lørdag den 8. marts 2008
fredag den 7. marts 2008
Smagsdommernes regel-cirkus
Jeg ryger ikke, har aldrig prøvet det. Undgår helst at stikke næsen ind i tobaksrøgens tåger. Har tit taget diskussioner med rygere der ikke ville tro at de udsatte sig for en helbredsrisiko. Jeg følger nu hvordan politiske råd kæmper for at finde på nye regler for at beskytte mig mod tobakken.
Region Midtjylland er på vej med fyringstrusler mod ansatte, som ryger på steder udendøre på deres arbejdsplads, hvor andre risikerer at få røg i hovedet.Denne ildhu må jeg da glæde mig over? Nej.
Jeg begynder snart at få det dårligt med at være ikke-ryger, at risikere at blive taget til indtægt for holdninger om at alt skal styres via regler for hvad der er rigtigt og forkert.
Regelsætterne har nedsat sig som smagsdommere. Når "vi" ikke kan li' rygning, må det da ordnes via nogle regler. Når tobaksrøg er kategoriseret som farligt, mener kontrol-freaks at der er basis for at opfinde flere og flere regler. De ser tilsyneladende ikke at de befinder sig på den gale side af grænsen for fjolleri.
Talemåden "ganske almindelig sund fornuft" er blevet en selvmodsigelse. Mennesker tiltros ikke fornuft. Når der laves love og regler sættes fornuften ud af kraft. Der spørges ikke hvad der er rigtigt og forkert. Kun om hvad reglerne er. Det har jeg jo selv, i en ganske anden situation prøvet. Det var basis for at jeg startede denne blog med indlægget "Jeg er forarget".
torsdag den 6. marts 2008
onsdag den 5. marts 2008
Golden Gate to eternity
Fire sekunder. Det er den tid som det tager at nå vandet, ved spring fra Golden Gate broen ved San Fransisco. Ved 121 km/t er det knusende at ramme vandoverfladen. Kun ganske få overlever.
Gennemsnitligt er der mindst ca. 2 selvmord om måneden. Fakta er at det er verdens mest populære sted at begå selvmord. Som forebyggende foranstaltninger patruljerer politiet broen, der er opstillet nødtelefoner, og broen er lukket for fodgængere efter mørkets frembrud.
Jeg kunne endda finde på at spekulere i om et rækværk ville føre til et øget antal selvmord i området. Når mange der vil begå selvmord søger til broen, er der reelle chancer for at andre tager fat i dem dér. Og den meget store synlighed som udspringerne giver omkring selvmord sætter fokus på forebyggelse. Mere spredte selvmord ville ikke få samme fokus, og dermed mindre grundlag for bevillinger til forebyggelse.
Der er i øvrigt lavet en film. På et år fangede automatiske kameraer 19 selvmord fra det mest brugte sted på broen. Filmen har også interviews med familier, vidner og nogen som har forsøgt. The Bridge
Jeg vil antage at telefonerne virker det meste af tiden.
tirsdag den 4. marts 2008
Respekt for døden, ikke tabuer
Danskerne går ikke længere bort i dødsannoncer. De sover heller ikke stille ind - men dør. For det tabu, der tidligere har omgæret sidste åndedrag er langsomt ved at sive ud af avisernes navnesider, hvor efterladte oftere og oftere disker op med diagnoserDet glæder mig at traditionerne omkring at lade døden være en navnløs tyv i natten går mere og mere i opløsning.
- Urban: Døden har fået en årsag
- Politiken: Døden har fået et navn
»Døden er ikke længere et tabu - men et af livets store øjeblikke. Den er en del af den personlige historiefortælling - og derfor ser vi ligesom på så mange andre områder, at dødsannoncerne bliver mindre anonyme. For vi vil ikke være flokdyr - men unikke til det sidste.«Som jeg af og til udtrykker det, er der brug for at acceptere døden som en naturlig del af livet, eller med Karen Blixens fornuftige ord:
"Døden er ikke en afslutning, men en afrunding på livet"Netop en afrunding, der er brug for at gennemføre i åbenhed og værdighed.
Det fik mig til at tænke tilbage til 2006 da min Ingelise havde begået selvmord. Sammen med hendes gode ven gennem mange år, Ole, blev begravelsen planlagt, deriblandt hvad der kunne skrives i en dødsannonce. Vi var helt enige om at tilsidesætte middelalderlige tabuer, og lade det være en naturlig del af begravelsesceremonien og dødsannonce at livets afslutning var blevet noget velkomment, noget der var brug for at fremskynde. Det havde jeg også talt med hende om i den sidste tid. Ingen brug for tågesnak eller eufemismer. Heller ingen brug for dramatik.
Dengang vidste vi ikke at jeg et år senere ville stå for en domstol, og at sagen fik et par runder i mediernes stortromme. For jeg havde heller ikke givet politiet en gang tågesnak, men blot fortalt at jeg støttede Ingelise til det sidste, også da selvmord blev løsningen. Men det lykkedes jo domstolen at sno sig til en frikendelse.
Og et væsentligt tema for denne blog er at pille ved tabuer omkring at døden af og til også kan være noget velkomment.
mandag den 3. marts 2008
Den grimme ælling?
... og siden blev det værre og værre.
Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen,
selv hans søskende var så onde imod ham, og ...
Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen,
selv hans søskende var så onde imod ham, og ...
søndag den 2. marts 2008
Værdinormer og respekt, prostitution og død
Det er jo en selvfølgelighed at slaveri er ulovligt, og i den udstrækning det forekommer, må politiet da gøre deres arbejde.
Noget mere grundlæggende som præger debatten er en udpræget mangel på respekt. Prostituerede der fortæller at de har det godt med deres erhverv, og ikke ville foretrække et almindeligt arbejde, får at vide at de ikke ved hvad der er godt for dem selv. Bedrevidenhed.
Det ses som en indiskutabel kendsgerning at det er skadeligt at sælge seksuelle oplevelser. At det fører til psykiske traumer, selvmord, og meget andet. Eller også får den "lykkelige luder" der står frem at vide at hun er en sjældenhed. Det vil sige at den der kender branchen indefra skal have påduttet synspunkter fra nogen som finder den umoralsk.
På den måde er seriøs debat en utopi.
For en ordens skyld, vil jeg lige nævne at jeg ikke selv er prostitutionskunde. Det er ikke af moralske grunde, mere fordi det ikke passer til min seksualitet. Men hvis det skulle være, måtte der ikke være tvivl om frivilligheden. Selvfølgelig.
Det minder mig om det jeg nogen gange ser omkring at debatter et andet følelsesladet emne, at det kan være forståeligt at nogen ønsker at dø, selvmord eller dødshjælp, aktiv eller passiv. Også her ser jeg debattører, som står urokkeligt fast på et synspunkt, er slet ikke åbne for tanken om at deres verdensbillede ikke er det eneste rigtige. Benægter gerne fakta.
Jeg foretrækker et åbent sind, at forstå, acceptere og værdsætte andre hvor de er. Det andet er respektløst. Hattedameri.
lørdag den 1. marts 2008
Demens, fornuft og selvmord
Her er den tilsvarende meddelelse fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet:
Forskeren mener at det måske skyldes at de ældre i Danmark har en stor viden om sygdommen. Det lyder jo ret logisk.
Det må også være en voldsom diagnose at få i hovedet. Vide at hjernen langsomt degenererer, og at der er grund til at håbe på at dø af noget andet, før sindet er eroderet helt ned. Det at skulle forholde sig til dette får nogle til at vælge en hurtig død, et selvmord. En forhastet beslutning, der kan jo gå ganske lang tid før det bliver rigtig slemt. Og demens og demens er mange forskellige ting. Der må være stor brug for støtte i denne eksistentielle krise.
Der er også en del som venter med et selvmord til de er langt inde i sygdomsforløbet. De kan godt finde ud af hvornår grænsen er nået, og sætte et planlagt punktum. Det lyder ganske fornuftigt, synes jeg.
Et rigtig godt eksempel på dette er Ib. For et halvt år siden bloggede jeg om en artikel fra Kristeligt Dagblad, hvor hans kone fortæller om et langt forløb ned ad bakke, hvor hans evner dryssede væk. De klare dage var de værste. Så var han sig uhyggeligt bevidst om hvordan det stod til. Det tog tid for ham at få sin kone, Linda Ahrenschneider, til at acceptere at han på et tidspunkt ville begå selvmord. Det gjorde ondt, men hun kunne jo heller ikke pege på bedre løsninger. Først da han i vrede truede hende med at gøre det uden at tage afsked, holdt hun op med at foreslå den udsigtsløse medicinske vej.
- Kristeligt Dagblad: Efter Ibs ønske
- Blog indlæg: Politikerne og Det Etiske Råd er nogle bangebukse
Hans selvmord var velgennemtænkt og velplanlagt. En vinterdag tog de afsked, og hun sørgede for at give ham god tid, så hun ikke risikerede at han blev fundet før hjertet ikke slog længere. De havde 17 gode år sammen.
Hun var helt sikker på at hun gjorde det rigtige ved ikke at presse ham til flere års lidelse.
Netop.
Demensen pressede ham ikke til selvmord. Men det blev løsningen når han selv tog ansvaret for sit liv, i stedet for at risikere at ende som levende lig. Desværre er jeg bange for at "systemet" ville have set det som sin pligt at hindre ham i at sige "nu er det nok". Det ville have været umenneskeligt.
Hvis jeg engang skulle få sådan en diagnose, måtte jeg sikre mig min exit før jeg blev umyndiggjort, før min vilje blev tilsidesat. Når aktiv dødshjælp (eutanasi) er forbudt og passiv dødshjælp ikke anvendelig, kan det jo blive nødvendigt at hjælpe sig selv. Det er fakta, hvad enten "samfundet" kan lide det eller ej.
Se også:
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
