Viser opslag med etiketten efterladte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten efterladte. Vis alle opslag
onsdag den 4. april 2018
mandag den 1. august 2016
onsdag den 7. august 2013
Selvmord og den fordømmende folkekirke
Kirkefolk og eksperter fortæller om at efterladte efter selvmord ofte ikke "tør" bede kirken om hjælp. Den store smerte for pårørende kan der ikke tales om i kirkerummet. Folkekirken prøver ellers at markere sig som et sted hvor mennesker altid er velkomne, for at få en god snak med præsten om livets svære perioder. Præsten har tavshedspligt, og må forventes at have en vis livserfaring, samt netop åbenhed omkring tunge emner som døden. Derudover har præster selvfølgelig kristendommen som trosmæssig baggrund for at prøve at hjælpe.
Men samtidig har kristendommen og dens præster en skarp kant omkring begreber som "synd" og "skyld". Det kan næsten ikke undgås at få præg af fordømmelse, også selv om det måske ikke var ment på den måde. Det kan næppe heller undgås at præge en efterladts forventninger til hvad der kan komme ud af at snakke med præsten, og dermed også om dette ses som en tryg mulighed. Hvorfor dog henvende sig et sted, som har lang historisk baggrund som voldsomt fordømmende omkring mennesker som selv vælger deres død? En synd som var værre end at være morder.
Det er jo heller ikke sjældent at se nutidens præster tordne frem med voldsomt gammeldags og fordømmende holdninger omkring emner som homoseksualitet, aktiv dødshjælp, eller blot om en kvinde kan være præst. Selv om ikke alle præster er så hårde, er det ikke uden grund at kirken har ry for at være gode til at slå folk i oven i hovedet.
En undersøgelse fra 2010 viste at præster er den faggruppe, som ved mindst om selvmordsadfærd (omkring halvdelen sammenlignet med politiet eller SSA'ere), og med stor margin ser mest negativt på, at folk finder på at tage deres liv, for eksempel ved uhelbredelig sygdom. Præsterne lå heller ikke ligefrem i top omkring forståelse eller omsorg i forhold til selvmordstruede.
Jeg så også en omtalt en sag hvor en præst under begravelsen efter selvmord nummer to i samme familie pointerede "at man har et ansvar, når man sætter børn i verden". Dybt sårende for familien, jeg forstår ikke hvordan nogen kan finde på at bruge en begravelse til at tale fordømmende om den døde. Principielt er jeg ikke uenig i det med ansvaret, og at forældre har en ekstra forpligtelse overfor deres børn, men det kræver en ganske særlig kynisme at gøre det til et tema ved begravelsen, især når det var "velmenende ord".
Kort sagt vidner det om et falsk selvbillede, når en sognepræst fra Odense mener at ”Vi må vise, at af alle steder bør det være kirken, man kan gå til. Kirken er til, så vi har et sted at gå hen, når vi har gjort noget forkert, eller livet gør for ondt". Sådan var det nok mere for mange, mange år siden. Før kirken blev reduceret til et kedsommeligt og støvet ritualhus, med sære ord og holdninger.
På den anden side, vil jeg dog mene at mange af folkekirkens præster kunne være udmærkede, hvis det kan lette at få en samtale med en fremmed, om sorgen og smerten efter en nærtståendes selvmord. De har ingen særlige forudsætninger, men selve det at de er tilgængelige, og indstillet på tunge emner, kan da have en væsentlig værdi i sig selv. Især hvis præsten ikke er alt for religiøs.
- Kristeligt Dagblad:
Selvmordsramte familier undgår kirken af frygt for fordømmelse - Center for Selvmordsforskning:
Holdninger til selvmordsadfærd samt viden og værdier blandt udvalgte faggrupper
fredag den 2. september 2011
Werther-prisen 2011 for "De der blev tilbage"
Center for Selvmordsforskning fortæller i dag om at Werther-prisen 2011 går til psykolog Birgitte Andersen og fotograf Torben Åndahl. Denne mediepris får de for en portrætbog om efterladte efter selvmord, "De der blev tilbage", udgivet på Bogforlaget Frydenlund. Prisen overrækkes på Verdensdag for selvmordsforebyggelse den 9. september 2011, og fra begrundelsen kan jeg citere:
De der blev tilbage
I bogen står 30 efterladte efter selvmord frem med hver deres historie og er herved med til at afmystificere og synliggøre de vanskelige følelser, som de lever med og vedvarende forholder sig til.
De personlige beretninger sætter ansigt på mennesker, der har mistet, og ord på de følelser, det afføder. Birgitte Andersen har selv erfaringer med selvmord. Da hun var 10 år gammel begik hendes mor selvmord, og da hun var 31 år, tog hendes moster sit eget liv.
Bogen behandler de efterladtes historie med respekt og værdighed, som tillader forskelligheden og det særlige ved enhver families historie at stå frem, samtidig med, at ingen - efter at have læst bogen - kan være i tvivl om, at et selvmord efterlader dybe spor. Det er en bog, der vil skabe eftertanke og åbenhed, og som vil være en trøst for og anerkendelse af mange, mange menneskers situation som efterladte, hedder det blandt andet i priskomiteens indstilling.
Med dette portrætbillede af Eike vandt Torben Åndahl også juryens "Brygger J. C. Jacobsens Portrætpris" ved åbningen af udstillingen "Portræt Nu!" på Frederiksborg Slot. Som professor Morten Kyndrop sammenfattede:
Kvinden, blikket, kunstneren: de tre niveauer griber her lykkeligt ind i hinanden og samler sig til den komplekse, genstridige enhed, der kendetegner virkelig kunst - når den rammer os.Birgitte Andersen har selv haft emnet selvmord meget, meget tæt på. Da hun var ti år begik hendes mor overraskende selvmord med en pose over hovedet. Det førte til rigtig mange tanker om "hvorfor?".
Omkring udgivelsen af bogen tænkte jeg netop på at den måtte være en sandsynlig kandidat til at få Werther-prisen, som det åbenbart ikke lykkedes at finde en modtager til sidste år. Så mange markante medieprojekter omkring selvmordsforebyggelse er der jo heller ikke i Danmark.
Prisen er opkaldt efter hovedpersonen i Goethes roman "Den unge Werthers lidelser" fra 1774. En meget melodramatisk og romantisk historie som sluttede med at den ulykkeligt forelskede unge mand begik selvmord. Der opstod en myte om at den førte til en bølge af selvmord i Europa, med at virkelige unge mænd identificerede sig med Werther, også i metoden. Denne myte understøttes dog ikke af historiske fakta, og ser ud til hovedsagelig at være spredt af kirkernes forskrækkede præster.
Myten om ekstra selvmord ved medie-omtale af konkrete selvmord er også udbredt i nutiden. Et nærmere kik tyder på at valget af selvmordsmetode faktisk kan blive inspireret af f.eks. en TV serie, men uden at det samlede antal selvmord udviste en stigning. Der skal jo ligge mere end blot mediefiktion bag en beslutning om selvmord.
Jeg glæder mig over en udgivelse som "De der blev tilbage", fordi der er stor brug for åbenhed, både omkring dem der vælger døden, og om den oftest sønderknuste familie. Tavshed er noget af det værste her, også selv om emnet er tungt. Nogle tror at tavsheden er hensynsfuld, men den er reelt snarere hensynsløs.
- Center for selvmordsforsking:
Pressemeddelelse: Psykolog og fotograf får årets Werther-pris - Politiken:
De der blev tilbage - Ny bog dykker ned i selvmordets mørke kølvand - DR nyheder:
Nordisk portrætpris til dansk fotograf - DR P1 faglitteratur:
De der blev tilbage - Familie Journal:
Jeg gør mig umage med livet - Landsforeningen for efterladte efter selvmord:
De der blev tilbage, ny portrætbog om efterladte efter selvmord
Se også:
lørdag den 11. september 2010
Er selvmord en moralsk forsvarlig handling?
Kan selvmord nogensinde være moralsk forsvarligt? Altså en handling som er fornuftig, rimelig og ikke kan siges at være forkert? Her tænker jeg ikke på at en medfølende forståelse kan godtage en handling, der stadig vurderes som værende "forkert". Det mere principielle spørgsmål er om det er moralsk forsvarligt at et menneske udøver sin frie vilje ved at afslutte sit liv.
Der findes mange mennesker, som ud fra religiøse dogmer vil holde på at selvmord under ingen omstændigheder kan være moralsk forsvarligt. Absolut ingen.
For 9 år siden stod et stort antal mennesker i en helt desperat situation. World Trade Center tvillingetårnene var ramt af to fly, i det verdenshistoriske terrorangreb. Skyskraberne havde store skader, og stod i brand. Som alle ved, styrtede de sammen. Før det kom dertil, var mange mennesker lukket inde af branden, hvor røg og varme var akut livstruende. Det var tydeligt for dem at der ikke kunne komme hjælp, og uden en tro på overjordiske mirakler var der ingen tvivl om at de var på vej ind i en grufuld død.
Mange mennesker valgte at springe ud. Selvmord. Var det moralsk forkert?
Selv under disse ekstreme omstændigheder har jeg set refereret eksempler på at religiøse fundamentalister var klippefaste i deres dogmer. Hvis de dødsdømte sprang var det en dødssynd, og de kom direkte i helvede. Hvis de havde afventet deres forfærdelige død, ville de i stedet være kommet i himmelen som uskyldige ofre.
Min forventning er at de fleste tænkende mennesker kan følge mig i synspunktet om at disse selvmord var moralsk rimelige, og ikke udtryk for forkerte handlinger. At det ikke ville være bedre moral at afvente en pinefuld død, eller håbe på en frelsende engel fra Gud.
Kort sagt mener jeg at selvmord kan være inden for rammerne af god moral, og at vi ikke behøver medfølelse for at acceptere de springende menneskers selvmord fra World Trade Center, den 11. september 2001. Intet etisk dilemma her.
Min pointe med at fremdrage dette ekstreme eksempel er at argumentere for at selvmord ikke i sig selv er dårlig moral, så længe det sker ud fra en realistisk afvejning af udsigterne for resten af livet, og hvordan det påvirker vilkårende for de efterlevende.
Spørgsmålet er så hvem som skal vurdere om et selvmord sker ud fra en sådan realistisk vurdering? Hvilke grunde er "gode nok" til at selvmord er moralsk forsvarligt? Altså noget som med rimelighed kan foreslås for andre i en tilsvarende situation.
Jeg mener ikke at der kan trækkes en skarp grænse, ikke formuleres en regel som gælder for alle mennesker. Dette ville, i yderste konsekvens, indebære at selvmord kunne være så "god moral" at det ville være umoralsk at lade være. Den holder jo ikke, et valg om at leve videre må altid være moralsk forsvarligt. God moral kan ikke banaliseres til absolutte regler for alle, uanset situationen. Det kategoriske imperativ er her en umenneskelig misforståelse.
Selvfølgelig er der masser af selvmord hvor pårørende (og andre) ved så meget om omstændighederne bag beslutningen, at de med rimelighed kan vurdere at den døde ikke var i stand til at se realistisk på mulighederne for at livet kunne blive godt igen. At det hverken kunne kaldes fornuftigt eller god moral.
Der er jo også tilfælde hvor sorgen over et dødsfald ved selvmord kan forenes med at godtage beslutningen. "Det var sgu i orden". Det skal ikke være en pligt at at holde fast i en uafvendelig nedtur, og den medfølgende elendighed. Dødsårsagen behøver ikke være en galoperende kræft, f.eks.
Men mange selvmord sker uden at de efterladte rigtig forstår baggrunden. De er tilbøjelige til at hage sig fast i tanken om at det måtte have været muligt at finde en bedre løsning, uden at kunne se problemet fra den dødes side. Det er jo også ekstra svært når sorgen flammer op sammen med ønsket om selv at have fået lov til at hjælpe. Der kan næppe findes forståelse for at den døde måske selv mente at have tænkt tingene ordentligt igennem.
Mit grundlag er at starte med at have respekt for at et selvmord var gennemtænkt, med mindre der er konkrete grunde til at vurdere det som "forhastet". Måske kan jeg ikke forstå baggrunden, måske føler jeg at en anden vurdering havde være mere fornuftig.
Men derfor behøver jeg jo ikke være fordømmende.
Fordi rationelt selvmord altså kan være "god moral", anser jeg det også for moralsk velfunderet at hjælpe med dette. Dermed også aktiv dødshjælp. Det er umoralsk at dette automatisk skal ses som forbrydelser.
Se også:
tirsdag den 10. august 2010
René Magritte på sin enlige vandring
Den 12. marts 1912 blev Régine Magritte fundet druknet i floden Sambre, hvor den løber gennem den belgiske provinsby Lessines. Hun led af depressioner, og havde allerede mange selvmordsforsøg bag sig. Hendes mand, Léopold, følte sig tvunget til at låse hende inde i soveværelset, han så ikke anden udvej for at forebygge selvmord. En nat lykkedes det Régine at flygte, og hun må have kastet sig i floden.
De havde en søn på 14 år, René Magritte, der som voksen blev en kendt surrealistisk maler. En af hans gennemgående figurer er stive mænd, med skjult ansigt, og ofte bowlerhatte. Det kan være fristende at tolke det som selvportrætter, især i følgende billede, der angiveligt netop er inspireret af hans mors selvmord.
René Magritte, 1926:
Les Rêveries du promeneur solitaire
The musings of a solitary walker
Les Rêveries du promeneur solitaire
The musings of a solitary walker
Et mørkt og dystert billede ved en flodbred. En svævende, livløs figur i forgrunden. En rank mand med ryggen til, og den karakteristiske bowlerhat. En enlig vandrer.
René Magritte fortalte ikke andre minder om moderens død end en følelse af stolthed over pludselig at være centrum for interesse og sympati, i nabolaget og skolen. Men der kan næppe være tvivl om at det har været en voldsom og traumatisk oplevelse for en 14-årig dreng at miste sin mor på denne måde. En virkelighed som det måske har været for svært at forholde sig til. Han måtte være rank og stolt, vende ryggen til smerten.
Tolkningen om selvportræt understøttes også af titlen, som må være fra en ufærdig selvbiografisk bog af den franske filosof Jean-Jacques Rousseau. Moderen var i øvrigt hattemager før sit ægteskab. Mon de mange bowlerhatte står for minderne om moderen?
René Magritte med sine to yngre brødre
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
Opslag
