RainGirlzzz1 by Banksy
(New Orleans, 2005)
(New Orleans, 2005)
fredag den 13. februar 2009
torsdag den 12. februar 2009
Domme i Korea vil give Kim Ok-kyung en værdig død
På det koreanske Yonsei Severance Hospital ligger den 76-årige Kim Ok-kyung i coma. Maskiner pumper luft, væske og næring i hendes krop. For et år siden fik hun store blødninger ved en fejlslagen lungeundersøgelse. Svære hjerneskader, intet håb om at hun kan komme sig. Næsten hjernedød. Familien ved at hun ville foretrække at dø, frem for at ligge som vegeterende grønsag. At hun ikke ønskede meningsløs behandling.
I en tidligere sag fra 1997 lå en patient i permanent vegetativ tilstand, og respiratoren blev afbrudt. En domstol dømte familien og lægen for mord. Det satte gang i debat om en værdig død.
Det kristent drevne hospital nægtede at afbryde behandlingen af Kim Ok-kyung. Familien gik til en domstol, der vurderede at det var rimeligt, og i overensstemmelse med patientens ønske, at give hende lov til at dø. Hospitalet appellerede dommen, der blev stadfæstet ved næste retsinstans. Nu overvejer ledelsen om de vil appellere sagen til højesteret.
Selv om sagen "kun" handler om hvad vi i Danmark kalder for "passiv dødshjælp", ser det ud til at debatten i Sydkorea mere handler om medlidenhedsdrab, aktiv dødshjælp. Domstolenes kendelser er ellers klare omkring at de netop kun handler om at undlade at trække en uafvendelig død i langdrag. De lægger mere op til at indføre livstestamenter.
Men det er jo nok til at den katolske kirke er ude med de store fordømmende ord. Igen.
- The Korea Times:
Respirator Allowed to Be Removed From Comatose Grandmother - The Korea Times:
Coma Patient Has Right to Die - The Korea Herald:
Court upholds coma patient's right to die - Bioethics in Korea:
Court to Rule on Legality of Assisted Suicide
onsdag den 11. februar 2009
tirsdag den 10. februar 2009
Eluana Englaro undslap livet og den katolske kirke
Beppino Englaro kunne pege på at hans datter havde snakket om at hun aldrig ville ligge på den måde. Hun havde ikke nedskrevet et livstestamente, men holdningen var klar. Når hun ikke kunne have et liv, ville hun have lov til at give helt slip. Dø.
Det ville i praksis sige at afslutte den udsigtsløse behandling. Afbryde den kunstige ernæring, sondemadningen. Så ville kroppen dø af mangel på væske og næring i løbet af et par uger. Det lyder barskt, men mennesket Eluana var reelt allerede væk. Det er inde under hvad vi i Danmark kalder for "passiv dødshjælp". Et grænsetilfælde i forhold til "aktiv dødshjælp".
Det blev til mange års kamp. Den katolske kirke, Paven og Vatikanet, var meget stærkt imod. Gentagne meldinger om at det ville være mord. Domstolene vurderede at det var rimeligt at afbryde behandlingen, og altså lade Eluana dø. Stærkt følelsesladet offentlig debat, om eutanasi og livstestamenter. Den konservative regering kæmpede imod med politiske indgreb, uden hensyntagen til adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Uden hensyntagen til grundloven.
Jeg har tidligere blogget om sagen, hvor jeg i kommentarsporet har refereret til faserne i kampen.
Seneste udvikling var at Eluana blev flyttet til en klinik der begyndte processen med at lade hende dø. Regeringen forsøgte et nøddekret, som præsident Giorgio Napolitano afviste at godkende. Og Eluana døde ret hurtigt efter neddroslingen af væske og næring. Heldigvis.
I forbindelse med regeringsdekretet mente premierminister Silvio Berlusconi tilsyneladende at Eluana "bare" var svært handicappet. At hun kunne få børn, hvis det skulle være. Klam tankegang. At der kun gik 4 dage før hun døde peger på at hun var ret nedbrudt allerede.
Sagen minder kun alt for meget om den med Terri Schiavo, der også kom til at ligge svært hjerneskadet i mange år, og hvor der skulle et langvarigt juridisk og politisk slagsmål til før hun fik lov til at dø. Og hvor præsident George Bush også fik sine politiske indgreb underkendt af højesteret. Heller ikke han tog grundloven seriøst.
Medierne strømmer over med billeder af en ung smuk og sund kvinde. Billeder fra før ulykken. Men der "mangler" billeder af hvad hun blev til i sengen. Visnet. Jeg tror at der er kæmpet for hendes værdighed ved at sådanne billeder ikke er blevet taget. Sådan skal hun ikke huskes. Men det kunne dog være at nye billeder havde dæmpet protester fra dem som troede at hun var sund ud over hjerneskaden. Troede at det var en tornrose-søvn. En dyb misforståelse.
Hvil i fred, Eluana Jolanda Giulia Englaro.
- Kristeligt Dagblad: Italiensk kvinde i koma er død
- Information: Aktiv dødshjælp til demokratiet i Italien
- Berlingske: Italiensk komapatient død efter 17 års kamp
- Ekstra Bladet: Eluana død - hun lå 17 år i koma
- Dagbladet.no: Eluana død etter 17 år i koma
- www.italy.dk: Eluana har ligget i koma i over 17 år - må hun dø?
Politiken:
- Italiensk kvinde død efter 17 år i koma
- Italien er i krise over kvinde i koma
- Kvinde 16 år i koma - kan ikke få lov at dø
Se også:
mandag den 9. februar 2009
søndag den 8. februar 2009
Et løfte for livet
To unge sygeplejersker med nattevagter på en nyreafdeling. Maria og Patricia var gode veninder, og der blev også tid til personlige samtaler. Som mange andre sygplejersker kom de til at snakke om "hvis det sker med mig". Maria bad: "Lov mig, lad mig ikke lide, du skal hellere slå mig ihjel". Patricia tænkte på samme måde, og lovede at hjælpe hvis nu ... Et gensidigt løfte. Hun forestillede sig ikke at det blev alvor.
Maria var voldsomt overvægtig, med ureguleret diabetes og mange komplikationer. Det var realistisk at hun bekymrede sig om hvordan hendes liv kunne blive og ende.
Nogle år senere skete det. Et alvorligt slagtilfælde. Hun kom til at ligge med lammelser. Hjerneskaderne fjernede hendes hæmninger, men ikke hendes hukommelse. Hver gang Patricia kom på besøg lød det mange gange: "Du lovede mig at du ikke ville lade mig leve sådan her. Slå mig ihjel. Du lovede". Patricia fik mange søvnløse nætter. Tænkte på hvordan hun kunne gøre det, uden at det fik juridiske (og moralske) konsekvenser. Og på at hun ikke kunne tage et liv i en sådan situation.
Til sidst døde Maria, uden at Patricia kender til at nogen hjalp hende på vej. Men Patricia ved at Maria tiggede alle der kom ind på stuen om at få lov til at dø.
Nu, 20 år senere, er Patricia Holden stadig plaget af at hun brød et løfte til en nær veninde. På den anden side har hun ingen problemer med at være med til at efterleve et livstestamente, at fremskynde døden, og synes egentlig ikke at det sker tit nok.
Hun er holdt op med at love. Opdagede at det er farligt med løfter, hvor konsekvenserne ikke er helt gennemtænkte.
- World right-to-die news:
Subjects agreed lightly when young can come back to haunt you later
Det værste er, synes jeg, det mere almene billede, som denne historie er en splint af. At det er rutine at mennesker, der ikke har mulighed for et udholdeligt liv, kun meget sjældent kan få fri. At vi har alvorlige spærringer, der hindrer en menneskelig udvej.
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
Opslag
