Logo sommerfugl

mandag den 1. august 2016

Suicide - You Didn't Stop the Pain



Kl. 23.23

Temaer: , , ,

4 comments:

Gemt sagde ...

Puh den rammer ret godt.

5. august 2016 kl. 19.14
tosommerfugle sagde ...

Netop. Selvmordsforsøg blandt svenskere, som før de fyldte 18 år havde oplevet en forælder dø ved selvmord, var det tredobbelte af gennemsnittet. Samme tendens sås ikke hvis børnene blev voksne først, så det var ikke noget fra generne der gik i arv. Det kom der ud af en svensk/amerikansk undersøgelse fra 2010, som jeg forresten har omtalt her på bloggen:
> Ikke arveligt når selvmord går i arv til børn?

Der kan i helt særlige tilfælde, som ved meget alvorlig sygdom, være grund til at en forælder må søge døden før næste generation er voksne, men så må der være noget der bliver snakket om i familien, således at alle kan se at der ikke var bedre udvej. Så tror jeg til gengæld at det kan være mindre traumatisk end et uforudset dødsfald, selvmord eller ej.

5. august 2016 kl. 19.44
Anonym sagde ...

Jeg har 4 børn, den yngste datter er 17 år og den ældste er 31 år....er desuden gift, men ønsker hver dag at ende dette smerte helved, jeg er konisk syg, uden mulighed for medicin behandling eller bedring.
Men jeg er bekymret for mine børn og min mand, jeg er bange for de ikke kan forstå....alle mener " der er så meget at leve for" men efter 18 med kronisk smerter ser jeg døden som en længe savnet befrielse som jeg konstant må udsætte for de ikke skal lide....

18. september 2016 kl. 12.59
tosommerfugle sagde ...

Kroniske smerter kan være meget slemt at leve med, ja - måske også fordi der ikke rigtig er nogen sygdom at se på kroppen. Og du har vel "været rundt" ved alle muligheder for rådgivning, undersøgelser og behandling.

Når jeg ser på sager med aktiv dødshjælp til nogen som ikke er døende, ser jeg et billede af et stort behov for at snakke det ordentligt igennem med familien, hvor det kan tage lang tid at få dem til rigtigt at forstå at et ønske om at dø kan være rimeligt. Det er jo selvfølgelig også et stort tab for dem, men hvis de forstår hvordan du har det, må de også kunne se at det ikke blot er noget med en krise eller en dårlig dag. Og jeg ser da flere historier hvor det lykkedes at få familien med på at der desværre ikke er bedre veje frem, så de kommer med i planlægningen af afskeden med livet. Det behøver ikke være sådan at de udsætter sig for straf, hvis det bliver planlagt og forberedt godt.

En sådan historie ser jeg som værende meget forskelligt fra den traditionelle forestilling om selvmord, en handling i krise og ensomhed, hvor andre først bagefter må finde ud af at leve med det, og med tanken om at der måtte have været en bedre løsning. Og det er der jo også ved de fleste selvmord, men aktiv dødshjælp er sådan set noget helt andet end selvmord, også når det er hvad jeg kalder for "selvadministreret aktiv dødshjælp".

Dødsfald i familien er jo altid tragiske, men når det ikke er en uventet og chokerende begivenhed er et "planlagt dødsfald" sådan set ikke værre end andre dødsfald. Ja, der skal være tid til at sørge, men så går livet videre med minderne. Og vi skal jo alle, før eller siden, igennem at nærtstående dør. Også forældre.

Det er selvfølgelig en meget svær situation, så derfor skal der snakkes godt om det. Det kan tage et stykke tid, men med "gode argumenter" kan andre jo godt se at modstanden mod at måtte give slip, kan være af mindre betydning end at indse at det at ville det bedste for en anden, i sjældne tilfælde kan indebære støtte til det sidste, også når det er en selvvalgt dødsdag.

Håber at du finder en vej frem.

18. september 2016 kl. 13.56

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)
Logo sommerfugl