Den sidste glæde for Kjeld Rasmussen - døden

Kristeligt Dagblad har en glimrende historie, hvor Line Vaaben skriver om at Kjeld Rasmussen fik "En enkeltbillet til Zürich". Et stykke fortællende journalistik efter mange interviews, med lydklip. Kan stærkt anbefales. Her følger et kommenteret sammendrag.

Fredag den 24. maj 2013 glædede han sig som et lille barn, hans liv ville være forbi om få timer. Langt om længe kunne han få lov til at dø, takket være god hjælp via Dignitas. Hans sidste dosis medicin ville være en stor dosis Pentobarbital, et gammelt sovemiddel fra den tid hvor sovepiller var en sikker og effektiv selvmordsmetode.

En sjælden nervesystem gav cerebral atrofi, degenerering af nervesystemet hen over 10 år. Lillehjerne og rygmarv var angrebet. Skrumpede. Voldsomme smerter, mest i benene. Stivhed, krykker, svimmelhed, forvirring, snøvlen, træthed. Syv slags medicin i lejligheden i Hvidovre, men de blev ikke ved med at kunne tage smerterne. Selvmordstanker, men hverken piller, hængning, skud eller et tog var rimelige muligheder. Han ønskede en værdig afslutning.

Gennem Flemming Schollaart fra Landsforeningen En Værdig Død fik Kjeld Rasmussen kontakt til Dignitas i Schweiz, hvor to danskere tidligere har fået hjælp til at dø. Teknisk set er det ikke aktiv dødshjælp, men hjælp til selvmord. Dignitas formidler kontakt til en læge, som efter sin vurdering kan udskrive den dødbringende dosis Pentobarbital. Det var en hård ventetid, samt et stort papirarbejde. Selv om nogle medier ynder at fortælle misvisende historier, er det meget langt fra at være "døden på anmodning".

Kjeld Normann Rasmussen blev 61 år, efter et liv med blandede jobs. Hans mor døde som 66-årig, også af en nervesygdom, og med store smerter. Kjeld vidste kun alt for godt hvordan det kunne risikere at gå.

Min mor lå på plejehjemmet og sagde: "Kvæl mig, skyd mig, hæng mig. Jeg vil væk herfra"

Hans far blev 90 år, og i 2001 skar Kjeld den næsten døve og blinde gamle mand ned. Han havde hængt sig. Han var træt af livet. Kjeld var egentlig ikke overrasket. Som 58-årig fik han i 2010 førtidspension, da nervesygdommens problemer blev for mange.

Kjeld havde ikke lyst til at det bare skulle blive dårligere og dårligere. Til at blive vasket og tørret af fremmede. Til at sidde og røvkede sig, efter et liv med mange glæder. Mad, musik, kvinder og sprut. I starten af 2013 fik han en plejebolig på plejecentret Krogstenshave, tæt på hvor hans mor døde.

”Der lå hun de sidste fire år i et smertehelvede. Jeg skal også af med livet, men jeg gider ikke dø her.”

Langt om længe fik han i april 2013 grønt lys fra Dignitas, efter at en psykiater havde skrevet papir på at han var kompetent. Det nægtede hans egen læge ham, fordi han fik at vide hvad Kjeld skulle bruge det til. At undslippe den sygdom hvor lægen ingen kur havde.

Lægen har sagt til mig: ’Du skal lære at leve med din sygdom’. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg savner jo bare mit gamle liv. Hvis jeg var ældre, kunne jeg acceptere en vis svækkelse af mine funktioner, men jeg er ikke ret gammel. Jeg har ikke lyst til at ligge i en seng og mærke savlet løbe ud af munden på mig.

Hans sidste uge brugte han på at lave det samme som de sidste år. Ingenting. Plejecentret fik at vide at han skulle på ferie, uden at være advaret om at kun en urne ville komme retur.

Så missionen er lykkedes. Jeg sveder og fryser på samme tid. Jeg er lettet. Endelig er jeg overbevist om, at alt er i orden. Man kan ikke sige, at jeg er jublende lykkelig, så ville der jo være noget galt med mig. Men jeg har valgt det bedste alternativ.

Via sit testamente fordelte Kjeld Rasmussen sin formue til sin bedste ven, et legat til Flemming Schollaarts fortsatte arbejde for aktiv dødshjælp, og Hospice Forum Danmark, der på en anden måde også giver god hjælp til døende. På Dignitas klinikken i forstaden Forch syd for Zürich drak han klokken 13:34 et glas med en deciliter vand og 15 gram Pentobarbital. Efter 6 minutter var han død. Hans dybeste ønske og rationelle valg.

Kan nogen fortælle hvad der havde være bedre for Kjeld Rasmussen? Det er jo tydeligt at det eksisterende system i Danmark var meget ringere, for ham.

Se også:

Hanne Schollaart fik en værdig død

Tillykke til Kaj Guldbech - Hvil i fred

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Sovepiller som selvmordsmetode

Ludwig Wittgenstein: The present eternal life

Death is not an event in life: we do not live to experience death. If we take eternity to mean not infinite temporal duration but timelessness, then eternal life belongs to those who live in the present. Our life has no end in the way in which our visual field has no limits.

Ludwig Wittgenstein (1921)

Tractatus Logico-Philosophicus

Se også:

Søren Kierkegaard om dødens gåde og vished

Memento Mori - Husk, du vil dø

Sommerfuglen lever i nuet

Don't worry, be happy now

Kærlig søn smed sin mor ud fra altanen

Dagens drabshistorie i medierne er usædvanlig. En 89-årig kvinde blev i går formiddag, den 28. maj 2013, løftet ud fra en altan på femte sal, og blev dræbt ved landingen. Kort efter så vidner at hendes 53-årige søn sprang ud over gelænderet. Han blev dødeligt kvæstet efter de 15 meters fald mod cyklestien, og dermed var der ingen at afhøre.

Politiet i Aarhus er sikre på at der ikke var andre personer involveret, og betegner det som en såkaldt familietragedie. Det vil sige drab og selvmord. Omstændighederne kunne passe med et medlidenhedsdrab, men det lader sig næppe opklare. En flok unge mennesker, som kom gående i Trøjborg, fik en chokerende oplevelse. De slog alarm kl. 11:21, nogle få minutter efter springet.

Moderen var handicappet i kørestol, og alvorligt ramt af senil demens. Sønnen var flyttet ind i den lille lejlighed i Klintegaarden på Skovvejen, for at tage sig af sin meget plejekrævende mor. Naboer betegner ham som en flink fyr, men lidt speciel. Han omtales som psykisk uligeeægtig, men det fortæller ikke så meget om hvordan han egentlig var. Intet peger på at der var konflikter, eller andre problemer end dem der nu engang er med at tage sig af en svært plejekrævende gammel kvinde. En kærlig søn, der jævnligt gik ture i kvarteret, med sin mor i kørestol. Men han var "nedbøjet" over sin mors skæbne.

Selvfølgelig prøver politiet at finde ud af så meget som muligt, gennem obduktion og afhøringer. Peter Grove Munk fra Østjyllands Politi er på sagen. Med mindre der skulle være et afskedsbrev, eller et vidne med mere viden, lader sagen sig næppe opklare fuldt ud. Om det var medlidenhedsdrab, dobbeltselvmord eller en selvmordspagt.

Hvis det var en dårlig krimiserie, kunne forklaringen være at han blev træt af "den gamle kælling", og greb til en helt desperat afslutning af situationen. En mere realistisk historie ville være at det var hendes eget ønske at dø, og at den opofrende søn hjalp hende en sidste gang. Demente har jo ofte deres lyse øjeblikke. Og at han hellere ville dø, end at skulle til at forsvare sig.

Danmark har igen og igen disse ulykkelige sager. Jeg ville gerne kunne argumentere for at disse mennesker skulle søge hjælp i stedet, men hvor skulle de finde den? Når ønsket er at dø, er der ingen muligheder. Da svaret på forhånd ville være "nej", kan det jo ikke betale sig at spørge. Hellere klare det selv, uden at få andre øjne på om der dog ikke er en bedre udvej. Det er der da oftest, men ikke altid.

Mangelen på aktiv dødshjælp fører til selvmord. Vi har en høj selvmordsrate blandt ældre. Er det bedre?

Ekstra Bladet:

• Efter styrt fra altan: To personer lå døde på cykelstien
• Havde passet mor i mange år
• Politiet: Søn smed mor ud fra femte sal
• Mor og søn i døden: Sagen lukket

BT:

• To personer fundet døde på fortovet i Aarhus - Krimi
• Politiet efterforsker to personers fald fra altan
• Søn smed mor ud fra 5. sal: Politiet ved ikke om det er et medlidenheds-drab
• Politiet på bar bund: Hvorfor kastede han sin mor ud fra altan?

112-aarhus.dk, billedserie:

• Århus C: 2 døde efter fald fra altan 28/05-13

Se også:

Hjælpsomhed og skuddrab i Charlottenlund

Improviseret, mislykket aktiv dødshjælp på Hasselbo

Hjemmeplejen kom for tidligt

Mislykket dødshjælp i Hellerup

Hovedet på sømmet

A. Paul Weber - Der Schlag ins Leere, 1934/1951

Denne tegning fremstiller jo umiddelbart set en ganske ualmindeligt tåbelig måde at begå selvmord på. Et stort søm for panden, og en hammer. "Slaget i det tomme" lyder den danske oversættelse af titlen.

Den tomhovede mand repræsenterer Deutscher Michel, personifikationen af den almindelige tysker. Første udgave af tegningen var fra 1934, inspireret af at tyskerne lod den demokratisk valgte Adolf Hitler tiltage sig absolut magt. De første år nød føreren stor popularitet som den stærke leder, der genrejste Tyskland til status som stormagt. Der var dog nogle få som var noget betænkelige ved hans hensigter. De blev overdøvet af de jublende masser. Af Deutscher Michel, der senere måtte erkende at det var dumt.

Hovedet på sømmet.

Se også:

Opfordring til selvmord

T4 "eutanasi" - racehygiejne i Nazi Tyskland

H. C. Andersen: Den onde Fyrste

Hitler-cykel

Morti Vizki: Tag ikke selve dit liv

Grafik af Christian Skeel.
Shadows, digte af Morti Vizki

Tag ikke selve dit liv

Du behøver ikke at bevise noget

Et liv som dit
Kan
bevæge en sommerfugl
I
En vindueskarm

Vi holder jo af dit klovneansigt,
Din stil og dit overfølsomme
Hjerte

Du vækker klokkerne til live

Morti Vizki, 2004

Udgivet posthumt i digtsamlingen
Almanak, efter hans selvmord.

Butterfly in windowsill

Se også:

Morti Vizki havde ikke mere på hjerte

Det blanke hav

Dorothy Parker: Résumé

Frank Jæger: Vi, der valgte regnen

Familiens søndagstur

On Sundays by begemott

Se også:

Flyttedag

Det er i faldet, du får dine vinger

Trygge drømme med Bamse

Frieke Janssens: Project Happiness

The Suicide Sign

Carlos Enrique Navarro fik i december 2012 den ide at han ville sprede et budskab omkring selvmord. Et citat blev skrevet på et papskilt, og han lagde et billede af sig selv med skiltet på sin blog.

"Suicide does not end the chances of life getting worse,
suicide eliminates the possibility of it ever getting better."

Det kan vel siges at være rettet mod nogen som går og synes at livet er noget lort, og tænker på at forlade det via et selvmord. Første halvdel kan tolkes meget konkret, som udtryk for at de fleste selvmordsforsøg mislykkedes, og ikke så sjældent netop fører til at livet bliver værre, på grund af skaderne. Men hvis det lykkedes, er der jo logisk nok ingen mulighed for at problemerne viste sig at kunne overstås. Det kan de næsten altid.

Det var en stor succes, som mange delte videre med deres netværk. Og Carlos fik gode tilbagemeldinger om at hans gestus havde gjort en forskel for manges liv. Et godt skilt kunne jo genbruges, og han har lavet sit eget meme (The Suicide Sign) hvor han fotograferer andre mennesker med skiltet. Det må jo være udtryk for at de støtter budskabet. Et glimrende meme, som fortjener spredning.

Jenna McDougall is the first female vocalist I photographed with the suicide sign. She sings for a band called Tonight Alive and is just an outstanding role model for girls everywhere. She is proof that not only can you make it in a scene mostly dominated by man but that you can do it without having to dress like a slut.(something that girls now adays think will get them places) Im so stoked that we took this photo.

This here is Mike Perez. If I'm not mistaken my first impression of Mike was "wow this dude is the real deal". Mike is the frontman for a band called No Bragging Rights. Unlike most bands now adays NBR writes music that deals with real issues and not money and partying. I approached Mike about the sign after hearing him talk about suicide on stage and how it's made an impact in his life. I have spent 20 days with this dude and I have nothing bad to say about him, I'm beyond stoked to call him friend.

This is Lora (pronounced Laura but she insisted it was spelled Lora haha) she is a 53 year old homeless lady I met today in Nashville. I asked her why she has never considered suicide as an escape to her life and she said “because there is no need for that and to be frank my life isn’t totally fucked up”. I laughed and said “I couldn’t agree more”. After exchanging some stories I thanked her for the time and gave her a few bucks. She said “man I wish I got money just to talk, I’d be talking to everyone all the time, do you have to leave cause I can keep talking” lol. Lora is an awesome lady and I wish more people looked at life with as much appreciation as she does. Lora if you ever see this I want you to know you’re awesome.

Se også:

Livet er et spil, døden er målet, selvmord er snyd?

En permanent løsning på et midlertidigt problem?

Being strong is the only choice you have

Makuler sorgerne

Ville jeg give hjælp til selvmord?

Omkring starten på bloggen her, måtte jeg tænke en problemstilling igennem. Når jeg ville tale som støtte for aktiv dødshjælp, og "retten til at dø", ville det være forudsigeligt at nogen kunne ønske sig konkret hjælp til at dø, snarere end at se mig give udtryk for principiel støtte til at dette kan være et reelt behov. Endvidere har jeg ved at omtale en række "populære" selvmordsmetoder, og advare mod at det ikke er så nemt som mange går og tror, markeret mig som en der har viden om emnet, og evne til at tænke igennem hvad der kan gå galt. Når jeg heller ikke er skræmt af tanken om at nogen kan ønske sig at dø, er det sådan set logisk at jeg kunne være en god hjælper.

Spørgsmålet om jeg ville være villig til at yde en fremmed hjælp til selvmord da også lige kommet op. Den juridiske situation er meget klar. Straffeloven har i kapitel 25 "forbrydelser mod liv og legeme" tre paragraffer som jeg ville overtræde en af. Hvilken ville være et spørgsmål om teknikaliteter og moralske holdninger.

• § 240: Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
• § 239: Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år.
• § 237: Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Uden at være jura-kyndig, vil jeg vurdere at det ville blive set som en skærpende omstændighed hvis det ikke var en nærtstående, så jeg måtte regne med at komme i fængsel. Videre vil jeg vurdere at politi og anklagemyndighed ville satse på at anklage mig efter §237 (drab/mord) i stedet for de lavere straffede §239 eller §238. Det ville i princippet være op til mig at bevise klart at personen var ved sine fulde fem, handlede selvstændigt, og at det ikke var fordi jeg måtte have fået en morbid ide, om at det ville passe mig godt at være med til at afslutte en andens liv.

Hvis jeg havde en ambition om at være aktivist omkring dødshjælp og "retten til at dø", tror jeg ikke at det med en fremmed ville være et godt grundlag for at gøre det til en principiel sag. Dette kunne kaldes for "civil ulydighed", med helt bevidst at overtræde loven, ud fra en hensigt om derved at fremme ændringer til det bedre. En rolle som "rejsende i selvmord" ville dog snarere rette fokus på at problematisere mig og min handling, og derved skade den større sag. Det ville være en kontraproduktiv måde at være aktivist på, men jeg ser mig nu alligevel ikke som aktivist i det hele taget. Min vej er at være en stemme, som folk kan støde på.

Hvis jeg ikke gjorde det til en offentligt synlig civil ulydighed, kunne jeg i princippet satse på at lade det ske i det skjulte. Der er næppe tvivl om at politiet ville efterforske et "mistænkeligt dødsfald", og de er bestemt ikke fjolser. Så jeg måtte regne med at blive afsløret, også fordi der skal meget, meget lidt til før et "hemmeligt projekt" kommer frem i lyset. Tekniske undersøgelser (som fx DNA beviser), vidner der kan huske noget, samt sporbarhed af kommunikation og aktiviteter, gør det letsindigt at regne med at sagen ville blive afsluttet som uopklaret. For mig ville sagen se meget mørkere ud hvis politiet skulle finde mig gennem deres efterforskning. Der er en del ting som er nemmere ved at være åben og samarbejdsvillig fra starten, i stedet for at de skal danne sig deres eget billede af forløbet.

Altså må mit svar som udgangspunkt være "nej".

Hvis vi nu ser bort fra det juridiske, kunne sagen måske se anderledes ud. Som "konsulent i selvmord" ville jeg stadig være aktivist, og i centrum af en ophedet debat. Og det er så ikke lige mig. Det kan i øvrigt siges at processen med at overbevise mig om at det ville være rimeligt med mig som "selvmordshjælper", ville indebære at jeg kom til at kende personen ret godt. Og det kunne tage et stykke tid. Jeg ville ikke være nem at overbevise. Så heller ikke her ville jeg, som udgangspunkt, hjælpe en fremmed med at dø.

En meget kendt dødshjælp-aktivist fra USA var Jack Kevorkian. Med sin lægelige viden hjalp han mange mennesker med at dø, ved at arrangere det tekniske omkring at de fik meget nemt ved at tage sidste skridt selv, og altså dø ved hvad der kunne kaldes for et selvmord. Sådan set en god hjælp, men en ting som fik ham til at virke uhyggelig var hans åbenlyse fascination af at se mennesker dø. Han tog de store ord frem når han skulle beskrive hvor fantastisk en mulighed det var.

Derfor lagde mange tilhængere af aktiv dødshjælp direkte afstand til Jack Kevorkian, og så ham som skadelig for kampen for legalisering. På den anden side var han i høj grad med til at skabe debat.

Jeg har ikke en sådan fascination af døden.

Når jeg ikke er indstillet på at være "privat dødshjælper" er det ikke primært fordi jeg ikke har lyst til at komme i fængsel, selv om denne risiko da ville være rigeligt meget at påtage mig, for en situation som jeg ikke i forvejen var en del af. Den dybere grund er at denne form for aktivisme ville skade den principielle sag.

Se også:

Drab som civil ulydighed

Jack Kevorkian hjalp Janet Adkins med at dø

Dødshjælp - "Vil du holde puden?"

Selvmord og mord vs aktiv dødshjælp