J.F. Willumsen: Jægerpigen i skoven

Jægerpigen i skoven, J.F. Willumsen, 1934

Den danske maler Jens Ferdinand Willumsen malede mange af sine værker i en mere eller mindre vitalistisk stil. Dette maleri fra 1934, Jægerpigen i skoven, er meget udpræget i sin fremhævning af den sunde, nøgne krop. Jægerpigen går gennem skoven med bue og pil, på udkik efter bytte. Meget veltrænet og muskuløs, langt fra en kvinderolle som bly og svag kvinde. Den stærke krop er næsten androgyn, men har samtidig de kvindelige kurver med brede hofter. Hun må være en ualmindeligt dygtig jæger, siden hun går på jagt uden pilekogger, og med kun én pil. Så er hun nødt til at ramme i første forsøg, hvilket kan være svært når det tilsyneladende er fugle hun jager.

For mange vækker vitalismen minder om nazismens kropsdyrkelse, netop også gennem vitalistiske kunstværker. Jeg mener dog at det er helt misforstået at se vitalismen som noget nazistisk, når der bestemt ikke er noget facistisk i det at værdsætte sundhed og kræfter. En meget skematisk analyse og fortolkning, med afsæt i bestemte symboler, går ofte galt i byen.

Jeg ser i dette billede snarere en klar parallel til J.F. Willumsens måske mest kendte værk, "En bjergbestigerske", der med vitalistisk formsprog (uden nøgenhed) hylder den stærke og selvstændige kvinde, der har magt over situationen. Et portræt af Edith, som han blev gift med året efter. En slags gudinde, hvilket også ses i dette nyere oliemaleri, med sin indlysende parallel til den "Diana", det romerske navn på den græske jægergudinde "Artemis". Det romerske navn er afledt af ordet diviana ("den skinnende"), hvilket passer med den lyse, skinnende gule farve, samt som symbol på beundring.

Jægerpigen er måske et portræt af den unge franske danser og maler Michelle Bourret, som han var flyttet sammen med fire år tidligere. Nu var hun kvinden i hans liv, og dermed også et vigtigt motiv i hans kunst. En række af disse portrætter er dansebilleder, og jægerpigens graciøse bevægelser i skoven kan jo også ses som en dans. Brugen af grønne og gule farver går igen i portrættet til højre. På den anden side er "Jægerpigen i skoven" videreudviklet til et ekspressivt genrebillede, i stedet for at være noget så "trivielt" som blot et nøgenportræt.

Se også:

J.F. Willumsen: En bjergbestigerske

Moralens ivrige vogtere

Edvard Munch: Madonna, Jomfruen og Døden

J.F. Willumsen: Trilogien Tizian Døende