"Rygning kan dræbe" lyder hovedbudskabet i den anti rygnings kampagne, som i nu mange år har forsynet cigaretternes pakker med dette inspirerende budskab. Disse "advarselstekster på tobaksprodukter" findes også i andre udgaver, men de fleste søger at skræmme ved at stille en tidligere død i udsigt. Og det er der jo meget solid statistisk basis for at konkludere; det kræver en tæt røg af fortrængning at komme uden om at rygning er en meget stor risikofaktor for en række alvorlige sygdomme. En række årsager til et kortere liv.
Jeg er egentlig ikke forbavset over at rygere ofte er ligeglade med disse skræmme-budskaber. Det er sket mere end én gang at jeg har hørt talemåden "døden skal jo have en årsag" ytret gennem cigaretrøg. Sådan set er det også meget realistisk ikke at se døden som en skræmmende trussel. Dø skal vi jo alle, og indtil det er lige op over, betyder nogle få år fra eller til egentlig ikke det store.
En som er afhængig af tobak kan føle at det ikke er nogen tiltrækkende tanke at få et længere liv, hvis det skæmmes af længsel efter cigaretterne, og en kamp for ikke at give efter for fristelsen til at starte igen. Livskvalitet er vigtigere end livslængde, og i det lys kan rygning ligefrem komme til at føles som en modig og identitets-skabende aktivitet. Advarslerne kan endda få rygerne til at ryge endnu mere, viser det sig. En skræmmekampagne med hensigten "stop rygning" virker bedst på nogen som allerede er ophørt, og blevet "hellige".
Personligt ryger jeg ikke, og tanken om regelmæssig indånding af sådan koncentreret forurenet luft ligger mig meget, meget fjernt. Jeg har ikke lyst til at blive afhængig. Men det afskrækkende for mig er ikke udsigten til at kunne dø af det. Der er ikke noget skræmmende ved tanken om at være død, men der er risiko for at måden at dø på bliver frygtindgydende forfærdelig.
Her tænker jeg ikke på en hurtig og "nem" død af et hjerteanfald eller slagtilfælde. Sådanne dødsårsager er karakteriseret ved at der ofte går kort tid fra at have det nogenlunde rimeligt til at være død. Selv om tanken om at dø da ikke ligefrem er den sjoveste, vil jeg i det mindste håbe på netop en sådan død.
Hvad jeg til gengæld synes er virkeligt afskrækkende er tanken om en sej og langsommelig død af emfysem/rygerlunger (KOL), kræft her og der i kroppen, eller dårligt helbred de sidste år af livet. Hvis hvert eneste åndedrag bliver til en kamp for livet, kan tiden blive meget, meget lang, og så er det pludseligt helt rimeligt at ønske sig en hurtig død.
Desværre er det ganske almindeligt at rygere får nogle dårlige sidste år. En kraftig motivation til at holde op med at ryge er jo netop ofte en af følgesygdommene, som lungekræft. Men så kan det meget nemt være for sent. Alt for sent. Og aktiv dødshjælp er jo desværre strengt forbudt. Livet bliver, helt bogstaveligt, en skæbne værre end døden.
Hvis jeg var moralist, ville jeg kalde det straffen for at ryge. Men så kynisk er jeg ikke.
Opslag
