
torsdag den 17. december 2009
onsdag den 16. december 2009
At fylde sine dage med liv
Maj 2008. Abergavenny, en gammel by i den sydlige del af Wales. Et respekteret ældre par, Tom og Nancie Hughes, på hhv. 82 og 86, blev fundet i deres lejlighed. Efter næsten 60 års ægteskab var de døde sammen. Politiet kunne hurtigt afslutte deres undersøgelser. Ingen tegn på at andre end det gamle par var involveret.
Naboer og familie var helt enige om at beskrive Tom og Nancie som et meget værdigt og kærligt par, med et dybt hengivent forhold. Måske lidt gammeldags, men de havde også haft et langt og godt liv sammen. Side om side. De havde i fællesskab drevet en tandlægeklinik, og var uadskillelige. Fritiden gik med fælles aktiviteter som vandreture og golf. De var gladest sammen, og klarede indkøbene med hinanden i hænderne. Et aktivt, sødt og venligt par. Meget afholdte.

Men helbredet var ikke længere godt, alderdommens skrøbeligheder meldte sig. Nancie var efterhånden stærkt præget af gigt og demens. Kunne næsten ikke komme ud, eller bare bruge hænderne. Tom var næsten døv, og kæmpede med at klare deres dagligdag. Den ene af deres sønner så chokeret hvordan hans mor intet kunne. Det gik hurtigt. Parret satte deres uafhængighed højt, men Tom så i øjnene at der kunne blive brug for plejehjem.
Pludselig blev telefonen ikke længere taget, og en af sønnerne fandt sine forældre forenede i døden.
Naboer og medier søgte en forklaring i at Tom havde givet udtryk for at de var bange for at blive skilt ad. At de kunne blive indlagt til at dø på hver sit plejehjem. Denne triste udsigt egnede sig til avisoverskrifter, at parret hellere ville dø. Drama og forargelse mod myndighederne, som kort forinden netop havde haft et møde med parret om deres fremtid. Spekulationerne gik på at Tom var bange for at en adskillelse ville være uundgåelig, at parret kun kunne blive sammen ved at dø sammen. En hjertegribende tragedie.
Nogle måneder senere kom sagens reelle omstændigheder frem ved en retslig undersøgelse. Det var gået pludseligt og dramatisk tilbage for Nancie. Yderligere tilbage. Hjertet slog endnu, men ingen muligheder for noget som kunne kaldes for liv. En pude over ansigtet lukkede for en alt for usikker fremtid. Tom Hughes ordnede deres økonomi og papirer. Skrev et forklarende brev til sønnerne. Druknede sig i badekarret. Slut.
Sagen blev lukket som mord og selvmord. Kvælning og drukning. Det kunne også kaldes for dobbeltselvmord eller selvmordspagt. Måske selvadministreret aktiv dødshjælp, eutanasi. Eller "bare" en frivillig død i god ro og orden. Ikke noget som andre skulle indblandes i.

Et "fristende" spørgsmål kunne være hvordan situationen, ideelt set, kunne have været håndteret bedre. Hvad kunne der mon have været gjort? Nancie Hughes var åbenbart nærmest "væk". Måske kunne hendes krop have været opbevaret under omhyggelig pleje nogle uger, måneder eller endda frygtelige år endnu. Til gavn for hvem, hvad?
Den tunghøre Tom kunne have været parkeret i en stol i nærheden, i en fælles trist og langtrukken skæbne. Han havde sikkert overlevet sin kone.
Det uadskillelige par var ved at bliv skilt ad. Ikke af myndighederne, men af alderdom, sygdom og død. Ud fra den meget udbredte fordom om at liv skal vare så længe som muligt, "skulle" Tom have været tvunget til at at leve videre. Til gavn for hvem, hvad?
Jeg kunne have undt Nancie, Tom og deres børn en afskedsceremoni. En højstemt markering af afslutningen på to gode liv. Et samfund som ikke presser gamle med en model om at det er en forbrydelse når en frivillig død bliver at foretrække. Og en hjælp til at forlade livet på en mindre skurrende måde.
Selvfølgelig kan sagen også perspektiviseres i forhold til presset økonomi for plejehjem, at der er langt fra den praktiske virkelighed til hvad der kunne gøres hvis der ikke skulle tænkes på begrænsede ressourcer. Men der er altså også langt fra plejesystemets paradigme med at gamle får et godt liv gennem "tilstrækkelig" pleje, til hvordan mange af virkelighedens ældre ikke vil lade sig nøje, med at meningen med livet er at modtage pleje.
Hellere fylde sine dage med liv, end fylde sit liv med dage.
- The Telegraph:
Couple kill themselves over care home fears - BBC:
Separation fear led to OAP deaths - The Daily Mail:
Fears of suicide pact between doting couple who couldn't bear being parted - The Daily Mail:
'Suicide pact' for devoted couple who couldn't stand being sent to separate care homes - The Daily Mail:
Retired dentist suffocated wife then drowned himself in bath 'because he feared they would be put in separate care homes'
tirsdag den 15. december 2009
mandag den 14. december 2009
Banksy: Smiley med leen

Den engelske graffiti-kunstner Banksy sætter ofte en skæv vinkel på kulturelle ikoner. Her har manden med leen, døden, fået et venligt ansigt, en smiley. Den engelske titel "Grin Reaper" er jo et uoversætteligt ordspil på "Grim Reaper", som figuren typisk kaldes på engelsk.
søndag den 13. december 2009
Panodil, marketing og forebyggelse af selvmord
En aktuel nyhedshistorie fra Politiken, Producenten slår alarm over Panodil, siger bl.a.:
Producenten af Panodil har fået nok af, at deres medicin bliver misbrugt af unge piger med ondt i livet.Opfølgende artikel:
Det skal være slut med, at familier har store bøtter potentielt livsfarlig medicin i hjemmet. Fremover skal du have recept med på apoteket for at købe flere end 20 hovedpinepiller, lyder kravet fra GlaxoSmithKline, der reagerer på baggrund af, at antal forgiftninger er flerdoblet på ti år.
Det lykkedes endnu engang for GlaxoSmithKline at få medierne til at gøre gratis reklame for sig. Det lyder jo ellers som om de rigtig tænker på de "stakkels panodil-piger" når de ligefrem kræver at der skal være receptpligt for pakninger over 20 af de hovedpinepiller, som er meget giftige i overdosis.
Når det handler om medicinalindustrien er der jo ellers masser af nyhedshistorier der med kras tydelighed udstiller hvordan de med stor energi kæmper for at øge deres fortjeneste, helt uden hensyntagen til at de sælger stoffer som nogle gange kun har meget begrænset positiv effekt, og kan være direkte skadelige i bredere perspektiv. Og hvordan de "får" positive videnskabelige afhandlinger netop fra de forskere som de støtter økonomisk.
Der er god grund til at kikke kritisk på hensigterne, især når de søger at pudse glorien.
»Politikernes indsats har slået fejl«, siger marketingchef Annette Marcher, der har sendt advarslen i et brev til sundhedsministeren.
Hun lover, at firmaet ikke vil tjene en krone ekstra, hvis salget flytter til mindre og dyrere pakker. De er dyrere at producere og distribuere, siger marketingchefen.

Der er ingen tvivl om at udgifterne for forbrugerne øges kraftigt. Et opslag på Medicinpriser.dk viser at 5 pakninger á 20 stk koster ialt kr. 169,25 men "kun" kr. 56,75 når der købes 100 stk samlet. Ved at købe en stor portion på 300 stk, falder prisen pr. 100 yderligere, til kr. 35,90.
Selvfølgelig er omkostningerne til produktion, distribution og salg markant højere ved 5 små papkasser, blisterindpakninger og indlægssedler. Hvis jeg (lidt overforenklet) antager at disse udgifter pr. pakning ligner hinanden, uafhængig af om den rummer 20, 100 eller 300 stk, ville det udgøre over 25 kroner (incl. momsen) pr. portion, og en pris for indholdet alene på ca. 30 øre pr. tablet.
Jeg vil anslå at den danske omsætning af hovedpinepiller er omkring 1 milliard tabletter om året. Forsigtigt regnet skal forbrugerne altså til at betale et par hundrede millioner kroner mere om året. Det kan sammenlignes med en skatteforhøjelse, endda uden at tænke på at momsen på den betydeligt øgede omsætning går lige lukt i statskassen.
Jeg tror på at der vil kunne "købes" betydeligt mere selvmordsforebyggelse ved at bevilge et lignende millionbeløb til konkret selvmordsforebyggende arbejde. At der ville kunne forebygges mange flere selvmord, end det trods alt ret begrænsede antal unge hvor en forgiftning med paracetamol giver anledning til dødsfald eller varige skader.

England strammede reglerne for ti år siden, og ifølge Danmarks førende ekspert i selvmordsforebyggelse, professor, dr.med. Merete Nordentoft fra Psykiatrisk Center Bispebjerg, så er der solid dokumentation for, at krav om recept både har fået antal forgiftninger og det samlede antal selvmord i England til at falde.
»Det er mig komplet ubegribeligt, at politikerne ikke har strammet reglerne for længst«, siger Nordentoft, der siden 1998 gentagne gange har skrevet til regeringen og foreslået receptpligt.
Et nærmere kik på den "solide dokumentation" tegner et noget mere broget billede. Det er rigtigt at de engelske statistikker for selvmord og forgiftninger viser et tydeligt fald i perioden. Men et bredere kik på samme periode udviser et tilsvarende glædeligt fald i andre medicinforgiftninger, og faldet i samlet antal selvmord er langt større end det som på nogen måde kan opfattes som relateret til opstramningen omkring salg af paracetamol.
Det er udokumenteret ønsketænkning at konkludere at at det udslaggivende netop var begrænsningen i pakningsstørrelse. Statistikkerne efterlader ingen tvivl om at det blot var en enkeltstående faktor i en periode hvor der var en god udvikling.
Logisk nok viser det sig at de fagfolk som kæmpede en kamp mod de store portioner hovedpinepiller, netop også er dem som bruger statistikkerne som basis for ihærdigt gentagne påstande om at de havde ret. Det er jo så dejligt at kunne føle at have gjort en positiv forskel. Men der er altså også brug for at kikke mere "køligt" på tallene.
Jeg har fundet en lidt mere dybtgående artikel:
- Interrupted Time-Series Analysis of Regulations to Reduce Paracetamol (Acetaminophen) Poisoning
Oliver W. Morgan, Clare Griffiths, Azeem Majeed
We found little evidence to support the hypothesis that the 1998 regulations limiting pack size resulted in a greater reduction in poisoning deaths involving paracetamol than occurred for other drugs or nondrug poisoning suicide.Og meget apropos for den danske debat:
It is important to find out whether the legal changes that were introduced to address a public health problem did in fact bring about a change for the better. This knowledge would also be relevant to other countries that are considering similar changes.Jeg er ikke i tvivl om at producenten GlaxoSmithKline har betydelig økonomisk interesse i at øge sin omsætning gennem at forbrugerne afskæres fra de store portioner.
Hvad der er vigtigere er at alle forstår at Panodil er en rædselsvækkende dårlig selvmordsmetode. At det giver en langsom og smertefuld død.
Jeg vil kalde det for hamrende uansvarligt når Ekstra Bladet valgte at illustrere en ellers ganske anstændig artikel om Panodil-piger "Flere piger prøver panodilselvmord" med dette generiske billede. Det forleder jo til den forestilling at pillerne giver døsighed og ro. Tværimod. Slet, slet ikke nogen nem, smertefri, hurtig opskrift på selvmord.
På den anden side er jeg ganske enig i at det er uvirksom signalpolitik når sundshedsminister Jakob Axel Nielsen på vegne af regeringen foreslår en aldersgrænse på 18 år for at købe hovedpinepiller.
Lars Løkke Rasmussen har engang sagt noget fornuftig her:
Problemet er ikke, at unge forsøger at begå selvmord med hovedpinepiller. Problemet er, at unge overhovedet forsøger at begå selvmord. [...] Det 'gode' ved hovedpinepiller er nemlig, at man sjældent dør af dem. Folk bliver stort set reddet; man lad mig i samme åndedrag advare: Selv om det er sjældent med permanente skader, ender mange unge, som har taget for mange hovedpinepiller, i en meget slem forfatning.
Konkret vil jeg i stedet foreslå at den advarsel som trykkes på pakningerne baseres på hvad en intensiv-sygeplejerske engang skrev:
[...] den pige, jeg modtog for 16 år siden, som kom ind på sygehusafdelingen med diarré og ja meget dårlig. Man troede, det var en maveforgiftning, men senere fandt vi ud af, at hun havde taget Panodil. Hun havde ikke fortalt noget, så der var gået et par døgn, før hun blev indlagt. Pigen var under 20 år. Og hvad sker, når der er gået et par døgn? Leveren er ødelagt. Der er intet at stille op!Det lyder jo uhyggeligt. Netop. Sådan er virkeligheden.
Jeg husker hendes hjerneskrig i afdelingen .... skærende gennemtrængende i hele afdelingen.
Pigen døde.
Hvis jeg følte behov for selvmord nu ville jeg holde mig langt fra Panodil. Rent bogstaveligt ville jeg hellere dø af sult og tørst. Det er en bedre metode, både for den der fortryder, og for den som virkelig vil dø.
lørdag den 12. december 2009
Dreaming of a White Christmas
I'm dreaming of a white Christmas
Just like the ones I used to know
Where the treetops glisten,
and children listen
To hear sleigh bells in the snow
I'm dreaming of a white Christmas
With every Christmas card I write
May your days be merry and bright
And may all your Christmases be white
I'm dreaming of a white Christmas
With every Christmas card I write
May your days be merry and bright
And may all your Christmases be white
Denne klassiske og nærmest plagsomme amerikanske julesang kan jo siges at være blevet aktuel på en helt anden måde - som illustreret af ovenstående satiriske tegning fra den finske Seppo Leinonen.
Selv om spørgsmålet om hvid jul eller ej jo er en karikeret overforenkling i forhold til klimaets variationer og udvikling, er spørgsmålet jo stadig om de de store konferencer om klima og CO2 giver meget andet end hensigter og papirer. Der er jo behov for mere end blot små justeringer af kursen.
Men foreløbig ser det da ud til at der er rimeligt håb for at COP15 i København bliver et fremskridt af betydning, også i forhold til hvad der kom ud af Kyoto aftalen.
Altså kan Bing Crosby få lov til at synge igen....
For det skulle jo nødigt gå som illustreret på en anden satirisk tegning af Seppo Leinonen:
Han har specialiseret sig i satirisk udstilling af emner omkring miljø og klima. Den nyeste er også illustrativ:
Kl. 18.48 0 comments Send med mail Blog om dette! Del på X Del via Facebook Del på Pinterest
Temaer: aktuelt, julemænd, julen, klima, lyrics, musik, vinter
|















































Nyere opslag
