Logo sommerfugl

onsdag den 30. juni 2010

Hvornår er et selvmord rationelt?

Er det rationelt at begå selvmord? Der kan jo ikke være tvivl om at der er mange eksempler på selvmord som ikke kan kaldes for rationelle. På den anden side er der også en del selvmord, som jeg vil mene at de fleste forstår og accepterer. Når det drejer sig om at undslippe en ødelæggende sygdoms sidste faser. Selvadministreret aktiv dødshjælp.

Hvor går grænsen så for om et selvmord er rationelt? For mig at se er det en misforståelse at prøve at definere det ud fra sygdoms-diagnoser, forventet resterende levetid, eller graden af uafhjælpelige smerter. Der er meget store individuelle forskelle i hvad et menneske kan og vil udholde. Jeg ønsker ikke at skulle afgøre om en anden har det elendigt nok til at måtte få lov til at dø. Og jeg ønsker heller ikke at andre skal påtage sig denne skarpe afgrænsning.


Noget karakteristisk for selvmord som jeg ikke umiddelbart vil kalde rationelle er at de sker i en krise. Det hele er braset sammen, og fra mørket er det ikke til at se en vej fremad i livet. Krisen kan kun afsluttes ved at dø. Eller sådan kan det føles. Så handler det om at dø hurtigt, og uden at planlægge det ordentligt. Det besluttes og gennemføres stort set altid i ensomhed.

Hvis jeg skal tro på at et ønske om selvmord er rationelt, skal det være velgennemtænk og planlagt. Ikke en forhastet beslutning. Der skal kunne snakkes stille og roligt med andre om det, og andre udveje skal være overvejet grundigt. Beslutningen skal være så afklaret at den også er fast mens den pågældende har det så godt som der nu er mulighed for.


Så ville min reaktion være at respektere beslutningen, uden at føle mig menneskeligt forpligtet til at gribe ind. Det ville ikke være afgørende om jeg var enig eller ej, min grænse kunne ligge et andet sted. Hvis jeg grundlæggende set var enig i det rimelige i beslutningen, ville det ikke anfægte min samvittighed at hjælpe omkring det "praktiske". Det etiske dilemma ville være afklaret.

Det juridiske er jo så en anden sag, men der er moralske principper som er vigtigere end paragraffer. Respekten for andre mennesker.


tirsdag den 29. juni 2010

Nutidigt hekseri med Line Hedegaard

Før sankt hans havde Politiken en udmærket artikel om den 16-årige Line Hedegaard. Konteksten er det paranormale, samt Wicca og heksetro. Hun kalder sig for heks, og gør brug af naturens planter. Hun oplever at naturens energi hjælper hende, og at heksetroen er det rigtige. For hende.

Det giver bare en tryghed sådan at vide, hvad man er, og hvem man er«, siger hun.

»Og jeg er en heks og tror på en kraft i Moder Jord. Men alt det med sankthansaften og koste og Bloksbjerg og bål og brand, sådan er det slet ikke. Når folk spørger mig, om jeg snart skal futtes af på bålet, så himler jeg bare med øjnene. For sådan er vi hekse jo slet ikke«.

Line Hedegaard

Noget som jeg synes ser interessant ud er hvordan hun forholder sig til religiøsitet og dogmer. Der er ikke nogen "hellig" sandhed som livet skal bringes i overensstemmelse med. Line Hedegaard har ikke nogen fasttømret forestilling om hvad det egentlig, helt præcis, er hun tror på.
»Jeg har det meget godt med, at det sådan er lidt halvdiffust. At det er svært at forklare. Det er rigtig fedt, at man selv kan vælge, hvad man tror på, og hvor meget man tror på. At det er så individuel en religion«

Det vigtige bliver altså ikke at leve op til en religion, men hvad hun vælger at tro på i dagligdagen. Et godt eksempel handler om at hun havde været oppe at toppes med en værelseskammerat på Korinth Efterskole, Spejderskolen. Lidt mundhuggeri over sådan noget som roderi og støvsugning. Det ville da være rart at få renset ud, og blive gode venner igen.

Line Hedegaard med hyldeblomst

Hun gik en tur ud i det grønne for at finde egnede planter. Hyldeblomst, enebær, salvie og rejnfan. Tørret kunne de blandes sammen til røgelse, og brændes som middel mod dårlige vibrationer. En behagelig duft, og sikkert også en behagelig stemning.

Jeg er ikke ude på at problematisere om der kan måles noget i urterne som har en konkret og dokumenterbar værdi. Det er ikke det vigtige her. Hvad jeg ser er en god måde at løse op for konflikten på. Line gik sig en tur hvor hun kunne tænke over tingene i ro. Hvad der skete, og at det ikke skulle spolere venskabet. Mens hun lavede røgelse fik der lov til at gå lidt tid, og komme ro på. Veninden fik lejlighed til at se at Line gerne ville gøre noget for at få harmonien genoprettet. Det lyder som rigtig gode forudsætninger for at slutte fred igen. Flot.

Line Hedegaard blander røgelse

Et godt ritual, hvor det at håndtere planterne indgår som noget synligt, og som anledning til at få ro på. Jeg tror på at det virker, også uden at finde noget der er så snævert at der kan sættes målinger og tal på.

For det handler mere om en positiv tilgang til livet. At det er vigtigere at have det godt sammen, end at kunne "få ram" på hinanden. Det er vigtigt at tro. Tro på sig selv, og på det gode. Nogle små ritualer kan være nyttige her. Og det kan da ikke skade også at søge det dejlige i naturen, og finde en harmoni her.

Det må da gerne kaldes hekseri, også selv om dette begreb har et image-problem. For mig lyder det mere som klogskab.

Line Hedegaard grounded


mandag den 28. juni 2010

They must first capture a butterfly

They must first capture a butterfly
An american indian legend:
If anyone desires a wish to come true they must first capture a butterfly and whisper that wish to it. Since a butterfly can make no sound, the butterfly can not reveal the wish to anyone but the Great Spirit who hears and sees all. In gratitude for giving the beautiful butterfly its freedom, the Great Spirit always grants the wish.


søndag den 27. juni 2010

Selvmord i sneglefart

Selvmord i sneglefart

Reelt set er sneglen her nu ikke i umiddelbar fare. For det første vejer den så lidt, at dens tryk mod barberbladets æg er så lavt, at det ikke kan skære den over. For det andet vil sneglens seje slim virke som en pude, og fordele vægten. Den største risiko for den viste snegl er faktisk solens varme. Den kan ikke tåle dehydrering, og vil dø af udtørring hvis den ikke beskytter sig i sit hus, eller kommer væk i en fart.


fredag den 25. juni 2010

Ikke aktiv dødshjælp at befri Erika Küllmer

Den 71-årige Erika Küllmer fik i oktober 2002 en svær hjerneblødning. Hun døde ikke helt, men gik i "koma", populært kaldet at være "en grønsag". Set som biologisk system fungerede hendes krop stadig, når hun gennem en sonde fik pumpet væske og næring i maven. Men som menneske var hun ikke mere, det kan siges at hun nærmest var et "varmt lig".

Tidligere havde hun udtrykt ønske om at hun under sådanne omstændigheder bestemt ikke ville have kunstig livsforlængende behandling. Ingen grund til at trække døden i lange drag. Mens hendes mand levede endnu, magtede han dog ikke at give slip.

Erika Küllmer

Kort før julen 2007 blev sonden fjernet, efter aftale med plejehjemmet. Datteren "Elke G." og hendes bror Peter ville ledsage deres mor til hun endelig kunne få fred. Næste dag stillede plejehjemmets ledelse sig på bagbenene. Bekymring over en måske tænkbar risiko for en straffesag førte til at gribe ind med ny tilførsel af væske og næring. Børnene blev truet med bortvisning hvis de ikke accepterede at fortsætte med den nyttesløse behandling. En del af baggrunden for ledelsens holdning var at Erika Küllmer ikke havde nedskrevet sin vilje i et formelt livstestamente.

Wolfgang Putz
Elke kontaktede advokaten Wolfgang Putz, der er kendt som en aktiv forkæmper for patienters rettigheder. Efter kontakt med en kollega kom han frem til at den påtvungne sondemadning var et overgreb mod Erika Küllmer, og anbefalede Elke at beskytte sin mor ved at klippe slangen over ved bugvæggen. Så ville hullet lukke sig.

Sammen med sin bror fulgte Elke det gode råd. Få minutter senere opdagede personalet hvad der var sket. Ledelsen anmeldte sagen til politiet, og Elke blev arresteret. På sygehuset blev en ny mavesonde installeret. Den 5. januar 2008 døde Erika Küllmer af hjertesvigt, helt alene. Dødsattesten lød på "naturlige årsager". Peter brød sammen over hvordan det var gået, og nogle få uger senere begik han selvmord.

En ulykkelig sag.

Elke og Wolfgang kom for retten. Anklageren krævede advokaten idømt 2½ års ubetinget fængsel, "han havde gjort sig til herre over liv og død". Dommeren var meget ambivalent, og anerkendte at den påtvungne behandling var et overgreb fra plejehjemmets side. At sidestille med vold.

På den anden side tolkede hun klipningen af sonden som aktiv dødshjælp, og strafbart. Elke blev frikendt, fordi hun "blot havde fulgt sin advokats fejlagtige rådgivning". Wolfgang blev idømt 9 måneders betinget fængsel for "drabsforsøg". Altså en mild dom, med henvisning til betydelig usikkerhed om juraen.

Den rodede dom blev naturligvis anket. Wolfang Putz krævede principielt at blive frikendt, mens anklagemyndigheden ville have straffen skærpet. Nu har højesteret afsagt dom. Total frikendelse. En vigtig principiel Tysk dom, der kan få stor betydning for rammerne for dødshjælp i Tyskland.

Ruth Rissing-van Saan

Højesteretsdommer Ruth Rissing-van Saan trak en streg i sandet. Mens loven forbyder drab efter begæring, har patienten krav på at få sine ønsker respekteret, også når det vil føre til døden. Altså netop ikke at blive behandlet mod sin vilje. Det at klippe slangen var ikke drabsforsøg, men afbrydelse af den uønskede behandling.

Hendes overvejelser før dommen pegede også på at det uholdbare i at det kan være lovligt at afbryde en respirator, men ikke at afbryde for en sondemadning. En patients ønske om at få lov til at dø skal respekteres, når der ikke er rimelig tvivl om at det er alvorligt ment. Patienten har ret til en værdig død, men et ønske om en "uværdig død" skal også respekteres.

Advokaten havde rådgivet sin klient korrekt. Datteren havde ret til at lade sin mors vilje ske.

Farvel

Spiegel Online:


Logo sommerfugl