Angel by Ron Mueck
onsdag den 25. august 2010
tirsdag den 24. august 2010
Døde Thorkild Flyvbjerg for tidligt?
Ekstra Bladet skrev i går en artikel, der tydeligvis satser på at tale til den billige forargelse.
Uønsket dødshjælp: Lægerne gav ikke intensiv behandling, da kræftramte Thorkild Flyvbjerg fik lungebetændelse. Det kostede ham livet for tidligt.Nordjyske har mere stof om sagen:
Sagen handler om den 84-årige Thorkild Flyvbjerg, som døde den 7. november 2005. Sønnerne føler at lægerne svigtede, og at faderen med en mere intensiv behandling kunne have levet videre. At der skete en fejlvurdering, som de vil beskytte andre imod.
Thorkild Flyvbjerg var uhelbredeligt syg, med en aggressiv lymfekræft, men endnu ikke på dødslejet. Gennem de foregående 20 år havde han været ramt af prostatakræft, to blodpropper og en hjerneblødning. Rygning havde sat sit præg på lungerne, og han havde problemer med vejrtrækningen. Lymfekræften blev behandlet med stråler og kemoterapi, for at forsøge at få lidt mere tid. Men svulsterne svandt ikke.
Med hjemmehjælp klarede han sig pænt. En lungebetændelse stødte til, og han blev indlagt på Aalborg Sygehus. Her fik han på hæmatologisk afdeling den rutinemæssige behandling herfor, antibiotika og ilt. Fem dage senere døde han.
Lægerne på Aalborg Sygehus havde snakket med to af sønnerne. Herom beretter den tredie:
De fortalte mine brødre, som var med til samtalen, at det ville skade vores far med en intensiv behandling. Han ville blive en grøntsag, sagde lægerne. Og så syntes mine brødre selvfølgelig ikke, han skulle det. Men de føler sig decideret vildledt og manipuleret med i dag, hvor vi ved, at der var flere andre behandlingsmuligheder, som vi i følge loven skulle være blevet oplyst om, men ikke blev det, fortæller Bent Flyvbjerg til Ekstra Bladet.
Sønnerne klagede senere til Patientklagenævnet og Patientforsikringen. Det fører til at sagen må vurderes af læger, der ikke selv har set patienten. En onkolog (kræftlæge) fra Aarhus Sygehus anslog at faderen formentlig kunne have levet 1-3 år yderligere med kræften, hvis lægerne havde sat alt ind på at få lungebetændelsen overstået. Men det var jo så ikke hans eget fagområde. Ved brug af hele maskineriet, med respirator og sondeernæring, havde de haft en chance for at fastholde Thorkild i livet, gættede han på.
Spørgsmålet er så om det reelt kunne kaldes for liv, eller om lægerne fra Aalborg Sygehus havde ret i at han var kommet til at ligge som "en grønsag". Manden var i forvejen alvorligt syg, og havde svage lunger. Derfor ramte lungebetændelsen meget hårdt. Sagens forløb peger på at sønnerne tror at lægerne lige kunne have helbredt den der lungebetændelse med "den rigtige behandling", og at deres kære far derefter havde været så nogenlunde tilbage på samme spor som før indlæggelsen.
Jeg tror snarere at han var kommet til at ligge i længere tid med respirator, for at støtte åndedrættet og de endnu svagere lunger. Andre slanger for at give ham væske og næring. Konstant overvågning og alarmer. Måske bedøvelse for at holde ham i ro. Der ville være meget stor risiko for yderligere blodpropper, der jo ofte rammer hjernen (slagtilfælde), lungerne eller hjertet. Det er også forudsigeligt at gradvise organsvigt havde nødvendiggjort dialyse, samt masser af medicin. Pacemaker hvis hjertet truede med at falde ud af rytmen. Jeg er ikke læge, men ved at sådanne forløb er noget ganske normalt når gamle menneskers krop ikke kan mere.
Men det er altså også hvad der kaldes for "at overleve". Jeg tror at lægerne på Aalborg Sygehus skelede kraftigt til Thorkilds almentilstand, og valgte en rimelig behandling. Skulle de have sat hele det teknologiske apparatur på Thorkilds gamle krop? Havde det været bedre for ham? For sønnerne? For lægerne? For skatteyderne? For Ekstra Bladet? For hvem?
Selvfølgelig var det en sorg for sønnerne at miste deres far. Jeg forstår da godt at de hellere vil tro på at Thorkild havde kunnet leve videre. At de vil se døden som en fejl, der skulle have været undgået. At de ikke havde indstillet sig på at give slip. Det er jo heller ikke sådan bare lige, når det kommer lidt pludseligt.
Men jeg tror at det mest skader dem selv når de nu gør det til en kamp på forargelse og anklager. Gør et stort arbejde for at føre klagesag, som Patientklagenævnet allerede to gange har indstillet til afvisning. Familien vil have ret, og vurderer tilsyneladende primært argumenter ud fra om de støtter deres sag. De føler at lægerne mest dækker over hinanden.
Bent Flyvbjerg og hans to brødre kalder det for "uønsket dødshjælp" til deres far. Her er sansen for realiteter tydeligvis væk. Det er måske diskutabelt om en anden behandling havde været bedre, på et område hvor svarene ikke er klare og entydige. Men lægerne har, efter bedste evne, lavet en helhedsvurdering. Når de ikke har taget et valg om "lade ham dø", er det noget helt andet end "passiv dødshjælp", som forresten er en ganske aktiv beslutning.
Sundhedsjuristen Mette Hartlev udtaler sig ikke om den konkrete sag, men kommer med en generel betragtning, som nogen bruger som argument for at der skete en fejl.
Hvis en patient har udsigt til at leve i flere måneder eller år med sin kræftsygdom, så er man på meget tynd is, hvis man ikke sætter alt ind på at kurere ham for en lungebetændelse - inklusiv intensiv behandling.Her skinner den teoretiske tilgang til sagen meget tydeligt igennem. Selvfølgelig kan der næppe være nogen som er uenige i hvad hun skriver, men vurderingen hviler tungt på hvad det vil sige "at leve" og "at kurere".
Netop dette blev ikke snakket ordentligt igennem, heller ikke på Aalborg Sygehus. En hurtig snak før den beslutning som lægerne lagde op til. Sønnerne er næppe blevet vildledt, men jeg kan godt følge dem i at de ikke føler sig godt vejledt. Et valg kræver jo at have overblik over valgmulighederne, og især deres konsekvenser. Det havde ikke, og det har de stadig ikke.
Her peger alt på at lægerne svigtede. Kun her.
Hvad mon Thorkild Flyvbjerg selv havde valgt? Slangerne? Han kunne ikke spørges. Mit valg havde sandsynligvis været at få sagt farvel.
mandag den 23. august 2010
Dødskvalitet giver livskvalitet til det sidste
Danmark er ikke noget specielt godt land at dø i. Den danske selvforståelse vil jo helst have at vi ligger i toppen når det handler om hvordan vi behandler hinanden. Men her har vi endnu et område hvor virkeligheden er at danskerne "bare" er den bløde mellemvare, eller snarere under middel. Så vi har såmænd et "godt grundlag for at lave forbedringer".
Det britiske analyseinstitut Economist Intelligence Unit har på vegne af Lien Foundation undersøgt et antal parametre for døendes vilkår i 40 lande. Lien er en velgørende organisation fra Singapore, som netop arbejder for bedre vilkår for døende. De står også bag hjemmesiden Life Before Death – Consultations with Death, der opfordrer til at den enkelte får tænkt over hvad der er vigtigt, når den tid kommer. Bedre livskvalitet gennem bedre dødskvalitet. Herfra kan hele rapporten downloades i PDF format:
Overordnet set ligger Danmark på plads nummer 22, en smule bedre end f.eks. Spanien, men noget dårligere end f.eks. Ungarn. Noget som trækker meget ned for Danmark er dårlig tilgængelighed af plejetilbud rettet mod døende. Altså hospice eller specialiserede hospitalsafdelinger. Det eneste punkt hvor Danmark ligger blandt de bedste lande, er at de døende dog ikke skal betale, når det ellers lykkedes at få en plads. Kvaliteten svarer til vores generelt sløje placering, der ikke helt passer til at vi regnes for et velstående land.
Per Sjøgren, der er overlæge ved Rigshospitalets Enhed for Akut Smertebehandling og Palliation siger:
Det er en katastrofal indsats i Danmark. Der mangler det dobbelte antal senge og palliative specialisthold, og skal vi kunne sammenligne os med andre europæiske lande, mangler Danmark også uddannelser inden for området. Det har vi i årevis efterlyst hos Sundhedsstyrelsen.Den forventelige politiske reaktion er at de må vi altså se at gøre noget ved. Og det må vi danskere jo så se om vi kan (tør) stole på. Som antydet er min optimisme ikke så stor, jeg har i stedet fået endnu et argument for ikke at overlade min død til systemet, når den tid engang kommer. Hellere være klar til selv at afkorte mit liv en smule.
Overlæge Tove Vejlgaard, der er formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, tager de lægefaglige skyklapper på, og mener at der ikke mangler hospicer. Hun vil i stedet udstyre hospitalerne med palliative sengeafsnit og specialister. Det kunne vel også mindske risikoen for at den palliative pleje foregår i et religiøst præget miljø, men til gengæld frygter jeg at "dødsgangen" fortsat kunne blive ret lavt prioriteret når der råbes på kortere ventelister. Pengene bruges i stigende grad på kostbare behandlinger af dem som alligevel er helt tæt på at dø.
Artikler fra Politiken:
- Vi skylder gode vilkår for at dø i Danmark
- Danmark er et dårligt land at dø i
- Læger vil ikke have flere hospicer
- Det er ikke rart at dø i Danmark
Aktiv dødshjælp er ikke noget tema i undersøgelsen, og mange vil nok være urolige ved tanken om at det kunne risikere at blive til en hjælp til at dø hurtigt, i stedet for en hjælp til at få en så god livsafslutning som muligt. Eller med mere hårde ord, "du må hellere dø, for vi gider ikke bruge penge på at pleje dig". Dette er dog en falsk modstilling.
Faktisk er god palliativ pleje ikke specielt dyrt, og endda noget billigere end at have døende liggende på normale hospitals-afdelinger. Det svære er at patienterne og deres pårørende meget ofte ikke har indstillet sig på at det er tid til at give slip, og derfor forventer at det rigtigste er at behandle maksimalt til det allersidste, i håb om et "mirakel". Det kan jo tage tid at vænne sig til tanken om at dø, at det nu er tiden til at give slip på livet.
Når jeg mener at aktiv dødshjælp har en plads i diskussionen er det netop ikke som alternativ til palliativ pleje, men snarere som en valgmulighed til den som ikke føler sig forpligtet til prioritere livslængde over livskvalitet. Altså ville et hospice netop være et rigtigt godt sted at kunne få lov til at sige "nu er det nok".
Et påfaldende aspekt af undersøgelsen af dødskvalitet er netop også at de lande (især Holland og Belgien) som tillader sine sine borgere den frihed kunne sige stop samtidig ligger meget højt placeret. Jeg tror at dette kan forklares med at patienterne er bedre til at få tænkt over hvilke vilkår de vil dø under. Helt naturligt fører dette til en forventning om at kunne få en god pleje, der er afpasset efter at livskvalitet er det vigtigste. Og måske til at det bliver til noget naturligt at kunne sige livet ret farvel, med familien omkring sig.
UK har "førstepladsen" i undersøgelsen, selv om deres sundhedssystem generelt scorer ret lavt. Dette kunne hænge sammen med at England løbende har en engageret debat om behovene for aktiv dødshjælp, og en stigende formaliseret accept af at det ikke altid skal være strafbart at hjælpe nogen med at dø. Det sikrer at mennesker får tænkt over deres forestillinger, stiller krav, og giver derfor en bedre død til de mennesker som bestemt ikke ønsker selv at vælge hvilken dato det skal ske.
Som filosoffen Janet Radcliffe-Richards skarpt har observeret:
If we could reliably make everyone’s life worth living, no-one would want to die, and laws preventing assistance would have no purpose.Når enden er god er alting godt.
Janet Radcliffe Richards
- The EXIT euthanasia blog:
Euthanasia & hospices: the unexpected link - EuthaNEWSia:
Worldwide Quality of Death: Economist Intelligence Unit white paper
Se også:
søndag den 22. august 2010
Mænd dominerer selvmordsstatistikken? Nej de gør ej!
Medierne har i dag cirkuleret et telegram fra Ritzau, der endnu engang koger en gang suppe på at statistikkerne over selvmord meget klart omfatter flere mænd end kvinder. Artiklen er dog, selv efter mediernes normale (lave) standard, ualmindeligt overfladisk og direkte misvisende. Det undrer mig, eftersom den baserer sig på Lillian Zøllner, der er leder af Center for Selvmordsforskning. Der kan næppe herske tvivl om at hun bør vide bedre.
Artiklen gengives blandt andet af Kristeligt Dagblad:
Jeg plukker nogle stumper, og tilføjer mine kommentarer.
Langt flere danske mænd end kvinder begår selvmord, viser nye tal.Tallene er ikke nye. De er fra 2008 og har været offentligt tilgængelige i flere måneder.
De danske mænd står for langt størstedelen af alle fuldbyrdede selvmord i herhjemme. På trods af en generel faldende selvmordskurve, så er det stadig omkring tre gange så mange mænd som kvinder, der begår selvmord.Hvis vi kikker tilbage til 1980'erne, hvor der var rekord i antal selvmord, stod mændende for 2/3 af disse. Siden da er antal selvmord blandt kvinder faldet til en trediedel, mens antallet af selvmord blandt mænd "kun" er halveret.
Når tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord i nutiden er det ikke udtryk for "stadig". Mændenes andel jo bare steget fordi kvindernes dødelighed ved selvmord er faldet mest.
Årsagen skal ifølge flere eksperter findes i mændenes tanker om at være mand og maskulin.
Mænd ser absolut ikke sig selv som værende mandige, hvis de taler om, at de har alvorlige selvmordstanker. Den manderolle, de mener, de skal have, indeholder ikke, at man ikke kan holde livet ud, siger Lilian Zøllner, der er centerleder på Center for Selvmordsforskning.
Det er meningsløst at opgøre tendenser til selvmord ved kun at kikke på antal gennemførte selvmord. Antallet af selvmordsforsøg er cirka 10 gange så højt, og en meningsfuld opgørelse må nødvendigvis inkludere de selvmordsforsøg som ikke lykkedes.
Center for Selvmordsforskning har en udmærket statistik, der netop viser antallet af selvmordsforsøg siden 1989, fordelt på køn, alder og metode. Den dækker kun Fyn, og jeg har sammenstillet den med de tilsvarende antal selvmord, frem til år 2006, fra Danmarks Statistik. For overskuelighedens skyld omfatter kolonnen "forsøg" også dem der lykkedes:
| Kvinder | Mænd | |||
|---|---|---|---|---|
| Forsøg | døde | Forsøg | døde | |
| 1989 | 460 | 43 | 421 | 69 |
| 1990 | 526 | 38 | 492 | 69 |
| 1991 | 447 | 33 | 439 | 70 |
| 1992 | 478 | 40 | 438 | 59 |
| 1993 | 512 | 39 | 490 | 83 |
| 1994 | 479 | 21 | 425 | 64 |
| 1995 | 457 | 34 | 345 | 52 |
| 1996 | 377 | 31 | 381 | 77 |
| 1997 | 404 | 28 | 317 | 56 |
| 1998 | 447 | 17 | 331 | 62 |
| 1999 | 373 | 13 | 319 | 59 |
| 2000 | 436 | 24 | 355 | 46 |
| 2001 | 456 | 27 | 399 | 52 |
| 2002 | 451 | 21 | 347 | 63 |
| 2003 | 454 | 18 | 306 | 40 |
| 2004 | 453 | 22 | 315 | 53 |
| 2005 | 368 | 16 | 334 | 69 |
| 2006 | 416 | 10 | 297 | 56 |
Nu er billedet meget anderledes, og mere realistisk. Kvinderne står for markant flere selvmordsforsøg end mændene. Antal selvmordsforsøg blandt kvinder har kun været svagt faldende, mens der er et stort fald for mænd. Til gengæld ses den omvendte tendens jo for gennemførte selvmord. Af en eller anden grund faldt antallet af mande-selvmord på Fyn mindre end på landsplan.
Det forekommer nærliggende at vende Lillian Zøllners konklusion på hovedet, og observere at det tilsyneladende mere er "den kvinderolle, de mener, de skal have, indeholder ikke, at man ikke kan holde livet ud". Selvfølgelig er det lidt for letkøbt at stille det sådan op, sammenhængene er dog mere komplicerede. Men det er tydeligvis noget vrøvl at gøre selvmordene blandt mænd til et spørgsmål om "den manderolle, de mener, de skal have", når kvinderne har flest forsøg.
En problematisk ting ved statistikken over selvmordsforsøg er at den omfatter noget som ikke er forsøg på selvmord, men også "ikke-vanemæssig selvskadende adfærd" uden hensigt om at dø. Dette kan f.eks. være en teenagepige som sluger en bøtte Panodil, og skynder sig at tilkalde forældrene. Statistikken viser netop en stor stigning blandt teenagepiger, der dog ikke kan opveje et tydeligt fald i selvmordsforsøg blandt kvinder i 30-50 års alderen.
Uden "Panodil-pigerne" havde der været et lidt større fald i antal selvmordsforsøg blandt kvinder, men den feminine dominans af selvmordsstatistikkerne holder ved op gennem voksenlivet. Kun blandt pensionister er mændene en lille smule i overtal. Måske mændene her er lidt mindre tilbøjelige til at affinde sig med at det går uigenkaldeligt ned ad bakke.
Formodentlig hænger kvindernes hyppigere selvmordsforsøg sammen med at flere kvinder end mænd får depressioner. Der er intet i tallene som støtter formodningen om at mænd begår selvmord mens kvinder får hjælp ved at snakke om tingene.
Når mænd begår selvmord, bruger de ofte metoder som skydning eller hængning, så risikoen for at dø er større. Ifølge Lilian Zøllner kan dette ligeledes forklares ud fra mandens forestilling om manderollen.
- Det vil være endnu en falliterklæring for en mand, hvis han laver et selvmordsforsøg, hvor han ikke dør, siger hun.
For mig at se er denne stadige fokus på at kønsrollen skal forklare forskellene ret spekulativ og noget letkøbt. Det kunne næsten ligne kvindechauvinisme. Mænd har jo på de fleste områder større tilbøjelighed til handling og det mere fysisk prægede. Selvmord har ingen særstatus her, selv om det da er korrekt at de mere effektive metoder fører til at selvmordsforsøg oftere lykkedes for mænd end for kvinder.
Berlingske har en lidt længere udgave af historien, som muligvis er den kilde som Ritzau brugte:
Her citeres Kristine Walsh fra Livslinien for en ganske tilsvarende tro på at mændene er "det svage køn" omkring problemer og selvmord.
Der er simpelthen ikke tradition og kultur for i Danmark, at mænd beder om hjælp, når de har det svært følelsesmæssigt. Det er rigtig, rigtig svært for en mand at skulle erkende, at han har det så svært, at han ikke magter det selv.Den holder altså ikke en meter, når vi kikker på statistikkerne. Hvis mænd er mindre tilbøjelige til at bede om hjælp med selvmordstanker, tyder det mere på at de netop også er bedre til at magte det selv. Ikke primært fordi de er bedre til at få et selvmord til at lykkedes, men fordi de ofte slet ikke forsøger.
Mænd og kvinder er da bestemt ikke ens, heller ikke i måderne at takle problemer, men jeg tror såmænd ikke at det ene køn er "bedre" end det andet. Heller ikke her.
Se også:
lørdag den 21. august 2010
Nu vil Zsa Zsa Gabor have lov til at dø i fred
Skuespillerinden Zsa Zsa Gabor (også kendt som Sári Prinzessin von Anhalt) er efter en flot karriere, ni ægtemænd, og et langt liv nu 93 år gammel. Og hun bliver ikke ret meget ældre. Helbredet er så dårligt at hendes muligheder får at få det tåleligt igen er væk.
Delvis lammet efter en alvorlig ulykke i 2002 har hun siden 2005 haft en serie af blodpropper, infektioner og operationer. Her i sommer faldt hun ud af sengen. Det gav en kraftig hjernerystelse og adskillige brækkede knogler. Ved en større operation fik hun en ny hofte.
Med masser af medicin blev hun udskrevet her den 11. august, og blot to dage senere indlagt igen med blødninger og smerter. Yderligere to blodpropper blev fjernet, og hun bad en præst om at give hende "den sidste olie". Alligevel foreslog lægerne endnu en stor operation, af leveren.
Zsa Zsa Gabor valgte i stedet at tage hjem. Lægetilsyn fra dag til dag for at stabilisere hende, og prøve at holde smerterne nede. Hun var meget træt af at være indlagt, at resterne af hendes liv kun skulle handle om alt hvad lægerne nu kunne finde på at forsøge sig med. En masse nyttesløse ting, der ikke kunne give hende et udholdeligt liv igen.
Hellere leve en smule kortere tid, og så i det mindste få en fredelig og værdig afslutning på livet.
For mig at se er hendes forløb et symptom på at lægerne har haft alt for travlt med et pantomimeteater over temaet "hvor der er liv er der håb". Zsa Zsa har da sikkert været helt villig til at spille med; hendes sidste "rolle" som skuespiller. Jeg tror at spørgsmålet om afvejning af livskvalitet kontra aggressiv behandling blev udsat for længe.
Lægerne har jo oftest snæver fokus på behandling og spinkle håb om forbedring. Især når hospitalet kan være sikre på at få regningen betalt. Så bliver det nærmest illoyalt mod arbejdspladsen at "give op", og tage den besværlige snak om at finde en god måde at give slip på.
Zsa Zsa Gabor i Moulin Rouge
Se også:
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
