Godt Nytår!
by mrisfoto
by rxmflickr
by serenityone
by politeri
by jestercard
by offstandard
by offstandard
Godt Nytår!
onsdag den 31. december 2008
tirsdag den 30. december 2008
Isabella Miehe-Renard: Vi har ret til at begå selvmord
Efter en lang indlæggelse kom hun ud af sin depression, og har nu i år skrevet om forløbet i erindringsbogen "På". Her fortæller hun også om meget dårlige forhold under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling. Uhumskt, mangel på personale, men masser af piller. Nu arbejder hun som PR medarbejder for Psykiatrifonden.
Fra interviewet har jeg revet nogle citater ud af sammenhængen:
- Har andre overhovedet ret til at forhindre mennesker i tage deres eget liv?
- ... man har ret til at begå selvmord, hvis man virkelig vil det.
- Men at jeg skal bestemme over andres liv, mener jeg ikke er rimeligt.
- Og hvis jeg nu synes, det er så stor en lidelse at leve hvis ingen andre kan forstå, hvor svært det er og hvis jeg ikke længere tror, at der er nogen, der kan hjælpe mig, hvorfor skal jeg så ikke have lov til at sige farvel?
- Men ingen af os, der kendte ham, kunne med sikkerhed sige, at hans liv var blevet godt og bedre, hvis han havde levet videre.
- Hvis et menneske ikke føler, det har nogen livsværdi længere, så kan det være egoistisk at ville have dem til at leve videre, alene fordi vi andre elsker dem.
På den anden side:
- ... at hendes synspunkt på ingen måde er en opfordring til at tage livet af sig selv.
- Problemet er også, om det menneske virkelig vil tage sit eget liv eller ej.
- Men samtidig understreger hun, at selvmord aldrig må blive den første og bedste udvej.
- Vent med selvmordet. Det kan du altid gøre, hvis intet hjælper. Men prøv en behandling først. Eller prøv at se om der ikke er en indlæggelse, en chef, der giver dig fri, eller sygedagpenge, der kan hjælpe.
- Her knap syv år efter sit forsøg på at tage sig selv af dage er hun klar til at give selvmordsdebatten et befriende og lettere provokerende los i bagdelen.
Jeg er meget enig med hende i pointerne om at der er brug for at selvmordsdebatten bliver nuanceret nok til at rumme at selvmord faktisk kan være en rationel udvej. At det ikke nødvendigvis skal være et mål i sig selv at hindre selvmord. At det ikke skal være sådan at nogen lever videre kun for de andres skyld.
Det er mangel på respekt for mennesker med selvmordstanker automatisk at regne dem for at være syge, feje, egoistiske, svage og at acceptere at der rutinemæssigt kan begås tvangs-overgreb mod dem. Ved at kunne rumme at et ikke-forhastet selvmord også er en tænkbar udvej, bliver der plads til at snakke om tingene. At tage fat i problemerne, og mulige løsninger.
Det vil være ret sjældent at der ikke kan findes bedre løsninger end døden, og derved glider selvmordstankerne automatisk i baggrunden. Der skal fokuseres på livet, og ikke på at se selvmordstanker som et problem i sig selv.
Når det med at tænke på selvmord skal regnes for noget forfærdeligt, bliver det et tabu, og det pågældende menneske bliver nødt til at holde det for sig selv. Det hjælper jo ikke at snakke med nogen som må forventes at starte med at afvise at acceptere de tanker der presser sig på.
Jeg tror på at det ville give færre selvmord at kunne snakke afslappet om muligheden, uden at udelukke den.
Ekstra Bladet:
Psykiatri-Information:
Se også:
mandag den 29. december 2008
Roger Kusch, selvmordskonsulent
I løbet af 2008 har Roger Kusch 5 gange hjulpet tyskere, der ønskede at få fri fra at sygne langsomt ind i døden.
Når hun snakkede med sin læge om det, mindede han hende om at hun havde en god hukommelse, og at hun dog havde kræfter til at klare sig selv. Han kom ikke ind på de mange gebrækkeligheder som dominerede Friedas liv. Hun kunne kante sig rundt i lejligheden ved at støtte sig hele tiden. Åndedrætsbesvær, dårlig ryg og uro i benene lyder måske ikke skræmmende, men gjorde dog hver dag til en sej kamp. Blot at falde kunne blive en alvorlig sag. Hun ville under ingen omstændigheder på plejehjem, havde personligt set alt for mange skræmmende eksempler på dårlig pleje.
Roger Kusch var blevet ransaget lige før den planlagte dato, hvor politiet beslaglagde alt om hans aktiviteter. Han kæmper bevidst provokerende for dødshjælp i Tyskland, og markedsfører sig som konsulent i selvmord. Han deltager ikke direkte i handlingen, men giver råd og vejledning. Som jurist er han meget omhyggelig med ikke at krydse grænsen for hvad loven forbyder. Han har en lang liste af seriøse henvendelser fra gamle og syge, der glæder sig ved tanken om at kunne få en værdig død, i stedet for at blive fastholdt i voksende elendighed. Ved at være konsulent, og forlade scenen når selve selvmordet foregår, undgår han at det bliver til aktiv dødshjælp.
En ny ransagning efter Frieda Felgers død. Begge gange var den angivelige årsag mistanke om at han havde overtrådt lægemiddel-loven. I praksis vil jeg snarere kalde det for chikane, og forsøg på at bremse ham i hans indsats for at hjælpe mennesker der har behov for at dø, også uden eutanasi. Roger Kusch har vakt stor debat gennem sine aktiviteter, med mange kritikere der ikke på nogen måde kan acceptere at mennesker kan få lov til at få hjælp til selvmord.
Modstandere dyrker forargelse over at Kusch, i princippet, tjener penge på sin rådgivning. Men de tænker vist ikke på de mange som tjener penge på at fastholde syge gamle i et plagsomt og elendigt liv så længe som muligt. Et liv der ikke ønskes, hvor værdighed bliver til en teoretisk abstraktion. Sundhedsindustrien tjener meget store beløb her. De har ingen interesse i at give slip på "trofaste" kunder.
I dag, den 29. december 2008, har Roger Kusch fået et politi-tilhold om at stoppe sit hjælpearbejde. Det knytter sig til de igangværende sager, hvor de foregiver at mistænke ham for at have overtrådt loven. Han kæmper imod.
søndag den 28. december 2008
Den tålmodige og hjælpsomme nevø
Chantal blev som lille barn ramt af polio, og sad i kørestol med degenererede hænder og ben. Han vejede under 27 kg, var skind og ben. Han døjede med smerter, som han søgte at dulme med hash og alkohol. Havde flere forgæves selvmordsforsøg bag sig.
En af hans søstre gjorde politiet opmærksom på at Chantal Maltais som svært handicappet ville have haft endog meget svært ved at arrangere sit selvmord, på årsdagen for hans mors død. Så blev de jo nødt til at undersøge sagen nærmere, ud fra hendes mistanke til nevøen Stephan Dufour.
Han havde det sidste år måttet lytte til daglig tiggen om hjælp til at dø, fremført med stor vrede. Chantal lagde stærkt pres på sin nevø, og når bønnerne blev afvist reagerede han ved at banke hovedet ind i en væg, til han besvimede. En måned før selvmordet havde Stephan afvist at stikke sin onkel ned med en kniv.
Det blev til en meget følelsesladet retssag, hvor forsvaret byggede på Stephans intellektuelle begrænsninger, og at han derfor ikke kunne forsvare sig mod onklens manipulationer. At han derfor ikke kunne være ansvarlig for sine handlinger. Forsvareren, Michel Boudreault, vurderede vel at der på denne måde var størst chancer for at snige sig udenom streng juridisk håndhævelse af loven, som kunne give op til 14 års fængsel.
Dommeren, Jacques Levesque, beordrede nævningene til at de ikke måtte tage hensyn til den menneskelige side af sagen, men udelukkende svare på tre spørgsmål om deres overbevisning. Vidste Stephan at Chantal ville begå selvmord, gjorde han noget for at hjælpe, og havde han til hensigt at hjælpe Chantal med at tage sit liv? Nævningene brugte over 3 dage på at nå til enighed, og måtte flere gange bede om vejledning omkring tolkning af begreber som "hensigt".
Dommen lød på frifindelse, fredag den 12. december 2008. Både familien og flere af nævningene græd. Jubel i retten. Stephan selv var meget rolig. Han havde allerede grædt nok under krydsforhørene.
Selv om det glæder mig at det blev til en rimelig frifindelse, synes jeg desværre at den i for høj grad skete på bekostning af Stephans værdighed. Jeg mener (ligesom anklageren) at han udmærket vidste hvad han foretog sig, og efterhånden må have accepteret at onklen havde brug for at få sit uudholdelige liv stoppet. Han handlede netop ansvarligt, selv om det jo var en meget svær proces for ham til sidst at sætte sin onkels behov over sin store kærlighed til ham. Stephan havde familiens støtte, og de roste ham for at have givet onklen lov til at få fri.
Sagen vakte stor offentlig debat, og satte endnu engang fokus på behovet for ordnede forhold omkring hjælp til dem som har stærkt brug for at dø.
- Canoe:
Quebecer not guilty in uncle's suicide - National Post:
Quebec man found not guilty in assisted suicide case - Calgary Herald:
Quebec court ruling may rewrite assisted suicide law - CBC:
Quebec man acquitted on assisted suicide charge - Toronto Star:
Quebec case rekindles assisted suicide debate - The Windsor Star:
Canadians expect assisted suicide to be more common
Canada.com:
- Que. assisted suicide case goes to jury
- Mother removed from court at Que. assisted-suicide trial
- Assisted suicide trial gets questions from jury
- Que. man not guilty of assisting suicide
- Quebec case reopens assisted suicide debate
lørdag den 27. december 2008
fredag den 26. december 2008
Montana: Retten til at dø med lægehjælp
"it is difficult to imagine a compelling interest in preserving the life of an individual who is suffering pain and the indignity of his disease, whose life is going to end within a relatively short period of time, and for whom palliative care is inadequate to satisfy his personal desire to die with dignity."
Delstatens grundlov har klare regler omkring beskyttelse af menneskers privatliv og værdighed. Søgsmålet gik på om dette omfatter måden at dø på, altså om der var behov for at staten skal regulere individets valgmuligheder omkring det at dø. Her er det værd at bemærke at tilsvarende argumentation i 1999 blev brugt til at sikre fri abort. Montana er den eneste delstat som har grundlovssikret menneskets værdighed.“The dignity of the human being is inviolable.”
Dommen fulgte lige efter at delstaten Washington ved en folkeafstemning vedtog en lov der giver læger og patienter ret til i fællesskab at afslutte dødssyge patienters liv, netop gennem en recept på et dødbringende medikament. Lovgivning som følger den tilsvarende i nabostaten Oregon. Teknisk set er det hjælp til selvmord, men er samtidig en del af den følsomme debat omkring aktiv dødshjælp, eutanasi, autonomi og grænserne for lægers behandling af døende.
Jeg bemærker også at dommen gennem sin bekræftelse af patienters menneskerettigheder lægger sig op ad højesteret i Schweiz, der den 6. december 2006 afsagde en dom der tilsvarende fastholder retten til selvbestemmelse omkring sin død som en del af privatlivets fred. Der er, på dato, præcis to år mellem dommene.
Ironisk nok døde Robert Baxter samme dag, uden at høre om hans sejr i retten. Det førte til at han i en på forhånd skrevet pressemeddelelse blev citeret for at være lettet over dommen, og over respekten for hans ret til at dø med værdighed. Det år som sagen var under behandling blev hans sidste.
- The Huffington Post:
Montana: Assisted Suicide Ruled Legal - Bozeman Daily Chronicle:
Two terminally ill Montanans file right-to-die lawsuit - AP:
Montana judge: Man has right to assisted suicide - Compassion & Choices Blog: (med sagens dokumenter)
Montana Court Decides Terminally Ill Patients Have Right to Death with Dignity under Montana Constitution
Se også:
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
