Logo sommerfugl

fredag den 11. december 2009

Isbjørn i nød. Seal the Deal!

Isbjørn på lille isflage, som flyder til bundprop

Denne ensomme isbjørn, flydende på en lille isflage, er jo meget apropos den aktuelle Cop 15 konference i København. Risikoen for at det arktiske polarhavs økosystem bryder sammen, med isbjørnen som et af mange ofre, er jo efterhånden ubehageligt nærværende.

CO2 udledningen har gennem drivhus-effekten allerede ført til at Ishavet får mere og mere åbent vand, og i overskuelig fremtid kan blive næsten isfrit om sommeren. Hvor meget dette påvirker havets dynamik, som f.eks. den meget vigtige Golfstrømmen, kan vi jo først vide helt bagefter. Når det er sket, når verden har ændret sig. Men det kan ikke være tvivl om at der sker meget.

Ovenstående design er i øvrigt udformet som flyder på en bundprop til badekar. Det kan jo give anledning til at tænke på sammenhængen mellem den CO2 udledning som opvarmningen af vandet gav, med hvad der sker omkring Nordpolen. Og resten af verden.

En anden variant med den triste isbjørn er et låg til at beskytte indholdet af et glas. Helt apropos, et glas med det drikkevand som ikke bare er en selvfølgelighed over hele verden. Endnu mindre fremover.

Isbjørn på lille isflage, som dæksel til glas

Disse nyttige og illustrative brugsgenstande er designet af Chaiyut Plypetch fra design-bureauet Propaganda fra Thailand. Han har designet en lang række brugsgenstande, der ikke bare glider i baggrunden. Designs med humor, som ofte også kan stimulere til tanker. F.eks. en anden bundprop, som jo egentlig også er aktuel i forhold til klima-debatten:

Hjælp, bundprop udformet med hånd der rækker op

Hjælp, bundprop med hånd som håndtag


torsdag den 10. december 2009

Andesteg eller flæskesteg til jul?

Et af de store spørgsmål for hvordan den danske juleaften skal fejres er jo om der til julemiddagen skal serveres andesteg eller flæskesteg. Hvilken lækker steg der skal være emne for en sanselig sensuel nydelse ved det festlige bord.

Hvad med en lækker sprød andesteg, som rigtig udstiller sig uden fjer på. En and med skælmske øjne, svajende på tallerkenen, i glad forventning om den kommende nydelse?

En 'lækker' andesteg

Hun hedder Ashlyn. Lækker andesteg, ikke? Lige til at bide i.

Men det kan jo være at du bedre kan lide flæskesteg. Så vil du måske sætte pris på Pamela, en saftig grissebasse med forventningsfulde sovekammerøjne, som lystigt byder sig til - liggende med spredte ben. Tag mig! Tag mig!

Flæskesteg, serveret helstegt

Glinsende krop indsmurt i olie. Der er serveret, flæskesteg. Gris på gaflen. Bøvs.

Men ok, det kan jo også være at du synes at det er lige heftigt nok at have sådan noget griseri liggende foran på tallerkenen. Det kan jeg da godt forstå.

Måske vil du hellere bryde lidt med traditionerne, og "nøjes" med kyllingesteg. Her kan jeg pege på Sasha. En lækker nøgen krop, gyldenstegt sprødt skind og rumpen højt i vejret. En kylling, der er med på den værste:

Fristende kyllingesteg

Kylle rylle. Kyllingesteg i stilling på tallerkenen. Lige til at rive i. Foretrækker du vinge eller lår? Eller går du direkte efter at få bryst?

Sådan kan mad også præsenteres. Du har min fulde forståelse hvis du synes at dette er ulækkert og klamt. Det synes jeg i hvert tilfælde. Dyrene er antropomorfiseret og seksualiseret på en pornografisk måde. En grim sammenblanding mellem sensuel nydelse af mad, og nydelsen af det seksuelle.

Hvis billederne var produceret af en vegansk aktivist-organisation, som kritik af det at spise dyr, kunne jeg se en mening med at bruge et så provokerende ulækkert billedsprog. Jeg ville dog nok synes at det var lidt for groft, og med risiko for at give bagslag.

Men virkeligheden er sådan set værre. Billederne er fra en reklame-kampagne for krydderier. Ja!

En virksomhed fra Thailand, Thai Fermentation Industry, brugte for et par år siden disse klamme billeder for at sælge sin serie "Rachachuros Seasoning". En kampagne ved navn "Temptation of Taste". Jeg forstår ikke helt deres tankegang.

Personligt må jeg sige at billederne snarere vækker til reaktioner mod at spise dyrene. Og altså imod at bruge deres krydderi-blandinger. Appetitten gik fløjten.

Det bliver endnu værre. Det var ikke nok med mad-porno for at sælge deres smagsstoffer. Tidligere har de haft en anden kampagne, der ud over et seksuelt antydende billedsprog også griber fat i kannibalisme eller selvmord. Det forventes tilsyneladende at tænderne løber i vand hos mulige kunder.

Her er det gået ud over både en and og en kylling, der helstegt ligger klar på tallerkenen. De kan næsten ikke vente på at nogen kommer og tager dem, nyder dem, fortærer dem. Så de er begyndt på at spise af sig selv. Så dejlige er de.

Kannibalistisk andesteg

Kannibalistisk kyllingesteg

Klamt. Klamt ad helvede til. Tilsyneladende er MSG, det tredie krydderi, en central del af deres produkter. Krydderiernes svar på viagra.


Selv spiser jeg ikke så meget kød, men jeg er bestemt ikke vegetar. Så jeg skal ikke være hellig, men jeg synes nu at vi bør behandle dyrene med respekt, også selv om vi har tænkt os at spise dem. Ikke med noget i retning af zoofili og nekrofili. Eller hvad det nu er for en perversion.


onsdag den 9. december 2009

Julemanden "tilbedes" på korset

Julemanden korsfæstet
Robert Cenedella, Santa Claus, 1989

For 20 år siden vakte maleren Robert Cenedella opmærksomhed med dette provokerende billede af julemanden, arrangeret som et juletræ over en bunke festligt indpakkede julegaver, og korsfæstet som en klar reference til Jesus på korset. Den Jesus som fejres i den vinkel som kristne missionærer gav den gamle tradition for en midvinterfest.

Santa Claus painting displayed
Billedet var udstillet i et vindue af Art Students League of New York og vakte med sin ramme symbolik stor indignation i ortodokse kristne cirkler. De så billedet som en fornærmelse mod deres profet, deres Gud. Der blev råbt højt.

Men i virkeligheden var billedet ikke tænkt som en satire rettet mod kristne symboler. Nærmere tværtimod. Det var en satire over hvordan den materialistiske dyrkelse af julemanden reelt allerede dengang havde erstattet Kristus-figuren som bærende i julens symbolik.

Det var jo så dog ikke umiddelbart gennemskueligt for nogen som hellere ville føle sig fornærmede.

tirsdag den 8. december 2009

Bizarro: Døden med værdighed

Nice cuff links. - Death with dignity

Denne tegning er fra den amerikanske Bizarro serie, hvor Dan Piraro gennem nu mange år har affyret satiriske pointer, som navnet antyder i en bizar stil. Og med skjulte symboler integreret i billedet. Men han er også kendt for at at lade sine personlige synspunkter skinne igennem.

Underteksten bygger på et ordspil omkring "værdig død", der surrealistisk bliver drejet til at manden med leen har fået pæn skjorte med manchetknapper på, et symbol på "værdig" påklædning. Og at den der er ved at dø ser og værdsætter dette. De mødes altså med venlighed, uden at døden er en frygtindgydende fjende.

Tegningen vakte forargelse hos en del af dem som kæmper kampen for en værdig død, eller "death with dignity". De følte sig nedgjort gennem at tolke tegningen som latterliggørelse, ved at gøre værdigheden til et spørgsmål om manchetknapper. Så der røg nogle vrede emails afsted til tegneren.

Klagerne blev dog positivt overraskede da Dan Piraro gik i en konstruktiv dialog, og forklarede at det ikke var for at latterliggøre det med behovet for en værdig død. Han har ikke det mindste imod at fornærme nogen som han er uenige med, men kan ikke lide når det sker ved et uheld, især når nogen som han endda er enig med føler sig ramt. Han synes netop selv at det er grusomt når den eneste lovlige måde at dø på næsten overalt er at hentæres i elendighed.

Sagen er samtidig et glimrende eksempel på det problematiske i nærmest at lede efter en anledning til at føle sig fornærmet, i stedet for at tænke på at det jo også kunne være ment på en anden måde. Paranoia er et for stort ord her, men det snerper derhen ad.


mandag den 7. december 2009

Verbal vold mod børn

Børnemishandling, verbal vold mod børn

Dette er en pågående visuel illustration fra en kampagne som den amerikanske Juvenile Protective Association i foråret kørte. En markering af at vold mod børn ikke bare handler om angreb på deres følsomme kroppe, men også på deres følsomme sind. At børnemishandling alt for ofte ikke er noget som barnet kan forstå som udtryk for at de voksne brutalt tromler ind over barnets grænser.

Det er jo netop problematisk at det kun er de fysiske overgreb, vold eller seksuelt misbrug, der dog kan forventes at blive mødt med hurtige indgreb. Men verbal vold mod barnets sind kan få meget mere traumatiske konsekvenser, og få lov til at fortsætte længe.

Her er det så også værd at bemærke at tilfælde med fysisk mishandling normalt sker samtidig med verbale overgreb. Egentlig vil jeg her mene at det ikke er de fysiske smerter og skader der er den værste del af overgrebet. Hvis barnets følelsesmæssige behov ikke blev manipuleret og negligeret var blå mærker snarere til at komme sig over.

For det er netop her at billedets hårdtslående visuelle symbolik rammer ved siden af. Den farligste verbale vold giver ikke barnet lejlighed til at reagere med tårer på en gennemskuelig smerte. Tværtimod går den dybt i sjælen, og blokerer for at barnet kan udvikle sig med den tryghed det giver når det kan forstå sin omverden.

Det kan vare resten af livet, eller være meget hårdt at arbejde sig igennem. Selvmord og såkaldt psykiske sygdomme er desværre "ganske normalt".


Logo sommerfugl