Retfærdighedens lystige dans

Antonio Crespi: Justitia

Se også:

Retfærdighedens sikre gang

Hvorfor skal retfærdighed være blind?

Frihedsgudinden forfører retfærdighedens gudinde

Politik og retfærdighed

Det nødvendige drab i Sejlstrup

En septemberaften i 1996 blev den 52-årige slovenske Ferdinand Poprask dræbt ved et planlagt, brutalt og blodigt mord i den lille landsby Sejlstrup, nær Skørping i Himmerland. Slået gentagne gange med en økse, og efter et mislykket forsøg på at skære halsen over, blev drabet afsluttet med en pude over hovedet. På trods af sagens hårde omstændigheder nøjedes dommeren med at idømme betingede domme. Ingen kom i fængsel ud over varetægtsfængsling før retssagen. Men straffen var måske alligevel for hård. Betjentene fra kriminalpolitiet gav morderne et knus efter dommen. Ganske usædvanligt, som den historisk milde straf.

Ferdinand var, helt bogstaveligt, en ualmindeligt barsk hustyran, og efter mange år valgte hans tre sønner at det var det bedste om deres far døde. En dødstrussel mod familien var blot afslutningen, børnene havde hele deres liv levet i et familie-helvede med vold, afstraffelser, ydmygelser, katolsk inspirerede dogmer, og psykisk terror. De havde flere gange talt om at dræbe tyrannen, men nu skulle det være alvor. De turde ikke vente længere.

• Berlingske: Det nødvendige drab (betalingsmur)

Storebror Ivan på 21 år førte våbnene, som den 18-årige Andrej havde fundet frem. Lillebror Jurij var på rekognosering, og kunne melde at faderen sad i sofaen og så TV, med ryggen til. Brødrene listede sig ind i stuen, og dræbte den brutale diktator. Dermed var drengene, sammen med deres tre søstre, fri fra en vilkårlig jernhånd.

En side af sagen er at socialforvaltningen havde fået en anmeldelse, men sagen blev her lukket efter at et besøg havde vist et pænt hjem med nydelige børn. Moderen bagatelliserede sagen, hun turde ikke andet. Når hun dog betrodede sig til nogen, aftvang hun dem hver gang løfte om ikke at gå til myndighederne. Ellers havde hun grund til at tro at faderen ville gøre alvor af truslerne om at dræbe familien. I retten sagde Andrej:

Gik vi til myndighederne, vidste vi, at vi samtidig underskrev vores dødsdom.

Det er jo svært have andet end medfølelse med, og stor forståelse for de mishandlede børn. Selvfølgelig er et mord det ikke "det rigtige at gøre", men når det omgivende samfund reelt overlod familien til faderens luner, er det også svært at pege på hvad en realistisk plan havde været for børnene, hvis de da selv ville overleve. Måske var det brutale drab dog den mindst ringe løsning, i det lokale perspektiv. I et utopia havde de kunnet møde forståelse og støtte før de måtte likvidere den utålelige far. Virkelighedens verden kan ligge langt fra idealistisme forestillinger om at vi har et samfund, der har ressourcer og fokus til at yde den nødvendige hjælp til de mest udsatte.

Som antydet mener jeg at straffen på 4 års betinget fængsel til Ivan, og betingede domme uden strafudmåling til de to yngre brødre, er alt for hård, på trods af sin mildhed. Når de blev løsladt fra retten, ser jeg det som udtryk for at ville undgå en egentlig straf. Men selve det at blive dømt efter straffeloven, for en meget alvorlig forbrydelse, er jo også en straf. Et stempel: Forbryder.

Mod slutningen af den langvarige afhøring i retten i fredags bad forsvareren, Bent Nielsen, hver af drengene besvare et kort spørgsmål: »Har I fortrudt?« Drengene er alle stærkt religiøse og har til politiet forklaret, at det plager deres samvittighed, at de har dræbt et andet menneske. Alligevel kom svaret på advokatens spørgsmål prompte fra alle tre: »Nej!« Ivan Poprask, den ældste af brødrene, tilføjede: »Jeg kan stadig ikke se, vi kunne gøre andet. Det var kommet dertil, hvor det var ham eller os.«

En bedre løsning havde været at frikende drengene. Begrundelsen skulle være at de handlede i utvetydigt selvforsvar. Nu ved jeg godt at situationen var så speciel, at den ikke falder helt 100% ind under den normale ramme for nødværge, hvor straffeloven har to paragraffer:

§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

...

§ 14. En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

Når det alligevel var relevant at bøje retspraksis efter det meget usædvanlige drab, synes jeg ikke at det ville have været for meget at anse det for at være begrundet nødværge, og måle rimeligheden efter børnenes dårlige kår, og ganske urimelige forhold.

Altså ville min dom have været at de skulle frifindes. Thi kendes for ret.

Se også:

Man sagde hun slog sin mor ihjel

Susanne Lund: Blodig skilsmisse, med kniv

Hård straf for kærligt drab

Dødens engel på Plejebo

Retfærdighedens sikre gang

Blind Justice by mathiole

Se også:

Hvorfor skal retfærdighed være blind?

Politik og retfærdighed

Kants kategoriske imperativ misbruges

Den farveløse - farveblinde?

Juridisk dilemma om aktiv dødshjælp i Quebec, Canada

Parlamentet i den Canadiske provins Quebec har med stort flertal vedtaget en lov som giver mulighed for aktiv dødshjælp til døende patienter, hvis/når lægerne ikke er i stand til at sikre patienten en tålelig livsafslutning, ellers. Det er altså "blot" en mulighed omkring palliativ behandling, der jo går på at gøre alt for at patientens sidste tid bliver så god som muligt. I nogle få tilfælde vil det mest realistiske være at afkorte livet.

Det kan siges at være en variant af den dobbeltregel som bruges i store dele af verden. Det ses som acceptabelt at give så store doser smertestillende medicin, som morfin, selv om dette kan forkorte livet. Det er vigtigere at undgå at døden blive en lidelsesfuld proces. Men dette kan ikke altid opnås, lægernes muligheder er begrænsede. Her ses det som centralt med lægens hensigt med en stor dosis, at det ikke må være med det formål at afkorte livet. Men mon dog ikke mange læger, patienter og pårørende har set dette som en overordentlig hensigtsmæssig "bivirkning".

Den nye lov i Quebec, som endnu ikke er trådt i kraft, møders dog (ud over sædvanlig religiøst baseret afstandtagen og bekymring) med et mindre juridisk dilemma. Provinsregeringen har kompetence til at lovgive om sundhedssystemet, men den nationale straffelov forbyder det som kan kaldes for medlidenhedsdrab. Spørgsmålet er altså om dødshjælp til allerede døende patienter, efter grundige forsigtighedsprincipper, er behandling omfattet af patientens selvbestemmelsesret, eller om det skal ses som et drab.

Jeg mener dog at dette dilemma må være let at afklare. Vi kan sammenligne med sterilisation, som selvfølgelig ville være et alvorligt (og strafbart) overgreb uden patientens udtrykkelige og afklarede ønske. Her er det altså ikke noget "problem" at indse at menneskets eget ønske er det centrale, og således må det også være ved dødshjælp. Det handler ikke om at tage et liv, men om at give døden.

• Huffington Post:
  Quebec's Right-To-Die Bill Adopted In National Assembly

Se også:

Når den gamles tarv er at dø

Forskellen på passiv og aktiv dødshjælp er en løgn

Er aktiv dødshjælp for de pårørendes skyld?

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane

Hvorfor skal retfærdighed være blind?

The Lady Justice by YumeNoKarasu

Et klassisk billede på princippet om retfærdighed er når den symboliseres ved en gudindefigur med bind for øjnene, en vægt til at veje til den ene eller den anden side, og et skarpt sværd. Retfærdighedens gudinde.

Men hvorfor er det egentlig at hun ikke må kunne se, for at træffe en retfærdig afgørelse? Den oprindelige symbolik er ret enkel, at hun skulle dømme uden skelnen til rig eller fattig, adelig eller almindelig borger. Meningen er at de priviligerede ikke skal dømmes mildere end andre.

Det er måske diskutabelt hvor godt det går med at overholde dette ideal, men jeg synes at det med blindhed bliver brugt på en helt forkert måde. Det bliver til teknisk juristeri når det udelukkende bliver til at se på om der kan argumenterse for at en lovparagraf overtrædes, uden hensyn til personen, situationen eller omstændighederne. Det kaldes retspositivisme, og kan ses som udtryk for at loven er "hellig", at retfærdighed udelukkende er et spørgsmål om at vurdere loven og måske sammenligne med tidligere domme. Kun ved udmålingen af straffen er der en chance for at "formildende omstændigheder" får betydning.

Måske får en person en "blid straf", som betinget fængsel, hvis det ikke vurderes at være i samfundets interesse at straffe hårdt. Desværre ødelægger politikere ofte denne fleksibilitet ved hårde love om minimumsstraffe. De vil fratage dommerne muligheden for at afpasse straffen efter eventuelle helt særlige omstændigheder. Det ses dog at dommerne meget ofte alligevel satser mere på at være "objektive" omkring at straffe selve handlingen, i stedet for at vurdere om der er sket noget menneskeligt forkert. Om nogen blev udsat for skade, eller risiko derfor.

Problemet er dog, synes jeg, at det medføre at personer bliver dømt som forbrydere, med kriminalitet på straffeattesten, også selv om de ikke har skadet nogen eller noget. Meget typisk ved en ting som at hjælpe mennesker med behov for at dø, omkring selvmord eller aktiv dødshjælp. Det er klart at der er behov for at vurdere den enkelte sag, om der er grund til at betvivle hensigterne, men dommerne burde have muligheden for at sige at når der ikke er noget offer, er der ikke nogen forbrydelse.

Blind retfærdighed er uoplyst.

Se også:

Kants kategoriske imperativ misbruges

Robert Latimer og ret færd

Martyrdom for dødshjælp

Moderlig dødshjælp til Belgisk Thalidomid-barn

Straf til Flemming Schollaart som bisidder?

Kristeligt Dagblad skriver en artikel, der rejser kritik af at Flemming Schollaart arvede kr. 200.000 fra Kjeld Rasmussen, som han gav en stor hjælp omkring den rejse til Dignitas i Schweiz, hvor Kjeld valgte at afslutte sit sygdomsramte liv. Det principielle problem kan siges at være om udsigten til en arv kan være foreneligt med assistance omkring den proces der afsluttes med den andens død. Det turde være indlysende at det kræver stor forsigtighed, og meget rene linier omkring hvilken form for rådgivning der gives.

Som jeg ser det, er jeg ikke i tvivl om at Flemming Schollaart, formanden for Landsforeningen En Værdig Død, har handlet på en etisk forsvarlig måde. Jeg ser ingen tegn på at han har "styret" Kjeld Rasmussen mod en handling som ikke var fuldt ud i hans tarv. Hvis jeg selv havde været i en lignende rolle som bisidder, ville udsigten til en arv gøre mig ekstra forsigtig, men næppe få mig til at trække mig tilbage.

Jeg vil give min reaktion på et par fyldige citater fra artiklen Formand for dødshjælp-forening fik arv fra person, han hjalp til at begå selvmord, for at forklare hvordan argumentationen er unødigt præget af negativt spin.

Thomas Ploug, medlem af Det Etiske Råd og professor ved Aalborg Universitet, mener, at sagen illustrerer en uheldig dobbeltrolle.

”Når der er kommercielle interesser, kan der skabes et pres for, at folk vælger døden til, og at de gør det under omstændigheder, de måske havde foretrukket var anderledes. Det rejser også spørgsmålet om de ædle motiver, der måtte være bag hjælpen. Hvis man tjener penge på det og modtager noget, så er spørgsmålet, hvor meget det har været for at hjælpe andre mennesker, og hvor meget det handler om hjælperens egne interesser,” siger han.

Thomas Ploug peger på, at økonomiske incitamenter kan være en væsentlig drivkraft:

”Og i en situation, der kan ligne denne, kan der skabes et unødigt pres på den, der ønsker hjælp til at begå assisteret selvmord. Den, der har en kommerciel interese, kan på forskellige måder lægge pres på personen, der ønsker hjælp til assisteret selvmord – og kan måske endda undlade at informere om forhold, der kan have betydning for den andens beslutning om assistance til selvmord. Sammenligner man det med en bedemands opgave, så hjælper han også med det praktiske, men han er ikke en medvirkende årsag til, at patienten dør.”

Hallo, hallo. At kalde det for "kommercielle interesser" er groft spin. Vi taler om en personlig og individuel hjælp. Det abstrakte "kan der skabes et pres", ville kun være nyttig argumentation hvis der var konkret grund til at betvivle motiverne hos Flemming Schollaart. Hvis Thomas Ploug mener at der er et åbenstående spørgsmål, må han også påtage sig at vurdere, og give sin basis (helst et egentligt belæg) for en sådan afstandtagende spekulativ holdning. Tågesnak med "kan" og "måske" er ikke godt nok når vi taler om en enkeltstående sag, med virkelige mennesker.

Svend Andersen, professor i etik ved Aarhus Universitet, kan på sin vis godt forstå, at Kjeld Rasmussen og de øvrige, der har fået hjælp, har villet hjælpe Flemming Schollaart økonomisk, men det betyder ikke, at det er etisk rigtigt at gøre det.

”Jeg vil ikke udelukke, at det kan være etisk forsvarligt at hjælpe mennesker, der lider så stærkt, at deres eneste ønske er at komme herfra. Men det er problematisk, når der kommer penge imellem parterne, og det bliver institutionaliseret på den her måde. Hjælp til selvmord må være en helt individuel og personlig handling. Her har vi at gøre med en privat forening, der også har nogle interesser, og så er det personlige forhold og den enkeltes ansvar ophørt.”

For det første har Flemming Schollaart ikke "medvirket til en anden persons død". Mere om dette senere. For det andet er det langt ude at kalde en personlig hjælp for noget der er "institutionaliseret", fordi det netop i høj grad var en "helt individuel og personlig handling". Selv om Flemming Schollaart er aktiv i foreningen, skete hjælpen stadig ud fra det personlige perspektiv, som han må have dannet sig. Kontakten er selvfølgelig opstået ud fra hans aktive rolle i den gode sags tjeneste, men det gør det ikke til at arven har karakter af en "betaling for en ydelse". Langt fra. Kjeld Rasmussen disponerede på personlig måde over de penge som ikke kunne give ham et godt liv.

Det er ikke ulovligt, at Flemming Schollaart har modtaget en arv på 200.000 kroner og fået betalt udgifter i forbindelse med sin hjælp til de fire assisterede selvmord, siger Gorm Toftegaard Nielsen, professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet. Men det er ulovligt at medvirke til en anden persons død, påpeger han.

”Dansk ret er ret vidtgående, og hvis du ser på paragraffen (paragraf 240 i straffeloven, red.) og dens ordlyd, er det svært at komme udenom, at der her er tale om en overtrædelse. Men der er samtidig også sket en holdningsændring mod en mere accepterende tilgang til dødshjælp, og det kan også spille ind, hvis sagen kommer for retten. Så det er svært at sige, at det ikke er strafbart, men det er også svært at sige, at det skal straffes hårdt.”

Jeg er ikke jurist, men jeg har set flere ting som peger på at det med "hjælp til selvmord" må forstås forholdsvis konkret. Der er ingen tvivl om at Flemming Schollaart ikke bistod ved selve handlingen, hvor lægen i Schweiz ud fra den lokale humane lovgivning udskrev en dødelig dosis af det gamle sovemiddel Pentobarbital. De aktive i den humanitære forening Dignitas hjalp omkring det praktiske, igen efter den schweiziske lovgivning, der kun forbyder en hjælp til selvmord, hvis det sker ud fra egennyttige motiver. Flemming Schollaart påtog sig en næstekærlig hjælperrolle omkring forberedelserne, hvor han bidrog til at det kunne foregå på en ansvarlig måde. Han var formidler og bisidder.

Personligt har jeg været i en situation hvor min kæreste desværre fik brug for at afslutte sit liv med et selvmord. Vi snakkede om sagerne, hvor jeg bl.a. svarede på spørgsmål om metoder, men uden at gøre ting som anskaffelse af remedier, eller tilsvarende håndgribelig hjælp. Jeg ventede i stuen mens hun gjorde det, og da jeg vidste hvad hun havde planlagt, var min forventning at hun gennemførte sin plan. Og hun var ganske rigtigt død da jeg efter passende lang tid bevægede mig ind i soveværelset. Hos politiet blev jeg afhørt med en sigtets rettigheder, men trods min rolle som bisidder omkring planlægningen og hendes forberedelser, blev jeg ikke anklaget for "hjælp til selvmord". Ved retssagen blev jeg i stedet frifundet for at undlade "efter evne at hjælpe nogen i øjensynlig livsfare" (straffelovens paragraf 253). Retssagen kunne dog siges at være præget af at en forholdsvis accepterende tilgang til at jeg havde god samvittighed over min rolle.

Center for Selvmordsforskning har i faktahæfte nr. 20, "Selvmord. Lovgivning, etik og moral" en dækning af hvad "hjælp til selvmord" betyder. Her slås der på at det skal være en ret konkret hjælp.

Forbud mod medvirken til selvmord

Ifølge Straffelovens § 240 er det forbudt at medvirke til selvmord: ”Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år.”

For at kunne straffe efter § 240 kræves, at en person har medvirket ved at foretage en konkret handling. Desuden skal handlingen være foretaget med det fortsæt eller den hensigt, at en eller flere personer begår selvmord.

En konkret medvirken til selvmord kan fx bestå i, at en læge efter anmodning fra en person tilvejebringer den medicin og den mængde, som er tilstrækkelig til, at en person kan tage sit eget liv. [...]

Også pårørende kan blive bedt om konkret at medvirke til, at en af deres nærmeste tager sit eget liv. Sygdom, ulykker og lidelser kan være så belastende, at en samlever eller ægtefælle afgiver løfte om at tilvejebringe medicin til at afslutte livet, når dette bliver for lidelsesfyldt eller uværdigt for den anden.

Da Flemming Schollaart ikke har medvirket ved en konkret handling, må han altså også efter denne udlægning være straffri. Det at snakke om sagerne, og hjælpe med kommunikationen til Dignitas, er menneskelig hjælp, som ikke konkret har at gøre med om den hjulpne dør eller ej. Flemming Schollaart var selvfølgelig vidende om at han måtte forvente at rejse alene tilbage til Danmark, men han havde ikke et forsæt eller hensigt om at den anden begik selvmord. Jeg ser det helt entydigt som at hensigten var at give en så god hjælp som menneskeligt muligt. Døden ingen hindring.

Som han har sagt i et interview: "Det er selvfølgelig hårdt at tage hjem alene, for jeg bliver jo meget involveret i de her mennesker".

Se også:

Hanne Schollaart fik en værdig død

Den sidste glæde for Kjeld Rasmussen - døden

Jane Marie Hoffmann vil have lov at dø med værdighed

Tillykke til Kaj Guldbech - Hvil i fred

Ville jeg give hjælp til selvmord?

Er opfordring til selvmord lovligt?

Dydsetik, selvmord og dødshjælp

Poul Jaszczak misforstår aktiv dødshjælp og etik

New Mexico: Dødshjælp er palliativ behandling

Den amerikanske delstat New Mexico har en lovgivning som forbyder hjælp til selvmord. Sammen med to læger bad en patient en domstol om en kendelse, med forhånds-afklaring af om loven omfatter lægens hjælp til at en døende patient får muligheden for selv at fremskynde sin død. Det ville typisk være med en ordination af Pentobarbital, et gammelt sovemiddel der er meget velegnet til at få en smertefri død på en forholdsvis let måde.

Spørgsmålet var om det skal regnes for et selvmord, når en døende patient får friheden til at "slukke lyset" i rette tid. Hensigten er jo ikke at dø, men er blot udtryk for at patienten kan disponere over en del af den palliative behandling. En patient skal ikke lide unødigt. Det er ikke sikkert at den bedste behandling er at holde fast i sidste rester, som ikke igen kan blive et gode for patienten. Et egentlig selvmord foregår alene, mens en planlagt afslutning af terminalfasen naturligt sker i samarbejde med læger og familien, uden at disse behøver føle skyld over at være med til det allersidste. At holde den døende i hånden mens livet ebber ud må være idealet når et familiemedlem skal dø.

Aja Riggs har kræft i livmoderen, i remission

Grundloven for New Mexico har som borgerrettigheder at staten ikke må fratage mennesker livet, friheden eller ejendom, uden at det sker i klar overensstemmelse med loven, og retfærdigheden. Den personlige frihed må ikke begrænses uden en høj grad af retssikkerhed. Dommeren Nan Nash kunne godt læse loven, og forstå en patients mulige situation.

This court cannot envision a right more fundamental, more private or more integral to the liberty, safety and happiness of a New Mexican than the right of a competent, terminally ill patient to choose aid in dying. If decisions made in the shadow of one’s imminent death regarding how they and their loved ones will face that death are not fundamental and at the core of these constitutional guarantees, then what decisions are?
[...]
The Court therefore declares that the liberty, safety and happiness interest of a competent, terminally ill patient to choose aid in dying is a fundamental right under our New Mexico Constitution.

En meget klar håndhævdelse af den personlige frihed, i en banebrydende dom. Kendelsen siger altså at det ikke kan være forbudt for en læge og patient at planlægge den palliative behandling i terminalfasen, når døden kan være det mindst ringe. Det forekommer sandsynligt at sagen vil blive appelleret til delstatens højesteret, men det er svært at se hvordan en indgriben mod autonomien kan retfærdiggøres.

Kendelsen betyder på den anden side at dødshjælp, som hjælp til hvad der ikke er et selvmord, dermed er tilladt, men kun at det ikke automatisk er forbudt. En læge som går med til at hjælpe en af sine patienter på denne vigtige måde, står til ansvar for at have givet en så god behandling som muligt, og at diagnosen kunne stilles med stor sikkerhed. Når vi har nået terminalfasen, er der dog rigtig mange tilfælde hvor der ingen tvivl er om hvordan det går. Som en selvfølge er det primært patientens egne værdier og beslutning, der må være det essentielle.

Desværre tager de danske domstole ikke den personlige frihed ligeså alvorligt.

---

Compassion & Choices:

• Court Rules Aid in Dying Is a Fundamental Right Under NM Constitution

Se også:

Nu også dødshjælp i Vermont

Læger i Washington må nu hjælpe med at dø

Død med værdighed i Oregon

Montana: Retten til at dø med lægehjælp

Er opfordring til selvmord lovligt?

Må man opfordre til selvmord? Mine blog statistikker viser af og til spørgsmål om hvorvidt det er lovligt at opfordre nogen til selvmord.

Det umiddelbare svar er at den danske straffelov ikke indeholder nogen paragraf, som gør det kriminelt at opfordre andre til selvmord. Når det ikke er forbudt, må det altså være tilladt, strafferetsligt set. Selvmord er lovligt, og derfor kan opfordringen i sig selv ikke være ulovlig, med mindre det var ifølge en konkret paragraf. Måske kan opfordringen være koblet sammen med injurier eller racisme, men så kan en opfordring til selvmord højst være en del af den fornærmende snak, måske som skærpende omstændighed.

Så simpelt er det altså, eller måske dog ikke. Hvad nu hvis jeg siger til en anden "hop ud foran toget", og vedkommende gør det? Det er ikke utænkeligt at det kunne medføre en straf. Sagen er at et person, som på basis af en opfordring begår selvmord, næppe kunne siges at være i stand til at tage vare på sig selv og sin egen sikkerhed. Jeg er ikke jurist, men efter min personlige fornemmelse for loven er der nogle paragraffer som måske kunne komme på tale.

§ 240. Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

En konkret opfordring til en psykisk ustabil person kan siges at være udtryk for en form for medvirken. Hvis der gives hjælp til at planlægge og udføre selvmordet, ville det helt klart være ulovligt efter paragraf 240, men jeg vil antage at selve opfordringen kunne tænkes at blive vurderet efter samme paragraf, hvis opfordringen fører til selvmord.

§ 241. Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. [...]

Selv om paragraf 241 særligt går på ting som trafikdrab, er formuleringen bred nok til at kunne strækkes til at det at "forvolde en andens død" kunne være gennem en opfordring til selvmord, hvis/når opfordringen tages seriøst nok til at blive fulgt.

§ 250. Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.

Også straffelovens paragraf 250 har så meget gummi i formuleringen, at jeg kunne forestille mig denne brugt, i tilfælde af at en anden person begår selvmord på grund af en opfordring. Selv om der måske ikke er et helt formelt varetægtsforhold, kunne en sådan psykisk ustabilitet tolkes som et ad hoc udtryk for varetægt. Hvis den anden tager sit liv efter en opfordring, kunne dette ses som "en hjælpeløs tilstand".

§ 252. Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Tragedien kunne også nemt kobles med begeber som "grov kådhed" eller "hensynsløshed", efter paragraf 252. Hvis den anden går i døden efter en opfordring, kan det siges at have været udtryk for "nærliggende fare", med mindre der er meget gode argumenter mod dette.

§ 253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader
1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller [...]

Igen en paragraf som er tænkt i forhold til trafikulykker og lignende, men "øjensynlig livsfare" efter paragraf 253 kunne komme på tale hvis der var tegn på at opfordringen blev taget seriøst, og der i øvrigt ikke var tegn på at det var en velafklaret og gennemtænkt beslutning.

§ 23. Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. [...]

Selv om paragraf 23 ikke umiddelbart kommer på tale, fordi selvmord jo ikke i sig selv er en lovovertrædelse, kunne den måske anvendes hvis der er flere personer involveret i opfordringen, og de har tilskyndet hinanden på en måde som nærmer sig en af de andre paragraffer.

§ 237. Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Hvis opfordringen kommer fra en som må forventes at blive adlydt, og/eller der sker grov vildledning omkring omstændigheder som den døde kan have set som katastrofale, kunne paragraf 237 også være en mulig overvejelse, hvis der er begrundet mistanke om at det var en hensigt at få den anden til at slå sig ihjel. Det lyder måske lidt langt ude, men jeg har set en reference til at en kommenteret udgave af straffeloven, under paragraf 240, påpeger at :

"Den dræbtes vilje skal kunne tillægges vægt, dvs. at visse betingelser med hensyn til alder, sindstilstand og frivillighed skal være opfyldt. I modsat fald skal § 237 bruges. Det vil således være tilfældet, hvis en person forledes til at begå selvmord gennem bevidst urigtige oplysninger."

Det lyder altså til at det "at dræbe en anden" kan læses som "at forvolde en andens død", hvor det ikke er essentielt om den anden gør det "for egen hånd".

Hvad vil "opfordring" egentlig sige?

Selvfølgelig vil det være helt klart i mange tænkelige situationer, men det ses også at nogen vil tolke "opfordring" noget mere bredt end konkrete eller personlige opfordringer. For 10 år siden blev der fremsat forslag om en lovgivning der skulle kriminalisere "generelle opfordringer til selvmord", hvilket tilsyneladende skulle gælde nærmest hvad som helst, der forholder sig til emner omkring selvmord, uden at gøre det på en afvisende måde. Forslaget blev udløst af en tragisk sag, hvor en ung mand hængte sig, og havde fundet en trin-for-trin vejledning i hvordan det kunne gøres. Dette blev altså tolket som en "opfordring".

Efter samme logik skulle fiktion med fremgangsmåder ved udførelse af forbrydelser også være kriminelle. Det hang altså ikke logisk sammen, og forslaget slap heller ikke igennem udvalgsarbejdet og høringerne.

Som Dansk Retspolitisk Forening gjorde opmærksom på, var der heller ikke dokumenteret sammenhæng mellem tilstedeværelsen af hjemmesider om selvmord, og antallet af selvmord i Danmark. Tværtimod faldt antallet af selvmord og selvmordsforsøg i takt med Internettes udbredelse siden starten af 1990'erne. Ikke at der behøver være en årsagssammenhænge her, men der manglede blot argumenter for at påstå at hjemmesiderne omkring selvmord og selvmordsmetoder var et reelt problem, på samfundsmæssigt plan.

Endvidere pegede de på at det må være legalt at argumentere for at der kan være situationer, hvor det ikke nødvendigvis bør være et mål at hindre folk i at tage sit liv. Det vil især sige i relation til debatten omkring aktiv dødshjælp. Her kan der være helt fornuftige og rationelle grunde til at være positiv overfor selvmord som en mulig udvej, når sygdom gør livet ubærligt.

Lidt skarpt fortolket kan det også siges at der findes megen god litteratur, hvor selvmord af forståelige årsager er en væsentlig del af handlingen. Måske ikke altid på en måde som omtales som "selvmord", men i stedet at hovedpersonen frivilligt går i døden, og måske aktivt fremmer at dette sker. Dette vil f.eks. sige flere eventyr af H.C. Andersen, som "Den lille havfrue". Skulle disse "forherligelser af selvmord" censureres bort, som "generelle opfordringer til selvmord"?

Ja, hvad vil det egentlig sige med en "opfordring"? Der vil med garanti være nogen som vil søge at få det til at dække alt andet end den "forventede" angst for døden. Og det kan da ikke være rimeligt.

Se også:

Opfordring til selvmord

Internet-censur og selvmord

Werther-effekten, selvmord og aktiv dødshjælp

Et eventyrligt selvmord: Den lille Havfrue