Christina Berg Gregersen fra Aarhus, der her ser sund og glad ud, lider af den meget alvorlige dødelige hjernesygdom
Huntingtons Chorea. Selv om hun kun er 28 år, må hun se i øjnene at dø længe før hun bliver gammel. Hun kan ikke være sikker på hvornår hun dør, men der er til gengæld næppe tvivl om at hendes liv bliver dårligere og dårligere efterhånden som sygdommen udvikler sig. Sygdommen er arvelig, og hendes egen mor døde som 45-årig af Huntingtons Sygdom i 2003. Det samme gjaldt tre andre af den søskendeflok på syv børn, som Christinas mormor og morfar fik. Hendes storebror har samme sygdom.
Christina, som selv fik diagnosen i december 2012, har altså på allernærmeste hold kunnet følge hvordan det kan udvikle sig. Det vil hun ikke være med til, så derfor blev det rationelle valg at hun gerne vil sikre sig at kunne få aktiv dødshjælp. Netop denne sygdom er ikke sjælden som begrundelse, når nogen indser at en fremskyndet død kan være et mindre onde end hvad der engang var et liv. Selvsagt har hun tænkt meget over situationen, og er meget sikker i at sådan må beslutningen være.
En god mulighed for dødshjælp er at rejse til Dignitas i Schweiz. Det kræver et stykke tid med papirarbejde, og indsigt i journaler m.v., da Dignitas sikrer sig at det er velbegrundet. De kan formidle kontakten til en human læge i Schweiz, der kan udskrive en recept på det effektive og smertefri middel Pentobarbital. Det er et gammel sovemiddel, der i en "passende overdosis" er den mest udbredte metode, når der nu bliver brug for at få en fremskyndet død, på en så pæn måde som muligt. Teknisk set er det hjælp til selvmord, selv om mange omtaler det som aktiv dødshjælp.
Det koster jo penge. Dignitas har en del gebyrer og omkostninger i Schweiz, og dertil kommer selvfølgelig rejse og hotelophold, samt en større eller mindre begravelse. Christina er kommet frem til at hun vil få brug for ca. 120.000 kroner, hvilket lyder realistisk. Dem har hun ikke lige, og med en alvorlig sygdom er mulighederne for at spare op på en førtidspension ikke ligefrem store.
Formand Bettina Thoby, fra
Landsforeningen Huntingtons Sygdom, fortæller til Kristeligt Dagblad om at der ofte er medlemmer der henvender sig med overvejelser om aktiv dødshjælp, og uden at have en konkret holdning kan hun godt forstå Christina Berg Gregersens situation: ”Huntingtons er en barsk sygdom. Hvis man har set et sygdomsforløb, som har været særligt slemt, kan jeg godt forstå, at man begynder at tænke på aktiv dødshjælp”. Foreningens officielle holdning er at "aktiv dødshjælp er en individuel beslutning, som hvert enkelt menneske selv må forholde sig til, og selv må handle på, som man finder det passende". Det lyder fornuftigt. De kan jo ikke arbejde udenfor gældende lovgivning.
Efter diagnosen tænkte hun på at få det overstået i en fart, men ved nærmere eftertanke kom hun frem til at se tiden an, hun er endnu ikke kommet til de lidelsesfulde stadier. Når sygdommen er mere fremskreden, er det forventeligt at der kommer en dag hvor hendes grænse for alvor er nået. Det ville være ideelt hvis hun kunne få den store tryghed, der ligger i at have midlerne klar, og selv kunne sige stop. Så var det også meget nemmere dog lige at tage en dag til med. Derfor er det ikke optimalt at skulle rejse til Schweiz, og dø på en forudbestemt dato. Men det er jo så det eneste som reelt bliver accepteret eller i det mindste tolereret af det Danske samfund.
For at have pengene klar, har hun startet en privat indsamling på
Caremaker, Hjælp mig til en værdig død. Aktuelt er der meget langt til målet, og jeg er da også bange for at det kan være svært at få ret mange til at give et bidrag. Det ville nok gå nemmere, hvis hun i stedet bad om penge til en eller anden af de "mirakel-behandlinger", som svindlere i andre lande byder på. Desværre er der nogen der mener at der er tvivl om lovligheden, så Caremaker har midlertidigt lukket for indsamlingen.
Basis for at rejse denne tvivl synes jeg er tynd. Straffeloven forbyder hjælp til selvmord, og i princippet kan det at bidrage til indsamlingen ses som hjælp til hendes forventelige selvmord, når og hvis hun får behovet. Selvmord er i sig selv utvivlsomt lovligt, men vi har den paradoksale lovgivning at det her er forbudt at hjælpe med noget lovligt. Nu er jeg jo ikke jurist, men jeg har dog kikket en del på reglerne og praksis, og min opfattelse er at det med hjælp til selvmord skal forstås ret konkret. Det vil sige at hjælperen skal være direkte og konkret involveret, i stedet for blot at være støttende i forhold til processen. Men der har ikke tidligere været en lignende sag til at lægge en retspraksis.
Ellers skulle Flemming Schollaart, formanden for Landsforeningen En Værdig Død, have været straffet for meget konkret at yde hjælp til rejser til Dignitas. Muligvis er der nogen som ikke bifalder denne humanitære indsats, men så vidt jeg ved har der ikke være blot overvejet at rejse en straffesag. Det ville også være helt urimeligt. Han har ikke noget moralsk problem med at yde sin store hjælp. Med i billedet må det noteres at Den Europæiske Menneskeretsdomstol i forbindelse med en anden afgørelse så retten til privatlivets fred som omfattende retten til at tage sit eget liv. Da Christina Berg Gregersen hørte om foreningen, fik hun livsglæde og smil igen. Det var alligevel ikke håbløst. Nu kan hun nyde livet, mens hun har det. Men hun vil ikke ende "som en grønsag".
Jeg synes at indsamlingen skulle åbnes igen, men jeg tror mere på den som en del af debatten omkring aktiv dødshjælp. Her er den med til at sikre opmærksomhed på den gode sag. Hvis det skulle lykkedes at samle pengene ind, kunne det blive et spørgsmål om hvad der skal ske hvis hun dør af andre årsager, uden at komme til at sige "nu skal det være". I teorien kan det heller ikke udelukkes at der pludselig er nogen som finder en effektiv behandling, som kan helbrede eller kraftigt sinke sygdommens udvikling. Ret usandsynligt, og ikke værd at kalkulere med.
Christina, jeg ønsker dig en god død, når engang tiden er inde. Og nyd livet indtil da.
Metroxpress:
Kristeligt Dagblad:
BT:
Jyllands-Posten:
Nyere opslag
Opslag
