Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp

Kuldegysninger over at se synspunkter om at lidelse "går til spilde" hvis en smerteplaget døende får hjælp til at afkorte lidelsen, fik mig til at prøve at finde ud af hvad kristne (katolske) teologer dog mener med en sådan forherligelse af lidelse.

Kristeligt Dagblad har en artikel hvor teologen Iben Thranholm forsvarer værdien af lidelse, at den næsten kan blive en gave. Lidelsen kan bære frugt. Og der er ikke blot tale om fritsvævende filosofisk argumentation, det er helt konkret i en kritik af tankerne om aktiv dødshjælp.

Det store hukommelsestab i forhold til kristendommen, som danskere lider af, har betydet, at mange har glemt, at kristendommen måske mere end nogen anden religion handler om lidelse og lærer os, at lidelsen har en enorm åndelig værdi. Det er gennem lidelsen, Jesu passion og korsdød, at Gud frelser verden. [...]

Der findes ikke nogen lidelse, der er så grum, at Gud ikke kan forvandle den til noget godt -- hvis vi altså er villige til at ofre den. Accepten af lidelsen kan altså blive en kærlighedsakt og en mulighed for at vokse åndeligt og komme tættere på Gud og endda udrette noget for verden. Ens personlige lidelser kan bære frugt og blive til fornyet liv ikke bare for en selv, men også for andre.

Sådanne synspunkter har fået mig til at tale om "kristendommens forherligelse af lidelse". Og det er ikke blot Iben Thranholm (cand.theol. og har bl.a. været informationschef i Den Katolske Kirke i Danmark), der har fået et anfald. F.eks. kan jeg citere Dierdre McQuade, talskvinde for U.S. Conference of Catholic Bishops (den katolske kirkes ledelse i USA) for en endnu mere uforsonlig holdning:

God prohibits the taking of one’s life under any circumstances. It’s evil. Suffering, even when death is imminent and the pain is excruciating, is a critical piece of life. If someone tries to bypass suffering by taking a lethal drug, that person is losing out on the chance to experience the redemption that suffering brings.

Dette er citeret fra en artikel hvor Compassion & Choices problematiserer kirkelig modstand mod at læger får lov til at hjælpe med at dø.

• Death With Dignity: Combatting Religious Opposition to Physician-Aid In Dying

Samme katolske organisation har en vejledning for hospitaler m.v.:

• Ethical and Religious Directives for Catholic Health Care Services

Den kommer ind på smertebehandling og død, hvor vigtigt det er at søge at holde døende fri af lidelse. Men også:

Patients experiencing suffering that cannot be alleviated should be helped to appreciate the Christian understanding of redemptive suffering.

Forventningen er altså at en som er ved at dø med håbløse smerter skal bringes til at værdsætte denne chance for at sone sine (eller andres) synder. Det er hvad kirkens "hjælp" går ud på. Det minder jo meget om læren om skærsilden, sjælelig renselse gennem lidelse, som et forstadium til himmelen. Eller om korsfæstelsen af Jesus.

from Nouveau recueil d’ostéologie et de myologie

Jeg fandt også en relevant artikel i Information, Jeg gør ondt, hvor den italienske filosof Luigi Pareysón citeres for en tilsvarende kristen forherligelse af lidelse:

Lidelsen er altså på én gang ondskabens konsekvens og det, der kan besejre den: »Uden at ophøre med at være pine og tortur bliver lidelsen således salve og lindring.«

Kuldegysningerne blev ikke mindre af at undersøge sagen. Fri mig fra ... at dø på et katolsk hospital. Brrrr..... Næstekærlighed ville være at foretrække frem for katolske lidelser til døende. Lægehjælp?

Jeg synes at denne forventning om at deltage i Jesus' lidelse på korset er i klar modstrid med dette citat fra den katolske udgave af Bibelen, Siraks bog kapitel 30 vers 17:

Hellere døden end et bittert liv, hellere den evige hvile end uhelbredelig sygdom.

Det lyder jo nærmest fornuftigt. Men det er så ikke en af de stumper af bibelen, som den katolske kirke vælger at tillægge betydning, når den på det nærmeste svælger i lidelse. På andres vegne.

Se også:

Jesus' korsfæstelse, et planlagt selvmord

Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp

Hvad betyder "menneskelivets ukrænkelighed"?

Aktiv dødshjælp: Har troende læger respekt for patienten, eller ... ?

En kristen præst om aktiv dødshjælp

Kristendommens menneskeofringer

Dødshjælp og protestantiske kirker

Genvej til himmelen

Piergiorgio Welby sagde paven midt imod

Kants kategoriske imperativ misbruges

Maurizio Cattelan: En moderne korsfæstelse

David Woods fik ikke fri fra dårligt liv

December 2006. Den 56-årige David Woods forsøgte selvmord, endnu en gang. En stor overdosis smertestillende piller. Det var ikke lykkedes at skære halsen over med en sløv brødkniv, eller drukne sig i badekarret. Pillerne var farligere. Uden at være helt død blev han kørt på hospitalet. Leveren var ødelagt. Han ville dø i løbet af et døgn, med mindre han straks fik en levertransplantation.

Siden teenage-årene havde David diagnosen bipolær affektiv sindslidelse (også kaldet maniodepressiv sindslidelse). Ved selvmordsforsøgene var han nedbrudt af mange års lidelser med depressioner. De sidste 18 år var livet hans eget lille private helvede. Han havde fået nok. Psykiatriens behandlingsforsøg gav ham ikke et udholdeligt liv.

David forsøgte at begå selvmord med Co-codamol, et blandingspræparat med paracetamol og kodein. På det danske marked sælges tilsvarende midler på recept under navne som Fortamol, Kodipar og Pinex Comp. Set i forhold til selvmord, svarer det til Panodil, med den paracetamol der i overdosis ødelægger leveren. Jeg forestiller mig dog at kodeinen sløver nok til at smerterne ikke opleves helt så meget.

På Addenbrooke's Hospital, Cambridge, fik lægerne i hast arrangeret en levertransplantation, også selv om de vidste at der var hjerneskader. Det lykkedes at holde David Woods i live, men i coma de næste 6 uger. Hjerneskaderne var alvorlige. Efterhånden begyndte han at huske, hvad der var sket, og at han havde fået det 10 gange værre.

Ude af stand til de daglige gøremål blev han i februar 2009 overført til et dyrt specialplejehjem. Er meget vred og frustreret. Han har det ad helvede til, og er nærmest manisk omkring at få stoppet sit elendige liv. Men det får han ikke lov til. Det skal personalet nok sørge for.

Da Davids tre børn hørte om selvmordsforsøget, hastede de til hospitalet. David var allerede på operationsbordet. De fik ingen chance for at blive spurgt, og kunne ikke forstå hvorfor lægerne absolut skulle operere en som hellere ville dø. At det var spild, når en anden fra den lange venteliste snarere kunne have haft glæde af en transplanteret lever. Margo, hans eks-kone, er ligeså uforstående; David havde jo fået nok af sin dårlige tilværelse.

Hospitalet forsvarede sig med at de havde kontaktet en psykiater, som mente at David havde en god livskvalitet. Det synes at være ret løsrevet fra en reel vurdering af hans livssituation. Andre læger undrer sig over de vurderinger der er sket. At familien ikke blev spurgt. Det ville være noget andet med en teenager.

Den ældste af hans døtre, Nadine Woods, står nu frem i medierne. Hun er vred over at lægerne gennemførte operationen uden at have fået tilladelse fra patient eller familien. Hun ønskede ikke at miste sin far, men hun ønskede heller ikke at han skulle holdes fast i livet. Uden at være helt realistisk tænker hun på at rejse til Schweiz med ham, for at han via Dignitas kunne få hjælp til at dø. Det ville være det bedste hun kunne gøre for ham.

En ulykkelig sag, der ikke helt kan siges at hænge på entydige procedure-fejl i behandlingssystemet. Det mest tvivlsomme må være psykiaterens anbefaling om at operere. Det havde være bedre at kontakte familien. Meget bedre. Nogle måneder efter selvmordsforsøget blev der i øvrigt indført en lov, som kunne have givet ham chancen for at afvise behandling via et livstestamente. For sent, desværre.

Et menneske lever nu et elendigt liv, hvor han helt klart hellere ville dø. Og familien er nødvendigvis også involverede, og ramt af den fastlåste situation. Den manglende respekt for ønsket om at dø. Stakkels David Woods. Stakkels familie.

• The Hunts Post:
  Papworth woman blasts NHS for giving her father a liver transplant
• The Telegraph:
  'Right to die' row as family accuse hospital of 'wasting' liver on suicidal father
• The Telegraph:
  Organ donation: is it ever right not to save a life?
• Daily Mail:
  You should have let him die: Daughter hits out at doctors who gave suicidal man a liver transplant

Se også:

Psykiatriske patienter som hellere vil dø

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Paul Benson: Et hensynsfuldt selvmord

Glemte selvmordsforsøg med Panodil

Fed selvmordsmetode

Obesity is Suicide by Brandon Knowlden

Disse billeder er fra en slags reklame-kampagne for en amerikansk klinik for "bariatric surgery", altså kirugiske indgreb som fedme-behandling. Fedme som langsomt selvmord. Barsk og provokerende måde at fremlægge budskabet. Især i et USA, som præges af berøringsangst omkring kontroversielle emner, og af en ret stor del af befolkningen er stærkt overvægtige. Og kampagnen har vakt modstand og vrede.

It is no secret that the American culture is known for overindulgence. This public service campaign dramatizes the effects of poor eating in a way we can all understand.

En omstændighed som kommer ind i billedet er at disse bariatriske indgreb ikke er ufarlige. Jeg har set tal som peger på at 1 ud af 200 dør ved sådanne indgreb, og dødeligheden fremover er også væsentligt øget. Men det er jo ikke sikkert at den derved bliver ligeså stor som overdødeligheden ved fedme.

"Desværre" ser det ikke ud til at reklamekampagnen er "ægte". Lederen af den udpegede klinik frasiger sig enhver involvering. Reklamemageren, Brandon Knowlden, fortæller at den blev lavet som eksempel for en støttegruppe i tilknytning til klinikken, og at lederen ser reklamerne som afskyelige.

Brandon bad en blogger om ikke at vise billederne med henvisningen til klinikken. Men han offentliggør stadig selv billederne på sit reklamebureaus hjemmeside. Så det ser jo ikke ud til at han har noget imod at blive forbundet med den provokerende måde at formidle et budskab på.

• Starling Fitness:
  ‘Obesity Is Suicide’ Ad Campaign

Se også:

Færre selvmord med fedme

Big Mac Attack

Andesteg eller flæskesteg til jul?

En anden metode ...

Kom bare nærmere

Et dukkehjem

Designer selvmord

Rem Rem: Why kill time, when you can kill yourself

Hvis jeg bliver dement som gammel ...

En artikel i Politiken fortæller om at der nu er ca. 25.000 ældre med demens, et tal som er stærkt stigende. Og at kommunerne kun har 5.445 egnede boliger, et tal som kun er langsomt stigende. Siden år 2001 er der kun bygget 674 nye demensboliger i hele landet.

»Der mangler 19.000 boliger, og det går alarmerende langsomt med at få dem etableret, samtidig med at det bliver mere og mere akut«, siger ældrepolitisk konsulent Margrethe Kähler fra Ældre Sagen. [...]

»Når de ældre flytter ind i en demensbolig med uddannet personale, der kan hjælpe dem, får de det langt bedre, og forbruget af antipsykotisk medicin falder«

Nationalt Videnscenter for Demens prøver at kikke frem i tiden, og en fremskrivning viser at der om 10 år vil være ca. 31.000 moderat til svært demente ældre. I år 2040 tegner antallet af plejekrævende demente ældre over 80 til at være næsten 63.000.

Lederen af videnscentret, professor, dr.med. Gunhild Waldemar fra Københavns Universitet holder på at alle nye plejeboliger fremover bør bygges, så de egner sig til demente:

»Man bør først og fremmest finde en kur mod demens. Men samtidig er det nødvendigt at etablere forskellige tilbud til de ældre, og der er et stort og stigende behov for, at man bygger boligerne, så de egner sig til demente«, siger hun.

Politiken: Kun bolig til hver femte demente

År 2040 er netop på den tid hvor jeg selv er blevet en gammel mand, hvis jeg da ellers lever endnu. Risikoen for at jeg får Alzheimers sygdom (eller en anden form for fremadskridende demens) kan jo ikke ignoreres. Ikke en rar tanke, og jeg kan da håbe på at der er opfundet en reelt virkende behandling. Dermed mener jeg f.eks. medicin som ikke blot søger at lade nedbrydningen af hjernen og sindet gå lidt langsommere. Med udsigt til et liv som dement bliver døden værd at overveje seriøst.

Hvis der kommer en behandling, vil det bestemt påvirke grundlagt for hvordan jeg må disponere i tilfælde af at jeg får demens. Ellers ville jeg være nødsaget til at sørge for at undgå at hensygne som svært dement skal af et menneske. Det ønsker jeg ikke. Som tingene ser ud nu, er risikoen for at blive yderligere slået ned med antipsykotisk medicin ganske reel. Og ganske skræmmende. Den største fordel ved den er faktisk at den forkorter livet.

Tanken om en egnet bolig med passende tilbud lyder da noget bedre. Men jeg tillader mig at tro mere på at samfundet også til den tid ser sig ude af stand til at byde på et plejetilbud som vil kunne give mig et liv som jeg synes er godt nok. Med den meget store gruppe demente gamle ville det være voldsomt dyrt. Allerede nu må området siges at være langt under hvad der kan kaldes for optimalt for den enkelte gamle med demens. Så jeg tror reelt ikke på at jeg kan regne med noget "optimalt".

Og .... selv om jeg kunne, ville jeg ikke ønske at blive plejet efter at mit liv holdt op med at være godt nok, ifølge mine forventninger. Det ville være spildte ressourcer, som jeg (som person) ikke ville få gavn af. Jeg ville hellere dø, når min grænse var nået. Sige et levet liv pænt farvel.

Problemet er blot at hvis plejere ser det som sin opgave at holde mine basale livsfunktioner igang så længe som muligt, vil jeg ikke kunne få lov til at dø. Konsekvensen ville blive at jeg måtte sørge for selv at tage mig af det, mens jeg stadig havde mentale og kropslige ressourcer. Uden en mulighed for at få hjælp til at dø, ville jeg derved blive nødsaget til at dø et godt stykke tid før min grænse var nået. Blive endnu en af de mange ældre som afslutter deres liv med hvad omgivelserne kalder for et beklageligt selvmord.

Aktiv dødshjælp ville forlænge mit liv. Jeg vil ikke efterlade min krop til meningsløs pleje.

Se også:

Demens, fornuft og selvmord

Den tunge ældrebyrde?

Aktiv dødshjælp giver længere levetid

Må livstrætte gamle få lov til at dø?

Pensionister vil have lov til at dø, i England og Holland

Når ældre bestemmer over eget liv, og død

Baroness Warnock: Pligten til at dø?

Sir Terry Pratchett i skyggen af Alzheimers

Hugo Claus' sidste skål, i champagne

Jack Kevorkian hjalp Janet Adkins med at dø

Politikerne og Det Etiske Råd er nogle bangebukse

Jeg glæder mig til robotter i ældreplejen

Til dommedag ... og efter

by Zdzisław Beksiński (1984)

Se også:

Romeo og Julie

Til døden jer forener

Indtil døden skiller jer ad

Forenet i døden som i livet