Solskinsstemningen omkring to sommerfugle blev til en tragedie og selvmord. Og en retssag mod den anden sommerfugl for ikke at kræve at hun skulle lide videre.
Etikken omkring hvordan husdyr opdrættes til menneskeføde kan ofte være diskutabel, men i det mindste søger ejerne at undgå syge dyr. Det giver jo også økonomisk mening, da disse er sværere at sælge. Produktionen falder, og penge spildes.
En speciel undtagelse er foie gras, hvor gæs tvangsfodres på en måde som fører til en sygdom. Fedtlever. Det syge organ regnes for en delikatesse. Her er det ikke engang plausibel mulighed for at foregive at dyrene behandles godt.
Bevidst at påføre sygdom og lidelse må kaldes for sadisme. Også at købe produktet. Og nyde det. Sadisme.
Hvis du, sådan for alvor, har brug for en hotline omkring selvmord, har Livslinien rådgivere siddende klar på telefon 70 201 201, alle ugens dage 11-23. Derudover en netrådgivning, hvor den skriftlige form giver en god tid til eftertænksomhed når der sættes ord på.
Egentlig synes jeg dog at det vigtigste er at finde nogen i nærheden, som du kan stole på, også når det handler om mere end det overfladiske. Det har et menneske brug for.
Og ... hvis du tænker på selvmord, mener jeg helt seriøst at du kun skal gøre det hvis du kan overbevise en anden om at der faktisk er en god grund til det. Det kan der være i sjældne tilfælde, men så skal det ikke besluttes i ensomhed. Løsninger er tit nemmere at se "udefra".
En ret speciel blog er den amerikanske PostSecret. Anonyme udfærdiger og indsender postkort med dybe hemmeligheder. Meningen er at det skal være sandheder som ingen andre har fået at vide. Processen med at nedskrive noget der gnaver kan hjælpe mange. Andre kan også få meget ud af at genkende sig selv i de hemmeligheder som offentliggøres på bloggen, eller i de tilhørende bøger.
Der er selvfølgelig stor forskel på tyngden af, og emnerne for de indsendte hemmeligheder. Her har jeg plukket et udvalg af de større.
En populær amerikansk talemåde, muligvis af indiansk oprindelse, lyder på variationer over temaet: Don't judge someone until you have walked a mile in their shoes.
På dansk kan den oversættes til: Døm ingen før du har gået en mil i deres sko.
En glimrende påmindelse om tolerance og rummelighed i forhold til andres livsvilkår.
En påmindelse som der kan være brug for. Det er kun alt for populært at være (for)dømmende og afstandtagende i forhold til hvordan andre lever deres liv, og hvilke valg de træffer. Det ses også ved selvmord, hvor der næsten pr. automatik kommer beskyldninger om ting som egoisme, fejhed, dumhed og utilregnelighed.
Beskyldningerne kommer fra nogen som, ganske bogstaveligt, ikke ved hvad de taler om. Ikke fra dem som selv har prøvet det, uden at det dog blev til at dø.
Det kan jo aldrig helt lade sig gøre "at gå en mil i en andens sko", men det helt centrale må være viljen til at prøve at forstå, prøve at rumme den andens livssituation. Altså netop også tanker om selvmord.
Jeg forestiller mig at en del af baggrunden for tendensen til skældud, er et håb om derved at afholde nogen fra at gøre alvor af tanker om selvmord. Det tror jeg er helt misforstået. Tværtimod kan det direkte styrke forestillinger om egen livsuduelighed når tankerne afvises med hårde ord. Hjælp kræver jo at forstå og acceptere. Ikke at tryne og nedgøre.
Hvis det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår.
[...] kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham; han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste - og præk så du kun for ham.
Her den 1. december er det World AIDS Day, hvilket må være en passende anledning til at give et rids af en usædvanlig rejse mod en planlagt død.
Gregg Gour levede livet som bøsse, men som 24-årig måtte han konstatere at han var inficeret med HIV. De næste 24 år blev præget af kampen mod sygdommen, en kamp som ikke kunne vindes. Den medicinske behandling gav ham sikkert mange år ekstra, men også større og større bivirkninger. Mindre og mindre livskvalitet.
Undervejs måtte han følge med i hvordan hans partner og deres fælles venner døde af AIDS. Sådan en grusom død ville han ikke byde sig selv, eller sin familie. Det kunne han gøre bedre selv, når tiden kom.
Bivirkningerne blev for slemme, og da lægen udskrev en endnu mere aggressiv behandling, sagde Gregg stop. Det var det ikke værd. Så var det bedre at afbryde behandlingen helt, og havde det så godt som muligt indtil tiden kom.
Afslutningen blev hans livs rejse, både bogstaveligt og i overført betydning. Han sagde sit job op, solgte sine ejendele, købte en autocamper, og rejste tværs over USA sammen med sin hund Cody. Undervejs aflagde han mange besøg hos familie, venner og gamle kærester. De blev nødt til at acceptere hans beslutning, han var urokkelig.
En hjertegribende rejse. Efter en tårevædet afsked med sin søster, efterlod han den forvirrede Cody. Hans mor på 70 havde stadig svært ved at rumme den beslutning som hendes søn måtte tage. Han holdt fast. Tiden var kommet. Hans gode liv skulle afsluttes i selvstændighed og værdighed.
Med sig på rejsen havde Gregg Gour et kamera, så han selv kunne optage en del af billederne til den dokumentarfilm, som Greenie Films lavede om historien.
Han kunne ikke dø med sin familine omkring sig, han ville ikke risikere at de blev retsforfulgt for at lade ham gøre det. Han var helt rolig og i balance. Han havde fred med at have haft et godt liv, og at han kunne arrangere sig en god død. Til sidst havde han svært ved at tale, det blev en kamp at gå, og han havde mange smerter. Tiden var kommet. Hans liv var færdigt.
I hans sidste email skrev han "Græd ikke over mig. Til sidst er jeg fri". Redskabet var helium og en dertil indrettet pose. Uden ilt afsluttedes livet hurtigt og let. Ikke et selvmord, han gav blot aktiv dødshjælp til sig selv.
Jeg skriver med basis i en tragedie der førte til at jeg lod min kæreste få fri til at begå selvmord. Døden var ikke det værste.
Jeg står for holdninger om respekt og menneskelighed, også når behovet er at dø. Dermed også aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord.