En sommerfugls selvmord

tirsdag den 1. februar 2011

Sjov med døden: "The Lady and the Reaper"

Film-plakat for 'The Lady and the Reaper'

Den spanske filminstruktør Javier Recio Gracia fulgte omkring 2007 med i hvordan hans bedstemor langsomt døde. Det fik ham til at tænke lidt bredere over tingene, og hvordan mange ældre mennesker tilbringer de sidste dage af deres liv. Nogle dør i ensomhed, eller mens lægerne på et hospital trækker lidelsen i lange drag. Han funderede over hvor værdigheden bliver af hvis lægerne med stor energi og faglig dygtighed kæmper en indædt kamp for at forlænge døendes liv, uden hensyntagen til hvor elendigt det måtte være.

Samtidig arbejdede han på tegnefilm-studiet Kandor Moon, der besluttede sig for at afprøve tekniske og kunstneriske metoder ved at lave en 3D kortfilm. Der var brug for en god historie, og Javier Recio Gracia udviklede sine tanker til et manuskript. Selskabet besluttede sig for at lave filmen, og det gik der halvandet år med.

Resultatet er en fremragende computeranimeret kortfilm, The Lady and the Reaper, der med humor behandler dette alvorlige tema helt uden dialog. En sød gammel dame lever med mindet om sin afdøde mand, mens hendes liv rinder ud til tonerne af We'll Meet Again. En sjældent smuk afslutning på livet, og hun glædes over at døden (personificeret som "Manden med Leen") kommer for at forene hende med sin mand. Et veloverstået liv.

Famous Doctor Saves Another Miserable Life -- 'I feel like a god'

Desværre vågner hun på hospitalets intensiv-afdeling, hvor en arrogant "heltefigur" af en læge, sammen med sit beundrende harem af sygeplejersker, kæmper for at "genoplive" hende, koste hvad det vil. Her udarter filmen til en dramatisk jagt og kamp mellem lægen og den død som den gamle dame ønsker sig. Detaljerne kan du selv se, men jeg kan da nævne at den gamle dame både vinder over lægen og døden. Hun overgiver sig aldrig.

Hele filmen ligger på YouTube, men kan også ses i bedre format på film projektets hjemmeside The Lady and The Reaper - La Dama y La Muerte, der fortæller en masse om filmens tilblivelse og forevisninger. Den fik Goya prisen som bedste animerede kortfilm, og var blandt de nominerede til en Oscar i samme kategori.

YouTube: The Lady and The Reaper

Jeg kan stærkt anbefale filmen, og selv om den ikke på nogen måde direkte berører aktiv dødshjælp, sætter den jo alligevel fokus på at døden kan være en meget venligere hjælper end ærekære læger.

Selvgjort er velgjort.

Se også:

Monty Python: Always Look on the Bright Side of Death

Dødedans a la Disney: The Skeleton Dance

Kiwi! - Dø om så det gælder

"How to Die in Oregon" - Amerikansk dødshjælp dokumentarfilm

Den allersidste date?

The Saga Of Biôrn, viking fra Valhalla til Hel

Må livstrætte gamle få lov til at dø?

Aften. Den gamle kone og døden - L.A. Ring

mandag den 31. januar 2011

Livstestamenter er en narresut

Behovet for legal adgang til at kunne få opfyldt ønsker om aktiv dødshjælp bliver ofte negligeret med henvisning til at ordningen med livstestamenter er et tilstrækkeligt alternativ.

The Sick Valentine Godé-Darel by Ferdinand Hodler, 1915

Livstestamentet giver dig mulighed for, på forhånd, at frabede dig såkaldt livsforlængende behandling, men kun i situationer hvor du aldrig mere ville kunne blive bevidst om din tilstand. Altså hvis du er uafvendeligt døende, eller "ligger som en grønsag". Med andre ord - hvis lægerne allerede har givet op, behøver de ikke lade som om de herser videre med "et varmt lig", hvor sindet allerede er fraværende. Livstestamentet gælder ikke hvis der er håb om at kunne opnå kontakt med patienten igen, og høre hendes eller hans klagen.

The Dying Valentine Godé-Darel by Ferdinand Hodler, 1915

At kalde dette for et "alternativ" til aktiv dødshjælp er dybt misforstået af to årsager.

For det første handler behovene for aktiv dødshjælp om at et menneske selv ønsker at kunne sige stop når og hvis en sygdom reducerer livet til en ubærlig kamp for at "overleve", en kamp som føles meningsløs og nyttesløs, ud fra menneskets personlige målestok og grænser.

For det andet er nyttesløs aggressiv behandling af døende mennesker alligevel uetisk i forhold til god lægepraksis. Når lægerne vurderer at fortsatte forsøg på helbredelse ikke længere gavner patienten, er det ganske rutinemæssigt at omlægge behandlingen til lindring af smerter og andre symptomer ved den igangværende dødsproces.

I øvrigt er det en udbredt misforståelse at livstestamentet har noget at gøre med at frabede sig forsøg på "genoplivning" ved hjertestop. Denne behandling, der meget ofte giver dramatisk dårligere livskvalitet bagefter, vil blive påtvunget mennesker med livstestamente, med mindre de direkte er døende og allerede var inkompetente før hjertestoppet.

Derfor er det en narresut at foregive at livstestamentet har betydning for behandlingen, og det er da også ret usædvanligt at lægerne i det hele taget undersøger om der er et livstestamente. Der er jo ingen grund til at spilde tiden på noget så betydningsløst.

På trods af min konstatering af livstestamentets fiktive værdi, mener jeg dog ikke at indførelsen af ordningen med livstestamente har været uden værdi. Igen to årsager:

For det første gav debatten omkring livstestamentes indførelse et indspark til lægernes etiske overvejelser omkring behandling af døende, i kraft af at det i det hele taget er påkrævet at forholde sig til om en behandling er nyttesløs. Det har bidraget til at fastholde fokus på lægeløftets krav om altid at handle til gavn for patienten, og altså ikke leve i en positivistisk tankegang om at det afgørende altid er behandling og at udsætte døden. Et langtrukkent højteknologisk dødsleje kan være til stor gene og skade for både patienten og pårørende, også selv om det måske kan trække pinen ud.

For det andet forbedrer eksistensen af livstestamentet løbende chancen for at det enkelte menneske i god tid tænker sig om, og afklarer sig med tanken om at der kommer et punkt hvor døden bliver til noget nærværende og venligt. Døden bliver ikke ligefrem til det ønskværdigste, men livet kan blive en værre skæbne end døden. Denne nødvendige afklaring kan kræve tid og ro, og at få snakket med familie og venner om det.

Livstestamentet kan altså bidrage til at give ro, på samme måde som babyens narresut. Og det misbruges for at få nogen til at holde kæft.

Men... Hvis diskussionen om vilkårene for at livets afslutning kan ske med en afsked i afklaret værdighed, så vidt som nu muligt, mangler der igen og igen muligheden for at kunne bede om at få lov til at dø før det udarter til at livet blot handler om biologisk eksistens. Aktiv dødshjælp.

Denne mulighed ville for alvor åbne for en dialog omkring hvad ønskerne til livets sidste stunder skal være. En dialog som i meget høj grad kan gavne dem som ikke ønsker selv at sige "nu er det nok".

Malerierne i dette indlæg er af den schweiziske maler Ferdinand Hodler, der for næsten 100 år siden malede sin kræftsyge kæreste Valentine Godé-Darel mange gange, også efter sygdommen hærgede hendes liv, indtil hun døde fra deres lille datter.