Ved "Det Moderne Gennembrud" i slutningen af 1800-tallet begyndte litteratur og malerkunst at sætte fokus på virkelighedens verden, udenfor overklassens og borgerskabets egne cirkler. Socialrealistiske værker tjente til at slå revner i det klasseskel der gjorde almuens vilkår "usynlige" for de mere velbjergede. Et godt eksempel herpå er dette genrebillede:
Tolkning og analyse af kunstværker er jo altid noget der afhænger af betragterens egne erfaringer og værdier, men med sin titel gør Erik Henningsen det meget klart hvilken tragisk historie han søger at illustrere. Langt ude på landet har den fattige unge pige dræbt sit lille barn. Det kunne ikke skjules, og nu er hun i myndighedernes kløer. Liget er ved at blive gravet op fra den golde hede, hvor embedsmændene ellers ikke sætter deres støvler.
Herredsfogeden tænker vist mest på ikke at få sin fine uniform smudset til, mens en fuldmægtig optager rapport, og betjenten fastholder den unge kvinde. Kun hunden er i kontakt med den skyldige, som står til allermindst 10 år i tugthus med hårdt tvangsarbejde - hvis hun da ellers overlever så længe under de elendige forhold. Forbrydelsen straffes efter lovens bogstav. Det kalder nogen for retfærdighed. "Den højeste ret" - eller på latin "summum jus". Sproget latin er her symbol på de uddannede, de "fine".
Når Erik Henningsen med sin titel kalder det for "den største uretfærdighed" (summa injuria) tager han klart den fattige piges parti. Hvad var hendes situation? Et barn udenfor ægteskab, en "horeunge", var en meget alvorlig overtrædelse af de uskrevne love for "anstændig opførsel". Straffen var fordømmelse, social eksklusion. En "falden pige" kunne få meget svært ved at finde arbejde eller ægtemand.
Hun havde ingen mulighed for at give sit barn forsvarlige vilkår. Resultatet kunne være død af underernæring og infektioner i løbet af nogle måneder. Hvis det skulle lykkedes at overleve med barnet, ville det få del i samme brutale eksklusion, samme knusende straf som moderen.
Måske gjorde hun det mest kærlige for sit nyfødte barn ved at afkorte dets liv? Og måske er tugthuset ikke en værre straf end landsbyens. Et anstændigt samfund havde selvfølgeligt været bedre, men ville være en utopi i forhold til den konkrete virkelighed.