What goes around, comes around!
mandag den 21. februar 2011
søndag den 20. februar 2011
lørdag den 19. februar 2011
Det gode svin
En delikat skinke, med egen lage...
Grisen ofrer sig for din nydelse.
Grisen ofrer sig for din nydelse.
"Taste me, I'm good..." by Mori Chack
"I often see pictures of smiling pigs or cows on meat store signs or packages of hamburger. They're smiling even though they're about to be eaten. Some are even in chef hats holding frying pans, as though they're ready to cook something. But the chef and the meal are one in the same. Try to imagine humans in the same situation. See how easy it is to see what's wrong with this picture?"
fredag den 18. februar 2011
Mange ønsker forgæves at kunne dø hjemme
Under halvdelen fik deres "sidste ønske" om at dø hjemme opfyldt. Læge Trine Brogaard fulgte en gruppe døende kræftpatiener, og af dem som tog stilling til deres ønsker omkring at dø, bad 70 procent om at få lov til at dø hjemme. Over halvdelen af disse døde alligevel på hospitalet. Det er et trist resultat fra et forskningsprojekt, hvor Trine Brogaard nu har forsvaret sin ph.d.-afhandling ved Aarhus Universitet.
Man får ikke aftalt ordentligt, hvem der har ansvaret for patienten. I sidste ende føler patienterne sig fortabte og forvirrede og ved ikke, hvor de skal henvende sig med hvilke problemer, og så ender det med en hospitalsindlæggelse.Selv om undersøgelsen er den første danske af sin slags, kan resultatet ikke siges at være overraskende. Det er helt i tråd med international forskning. På sundhedsområdet ligger Danmark oftest nogenlunde på niveau med andre vestlige lande, selv om vi ynder at rose os selv for at være i top. Statistikkerne for hele Danmark viser at 55 procent dør på sygehuset.
Det med hellere at ville dø hjemme i sin egen seng er jo en udbredt forestilling, og de pårørende forestiller sig tilsvarende at passe den døende til det sidste. Dø skal vi jo alle, så fokus bliver at få sagt farvel på en god måde, i hjemmets velkendte og trygge omgivelser.
Men desværre går det ofte ikke så "nemt" at det stille og roligt lakker mod enden, og pludselig slår hjertet ikke mere. Døden kan være en proces med mange symptomer og gener. Ikke kun smerter, men også mere alment ubehag, store krav til pleje, for ikke at tale om den psykiske belastning for alle i hjemmet. Det kan jo risikere at trække ud i alt for lang tid.
Som i mange andre forhold, handler det her om god forberedelse. Selv om det er et tungt emne, er det påkrævet at få snakket tingene igennem, før en krise gør det til noget akut. Det er vigtigt at afklare hvad der ønskes af behandling, og især hvad der ikke ønskes. Hvem gør hvad, hvornår og hvorfor. Døden er den forventede udgang, så det handler om at gøre vejen dertil så god som muligt, ikke så lang som muligt.
Det er jo ikke sikkert at der skal behandles, hvis en lungebetændelse støder til. Måske skal de pårørende lade være med at ringe efter en ambulance hvis dødsprocessen udarter i nogle påtrængende symptomer. Selvfølgelig er det meget svært her at "sidde på hænderne", og undertrykke følelsen af at "der må da skulle gøres noget". En afgrænset palliativ behandling kan dog ofte dæmpe symptomerne, og vel også givet psykisk ro - så er der jo gjort hvad der er rimeligt at gøre. Og døden kan få lov til at indfinde sig, uden at skulle bekæmpes.
Selvfølgelig ville det være enklere hvis den døende kunne få lov til at bede om at få fri fra dødsprocessen lidt før. Med muligheden for aktiv dødshjælp ville der være meget mindre at være bange for. Meget mere ro til et varmt farvel.
- Ph.d. afhandlingen:
Home is where the heart is. Coordinating care and meeting needs in palliative home care - Kristeligt Dagblad:
Danskerne får ikke den død, de ønsker sig - Kræftens Bekæmpelse:
Uklar ansvarsfordeling i døendes sidste tid - Politiken:
Danskerne får ikke den død, de ønsker sig
Se også:
torsdag den 17. februar 2011
Plastik legetøjs soldater, veteraner
Dertil kommer dem med PTSD og andre psykiske problemer, som kun svært lader sig integrere i samfundet igen, og/eller måske ender med selvmord.
onsdag den 16. februar 2011
Drømmetydning af filmen Black Swan
Forrige søndag var jeg i biografen for at se filmen "Black Swan" ved Darren Aronofsky. Jeg vidste ikke meget om den, ud over at den havde fået pæne anmeldelser som en psykologisk thriller udspillet omkring ballet, og at Natalie Portman havde ydet en ekstraordinær indsats omkring sin hovedrolle.
Reelt var det mest ud fra ovenstående plakat, at jeg havde besluttet mig for at filmen måtte være værd at se, også selv om jeg hverken går ret meget op i ballet eller thriller-film. Jeg har gode erfaringer med at følge min spontane reaktion på filmplakater, med mindre de er blevet ødelagt ved en dansk forfladigende oversættelse.
Jeg havde altså helt undladt at grave i anmeldelser og omtaler. Min erfaring er at disse typisk kun er anvendelige for hvad jeg vil kalde for overfladiske film. Efter at have set filmen morede jeg mig dog lidt med at få denne antagelse bekræftet. Fuldt ud. Mediernes overfladiskhed går også igen her.
Da filmen er ladet med symboler og betydningsniveauer, uden en klar morale, vil enhver tolkning være diskutabel, og dybest set mere udtryk for hvad den enkelte tilskuer selv oplevede, selv kunne genkende fra filmen. Således også med min udlægning, og jeg vil da heller ikke påstå at jeg har gennemskuet alt. Sådan en film skal ikke reduceres til et bestemt "budskab".
Hvis du påtænker at se filmen, må jeg hellere lige advare mod at jeg i det følgende ikke gør noget for at opretholde spændingen om hvordan filmens plot udvikler sig, selv om jeg da heller ikke prøver at genfortælle forløbet.
Socialrealistisk skal filmen ikke skældes ud for at være, selv om jeg synes at alt for mange anmeldere er faldet for fristelsen til netop at presse filmen ind i denne skabelon. Resultatet bliver at se Nina Sayers som en psykisk syg stakkels pige, med en undertrykkende mor, og hvor psykotiske hallucinationer forstyrrer hendes forhold til virkelighedens verden, mens hun opsluges af sin rolle i balletten Svanesøen.
Set fra denne vinkel bliver "tilskuerens problem" at afgøre hvad der er filmens virkelighed, og hvilke scener der er udtryk for danserindens sinds syge mørke. Det frister at tolke alt med de spirende fjer, røde øjne og blod som udtryk for en farlig formørkelse af balletdanserindens lyse sind. Her bliver det dog uklart om slutscenen er et selvmord eller "bare" endnu en hallucination.
Som mere end antydet mener jeg ikke at denne type analyse lader filmens dybder komme til sin ret.
Da jeg så filmen sammen med en ven var min reaktion "nå, så blev hun voksen". Historien om den "lille pige", der udvikler sig til en voksen kvinde, med hvad dertil hører af seksualitet og selvstændighed, er fortalt så mange gange at det kræver noget særligt at undgå at det bliver til et "nå, nu igen". Her synes jeg at virkemidlerne i Black Swan er vellykkede som filmkunst, selv om selve historien er en gammel kending.
For mig at se kan en god fortolkning af filmen bedst nås gennem at forstå den ud fra principper fra drømmetydning. Hermed mener jeg ikke fjolleri som at mene at der kan findes en facitliste med betydning af de enkelte elementer, men en mere psykologisk vinkel med at alle figurerne er sider af den drømmendes egen personlighed.
Den dominerende og undertrykkende mor, spillet af Barbara Hershey, bliver derved til udtryk for Ninas rigide (og frigide) perfektionisme, hvor sensualiteten undertrykkes på bekostning af drømmen om den perfekte danseteknik. Et æg hvor den livskraftige kvindes seksualitet trænger på for at få lov til at bryde skallen.
Den uperfekte men ekspressive "konkurrent" Lily (spillet af Mila Kunis) fungerer glimrende som udtryk for en livsnydende sensualitet, hvor lillepigen frygter sin egen længsel efter at blive forenet med, transformeret til, den varmblodige kvindelighed. Den seksuelle forening i orgasmen er udtryk for dette gennembrud.
Den pågående og krævende balletinstruktør Thomas Leroy (spillet af Vincent Cassel) tolker jeg som følgelig som den heftige seksualitet, der er en nødvendighed for at kunne mestre rollen som den sorte svane, som den voksne kvinde. Det helt afgørende øjeblik er da han trænger sig på med et kys, og hun overrasker ved at bide ham i læben. Ballerinaen er alligevel ikke helt frigid, og får sin store rolle.
Dette øjeblik giver ekstra betydning til filmens titel. Filosofisk set henviser den til en metafor om sorte svaner som en uforudsigelig begivenhed, der får en afgørende betydning for hvordan tingene former sig derefter. Kun i retroperspektiv kan det ses hvor skelsættende en "lille episode" blev. Et lille bid, og vejen ud af den frustrerede lillepigerolle åbnede sig. Æggeskallen revnede.
Den forhenværende stjerne Beth MacIntyre (spillet af Winona Ryder) kunne måske være "dukkebarnets" frygt for at give slip på perfektionismen, give slip på barndommen, men samtidig viser de små tyverier længslen efter at få sine egne vinger. Store flotte sorte vinger.
Slut-scenen hvor den hvide svane springer ud i ballettens afsluttende selvmord, men hvor blodet flyder, ser jeg som sejren. Perfektionen blev opnået gennem at forene sig med den brusende sorte svane. Det gamle ideal, som den lille dydige prinsesse, eksisterer ikke mere.
Den lille pige blev voksen.
tirsdag den 15. februar 2011
mandag den 14. februar 2011
Så tilspørger jeg dig
Graffiti-kunstneren Sharik (lille bold) fra Simferopol på Krim-halvøen, Ukraine kaldes nogen gange for den "russiske Banksy", på grund af de tydelige ligheder i stil og underfundige motiver. Dette her er vist ganske dagsaktuelt...
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
Opslag
