Dagbladet Information bragte i september 2010 en artikel, der glimrende illustrerer hvordan sundhedssystemet bruger en masse penge på at sørge for at kræftpatienter ikke får muligheden for at have det så godt som muligt mens sygdommens sidste faser galoperer:
Diagnosen kræft er jo ikke sjov at få stanget ud, men er baggrunden for over en fjerdedel af dødsfaldene i Danmark. Rigtig mange får deres liv forlænget gennem kraftige behandlinger - kemoterapi, operationer og/eller strålebehandling. Disse behandlinger kan, helt bogstaveligt, være livsfarlige i sig selv, og kunsten er at skade kræften mere end den raske del af kroppen. En hårfin balance, og det er helt normalt at behandlingen er meget ubehagelig, med voldsomme bivirkninger.
Spørgsmålet er så om det altid er det værd. Hvis der er rimeligt håb om at at behandling og sygdom er noget der kan overstås, og livet kan gå videre bagefter, er de færreste i tvivl. Hellere finde sig i nærmest hvad som helst, i stedet for at planlægge sin begravelse.
Hvis der ikke er realistiske udsigter til andet end at trække tiden ud mens sygdommen hærger resterne af liv, bliver der grund til at afveje livskvaliteten den sidste tid, mod håbet om at spekulative forsøg på aggressiv behandling medfører et overraskende "medicinsk mirakel". Det er ikke helt umuligt, "kun" en stor sjældenhed. Prisen er meget høj, i kroner og øre.
Til gengæld er det normale at intensive forsøg på at få has på en galoperende kræft giver dårligere livskvalitet, til gengæld for at lidelserne måske kan trækkes en smule længere ud. Selv om det helst ikke siges højt, er der også risiko for at en meget belastende kemo behandling samtidig afkorter livet. Prisen er meget høj, i forringet livskvalitet og mangelfuld afsked.
Hvis behandlingen i stedet fokuseres på at lindre, kan de fleste få det betydeligt bedre i livets afsluttende tid. Der kan bedre blive tid og ro til at få sagt godt farvel, og få snakket om ting der kunne trænge til en sidste afklaring. En betydeligt bedre oplevelse, for både den døende og de pårørende. Personligt ville jeg blive meget mere tryg ved at have aktiv dødshjælp som en ekstra sikkerhed.
Det eneste "problem" er dog noget som mange har det svært med. Det er nødvendigt at acceptere "nu er tiden inde", i stedet for at insistere på at naivt "hvor der er liv er der håb". Dø skal vi jo alle, helst på en værdig måde. Alt for mange får i stedet en død som illustrerer at det er naivt at tro på at alt kan behandles.
Det er påkrævet at nogen tager initiativ til at få gennemført en tung samtale: Hvordan vil du bruge din sidste tid før du dør? Hvem har bolden?
Problemet er også at den snak skal tages før det er lige ved at kroppen giver op. Altså mens det stadig virker som om der kan gøres noget af betydning. Før den naturlige konklusion bliver at stoppe forsøgene på at holde kræften i ave. Det bør ikke være lægens ansvar at sige "nu nytter det ikke mere", men patienten selv der er bevist om at kunne afveje om det stadig er det værd. Ikke i kroner men i livskvalitet. Det kan ingen andre.
Foretrækker du en rolig dødsproces, eller vil du hellere have at din død bliver et nederlag midt i en højteknologisk tro på at behandling altid er et gode?
Det synes jeg er et meget nemt spørgsmål at svare på.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
