Logo sommerfugl

lørdag den 5. juli 2008

Roger Kusch gav hjælp til selvmord

"Auf Wiedersehen" var de sidste ord fra den næsten 80-årige tyske kvinde Bettina Schardt for en uge siden, den 28. juni 2008. Dette muntre "på gensyn" hørte Roger Kusch, der lige havde hjulpet hende med at blande de medikamenter som skulle sikre hendes død, et afklaret selvmord. Det var malariamidlet chloroquin (ligner kinin) og det sløvende diazepam (stesolid). Roger forlod stedet, og kom tilbage tre timer senere. Da havde Bettina med sindsro forladt denne verden og hendes hjemby, Würzburg.

Broen over
Hun var ikke døende, havde heller ikke en livstruende sygdom, var ikke plaget af lidelser. Hun var gammel, havde sukkersyge og gigtsmerter, og kunne mærke hvordan hun svækkedes mere og mere. Livstræt. Ingen familie. Hun ville bestemt ikke på plejehjem, var bange for at blive presset eller tvunget. Hun ville hellere dø, sige livet farvel i god ro og orden. Og hun ville gerne hjælpe andre.
"Hvis du ved at være hos mig til kort før min død får argumenter, som kunne overbevise politikere om at ændre loven, så vil min død have gavnet andre mennesker".
Hen over de sidste syv uger af hendes liv mødtes hun flere gange med Roger, med videokameraet tændt. Det var også med til sidst, et velforberedt og veldokumenteret selvmord. Han formidlede kontakt til læger, hvor hun skaffede medicinen, og en psykiater, som kunne erklære at hun var ved sin fornufts fulde brug. Roger har også et håndskrevet takkebrev fra Bettina.

Roger Kusch og Bettina Schardt
Hvis Roger og Bettina havde handlet i stilhed, havde sagen næppe sat gang i debatten i Tyskland. Tværtimod indkaldte Roger til pressekonference, og kunne vise video-optagelser. Hensigten var debat, at det skulle accepteres at Bettina traf det valg hun gjorde. At hun ikke skulle være tvunget til at dø alene, eller tvunget til at udlevere sit livs afslutning til systemet.

Tyskland har ikke en lovgivning, som i sig selv forbyder hjælp til selvmord. Det er forbudt at hjælpe med at gennemføre akten, altså egentligt medlidenhedsdrab eller aktiv dødshjælp. En hjælper der ikke tilkalder ambulance eller læge straks den dødstrængende mister bevidstheden kan blive anklaget ikke at handle i en nødssituation. Det vil sige at loven kræver at dø alene. En hjælper kan gøre sig strafbar hvis anklagemyndigheden ser en form for overtalelse eller pres. Sådan er fakta.

Bettina kontaktede selv Roger Kusch efter hans sidste debatindspark, en maskine til dødshjælp. Han er den mest fremtrædende tyske forkæmper for retten til at dø. Advokat, tidliger statsanklager og justitsminister i Hamburg. Har stiftet en forening, Roger Kusch Sterbehilfe e.V. og han tilbyder at hjælpe tyskere ved behov, når det er rimeligt.

Hun fik en hjælper, der havde respekt for hendes ønske om at vælge hvornår hun ville sige livet farvel, på en human og værdig måde. Ikke holde fast mens livet skrumpede væk. Han fik lejlighed til at provokere og vække debat. Gensidig tilfredshed. De var særdeles omhyggelige med at undgå at overtræde lovens bogstaver.

Det handler ikke om såkaldt "aktiv dødshjælp" (eutanasi), der desværre gøres til et spørgsmål om lægelige beslutninger, allernådigst at lade døende slippe en lille smule før. Bettina Schardt kunne sikkert have levet nogle få år endnu. Det ville hun ikke. Hun ville selv bestemme, men havde brug for en hjælper. En der ikke så næstekærlighed i at tvinge hende til at leve videre, tværtimod.

Det har ikke skortet på kritikere, som mente at Roger i stedet skulle have søgt at overbevise hende om at plejehjem ikke var så slemt endda, at hun da virkelig skulle spille med på samfundets skinhellige leg om at det ville være topmålet af værdighed. Kritikere som ikke interesserer sig for Bettinas ret til selv at bestemme, men ser det som en hellig pligt at blive i samfundet så længe som muligt. Kritikere, der næppe rummer tanken om at det kan være rationelt og afklaret at Bettina valgte at dø mens hun stadig havde det så nogenlunde.

Altså bliver der nu efterforsket om der kan findes en måde at sigte Roger Kusch for noget. Kritikerne mener at han skal straffes; de kan ikke lide hvad han har gjort, vil prøve at finde en sprække i hans juridiske forsvar.

Dr. Roger Kusch Sterbehilfe e.V.



4 comments:

anjoe sagde ...

Roger Kusch er en modig mand og burde ha' et hæderstegn. Kun ved åbenhed kan vi få rykket grænser ;-)

Anonym sagde ...

Jeg er så delt i det her spørgsmål Fordi jeg egentlig frygter, at jeg for tidligt kan give efter for min egen træthed. For at jeg selv kunne finde på at bede omhjælp til at tage afsked med noget, jeg ret beset ikke er parat til at tage afsked med.

Men det er MIN tvivl. Om MIN dømmekraft. Og jeg er hundrede procent enig med Anjoe: Åbenhed. For alt i verden åbenhed.
Og alt andet end domme. Over andres beslutninger, andres livsvalg og livsfravalg.
Vi har alle en grund til at vælge som vi gør. Og ingen kan vælge for andre. Vi må og skal respektere at MIT liv er MIT liv, og at DIT liv er DIT liv.

Jeg kan lide at få vækket min egen usikkerhed. Og tvivl. Så jeg kan lære nyt. Og finde nye sandheder. Det gør et indlæg som dette - Vækker tanker.

Ha en dejlig søndag!!

tosommerfugle sagde ...

Anjoe, i denne sag tror jeg at han fik sit hæderstegn ved at opleve glæden fra et menneske som han respekterede, som på denne måde fik en rolig og værdig afrunding på sit liv. Og ved at opleve at han giver andre håb om at have en valgmulighed, at religiøse grænser kan give plads for næstekærlighed.

tosommerfugle sagde ...

Silhuet, hvem skal afgøre hvad du "ret beset er parat til"? Det skal ikke være en ekspeditionssag, med at mennesker som overholder visse målbare kriterier derfor får lov. En hjælper som giver sig god tid, søger at forstå og rumme dine grunde, forekommer mig at være en ganske god støtte i processen.

Hvis du har muligheden for at få hjælp til at dø, bliver du ikke presset ud i at det skal afklares i ensomhed, skal gøres med usikre og muligvis traumatiserende metoder, skal gennemføres mens du stadig selv er i stand til det. Jeg tror at mange selvmord blandt ældre kunne udskydes, måske undgås, hvis de kunne være sikre på at en hjælper ville stille op.

Respekt er det centrale. Respekt kan ikke være på forhånd at sige nej eller ja. Respekt for det enkelte menneske og dets situation og valg. Respekt kan være at løfte til at livet kan gå videre, kan være at give ret i "nu er det nok".

Der findes mange svar på spørgsmålet "hvad er værre end døden?"

Ha' en dejlig tankefuld søndag selv! ;-)

Logo sommerfugl