Svar til projektopgave om aktiv dødshjælp

Freedom to live Freedom to choose
My life My death

Tre piger fra en skoleklasse kontaktede mig for et stykke tid siden, for at høre om jeg var med på at svare på deres spørgsmål om aktivdødshjælp, til en projektopgave i skolen. Det ville jeg gerne, og det blev til et email interview som jeg efter aftale gengiver her på bloggen.

Jeg er selvfølgelig tilhænger at at mennesker må få lov til at få hjælp, også når det omfatter at afkorte en livsafslutning som ellers bliver for ubærlig. Så det fremgår af mine svar, men jeg prøver dog at styre udenom den mest sort/hvide argumentation. Jeg benyttede mig af lejligheden til at imødegå mange af "standard-argumenterne" formuleret af modstandere af aktiv dødshjælp, som f.eks. Det Etiske Råd.

1) I Danmark er aktiv dødshjælp i dag forbudt. Er det etisk korrekt at tillade aktiv dødshjælp?

Selvmord er tilladt, og selv om nogle på basis af religiøs overtro ser det som en synd, en overtrædelse af en tænkt "moralsk lov", er der næppe nogen som i nutidens Danmark fortsat kunne finde på at kræve at selvmord, eller forsøg derpå, skulle ses som en forbrydelse. Vi står med resterne af en historisk lovgivning, som på kirkeligt grundlag krævede straf til både mennesket selv, og endda også familien. Hårde straffe.

Så mit modspørgsmål er om det er "etisk korrekt" at forbyde hjælp til en lovlig handling? Det kan jo ikke engang ses som medskyldighed.

Her taler jeg selvfølgelig om tilfælde hvor der ikke er rimelig tvivl om at den med behovet for at dø har kunnet forholde sig fornuftigt til sin egen situation, og har vurderet om den gode hjælp som lægerne (eller andre) har at byde på er nok til at livet er ønskværdigt. Ellers vil jeg mene at "hjælperen" har andre motiver, som næppe kan accepteres. Det må jo ikke være hjælperens ønske at en anden dør.

På bloggen har jeg ofte brugt en pointe om at selvmord (og dermed også hjælp dertil) kan være et rationelt valg, hvis beslutningen træffes og fastholdes mens "hovedpersonen" har det så godt som muligt, altså ikke er i en krise eller har "en dårlig dag". Naturligvis skal det være en velafklaret og velgennemtænkt beslutning, således at det i princippet kan ske i forståelse med nærmere pårørende, selv om disse måske dog følelsesmæssigt kan have for svært ved at give slip, eller sidder med moralske/religiøse anfægtelser ved at acceptere at nogen vægter livskvalitet over længde.

2) Hvorfor synes du det er etisk korrekt/etisk forkert at tillade aktiv dødshjælp?

Fordi det er etisk forkert at forbyde aktiv dødshjælp. Vi skal jo yde så god hjælp som muligt, i respekt for den døendes ønsker og værdighed. Det er indlysende at "god hjælp" i langt de fleste tilfælde går på at gøre livet så godt som gennemførligt, så længe det nu kan vare, men det er blot ikke altid muligt. Dødshjælp er da ikke udtryk for "det højeste ideal", men det kan være det mindst ringe. Som en ordsprogsagtig talemåde lyder "man skal ikke lade det perfekte stå i vejen for det gode". Der kan være brug for handling, i stedet for at sidde med hænderne i skødet, og blot se på hvor elendigt det bliver, når vi ikke har noget vi kan gøre. Det hjælper jo ikke at drømme om at det nok bliver godt igen.

Et fortærsket argument lyder på at vi har pligt til at hjælpe husdyr og kæledyr med at dø, når det indlysende er en bedre udvej end at lade dem "leve" i elendighed. Det er dog et dårligt argument, fordi det går på at det er hjælperens vurdering, da dyret ikke selv kan bede om hjælpen, eller sige "nej tak". Argumentet er kun indirekte til fordel for at mennesker må få lov til at få aktiv dødshjælp, men alligevel så meget desto stærkere. Her taler vi jo netop ikke om at det kan være de efterladtes vurdering, men at det virkelig er udtryk for en ønsket hjælp til at dø.

Den nuværende lovgivning gør det til en pligt at behandle dyr humant, men forbyder at behandle mennesker humant. I begge tilfælde uden at lade individets selvstændighed være en afgørende faktor. Hvis det ikke var virkelighed, var det sjovt.

3) Hvilke konsekvenser kan det få, hvis man legaliserer aktiv dødshjælp i Danmark?

En forbedret behandling af døende mennesker, vel at mærke især dem som ikke ønsker hjælp til at dø. Pointen er at "vi" skal blive bedre til at tale stille og roligt om at vi jo allesammen skal dø, også når det er tæt på. Ordsproget "hvor der er liv er der håb" kan være grusomt, ved kræve af den lidende at udholde hvad som helst (a la Jobs bog fra Bibelen) for at fastholde en lille rest af liv. Tema for den nødvendige snak skal ikke være døden, men hvordan den sidste stump af livet kan gøres så god som muligt. Tryghed for hvordan det går er alfa og omega, og netop her er det vigtigt at få friheden til at kunne sige stop, når grænsen er nået. Denne "nødudgang" giver muligheden for positivt at vælge livet, "lige en dag mere". Ved ikke at være udleveret til hvad der kan tænkes at blive for slemt, giver trygheden et bedre liv til sidst. Og hvis der skulle blive brug for at sige "nu skal det være", hvem taber noget ved det?

En mere principiel konsekvens er at dreje fokus fra at det vigtigste er regler og procedurer, til at sætte mennesket i centrum. Det skal ikke være "nok" at sundhedssystemet siger "vi gør alt hvad vi kan", og beklager at det ikke altid er godt nok. Dødelig sygdom skal ikke være et medicinsk projekt, lægernes rolle er at hjælpe der hvor de har faglige muligheder, ikke at gøre det til en checkliste over symptomer kontra behandling.

4) Hvordan kan man være sikker på at aktiv dødshjælp ikke misbruges?

Ved at gøre vores bedste. Hvis vi taler om en principiel umulighed for misbrug, er det i sig selv en principiel umulighed. Den fantasifulde kan altid tænke sig til en teoretisk situation, som kunne bruges som basis for en kriminalroman med et overraskende twist. Hvem ville "ønske" at misbruge muligheden? Et klassisk krimi-tema kunne være en fra familien, men her er det normale "problem" tværtimod vanskeligheden ved at give slip. Og vi taler jo heller ikke om noget "hurtigt og nemt" uden gentagen snak og vurdering. Hvad vil vi gøre ved det misbrug der nu ligger i at kræve at lægerne "gør alt"?

Den største risiko for misbrug ligger paradoksalt nok i at nogen bruger det med aktiv dødshjælp som en trussel om at få formiddagsaviserne til at køre følelsesporno på hvor "ringe" systemet er, når de ikke får alle deres ønsker opfyldt. De ville elske nogle tårefyldte overskrifter. Også denne risiko må kunne håndteres ved at det er en selvfølgelighed at der bliver snakket om sagerne.

5) Hvordan kan man udnytte aktiv dødshjælp på en god måde?

Til at mindske den store selvmordsrate blandt ældre mennesker. Dødshjælp handler ikke om at dø, men om at have valgmuligheden. Når denne er forbudt, bliver mange ældre mennesker nødt til at handle mens de endnu er i stand til at tage vare på sig selv. Hvis det ikke skulle ske i det skjulte kunne de bedre vente, og første trin i at behandle et ønske om dødshjælp må selvsagt være at bruge tid på at belyse baggrunden, og finde ud af om der dog ikke er bedre løsninger. Altså bedre for den som det handler om.

Døden er ikke altid det værste vi har. Et liv kan blive bedre af at få lov til at afrunde det i god ro og orden. Et typisk idealbillede på døden er at det sker i familiens skød, hvor der bliver plads og ro til at tage afsked. Det er sjældent i nutiden, hvor det er blevet helt normalt at dø undervejs i håbløse behandlingsforsøg. Så bliver døden til en slags behandlingsfejl, og hverken pårørende eller den døende får muligheden for at sige ret farvel. Med dødshjælp kunne der blive en mulighed for at nærme os det gamle ideal igen, især når en med behovet for at dø ikke er nødt til at gøre det i ensomhed, af frygt for at nærtstående bliver set som kriminelle, eller føler at det er deres pligt at forhindre et velgennemtænkt ønske.

6) Er du ikke bange for at legaliseringen af aktiv dødshjælp vil føre til en glidebane, hvor alle syge samt raske vælger at gøre brug af aktiv dødshjælp, når livet virker håbløst?

Nej. Vi taler ikke om at nogen blot uden videre kan "vælge at gøre brug af aktiv dødshjælp". Dette ofte sete argument er et klassisk stråmands-argument, altså at opstille en falsk forestilling, som der kan argumenteres imod, i stedet for at forholde sig til det reelle spørgsmål. Det må nødvendigvis være en proces hvor det ikke blot bliver noget i retning af "døden på anmodning", men i stedet at der snakkes grundigt om tingene. Det vil tage et stykke tid, og som tidligere pointeret må det også skulle være mens den pågældende har det så godt som muligt, også selv om det i sagens natur ikke er så godt endda.

Jeg har det helt fint med tanken om at en teenager, der bliver mobbet, henvender sig. Måske virker livet håbløst, men det kan blive en ekstremt svær opgave at overbevise en hjælper om at det er en velgennemtænkt beslutning. Det ville jo også indebære at skulle overbevise sig selv, i stedet for at gøre det til en hastig flugt.

7) Hvordan kan man undgå en sådan glidebane, hvis aktiv dødshjælp legaliseres?

Ved at give plads til en næstekærlig behandling af den døende. Næstekærligheden kan, engang imellem, medføre at det rigtige må være at give en hjælpende hånd til at afkorte dødsprocessen lidt. Sagen er at vi allerede skøjter rundt på en mere kompleks glidebane, når personale i sundhedssystemet er tvunget til at "lade stå til", når det ikke sjældent sker at patientens ønsker om palliativ behandling er at afkorte dødsprocessen.

Ja til både aktiv livshjælp og aktiv dødshjælp

8) Kan man påtvinge almene læger til at udføre aktiv dødshjælp, hvis det legaliseres i Danmark?

Nej. Hvorfor skulle der dog være brug for det? Vi kan heller ikke påtvinge læger at lave fedtsugninger, aborter, blodtransfusioner, eller hvad der nu ellers måtte være lægen imod. Den læge som har en principiel modstand mod at hjælpe patienten på bestemte måder, kan måske få brug for at tænke over hvor indenfor faget det er bedst at arbejde. Problemet er dog ikke større end at der nok skal være masser af læger, som har den menneskelige styrke til at indse at den bedste hjælp, den bedste palliative pleje, kan ligge i en forkortet dødsproces. Så der kan blot henvises til en kollega, i de forholdsvis få tilfælde hvor der er behov.

Bredere set mener jeg dog ikke at det skal være et krav at en læge "udfører aktiv dødshjælp". Idealet er at det er patienten selv som får muligheden, således at lægen ikke skal gøre andet end måske hjælpe med egnede remedier, som en recept. Patienten kan måske få brug for en hjælpende hånd, hvis kræfter eller koordination svigter, men denne hjælpende hånd behøver ikke sidde på en læge. Med passende remedier, behøver der slet ikke at være en læge involveret i processen, men der kan være fordele ved at en med faglig viden om kroppen deltager.

9) Hvor går grænsen for aktiv dødshjælp? Hvornår er det okay, og hvornår er det ikke?

Der er ikke nogen fast, klart definerbar grænse. Der bør ikke laves et skarpt kriterium, der giver mulighed for budskabet "nu er du syg nok til at det bliver dig tilladt at bede om hjælp til at dø". Deri kunne der ses en form for pres. Når jeg fokuserer så meget på at der skal en god snak til, er det jo for at det primære er at se på hvilke muligheder for hjælp der er. Selvfølgelig bliver det meget svært at finde nogen som insisterer "jeg vil dø", hvis der er muligheder for at hjælpe med at livet bliver ønskværdigt. Sådan set kan det siges at grænsen ligger hos hovedpersonen selv, og det skal ikke være hjælperens opgave at vurdere om det er ok. På den anden side skal en hjælper ikke være forpligtet af den døendes ønske, så uden et velbegrundet ønske er det ikke realistisk at finde en hjælper. Der er jo ikke så mange der går og drømmer om at få nogen til at dø.

10) Hvad er den etiske forskel på passiv og aktiv dødshjælp?

Den etiske grænse er at begrebet "passiv dødshjælp" er et skuespil som i det mindste giver mulighed for dødshjælp til en del af dem med behov. I virkeligheden handler dødshjælp om at fokus skifter fra at målsætningen er at holde i live, til at der handles på det grundlag at døden fremmes. Med en human lovgivning ville vi ikke længere kalde det for "passiv dødshjælp" med aktive handlinger som at slukke en respirator (under bedøvelse), afbryde for væske og næring, eller give "terminal sedering". Det sidste dækker over at give så kraftige bedøvende midler, at patienten aldrig vågner igen. Firkantet sagt venter lægerne derefter blot på at vedkommende dør, men uden at der er lavet en snak om det nu er den måde det skal foregå på.

Sagt på en anden måde, kan en forskel sige at være at aktiv dødshjælp er når patienten beder om hjælp til at sige stop, og passiv dødshjælp er ofte når omgivelserne ikke kan finde noget at gøre, og derfor vælger at lade dø. Her bliver forskellen på "passiv dødshjælp" og "aflivning" ofte til et rent sprogligt spørgsmål, bortset fra at egentlig aflivning sker med mere humane metoder.

Mere principielt er det sprogligt misbrug i det hele taget at tale om aktiv dødshjælp når nogen "ligger som en grønsag", hvor det jo ikke længere kan handle om andet end hvad omgivelserne vurderer som det bedste. Jeg vil ikke argumentere imod at de reelt påtager sig valget om at få dødsprocessen afkortet, når der ikke er bedre at gøre. Der kan blive brug for at give slip, og så må det være sådan. Det er blot noget andet end aktiv dødshjælp, når det ikke kan være patientens egen aktive beslutning at "nu skal det være".

11) Hvorfor skal døende patienter holdes i live, hvis de lider og gerne vil dø og alligevel skal dø?

Her vil jeg være lidt polemisk. Alt for ofte sker det for at omgivelserne kan fastholde en illusion om at døden er noget frygteligt, og alt andet er bedre. Det er på grund af deres egen angst for at dø. Deres egen smerte ved at give slip. Deres egen følelse af utilstrækkelighed ved ikke at kunne give en god hjælp. Deres voldsomme ønske om at kunne hjælpe, uden at indse at de i stedet skader den de elsker eller tror de har respekt for.

Hvis jeg nu fik lungekræft, og havde op til nogle uger eller måske måneder igen, for hvis' skyld skal jeg leve? Hvis svaret ikke er "for min egen", lyder det skævt. Hvis jeg havde børn, ville det selvfølgelig være et godt argument for ikke at give slip før måske til allersidst. Men det har jeg ikke, og heller ikke andre som er afhængige af mig. Ville det være forkert at sige nej tak til at livsindholdet blev kampen mod kræften, uden realistisk mulighed for andet end at trække tiden ud? Det må grundlæggende set være min egen vurdering, men med en god hjælper kunne jeg snarere vente til min grænse for alvor var nået. Ellers kunne det blive nødvendigt at sørge for det før jeg blev for syg.

12) Hvordan kunne en lovgivning om aktiv dødshjælp se ud, hvis det var i følge dig?

Schweiz har en velfungerende lovgivning, som kunne inspirere, selv om den ikke dækker alt. Aktiv dødshjælp er (i modsætning til hvad mange tror) forbudt i Schweiz. De har en lovgivning der kun gør hjælp til selvmord til en forbrydelse, hvis hjælperen har egennyttige motiver. Det medfører ikke en masse problematiske sager, men nogle humanitære organisationer (som Dignitas) med ansvarlige hjælpere kan fungere som bisiddere.

Aktiv dødshjælp handler ikke om hjælperens rolle, men den der har brug for hjælp. Det er en misforståelse, eller direkte en stråmand, hvis nogen taler om at "retten til at dø" medfører en pligt til at andre skal hjælpe med dette. Generelt medfører frihedsrettigheder ikke at andre derfor har pligt til at hjælpe med at gennemføre hvad der er tilladt. Ytringsfrihed medfører jo heller ikke at medier er forpligtet til at formidle synspunkterne.

Se også: