Death and the Maiden by James C. Christensen
søndag den 25. januar 2009
lørdag den 24. januar 2009
Baroness Warnock: Pligten til at dø?
Hun ser heller ikke noget forkert i det hvis et menneske føler at "burde" dø for både andres og sin egen skyld. At livstestamenter også skulle give mulighed for at bede om dødshjælp hvis åndsevnerne er borte. At det er meget forkert af læger at ignorere sådanne ønsker. I et andet interview havde hun rejst et provokerende spørgsmålstegn om en moralsk forpligtelse til at dø, hvis ...
Modstandere ser hendes synspunkter som udtryk for en hjerteløs ligegyldighed overfor værdien af dementes liv. At det er barbarisk at demente skulle have muligheden for, og opfordringen til at befri sig selv, familien og samfundet. De vælger også at tolke hendes synspunkter som en bastant "pligt til at dø", selv om Mary selv mere fokuserer på at det kan være god moral at vælge døden.
En god løsning, bedre for alle parter. Hvem har gavn af der skal bruges en masse ressourcer på at passe skallen af et menneske hvor sindet er drysset væk? Hun peger også på at det i mange andre sammenhænge regnes for godt og rigtigt at ofre sig for sin familie.
Personligt er baronesse Mary Warnock afklaret med at hun ikke vil på plejehjem Det ville være et forfærdeligt spild af penge. Hun ville ikke kunne udholde at klamre sig fast, og være en gene for andre.
Et praktisk aspekt er at samfundet bevæger sig mod en større andel af ældre. En større andel af demente. Det britiske samfund forventes at få næsten 50% flere demente i løbet af de næste 20 år. Voldsomt øgede omkostninger må forventes at føre til et stort pres for at spare penge. Dermed er der stor afstand mellem abstrakte forestillinger om hvor godt et liv det principielt kan lade sig gøre at give en gammel med fremskreden demens, og hvad der må forventes at være virkeligheden. Opbevaring.
- Telegraph:
Baroness Warnock: Dementia sufferers may have a 'duty to die' - BBC:
Euthanasia comment sparks anger - American Thinker:
An Open Letter to Baroness Warnock on Assisted Suicide - Belfast Today:
Doctors who refuse euthanasia 'wicked', expert claims
Se også:
fredag den 23. januar 2009
torsdag den 22. januar 2009
Hanne Schollaart fik en værdig død
Hanne Schollaart på 69 var uhelbredeligt syg af ondartet livmoderkræft. Gennem 8 måneder var alt afprøvet. Hvis hun fik mere end de tre gange kemoterapi, ville hun dø af den. Ingen tvivl om at hun ikke kunne leve længe endnu. Lægen kom dagligt i flere måneder. Hendes lidelser handlede ikke blot om smerter, men også om ikke at have mulighed for at kæmpe for andet og mere end blot at overleve.
I nogle uger var hun stille og indadvendt. Kom frem til en meget afklaret tanke. Hun kunne godt tænke sig at modtage aktiv dødshjælp. Hun nærmede sig sin grænse for hvor langt hun skulle trække det ud. Hendes læge tog en del samtaler med hende. Ønsket om at få lov til at dø var tydeligvis frivilligt og velovervejet. En læge mere kom på banen, og tog en dag sammen med Hanne. Efter undersøgelser og samtaler var det klart at der ikke var nogen anden rimelig løsning.
»Nu er hun rejst,« sagde lægen til Hannes fem børn, der stod rundt om sengen, uden at røre på sig. De fire døtre og en søn forstod og anerkendte fuld ud deres mors valg. De så hende få en smuk og værdig død. Selvfølgelig sørgede de over deres mors sygdom og død. Men de havde også passet hende, og fulgt tæt med i hvordan hendes liv ikke længere var noget liv. Der var tid til at give slip.
Hanne Schollaart var heldig med at hun det meste af sit liv havde boet i Holland (Ede), hvor det er tilladt at få aktiv dødshjælp, eutanasi. Intet behøvede at foregå i det skjulte. Intet behov for mindre sikre gør-det-selv metoder. Hanne kunne være helt tryg. Det gav hende ro den sidste tid, at hun vidste at hun ikke ville være tvunget til at lide en langsom og sej død. At hun også kunne få lægehjælp når behovet blev at dø.
Sønnen, Flemming Schollaart, bor i Danmark. Han er formand for Landsforeningen En Værdig Død, der går ind for at vi indfører aktiv dødshjælp efter den hollandske model. Han har set at den fungerede rigtig godt. Accepterede hendes beslutning. I går blev han interviewet i Aftenshowet, og fortalte om forløbet. For tre år siden blev det også refereret i en avisartikel.
- Berlingske: Til døden os skiller
- DR Aftenshowet: En værdig død
- Århus Stiftstidende: Forening vil gøre aktiv dødshjælp lovlig
For mit vedkommende er min holdning til den hollandske model (der har dannet grundlag for tilsvarende ordninger i Belgien og senest Luxembourg) lidt blandet. På den ene side hjælper den mange mennesker med at få en bedre død end ellers. Både gennem aktiv dødshjælp, men i høj grad også gennem at de ved at de har en "nødudgang". Det giver mere ro til at udholde sygdommen, og rigtig mange dør uden at det bliver ubærligt. Uden at få behov for dødshjælp.
På den anden side, er jeg principielt uenig i at døden er en sag for sundhedssystemet. At det er læger der afgør hvem der kan få lov til at dø, og hvad der skal til for at lidelser er ubærlige. Lægernes opgave er at hjælpe, primært med at behandle sygdomme. Det er jo deres fag. Tilsvarende er det også udmærket at læger kan hjælpe med at dø, når det bliver til det bedste. De har adgang til egnede midler, og faglig basis for at vurdere om der kan være problemer med at bruge dem.
Jeg synes blot ikke at det skal være lægens afgørelse om døden kan bevilges.
Jeg synes heller ikke om noget i retning af "dødshjælp på anmodning". Lægen skal ikke være forpligtet til at deltage, hvad enten grundene er faglige, filosofiske eller religiøse. Det bør være tilladt at mennesker handler med fornuft og følelser omkring hvordan livets afslutning foregår.
Se også:
onsdag den 21. januar 2009
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
Opslag
