Logo sommerfugl
Viser opslag med etiketten Canada. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Canada. Vis alle opslag

fredag den 6. februar 2015

Aktiv dødshjælp snart lovligt også i Canada

Demonstration: My Life. My Choice. My right. 'I support assisted dying'

Højesteret i Canada har lige afsagt en vigtig principiel dom. Den gammeldags og meget hårde lovgivning mod hjælp eller bare støtte eller vejledning til selvmord, er blevet omstødt, for så vidt angår forholdet mellem læger og patienter med en uhelbredelig sygdom. Ved en mindre del af sådanne tilfælde kan lægen ikke give sin patient en god hjælp, med mindre denne indebærer at et ubærligt liv afsluttes. Nu har lovgiverne et år til at udstikke regler for detaljerne. I princippet kan de sige nej, men dette forventes ikke, selv om regeringen søgte at overtale højesteret til at opretholde den nu grundlovsstridige lov.

Forudsigeligt har religiøse grupper prøvet at forhindre at andre mennesker må få lov til at bestemme over deres egne liv, men heldigvis var domstolen ikke præget at religiøse fundamentalister. Modstand fra handicap-organisationer, som også her søger at bestemme hvad deres målgruppe bør mene, vejede heller ikke tungt. Der er en afgørende forskel på selvmord, og et rationelt begrunde ønske om hjælp til at dø.

Domstolen begrunder sin enstemmige afgørelse med at den gamle lovgivning (med samme staframme som mord) krænker menneskers rettigheder omkring liv, frihed og sikkerhed, i henhold til den Canadiske grundlov. Den pegede også på det paradoksale i at den nuværende lovgivning tillader patienter at anmode om palliativ sedering (bedøvelse til døden indtræder), afvise kunstig ernæring og væsketilførsel, eller bede om at fjerne livs-opretholdende medicinsk udstyr, men forbyder at lægen hjælper med at gøre selve dødsprocessen kortere og bedre for patienten. Retten udtalte at menneskets reaktion på en lidelsesfuld og uhelbredelig sygdom er et spørgsmål som er kritisk for deres værdighed og autonomi.

Forskellige former for hjælp til at dø er efterhånden tilladt i Schweiz, Tyskland, Albanien, Colombia, Japan, Holland, Belgien og Luxembourg, samt i de amerikanske delstater Washington, Oregon, Vermont, New Mexico og Montana. Dertil er lovgivning under behandling eller overvejelse mange andre steder. Det er tydeligt hvordan dette spredes, på lige fod med andre vigtige menneskerettigheder. De religiøst funderede dogmer er også her på tilbagetog.

Fredagens afgørelse var baseret på sager med nu døde kvinder fra British Columbia, Gloria Taylor med ALS, og Kay Carter med en degenerativ sygdom i rygraden. Hun fik hjælp hos Dignitas i Schweiz, mens Gloria døde af en infektion.


fredag den 5. september 2014

Gillian Bennett: Døden kommer til middag

Jonathan and Gillian Bennett, 2014

Mandag den 18. august 2014 slæbte den 85-årige oldemor Gillian Bennett en skummadras ud til et af sine yndlingssteder i haven. Selv om det var tungt for hende, ville hun igen form for hjælp have, for at beskytte sine pårørende mod at overtræde loven. Med sin mand gennem 60 år ved sin side, drak hun et glas god whiskey, efter en dosis af Nembutal blandet med vand. Jonathan, en forenværende filosofi-professor hold sin kones hånd mens hun døde. Han var enig i hendes beslutning, som var begrundet i begyndende demens.

Gillian kunne mærke hvordan hendes sind og mentale evner blev nedbrudt af demens, og følte at hun var ved at begynde at blive til en grønsag.
Every day I lose bits of myself, and it's obvious that I am heading towards the state that all dementia patients eventually get to: not knowing who I am and requiring full-time care.

Hun ønskede under ingen omstændigheder at ende som en skal af et menneske, fysisk i live men "uden nogen hjemme". Uden at være bange for døden, var den at foretrække frem for at blive en for stor byrde for andre, og sig selv. Det ville være vanvittigt at hendes legeme skulle plejes i måske årevis, uden nogen til at have glæde af livet.

Selvfølgelig sørgede hun for at tage godt afsked med sin mand, og sine to midaldrende børn. Naturligvis var de meget kede af at det gik sådan, men det havde de jo også været hvis hun døde på en anden, og mindre afklaret måde.

Og Gillian tog afsked med verden, og især det Canadiske samfund, ved at skabe en hjemmeside i løvet af sine sidste måneder, til offentliggørelse efter hendes død. DeadAtNoon.com, er et stærkt indlæg i debatten omkring aktiv dødshjælp, og muligheder for at få hjælp til selvmord.

Det var ikke et tab for hende at miste livet, men det havde været et stort tab at miste sig selv. Med lovlig adgang til hjælp kunne hun dog have ventet lidt længere.

Jonathan and Gillian Bennett, 1957

The Vancouver Sun:


onsdag den 11. juni 2014

Juridisk dilemma om aktiv dødshjælp i Quebec, Canada

Quebec flag
Parlamentet i den Canadiske provins Quebec har med stort flertal vedtaget en lov som giver mulighed for aktiv dødshjælp til døende patienter, hvis/når lægerne ikke er i stand til at sikre patienten en tålelig livsafslutning, ellers. Det er altså "blot" en mulighed omkring palliativ behandling, der jo går på at gøre alt for at patientens sidste tid bliver så god som muligt. I nogle få tilfælde vil det mest realistiske være at afkorte livet.

Det kan siges at være en variant af den dobbeltregel som bruges i store dele af verden. Det ses som acceptabelt at give så store doser smertestillende medicin, som morfin, selv om dette kan forkorte livet. Det er vigtigere at undgå at døden blive en lidelsesfuld proces. Men dette kan ikke altid opnås, lægernes muligheder er begrænsede. Her ses det som centralt med lægens hensigt med en stor dosis, at det ikke må være med det formål at afkorte livet. Men mon dog ikke mange læger, patienter og pårørende har set dette som en overordentlig hensigtsmæssig "bivirkning".

Den nye lov i Quebec, som endnu ikke er trådt i kraft, møders dog (ud over sædvanlig religiøst baseret afstandtagen og bekymring) med et mindre juridisk dilemma. Provinsregeringen har kompetence til at lovgive om sundhedssystemet, men den nationale straffelov forbyder det som kan kaldes for medlidenhedsdrab. Spørgsmålet er altså om dødshjælp til allerede døende patienter, efter grundige forsigtighedsprincipper, er behandling omfattet af patientens selvbestemmelsesret, eller om det skal ses som et drab.

Jeg mener dog at dette dilemma må være let at afklare. Vi kan sammenligne med sterilisation, som selvfølgelig ville være et alvorligt (og strafbart) overgreb uden patientens udtrykkelige og afklarede ønske. Her er det altså ikke noget "problem" at indse at menneskets eget ønske er det centrale, og således må det også være ved dødshjælp. Det handler ikke om at tage et liv, men om at give døden.



søndag den 28. juli 2013

Gravsten med et sidste farvel


John:

Free your body and soul
Unfold your powerful wings
Climb up the highest mountains
Kick your feed up in the air
You may now live forever
Or return to this earth
Unless you feel good where you are!

        Missed by your friends

Denne gravsten fra 1995 står på kirkegården Notre Dame des Neiges i Montreal, Canada. Umiddelbart set er det en nydelig afskedshilsen til John, en sommerfugl og et lille digt i stil med det kendte "Do not stand at my grave and weep". Det tyder dog på at de efterladte til John McCraffery virkelig ikke står og græder ved den grav. Har du set det skjulte budskab?

Historien fortæller at stenhuggeren kom til at se en ekstra gang på stenen, efter han var færdig med bogstaverne og sandblæsning, og...! Bestillingen kom fra mandens ex-kone og elskerinde, med den begrundelse at digtet repræsenterede den døde. En sag mellem de tre. Kvinderne havde fundet hinanden omkring mandens død, og de har sikkert haft noget at snakke om.

Digtet er et akrostikon, hvilket vil sige at et budskab fremgår ved at læse første bogstav fra hver at de syv linier. På den måde omgik de kirkegårdens regler mod anstødelige budskaber, som f.eks. "Fuck You".



søndag den 10. januar 2010

En værdig død i stedet for en dårlig død

Kathleen (Kay) Mandell

To the glory of
Kathleen (Kay) Mandell
Who at age 32 was stricken by
Lou Gehrig's disease that caused
her muscles to waste away, one by one,
until her throat paralysed and
she choked to death while fully conscious.

En lille reklame-kampagne har vakt opmærksomhed og debat i Canadas største by, Toronto. Det er ikke usædvanligt at parkbænke udstyres med messing minde-plaketter for lokale personligheder. Pludseligt dukkede der nogle stickers op, som tydeligt lagde sig op af disse plaketter, også i stil. Den største forskel er at teksterne ikke fortælle om et liv med mindeværdige præstationer, men om en død der desværre blev alt for grusomt mindeværdig. Uværdig.

Der sluttes med en henvisning til dignityindeath.com, men den hjemmeside "afslører" ikke hvem der står bag, og gør ikke rede for kampagnen. Et aspekt af debatten var at mange ikke kan lide at blive mindet om det med døden, især ikke sager der ligger meget langt fra en god eller bare tålelig afslutning på livet.

Mange har også tolket det som en kampagne for aktiv dødshjælp, da det helt åbenlyst er historier hvor en hurtigere afslutning havde gjort forløbet mindre grusomt. Egentlig er budskabet dog mere alment, en påmindelse om på forhånd at tænke over afslutningen på livet, om det primære skal være at dødsprocessen skal trækkes i så lange drag som muligt. Prioritering.

Altså en opfordring til at få lavet livstestamente (behandlingstestamente) før behovet er blevet så presserende at der hverken er kræfter eller overskud til at gøre det i god ro og orden. Men selvfølgelig markerer kampagnen også at muligheden for at få lov til at dø er uomgængeligt for at et livstestamente kan være dækkende.

Det viste sig at kampagnen var udtænkt af to erfarne reklamefolk (Andy McKay og Andy Manson, Cundari Advertising), som begge har haft forældre der fik en lidelsesfuld død. Selvfølgelig er kampagnens personer opdigtede, men det er særdeles realistiske historier. Ubehageligt realistiske.

Debatten bliver også ekstra aktuel nu hvor den store generation født efter anden verdenskrig ("baby boomers") kommer i pensionsalderen. Kommer i den alder hvor sygdomme bliver til noget almindeligt, og hvor konceptet med blindt at behandle så længe som muligt, ud over de store menneskelige omkostninger, også kan blive meget, meget kostbart for skatteyderne.

Penge som ikke gavner andre end aktionærerne bag de virksomheder som tjener rigtig store penge på kostbare behandlinger, som meget ofte har meget tivlsom gavn.

Rosa Maria Allende

May God rest her soul
Rosa Maria Allende 1952-2009
She finally passed after being kept alive by machines
for 4 years at a cost of hundreds of thousands
of dollars that could have helped find a cure
for the very disease she suffered from.

Donald J. McLeod

Loving husband and father
Donald J. McLeod 1961-2007
Who spent six years in a coma before
finally slipping into the afterlife
while the court system
continued to debate his fate.

dignityindeath.com



søndag den 28. december 2008

Den tålmodige og hjælpsomme nevø

Chantal Maltais
Den 9. september 2006 blev den 49-årige Chantal Maltais fundet død i sit soveværelsesskab. Han havde hængt sig. En kvælerkæde (der normalt bruges som hundehalsbånd) var med et reb fastgjort til stangen. Politiet i den Canadiske provinsby Alma lukkede hurtigt sagen, der var ikke tegn på nogen forbrydelse. Ingenting at lave stor ståhej over.

Chantal blev som lille barn ramt af polio, og sad i kørestol med degenererede hænder og ben. Han vejede under 27 kg, var skind og ben. Han døjede med smerter, som han søgte at dulme med hash og alkohol. Havde flere forgæves selvmordsforsøg bag sig.

En af hans søstre gjorde politiet opmærksom på at Chantal Maltais som svært handicappet ville have haft endog meget svært ved at arrangere sit selvmord, på årsdagen for hans mors død. Så blev de jo nødt til at undersøge sagen nærmere, ud fra hendes mistanke til nevøen Stephan Dufour.

Stephan Dufour
Den 30-årige let udviklingshæmmede Stephan tilstod hurtigt at han to dage før selvmordet havde hjulpet med at hænge kæden op. Han havde i mange år været en stor støtte for sin onkel, med daglige besøg og megen praktisk hjælp. Stephan havde i øvrigt fortalt sin mor om kæden, men hun gjorde heller ikke noget for at gribe ind, beroligede med at onklen da ikke ville begå selvmord.

Han havde det sidste år måttet lytte til daglig tiggen om hjælp til at dø, fremført med stor vrede. Chantal lagde stærkt pres på sin nevø, og når bønnerne blev afvist reagerede han ved at banke hovedet ind i en væg, til han besvimede. En måned før selvmordet havde Stephan afvist at stikke sin onkel ned med en kniv.

Det blev til en meget følelsesladet retssag, hvor forsvaret byggede på Stephans intellektuelle begrænsninger, og at han derfor ikke kunne forsvare sig mod onklens manipulationer. At han derfor ikke kunne være ansvarlig for sine handlinger. Forsvareren, Michel Boudreault, vurderede vel at der på denne måde var størst chancer for at snige sig udenom streng juridisk håndhævelse af loven, som kunne give op til 14 års fængsel.

Dommeren, Jacques Levesque, beordrede nævningene til at de ikke måtte tage hensyn til den menneskelige side af sagen, men udelukkende svare på tre spørgsmål om deres overbevisning. Vidste Stephan at Chantal ville begå selvmord, gjorde han noget for at hjælpe, og havde han til hensigt at hjælpe Chantal med at tage sit liv? Nævningene brugte over 3 dage på at nå til enighed, og måtte flere gange bede om vejledning omkring tolkning af begreber som "hensigt".

Dommen lød på frifindelse, fredag den 12. december 2008. Både familien og flere af nævningene græd. Jubel i retten. Stephan selv var meget rolig. Han havde allerede grædt nok under krydsforhørene.

Stephan Dufour
Jeg tror ikke på at nævningene adlød dommerens skarpe ordre om at vurdere juridisk uden hensyntagen til følelser. Hvis de synes at Stephan Dufour havde handlet dadelværdigt, ville de have dømt ham skyldig, og overladt til dommeren at finde en mild straf. Reelt afviste de at loven var relevant.

Selv om det glæder mig at det blev til en rimelig frifindelse, synes jeg desværre at den i for høj grad skete på bekostning af Stephans værdighed. Jeg mener (ligesom anklageren) at han udmærket vidste hvad han foretog sig, og efterhånden må have accepteret at onklen havde brug for at få sit uudholdelige liv stoppet. Han handlede netop ansvarligt, selv om det jo var en meget svær proces for ham til sidst at sætte sin onkels behov over sin store kærlighed til ham. Stephan havde familiens støtte, og de roste ham for at have givet onklen lov til at få fri.

Sagen vakte stor offentlig debat, og satte endnu engang fokus på behovet for ordnede forhold omkring hjælp til dem som har stærkt brug for at dø.

Stephan Dufour


Canada.com:


fredag den 11. april 2008

Når den gamles tarv er at dø

Peter Singer
Dagbladet Information bragte fornyligt artiklen Gamle mænd nær døden af den australske moralfilosof (og professor i bioetik) Peter Singer. Jeg plukker:
Lungebetændelse kaldtes engang for 'den gamle mands ven', fordi den ofte førte en ret hurtig og ret smertefri afslutning med sig på et liv, der var af ret skidt kvalitet, og hvor det under alle omstændigheder kun ville gå ned af bakke fremover. Nu viser en undersøgelse af svært demente patienter på plejehjem i Boston-området, at denne 'ven' som oftest bliver bekæmpet med antibiotika. Sådanne behandlingspraksisser rejser det oplagte spørgsmål: Skal vi rutinemæssigt behandle sygdomme, bare fordi vi kan - snarere end fordi vi bør?

...

Hvad skal det nytte? For hvor mange mennesker ønsker deres liv forlænget, hvis de er inkontinente, er nødt til at blive madet af andre, ikke kan gå selv og har så uopretteligt nedsatte åndsevner, at de hverken kan tale eller genkende deres børn? I mange tilfælde blev antibiotikaen givet intravenøst, hvilket kan forårsage en del fysisk ubehag.

Som eksempel bruger han den 84-årige svært hjerneskadede canadier Samuel Golubchuk, der får næring og luft pumpet i kroppen. Hans børn har fået en domstol til at pålægge lægerne at tilsidesætte deres faglige vurdering af patientens tarv, og holde den gamle fars krop i live. En kostbar behandling hvis eneste begrundelse er den jødiske familiens anskuelser i religionens navn. Singer argumenterer for at familiens ønsker ikke bør skulle tilsidesætte lægernes etiske ansvar for at handle i deres patienters bedste interesse.

Menorah
Familien mener at afbrydelse af slangerne ville være at fremskynde døden. Jeg er enig med lægerne i at det ville være at holde op med at trække den naturlige død i langdrag. At nægte at give slip på noget der er tabt.

En prekær del af sagen er at heller ikke i Canada har sundhedssystemet ubegrænsede ressourcer. Ville pengene være bedre brugt på patienter som har liv tilbage? Skal familien selv betale for at fortsætte en behandling som lægerne ikke mener er rimelig? Fakta er at næsten halvdelen af sundhedssystemets udgifter går til patienter som alligevel dør indenfor få måneder.

Samuel Golubchuks liv var slut i december. Hans delvis fungerende krop har ikke fået fred endnu. Suk.


Logo sommerfugl