Logo sommerfugl

onsdag den 9. april 2014

Jeg elsker mine gode bakterier!


En udbredt overtro er at bakterier generelt er farlige, og at de skal bekæmpes af al magt. Der findes selvfølgelig bakterier som kan være livsfarlige, måske "bare" særdeles ubehagelige, eller som kan fordærve madvarer. Der kan altså være grund til at passe på, men sandheden er at et liv helt uden bakterier ville være meget skadeligt for helbredet, og reelt livsfarligt. Som levende væsen lever mennesker, ligesom andre dyr, i en tæt symbiose med store mængder bakterier, således at 80% af vore celler (målt i antal) er bakterier. De fleste er en vigtig og nødvendig del af fordøjelsen, hvor vi har svært ved at nedbryde maden og optage næringen uden de mange mikrober. Dertil indeholder en sund og velfungerende hud mange bakterier, der hjælper med at holde huden i god stand.

Det siges at renlighed er en god ting, og her bliver målet typisk at dræbe så mange bakterier som muligt, med vaskemidler, varmebehandling og antibiotika. Heldigvis er det meget svært, men der er meget som peger på at forskellige sygdomme og svagheder skyldes (eller forværres) af mangel på gode bakterier, eller af en uheldig blanding af bakterier. Renlighed er faktisk noget skidt, når den som så ofte overdrives. En gammel talemåde lyder at vi skal have syv pund skidt om året, og det tyder på at det var en meget klog betragtning. Selv om det ikke ligefrem skal vejes, og omregnes til en dagsdosis af skidt, har vi løbende brug for at supplere vore intime små samarbejdspartnere fra det omgivende miljø.


Jeg har leget med et lidt specielt tankeeksperiment, som jeg tror at de fleste vil synes lyder ulækkert og risikabelt. Jeg har ikke lyst til at udføre det i virkeligheden, men ville der ske noget ved det, hvis jeg nu spiste en skefuld af mit eget lort om dagen? Det kunne vel blandes med noget andet, og krydres passende, så det var til at få ned. Her taler vi om bakterier som jeg allerede har i fordøjelsessystemet, så det er ret usandsynligt at jeg ville blive syg af et sådant "kosttilskud". Hvis jeg af anden grund havde fået en gang tynd mave, var det dog nok smartest at undgå at fastholde kredsløbet.

En udvidelse af tankeeksperimentet kunne være at få en skefuld lort fra andre mennesker. Her ville risikoen være lidt større, fordi de kan tænkes at have vænnet sig til bakterier som jeg ikke har det godt med. Så længe donorerne er sunde og raske, uden infektioner, vil jeg dog holde på at det kun sjældent vil give mig noget ubehageligt, især hvis vi taler om nogen som lever i nærheden. Det største problem ville nok være at de sikkert ville regne mig for godt tosset.

Et bevis på sandheden af denne påstand er, paradoksalt nok, de store kolera-epedimier fra London, Paris og andre storbyer i gamle dage. Da byerne fra omkring midten af 1800-tallet fik lukkede kloaksystemer, blev drikkevandet ikke længere løbende forurenet med bakterier fra vandet i de åbne kloakker, der selvsagt var domineret af menneskelige ekskrementer. Ved analyser fandt en forsker frem til sammenhængen mellem sygdommen og en kilde til forurenet drikkevand. Når jeg netop ser dette som bevis på at langt de fleste bakterier (også tarmbakterier) er uskadelige, er det fordi folk ikke blev syge det meste af tiden. Kun når nogen der allerede var smittet fik deres kolera-bakterier spredt til de brønde som leverede drikkevand, gik det galt. Det kunne så til gengæld gå rigtig galt, når mange mennesker fik vand fra samme brønd, og når der blev mange flere smittede som mulige kilder til en fortsat cyklus af kolera-bakterier. Hvis tarmbakterier som sådan havde været et problem, ville der jo ikke kun være problemer ved de lejlighedsvise udbrud af kolera. Det meste af tiden skete der ikke noget ved at drikke forurenet drikkevand, også selv om det ikke lyder lækkert med bakterier fra andres tarme. Det er dog ret uskadeligt, det meste af tiden.

Personligt tager jeg i det daglige meget afslappet på hvad jeg ser som hysteri omkring renlighed, selv om jeg da ikke gør noget ekstremt. Jeg er altså ikke modstander af vask og almen hygiejne, men tiltror mig at være god til at vurdere hvornår der er et egentlig behov, og hvornår jeg mere gør det som en del af de sociale normer. Meget typisk med en ting som mad og holdbarhed. Jeg er fløjtende ligeglad med datoer som "mindst holdbar til", "bedst før" eller "sidste salgsdag". Disse datoer har intet at gøre med om varen bliver farlig, men kan dog gøre en forskel for den oplevede kvalitet. Normalt er det nemt at vurdere om en vare er god nok til at spise, også selv om datoen længe er passeret. Selvfølgelig spiser jeg ikke noget som ser for mystisk ud, eller lugter råddent, men en mild syrlighed ser jeg blot som en variant af smagen. Der sælges jo også masser af kunstigt syrnede produkter.

Jeg kan ikke lide at smide spiselig mad ud, blot fordi en meget forsigtigt sat dato er passeret. Desværre smider supermarkederne store mængder mad ud, selv om varerne er i fin stand. Filosofisk har jeg stor sympati for det at "skralde", altså finde gode ting fra affaldscontainere bag supermarkederne, selvfølgelig med en kritisk vurdering af hvad der er spiseligt, og hvad der var god grund til at smide ud. Og jeg har da også selv prøvet et kik i en container fornyligt, og fandt masser af madvarer i fin kvalitet. Rugbrød (jeg kan alligevel bedst lide det halvtørt), gulerødder, ost, æbler, lidt grønsager, fiskefars fra samme dag, nogle liter papsuppe, og en del andre varer. Intet af det var noget som jeg ville være betænkelig ved at købe, og det eneste som måtte smides ud var et par rådne clementiner fra et net med frugter i ellers fin stand.

Og så gjorde det jo ikke noget at det var gratis. Der var også en masse kager fra samme dag, men dem gad jeg ikke bære på, også selv om der ikke var andet galt med dem end at det er dårlig ernæring. Det er ikke sikkert at det er sidste gang jeg forsyner mig udenfor lukketid, og ganske lovligt.


Jeg har et fint helbred, og har kun meget sjældent dårlig mave, så det er ikke sådan at jeg lever livet farligt. Der går over et år mellem at fordøjelsen ikke kører perfekt, og det værste maveonde jeg har haft var fra en pose rosiner for mange år siden. Den havde langt fra nået sidste salgsdag, men det var lykkedes at få nogle af de sjældne ubehagelig bakterier med i købet.

Jeg elsker mine gode bakterier!


0 comments:

Logo sommerfugl