Logo sommerfugl

søndag den 16. januar 2011

Må læger lade patienter dø?

TV2 har taget en historie fra Herlev Hospital op. Mange patienter på den medicinske afdeling får tildelt koder som "Minus EHM" eller "Minus ITA", som står for at der ikke skal forsøges genoplivning efter hjertestop, eller at patienten ikke overføres til intensiv afdeling når det bliver kritisk. Dette gælder også for patienter som ikke allerede er uafvendeligt døende.

Tonen er stærkt kritisk overfor hospitalets behandlingsmæssige dispositioner, og der lægges op til at lægerne derved ikke giver patienterne den bedste behandling. Underforstået altså at det bedste nødvendigvis må være at lægerne skal bruge hele behandlingsapparatet når kroppen på meget syge patienter ikke kan mere. Det handler typisk om gamle patienter hvor der ikke er realistiske udsigter til helbredelse, men blot at trække sygdommens sidste faser i langdrag. Disse fylder meget på hospitalernes medicinske afdelinger.

Seng på en intensiv-afdeling

Det som lyder mest betænkeligt er at koderne i nogle tilfælde også bruges selv om patienten udtrykkeligt ønsker forsøg på genoplivning, og intensivafdelingens teknologiske apparat. Spørgsmålet er dog om lægerne reelt gør noget forkert. Det kan ikke være patientens ret at kræve en behandling, som ikke lægeligt set vurderes som rimelig.

En ekspert i sundhedsjura, Kent Kristensen fra Syddansk Universitet vurderer:
Det er alvorligt ikke at informere patienten, for det betyder, at man krænker patientens ret til selvbestemmelse. Man fratager patienten muligheden for at træffe beslutninger vedrørende behandlingen. Det er klart ulovligt.
Jeg er ikke overbevist om at den vurdering holder. Det ville på den anden side være klart ulovligt hvis lægerne, mod patientens ønske, påtvinger behandlinger som genoplivningsforsøg eller intensiv teknologisk behandling. Det er vigtigt at patienter kan træffe beslutninger om at begrænse behandlinger som er i modstrid med patientens holdning til værdighed og livskvalitet. Det kan være bedre at dø, har patienten lov til at holde på.

Jeg ser det som en alvorlig misforståelse at lægge op til at patienterne har lov til at kræve behandlinger, som lægerne vurderer som nyttesløse. Da der selvfølgelig kan tænkes at være tvivl om sådanne vurderinger, bør patienten have mulighed for at konsultere en anden læge. Men patienten bør ikke have mulighed for at tilvælge en behandling som der ikke er lægelig basis for.

Hvor hospitalet svigter er på et andet plan. De kan åbenbart ikke finde ud af at snakke med patienterne (eller de pårørende), og bibringe dem forståelse for at det ikke altid er bedst at behandle så meget som muligt. Dø skal vi jo alle, og det kan være en svær snak at nå til en fælles afklaring om den sidste tid. Hvis dette ikke sker, er det helt forståeligt at patienten tror at lægerne kan holde kroppen rimeligt kørende et stykke tid endnu. Og stiller krav.

Karikatur af intensiv-afdeling

Der er jo på den anden side meget, meget få der har lyst til at komme til "at ligge som en grønsag". Det kan være den helt realistiske udsigt, hvis den såkaldte "genoplivning" af en nedbrudt krop "lykkedes". En skræmmende udsigt, synes jeg. Et sted som de færreste har lyst til at dø.

TV2 har jaget "skandalen" i stedet for at bedrive seriøs journalistik. Igen.

Politiken har mere velfunderede artikler:

onsdag den 12. januar 2011

Milgram-eksperimentet og ondskab i dagligdagen

Stanley Milgram
Et berømt psykologisk eksperiment er Milgram-eksperimentet fra 1961. Socialpsykologen Stanley Milgram undersøgte hvordan og om forsøgspersoner kunne stå fast på deres samvittighed og moral. En autoritær forsøgsleder pressede dem til at straffe en simuleret deltager med elektriske stød, stigende i styrke fra ubehagelige over kraftige til farlige, og videre til "XXX". Næsten alle gik med på hvad der må kaldes for tortur af et skrigende og stærkt protesterende offer, og kun 1/3 stoppede før eksperimentet afsluttedes med tre dræbende strømstød.

De fleste forventer, både dengang og nu, at kun et ganske lille mindretal af sadister ville være villige til give kraftige og farlige elektriske chok til et fastspændt skrigende menneske. Forsøget er gentaget flere gange, og det provokerende resultat er hver gang at de fleste ganske almindelige mennesker ikke siger stop, men i stedet følger reglerne for den situation de er havnet i, omend modstræbende. Forestillingen om "onde mennesker" som en en lille gruppe psykopater må siges at være afkræftet.

Kontrolpanel fra Milgram-eksperimentet

Stanley Milgram tænkte eksperimentet ud fra menneskers tilbøjelighed til at adlyde autoriteter, inspireret af de mange holocaust-medarbejdere som bagefter forsvarede sig med at de bare adlød ordrer. Selv om det ikke på nogen måde fritager den enkelte for ansvar, kan eksperimentet siges at støtte dette forsvar. Når omstændighederne er til det, kan der med nemhed findes enkelt-mennesker til det beskidte arbejde.

Jeg mener at det må være realistisk at se på hvordan de psykologiske mekanismer som Milgram-eksperimentet fremhævede er en helt almindelig del af dagligdagen. De går igen mange steder, også uden en kommanderende autoritet. Gruppepres, administrative regler og modeluner kan manifestere "regler" mindst ligeså effektivt. De enkelte mennesker sættes i situationer hvor de må give køb på hidtidige principper for at være på det "vindende hold". Når oprør straffes med at blive isoleret, er de færreste principfaste når det gælder.

Mobning er nok det mest nærliggende dagligdags eksempel, hvor det endda ses at den mobbede selv med stor energi deltager i mobning, hvis fokus flytter til et andet offer. Medløberne prøver på at overgå hinanden, og perfiditeten bliver en målsætning i sig selv. Tilsvarende blandt voksne når enkeltpersoner eller grupper lægges for had. Politikere og medier fører ofte an her.

Pingvin mobbet udenfor

Aktiv dødshjælp og behovet for en frivillig død er et mindre åbenlyst område, hvor lignende mekanismer især fylder meget omkring modstand mod at døden kan blive en fælles beslutning, og et aktivt valg. Set i forhold til grupper, som eksisterer i kraft af at være hjælpere omkring sygdomme, bliver det upopulært at støtte en klient i at døden kan være at foretrække frem for hjælpernes forgæves anstrengelser.

Så bliver der udvist stor kreativitet for at opfinde fiktive indvendinger, i stedet for simpelthen at udvise respekt og næstekærlighed. Jeg har endda set katolske dogmatikere mene at når lidelse ikke kan afhjælpes, skal den ses som et gode der ville gå til spilde, hvis patienten får sin død fremskyndet lidt. Næstekærlighed bliver til noget uvæsentligt, når religionens dogmer skal håndhæves.

Det kunne være fristende at kalde sådanne onde handlinger for ondskab.

søndag den 9. januar 2011

Han gik ud af sit gode skind

Gunther von Hagens: Skin man

Den tyske kirurg og anatom Gunther von Hagens har udviklet en teknik til såkaldt plastinering af døde menneskekroppe. Vand og fedtstoffer bliver erstattet af plastik. Når dette hærder, er resultatet en meget "livagtig" og holdbar udgave den enkelte del af kroppen. Anatomisk korrekt og "konserveret". Når hele kroppen skrælles og behandles stump for stump, opstår muligheden for at udstille hvordan kroppen er opbygget.

Men han går et skridt videre. I stedet for "bare" at lave en stor dukke, giver han præparaterne liv ved at forme dem som mennesker i troværdig situation. Aktiviteter som at danse, spille skak eller dyrke sex.

Denne "sammenblanding" af død og liv kan provokere mange mennesker, som hellere ser døden gemt så langt væk som muligt. Både kirkelige og medicinske dogmatikere kan lade sig "inspirere" til at anstrenge sig meget for at problematisere hvad Gunther von Hagens har fascineret mange millioner tilskuere med. Måske handler det mere om at dere "monopol" på at institutionalisere samfundets omgang med døden bliver anfægtet.... De går "ud af deres gode skind" over det.

Nu kommer en af hans udstillinger til Danmark. Eksperimentarium åbner den 11. januar udstillingen Body Worlds, hvor 25 hele kroppe udstilles sammen med 200 organer.

Gunther von Hagens: Girl on swing

Politiken / iBYEN.dk:

Logo sommerfugl