever, og her fortæller Kevin Briggs at næsten alle fortæller om at de lige efter springet fortrød. Indså at det var en fejl at springe, men det er jo ikke som i tegnefilm, hvor tyngdekraften kan manipuleres på sære måder.

Som TED foredrag har han selv fortalt om sin tjans og sine erfaringer. Han er god at høre på, så det vil jeg foreslå:

YouTube: Kevin Briggs: The bridge between suicide and life

"By just being there, you may be the turning point they need."

Se også:

Golden Gate to eternity

Selvmord ved spring fra Storebæltsbroen, eller anden høj bro

Ingen selvmordsforebyggelse med barriere på bro

Ingen siger tak til menneskefiskeren

Ingen siger tak til menneskefiskeren

Extreme Photographer - Renato Grbić / Belgrade

Den serbiske fisker og restauratør Renato Grbić fra Beograd holder til ved og på floden Donau i nærheden af den 18 meter høje Pančevo bro. Gennem mange år har han haft en speciel vane, med at lytte efter høje plask. Så sejler han hen og fisker endnu et menneske op af flodens mudrede vand.

Broen er områdets mest populære sted til forsøg på selvmord, også selv om den slet ikke er høj nok til en øjeblikkelig død. Men om vinteren sørger det iskolde vand for at Renato Grbić skal skynde sig for at have en chance for at udspringeren redder livet .

Jeg kan ikke få mig selv til at vende ryggen til dem. Det er desperate mennesker.

På 15 år han han fisket 25 mennesker op i sin lille træbåd, og høster stor ære som "Donaus supermand". De lokale myndigheder har tildelt ham en æresplatte for heltmodighed. Han får det dårligt når han hører at nogen har sprunget, uden at han var i nærheden. Uden at han fik chancen for at hjælpe.

Der er flere årsager til selvmordsforsøgene, især fattigdom, hjertesorger, eller dødelige sygdomme som kræft og aids. Den eneste som han nu har kontakt med, sprang som 18-årig pige ud fra en kørende bil, under et skænderi med sine forældre, med råbet "Farvel mor!". Senere blev han inviteret med til hendes bryllup. En rigtig solstrålehistorie. Men han er lidt trist over de fleste bare "bliver væk", og ikke engang siger tak til deres redningsmand.

Mon han har tænkt over om de har grund til at sige tak? Om de måske i stedet var lidt vrede på ham, og måske fandt en måde til at begå selvmord i fred? Det er ikke altid bedst at forsøge at leve videre. Er der så grund til taknemmelighed?

Selvfølgelig kan det ikke være op til ham at gætte hvem der havde tænkt det ordentligt igennem, han gør en god og næstekærlig indsats ved at være menneskefisker, når han får chancen. Det er alligevel også en elendig selvmordsmetode.

• Politiken:
  Serbisk mand forhindrer selvmord på stribe

Se også:

Keith Lane var Englen på Beachy Head

Ingen selvmordsforebyggelse med barriere på bro

Selvmordsturisme på japansk

Golden Gate to eternity

Smil, det smitter

En lille historie fra 1970-ernes San Francisco. En dag sprang en mand ud fra Golden Gate broen. Et planlagt selvmord, som ingen vidste noget om, måske heller ingen der savnede ham. Sagen måtte jo efterforskes, og mandens næsten nøgne lejlighed blev undersøgt. På bordet lå der en slags afskedsbrev. Meget kort:

Jeg vil gå ud til broen. Hvis bare én person smiler til mig på vejen, vil jeg ikke springe.

Åbenbart ingen smil. Det havde han formodentlig heller ikke forventet. Selvmordet var besluttet, selv om han higede efter bare en lille grund til at lade være. Storbyen træner sine indbyggere til at ignorere hinanden. Ensomhed kommer ikke af at være alene, men når de andre mennesker i nærheden alligevel er langt væk.

• The New Yorker:
  Jumpers - The fatal grandeur of the Golden Gate Bridge
• Saber Point:
  Jumpers: Suicides and the Golden Gate Bridge

En anden historie fortælles af hovedpersonen selv, Kevin Hines. Han er blandt de få som har overlevet springet. Han havde en meget dårlig dag, og græd på sin vej mod Golden Gate broen. Mod det store spring. Hvis nogen spurgte til hvordan han havde det, om han havde brug for hjælp, ville han fortælle det hele, bede om at få hjælp. Da han havde tøvet 40 minutter ude på broen prikkede en kvinde ham på skulderen. Men nej. Hun så ham kun som en der kunne tage et billede af hende. Da hun gik videre sprang han. "Nobody cares".

På vej mod vandet var hans første tanke "jeg vil leve", og ved at lande med fødderne nedad lykkedes det for ham at undgå at blive knust.

• San Francisco Medical Society:
  A Suicide Survived - John Kevin Hines
• Youtube:
  Survivor interview: Kevin Hines

Se også:

Golden Gate to eternity

Keith Lane var Englen på Beachy Head

Selvmordsturisme på japansk

Keeping a stiff upper lip

Politisk ukorrekt Anders And?

Udsigt fra Eiffel-tårnet

Selvmord ved spring fra Storebæltsbroen, eller anden høj bro

Smil for helvede, og verden smiler af dig

Selvmordsturisme på japansk

Det lidt skurrende begreb "selvmordsturisme" bliver typisk forbundet med Schweiz. Mange udlændinge med et velbegrundet behov for at dø lader deres sidste rejse gå til Zürich, hvor Dignitas kan hjælpe med at arrangere det praktiske. Når både folkene fra Dignitas og en læge kan se at der ikke kan siges at være bedre udveje, kan mennesker der har råd til det, få hjælp til en stille og hurtig måde at dø på. Det har altså ikke noget at gøre med spontane krise-selvmord, udløst af at tingene ramler sammen.

Japan har et sted hvor ordet "selvmordsturisme" rammer meget bedre. På østkysten ligger de dramatiske vulkanske klipper Tojinbo. Søjlebasalt og erosion har formet 25 meter høje lodrette klippefremspring. Et smukt sted. Hvis det skal være, er det også et meget populært selvmordssted. Cirka to gange om måneden lykkedes det, men en del flere bliver "kun" kvæstet. De mange selvmord her er dog kun mindre end én promille af den høje selvmordsrate i Japan.

Selvmordsstedet er en væsentlig lokal turistattraktion. Turistguiderne gør meget ud af at pege og fortælle dramatiske historier, mens de japanske turisters kameraer klikker livligt. Lokale butikker sælger T-shirts med sloganer som "Jeg er træt af at leve" eller "Jeg lever i helvede". Det er alt sammen godt for den lokale økonomi; det søde gys sælger godt. Og det er da heller ikke ligefrem sådan at turisterne spontant finder på at tage springet.

For nogle år siden tog kriminalbetjenten Yukio Shige de sidste år af sin karriere på den station, som dækker Tojinbo. Det var slemt nok at opdage at det var et populært selvmordssted, men værre at opleve hvordan selvmordene var nyttige for den lokale turistbranche. Hvordan det indgik i markedsføringen. Hvordan et byrådsmedlem mente at ellers ville turisterne ikke komme sådan et sted, og opfordrede Yukio Shige til at blande sig udenom. Hvordan de lokale så det som noget helt normalt.

Et ældre ægtepar sad og betragtede bølgernes bryden i timevis. Yukio Shige snakkede med dem; de var kommet for at tage sig af dage. De havde stor og uoverkommelig gæld efter at have lukket deres bar i Tokyo. Han overtalte dem til at fortsætte kampen; de sociale myndigheder ville da bestemt hjælpe. Senere hørte han at en runde med at bede og tigge om hjælp var forgæves. At parret havde hængt sig. Yukio Shige tog kampen op for at aktivere myndighederne omkring hjælp til selvmordstruede, i stedet for blot at lade det ske.

Sammen med sin partner, Misako Kawagoe, gør han efter sin pensionering i 2004 et stort selvmordsforebyggende arbejde ved Tojinbo-klipperne. De har en cafe nær klipperne, og har startet en velgørende organisation. Han tager daglige patruljeture med kikkert, og det sker ikke sjældent at han kan se hvordan nogen er på kanten, også bogstaveligt. Turister uden kamera og souvenirs. Han taler roligt med dem. Lytter. Mange bryder ud i tårer med det samme han hilser på dem. Tilbage i cafeen serverer han varm te og en slags riskage/dessert.

Sammen med andre frivillige "fanger" de i gennemsnit tre mennesker med selvmordstanker hver måned. De følger dem ofte hjem, eller finder et sted at bo. Støtter økonomisk, ud af egen lomme. Mange af dem der ville dø, fortæller at årsagen var at de ikke kunne finde et job. Eller at de ikke bestod eksamen.

Japan kan nogen gange blive til den nedgående sols land.

• The Straits Times:
  Ex-cop on suicide mission
• Time:
  Postcard: Tojinbo Cliffs
• BBC:
  Downturn stirs Japan suicide fears

Se også:

Keith Lane var Englen på Beachy Head

Golden Gate to eternity

Mod den opgående sol

Russisk roulette for børn

Madame Butterfly blev knust

Japansk selvmordsdille: Svovlbrinte

Grand Canyon of the mind

Grand Canyon of the mind

Photo by Ivan Makarov
Sitting On The Edge Of The World
Nothingness Of Human Race

Se også:

Victoria Falls

Tid til meditation

Golden Gate to eternity

Keith Lane var Englen på Beachy Head

Udsigt fra Eiffel-tårnet

|
at
at fly
at folde vingerne ud
at flyve
at give slip
... ...

Se også:

Grand Canyon of the mind

Kyrenia Borg udsigt

Victoria Falls

Golden Gate to eternity