Det var en eufemisme. For at kalde tingene ved deres rette navn: Hun led døden ved en ganske, ganske, ganske langsom kvælning. Lige netop den uhyggelige måde at dø på havde hun forudset, og var bange for. Skrækslagen.
Hun led af Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS), en fremadskridende og uhelbredelig sygdom der nedbryder de nerveceller der styrer musklerne. Ingen tvivl om at hendes liv var tæt på sin slutning. Hjernen og sindet fungerede fint, resten ikke. Kun en kunstig stemme gjorde det muligt for hende at udtrykke sig. Hun ønskede ikke at klamre sig til livet så længe som muligt, ønskede ikke at trække pinen ud med respirator. Hun var helt afklaret.
Hendes ønske var en hurtig død med værdighed, uden lidelser, i hjemmet med familien omkring sig. Det fik hun ikke. Tværtimod.
Hospice-personalet gjorde et stort stykke arbejde med at pleje Diane inden for rammerne af deres virke, men kunne ikke gøre noget for at undgå at det blev en lang og sej dødskamp. Et helvede. Jeg vil formode at nogen havde haft mod til diskret at hjælpe hende med at dø lidt før, en blid overdosis, hvis det ikke havde været for den store debat og medieopmærksomhed.
Samme forår fik en anden kvinde på samme alder, "Miss B", der var lammet efter en hjerneblødning, den britiske højesterets ord for at hun kunne få lov til at dø. Hun var så "heldig" at det nødvendige var at afbryde behandlingen. Domstolen påpegede at hendes menneskerettigheder blev krænket da hospitalet nægtede at slukke for respiratoren, krævede at hun skulle leve et uønsket liv. Diane Pretty led sit sidste juridiske nederlag samme dag som Miss B døde.
Livet er en menneskeret. Ikke en forbandet pligt.
- Information:
Det er ikke en menneskeret at dø - Berlingske:
Må jeg dø i morgen? - The Independent:
Diane Pretty loses case, while Miss B 'dies with dignity' - The Independent:
Diane Pretty's message was clear: 'The law has taken all my rights away' - Journal of the Royal Society of Medicine:
The law on dying
Se også:
Nyere opslag
Opslag
