onsdag den 26. december 2007
Sidste svovlstik
Det er jo en egentlig ganske mørk historie om en lille pige, der har brug for hjælp fra de forbipasserende. Hvis ikke hun får solgt sine svovlstikker, får hun tæv i sin fars kolde hjem. Men alle har travlt, haster forbi det forkuede sultne barn. Den eneste der havde vist hende kærlighed var hendes mormor, som nu også er død. Pigen finder ly i en krog og søger lidt varme gennem svovlstikkerne. Hver flamme bliver til et vidunderligt drømmesyn, som kun holder til hun rækker efter det. Men hun må holde fast i synet af hendes mormor, stryger et helt bundt svovlstikker.
"Mormor! Oh tag mig med!" - Den kærlige mormor tager pigen på armen, og de flyver til himmels.
Dette må være hvad mormoderen så:
(by Rachel Isadora)
Hun har et smil på ansigtet, da det stivfrosne lig bliver fundet nytårsmorgen. Hun havde fortjent at finde glæden i livet i stedet for i døden.
tirsdag den 25. december 2007
Mere værd død end levende
En central del af historien er jo hvordan livet kan blive så uoverkommeligt for et menneske, at den bedste hjælp han kan give verden er at forlade den, tror han. Men skytsenglen Clarence viser sig som en god hjælper, der ikke spilder tiden med at have ondt af George, piller eller sjælesorg. Nej, det handler om at få George til at indse at han er noget værd. Midlet bliver at vise ham hvordan verden havde været hvis han ikke var blevet født.
Der er nok at tage af, for George er jo lige til en helgenkåring, tydeligt illustreret i "vig fra mig" scenen hvor han bliver fristet til at sælge sine idealer for penge, mange penge. Han er en glødende idealist, der gang på gang giver afkald for at andre kan udleve den materielle "succes" som han selv smerteligt higer efter.
Hans succes er at være ankermanden bag et blomstrende lokalsamfund, men det husker han ikke. Hans største fejl er at han glemmer kærlighedsbudet, "du skal elske din næste som dig selv". Uafhængig af tro eller ej, er der nu også meget fornuftig i Bibelen. Personligt foretrækker jeg dog at tydeliggøre budet "... såvel som dig selv". Det er vigtigt at huske sig selv, det giver overskud til at kunne hjælpe andre uden at ofre sig.
George Bailey ofrede sig, og glemte selv at have et godt liv. Heldigvis fik han en hjælper, der kunne minde ham om hans værdi. Og mennesker der glædede sig over at kunne give lidt af hans hjælp tilbage.
torsdag den 20. december 2007
Gerda Sørensens store juleønske
Hver dag føles som tortur. Jeg får at vide, at jeg bare kan begå selvmord, men jeg har ikke modet til det. Hjælp mig med at få lavet en lov, der kommer de allermest svage i samfundet til gode.Rent praktisk vil det dog være ret vanskeligt for en kræft-svækket lidende at "organisere" et sikkert og velordnet selvmord. For det er jo ikke lige sagen at kaste sig ud foran et tog. Eller arrangere en brand i sengen.
Hendes appel til politikerne, om humane love på området, aktiv dødshjælp (eutanasi), fik i bedste fald henholdende svar uden substans. Det gik værre med den til statsministeren. Den varme kartoffel blev i foråret gelejdet videre til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Svaret derfra var ligeså følsomt som det havde været med et "øv bøv". Blot en gengivelse af lovens regler. Jeg forstår udmærket godt hvor nedværdigende at hun følte at den behandling var. Ingen grund til at behandle et lidende menneske så arrogant.
Jeg er i live, men jeg lever ikke. Mine knogler skærer mod min hud, det gør ondt at sidde og ligge og stå. Smerterne er der hele tiden. Alle timer i døgnet. Det er tortur at være til. Jeg beder bare om, at ventetiden bliver afsluttet på en værdig måde.Jeg ville ønske at hun kunne få sin bedste julegave nu - fred.
Ekstra bladet har haft en artikel i dag, og jeg fandt et par andre blog indlæg om sagen:
- Hjælp mig med at dø
- Engelbreth:Tillad aktiv dødshjælp
- Tanketorsk: Retten til at dø?
- Medicblog: Aktiv dødshjælp?
søndag den 16. december 2007
På vankelmodighedens bekostning
På Sherry.dk berettede Charlotte Holst om sin fars død af lungekræft. Et pluk fra Død eller uværdig:
Og smerterne, som konstant gnavede i ham, på trods af morfin insprøjtninger. Han tiggede sygeplejersken om at dø den nat. Han fik en cocktail (stesolid og morfin) indsprøjtning til, for at hjælpe på smerterne... Han holdt trofast min mors og min hånd, sagde farvel til os og vi fik alle sagt de ting der skulle siges.... og da han vågnede op efter 1½ times dans på blomster og så at han stadig var i live og at freden og roen kun var en illusion, har jeg aldrig set så stor skuffelse hos noget menneske. Han bad om endnu en indsprøjtning, og sygeplejersken kunne kun sige, at det måtte hun ikke give ham. Fordi det ville være Aktiv Dødshjælp og det er forbudt i dette land....! Min far var prisgivet til en langsom smertefuld død, efter et langt smertefuldt sygdomsforløb, som ikke kun stjal hans kræfter og liv, men som også i sidste ende fratog ham hans værdighed fuldstændigt.Kort før sin død slog han om sig med armene i smerter og panik, med et luftløst skrig på ansigtet. Nej, han fik ikke lov at slippe for noget. Sådan kan døden også være. Virkelighedens fakta kan være barske.
Min far døde en tidlig februar morgen år 2000. Min far døde skrigende af smerte, og af angst...fordi han reelt blev kvalt... nu siger man jo, at den værste måde at dø på, er at blive kvalt...ikke at kunne få luft. Og underligt nok, så tror jeg på det. For til den dag jeg selv dør, vil jeg kunne se hans opspilede øjne, frygten og smerten i dem...samt skriget på hans ansigt. Skriget som ikke havde nogen lyd på.....fordi der ingen luft til at støde det ud af halsen var. Panikken der var i ham fordi han slog ud til højre og venstre med arme så tynde så jeg kunne spænde om dem med tommel og pegefinger.Det er meget nemt at følge Charlotte, når hun synes at kategoriske modstandere af aktiv dødshjælp (eutanasi) skulle have en sådan oplevelse med for at have baggrund for at være fordømmende.
Og her er jeg så, med et brændende spørgsmål .....hvem understår sig i, at sige at Aktiv Dødshjælp er en synd? At Aktiv Dødshjælp ikke skal være en mulighed?? Hvis de personer som mener dette, selv har holdt sin elskede der skrigende gled ind i døden efter flere dages absolut lidelse....ok, så lad os snakke, fordi så er der grobund for at de har ret til at have deres fordømmende mening.......
På den anden side lyder det dog som et tilfælde hvor det havde været lovligt for behandlerne at dræbe faderen med en overdosis morfin, når blot det blev kaldt for en utilsigtet bivirkning af smertelindring til en terminal patient. Mange ansatte er i det mindste villige til at være hyklere, når det kræves for at være menneskelige. Ikke alle.
Heldigvis er det sjældent at døden bliver så nådesløs som i denne historie, normalt er der mulighed for at forløbet kører på en anstændig måde. Men der er tilfælde hvor det eneste anstændige er at kunne beslutte at det skal være nu.
Se også:
fredag den 14. december 2007
Lise-Lotte Norup: Jeg skulle have slået mor ihjel
Den 91-årige Edith Norup var rask og rørig. Tre måneder senere måtte hun give op overfor en galoperende kræft. Behandlingen nyttede ikke og hun ville for alt i verden ikke ende som en grønsag - så hun havde brug for at få en ende på det. Sådan noget er det jo ikke tilladt at få hjælp til i Danmark, så den barske løsning blev selvmord ved at sulte sig ihjel. Det tog tre uger.
Det blev forfærdeligt for både hende selv og familien. Hun var ved sine fulde fem til det sidste, og spurgte om de ikke havde noget rottegift de kunne give hende. Men nej. Efterhånden som kroppen brød sammen blev hun langsomt kvalt i sine egne affaldsstoffer, hev indtørret efter vejret. Efter 9 timers dødsrallen kunne hun endelig give sin søn et sidste klem i hånden, og udånde. Ingen blid overdosis, ingen nåde. Sådan var fakta. Nogle får ikke en værdig død.
Det er ikke så mærkeligt at hun bagefter gik i brechen for aktiv dødshjælp. Behovet var indlysende.
Artikler fra Ekstra Bladet og B.T., august 2006:
Lederen går imod aktiv dødshjælp (eutanasi), bl.a. med et sært argument om at mindet kunne forfølge den hjælpende resten af livet. Jeg tror nu ellers netop at mindet om sin mors grufulde død vil forfølge Lise-Lotte Norup resten af livet.
Jeg håber at Lise-Lotte Norup har forsonet sig med sin passivitet.
torsdag den 13. december 2007
Dødshjælp i Holland og Schweiz
Men. Jeg synes ikke at det, mere generelt, er en god eller tilstrækkelig løsning. Det bliver en lægelig vurdering om patienten kan få lov til at dø. Og det mener jeg ikke bør være deres opgave. Deres fagområde er at vurdere om og hvordan de kan hjælpe eller ej. Så jeg er ikke enig når debatten typisk definerer dødshjælp som en lægelig handling.
Jeg kan godt lide den Schweiziske model fordi den sætter hensigten i fokus, i stedet for at lade som om regler kan klare etiske problemer. Og hvis der er tvivl om hensigterne hos hjælperen eller den døde, kan politiet jo sende sagen i retten. Det ser ud til at det i praksis fungerer ganske pænt, dog med de "forventelige" protester på basis af en religiøs holdning om døden som Guds gebet. Pudsigt nok har dem som vil lade Gud bestemme over liv og død ikke noget imod at mennesket påtager sig et ansvar ved at afværge dødsfald,
Det største problem ser ud til at være "selvmordsturisme". Fakta er at mennesker fra andre lande, mest Tyskland, rejser til Schweiz for at få en hjælp som er forbudt i deres hjemlande. Altså kan det blive en lokal belastning med politi og ambulance til dødsfald hver anden dag. Det ville da være meget bedre hvis de få specielle tilfælde i stedet kunne klares hvor den dødstrængende boede. En selvvalgt human død f.eks. via et sovemiddel.
Rent praktisk er der to foreninger, Dignitas og Exit som organiserer at yde denne hjælp, men ansøgere bliver ofte afvist hvis de vurderes at have bedre udveje. På den anden side dør mange en "almindelig" død efter at have lagt billet ind på at have en nødbremse. Det giver ro at være sikker på ikke at blive tvunget til en ubærlig afslutning. Men i de fleste tilfælde kan de sidste uger da klares på en pæn måde gennem pleje og smertebehandling.
Der er blot brug for at kunne håndtere specielle tilfælde på en menneskeværdig måde.
Se også:
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
