Logo sommerfugl

torsdag den 10. april 2008

Patienten tilrettelagde sin egen død

En familiefar fik diagnosen ALS (amyotrofisk lateral sklerose) i 2001. Det er en form for muskelsvind, en fremadskridende nervecellesygdom der lammer musklerne. Året efter var han tæt på 100% lammet. Han valgte, efter lang tids tøven, at blive koblet fast på en respirator, med en slange på halsen (trakeostomi). Derudover ernæring via en sonde gennem maveskindet.

Trakeostomi sonde
Først betingede han sig at kunne få respiratoren slukket på forlangende. Allerede på sygehuset fortrød han indgrebet. Men han kom hjem, afhængig af et korps af hjælpere døgnet rundt. Stærkt tilskyndet af sin kone indvilgede han i at være med til at fejre deres to børns (på 6 og 9 år) fødselsdage, samt få julen overstået.

I starten af 2003 blev de praktiske aftaler truffet, parret var meget afklarede om at behandlingen skulle ophøre. En læge og en sygeplejerske kom ud i hjemmet, og hørte hans sidste bekræftelse "Skal vi se at få det overstået". Med hans kone hos ham, blev han bedøvet med morfin og stesolid.

Luftpumpen stoppedes. Og han døde.

Giver slip

Børnene legede inde ved siden af. Dem havde han selv fortalt om hvad der skulle ske. De var mange gange inde for at "hilse på" deres døde far, og hjalp med at lægge ham i kisten. De vinkede da rustvognen kørte.


Det er jo ikke usædvanligt at respirator-behandling afbrydes på sygehuset, når patienten allerede er døden nær, og uden bevidsthed. I denne situation måtte lægen og sygeplejersken føle ekstra grundigt efter, om de ville have det godt med det, i et privat hjem. De turde godt, er sikre på at de gjorde det rigtige. Og ved at de ville skulle mærke efter igen, i en tilsvarende situation. For det skal ikke være en rutinesag at afslutte en udsigtsløs behandling, at yde lægehjælp til at dø.

Hvis hans kone havde slukket, er fakta at hun havde risikeret op til tre års fængsel. Straffelovens § 239 forbyder at »dræbe en anden efter dennes bestemte begæring«, eller måske § 240 der kriminaliserer »den som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet«. Denne hjælp måtte hun ikke give ham, fordi hun ikke stod for behandlingen, og dermed heller ikke for at afbryde den.

Han fik dødshjælp, eutanasi. Jeg vil kalde det en særdeles aktiv handling. Han var helt afhængig af sine hjælpere, også for at give slip, for at udføre et selvmord.


5 comments:

Anonym sagde ...

Min tro på menneskeheden og det danske sundhedssystem er nu nærved restitueret, for hvor er det fantastisk, at vide, at der findes humane læger og sygeplejersker med mandsmod og hjerte og etiken i orden. :D

Smuk historie.

tosommerfugle sagde ...

Jep, de findes. Og jeg tror at der er mange af dem, men de er desværre begrænsede af stive regler og paragraffer.

Noget af det smukkeste ved forløbet var at børnene fik lov til at være tæt på processen. Jeg tror bestemt ikke at de skulle have krisehjælp bagefter.... :-)

Anonym sagde ...

Netop. - Og tror bestemt også at børnene vil huske tilbage på det som en smuk afslutning, hvad de sandsynligvis ikke ville have kunnet gøre var det sket som et udtrukket, trist forløb i sterilt sygehusmiljø.

Mindede mig en del om da bedste døde i vores familie - også hun derhjemme, i fred, og børnebørnene fik lejlighed til at komme og kysse hende farvel mens hun stadig lå og var meget smuk i sin egen seng. -

(fremfor ikke at skulle have set hende igen andet end i en lukket boks.)

tosommerfugle sagde ...

Ja, på den måde bliver døden jo netop "bare" anerkendt som en naturlig del af livet, i stedet for at børnene lærer at det er for forfærdeligt til at de må være med. I stedet for at lade som om børnene kun kan klare Disneys plastic-verden.

tosommerfugle sagde ...

Mand fik hjælp til at dø hjemme

En artikel fra Kristeligt Dagblad, der genfortæller historien omkring hvordan overlæge Jesper Qvist og sygeplejerske Marian C. Petersen ydede dødshjælp i hjemmet. En handling der normalt foregår på hospitalet, men der var ingen grund til at tvinge patienten til en institutionaliseret død.

– Vi synes, det var en ordentlig måde at gøre det på, men det sætter nogle krav til de medarbejdere, der går ind i det. Patienten har selvbestemmelsesret, og den skal respekteres, også selvom han rent fysisk ikke er i stand til at udøve den. En nyrepatient, der går i dialyse, kan undlade at møde op, og efter et stykke tid dør han. Men en ALS-patient kan ikke selv afbryde behandlingen. Derfor må vi gøre det, hvis han ønsker det, siger Jesper Qvist.

Efterfølgende skrev Jesper Qvist en artikel i Ugeskrift for Læger om episoden, men bladet nægtede i første omgang at trykke artiklen, idet dets jurist vurderede, at det, der var sket, var "forrygende ulovligt". Det var først et år efter, da Sundhedsstyrelsen i et brev til Jesper Qvist havde skrevet, at det, han havde gjort, var en korrekt handling, idet han var forpligtet til at følge patientens ønske, at artiklen blev trykt.

Jesper Qvist peger på, at det specielle ved ALS-patienterne er, at de er ved bevidsthed. Man kan også "afslutte" livsforløb hos mennesker, der befinder sig i en grøntsagslignende tilstand på et plejehjem.

– Hvis der er tale om håbløs sygdom, hvor behandling er udsigtsløs, kan man i samråd med familien stoppe væske- og ernæringsbehandling og lade patienten sulte og tørste ihjel. Også i et sådant tilfælde vil man først give morfin, så patienten ikke lider – også selvom det så betyder, at den syge dør af morfin og ikke af sult og tørst. Alt andet ville være forkert, siger Jesper Qvist.


Det vil sige at det er ok at slå patienten ihjel med morfin, samtidig med at vedkommende er ved at dø af tørst og sult.

Men han mener alligevel at lovgivningen om at forbyde aktiv dødshjælp er god. Logik er åbenbart ikke en lægedisciplin.

Det var da altid noget at i det mindste respiratorbelastede ALS patienter officielt kan få lægen til at udføre en handling, der sikrer en hurtig og blid død.

Logo sommerfugl