Logo sommerfugl

torsdag den 30. august 2007

Anonym eller offentlig eller hemmelig

Min silhuet
Jeg har valgt at fremstå uden at være klart identificerbar, undgår at være en offentlig synlig person. Det jeg vil sige her kræver ikke fokus på min person og baggrund. På den anden side prøver jeg heller ikke at gøre det til en mørk hemmelighed. De fleste som jeg har kontakt med ved det godt, en del andre vil kunne genkende mig/os, hvis de ser lidt efter. Ellers kræver det heller ikke noget større detektivarbejde at finde frem til min identitet.

Det passer mig såmænd meget godt at være halv-anonym, uden at blive til "det var jo ham". Derfor har jeg sagt nej til kameraerne fra TV og aviserne, men har dog gået med til billeder hvor jeg ikke er genkendelig, og fornavn. Det gælder også søndag den 9. september, hvor jeg har ladet mig interviewe til Jyllands-Posten. Jeg valgte at være ret åben, og give journalisten lov til at spørge om hvad hun havde lyst til, men også lade hende vide hvor grænsen gik for hvad der skulle skrives om. Det er sådan set samme grænse som jeg sætter når jeg selv skriver her.

Hvad ville risikoen være ved at lade min identitet være offentlig kendt. Ikke ret meget, og jeg kan godt svare for mig hvis der skulle være en enkelt som ville kritisere eller fordømme mig. Jeg er ikke sart. Efterhånden er det da også blevet klart at mit standpunkt har vakt sympati og respekt. Det kunne jeg også mærke da jeg blev afhørt af politiet og i retten. Og jeg kunne gå igen uden at være blevet krænket med en symbolsk dom.

Jeg har det blot mere rart med at ikke behøve at spekulere på hvem der genkender mig. Da der var mest mediefokus på, var det dog lidt sjovt at gå på gaden, og vide at en stor del af dem jeg passerede havde hørt det. Og da jeg stod på Københavns Rådhusplads nogle timer efter frifindelsen kunne jeg ikke helt lade være med at skæve til lysavisen, men dog uden at finde min sag dér.

Egentlig havde jeg ikke tænkt så meget over min offentlige fremtræden (eller ej), før en journalist fra Ekstra Bladet ringede. Jeg tror at de fleste kan følge mig i at det er noget der maner til forsigtighed, men efter at spørgsmålet fik nogle sekunder i tankekværnen fandt jeg ud af at det hverken var offentlighed eller hemmelighed at jeg søgte. For anonymitet er jo noget helt andet. Dette "slør" giver mig plads til at det mere handler om mine synspunkter end om mig.

onsdag den 29. august 2007

Er selvmord tilladeligt?

Little Lady Justitia
Vi har ikke nogen lov mod selvmord. Det er altså tilladt. Loven forbyder at yde nogen hjælp til at begå selvmord. Det er altså forbudt for dem der ikke selv kan gennemføre det, dem som måske har mest behov for det. Retspraksis tolker loven derhen at det er forbudt at lade nogen få fri fra livet, det påstås at det ville være en hjælp at begå overgreb mod velgennemtænkte ønsker herom.

I en håbløs situation er det altså bedre at gøre det mens tid er, før det bliver kriminelt for andre at støtte/hjælpe. Hellere et lidt kortere liv, end at give køb på alt indholdet i livet mens lægerne herser med resterne af en svindende livskraft.

Vores kultur har nogle pænt lydende begreber omkring "livets ukrænkelighed" og "hvor der er liv er der håb". Dog med en nølende accept af at en døende allernådigst kan få lov til at dø af morfin nogle få dage før tiden. En forventning om at ingen pris er for høj at betale for at dødsdatoen kan udsættes mere end kort tid. Hvorfor nu det?

Min fornemmelse er at disse værdier (som trods alt hovedsagelig er gode), har basis i det tabu omkring selvmord som religionerne fra det gamle mellemøsten (islam og jødedom, samt den afledte kristendom) har. I gamle dages Danmark stod kirken for at selvmord var en meget stor synd. Det var en alvorlig sag ikke at kunne blive begravet i indviet jord, og familiens ejendom blev konfiskeret. Selvmord var værre end mord. Datidens selvmordsforebyggelse. Se mere i interviewet "Selvmord må ikke ties ihjel" fra Kristeligt Dagblad, og "Døden for egen hånd".

Dette er der siden blødt meget op på, men vi har stadig et tabu omkring det med at nogen har brug for at vælge deres dødsdag. Selvfølgelig skal vi ikke blot acceptere affekt-selvmord, hvor der er mere brug for hjælp til at komme videre i livet. Men når det er en afklaret og velovervejet beslutning, efter at der er tænkt igennem om problemerne kan løses, er det sørgeligt at det skal være kriminelt at yde støtte (og måske endda "praktisk" hjælp) i de sidste timer.

Det bliver jo til at der kræves at det at udføre selvmord skal ske i det skjulte, så vi kan fortsætte med at foregive at selvmord som sådan altid er en ulykke.

mandag den 27. august 2007

Hvis selvmordet havde krævet min deltagelse

Bagefter har jeg da af og til tænkt over hvad jeg ville have gjort hvis nu.... Under den langsomme nedtrapning var det meget vigtigt at medicinen blev taget helt regelmæssigt, blot små udsving forstærkede hendes symptomer. En stor overdosis ville have haft betydelige bivirkninger, livet var blevet meget værre.

Knust af paragraf
Så det var enten-eller, det måtte ikke gå galt. Når jeg ser på etikken i denne hypotetiske situation, ville den bedste hjælp fra min side have været at hjælpe hende med at få fred, altså aktiv dødshjælp (eutanasi). Juridisk havde sagen været en anden, og da obduktionen sandsynligvis ville have afsløret hvordan det skete, ville jeg være blevet dømt også selv om jeg havde prøvet at skjule det. En klar og beviselig lovovertrædelse, af en lov hvis rimelighed dog er til debat.

Jeg kan ikke svare på hvad jeg ville have gjort, men jeg håber at jeg havde fundet mod til at give hende den allersidste hjælpende hånd. Straffen måtte jeg have taget med som en ubehagelig formalitet. Etikken er vigtigere end loven.

Næste spørgsmål er jo så hvad jeg ville have gjort hvis hun fra starten havde bedt mig om aktiv dødshjælp. Det ville hun aldrig have gjort, så det er helt hypotetisk. Men jeg tror at jeg havde sagt ja.

Lyder det ekstremt? For meget? Med absolut sikkerhed for at basis ville være vores kærlighed, ville dilemmaet have været håndterligt.

torsdag den 23. august 2007

Stolthed og værdighed

Skulle jeg have valgt den enklere udvej at holde sandheden hemmelig? Uden beviser på andet, tror jeg ikke at politiet havde været meget skeptiske. Mine første svar til patruljebetjentene var i den undvigende retning. På politigården havde de en længere snak før jeg blev afhørt. Det var en god pause, som ikke blev brugt på at planlægge en historie. Nogle ting faldt på plads - sandheden var ikke noget skamfuldt, ikke noget der skulle dølges.

Der gik et stykke tid før jeg helt fandt ud af hvorfor det var så vigtigt. Det handler om stoldhed og værdighed. Som par udlevede vi nogle idealer for hvordan vi følte at to mennesker skulle kunne have sammen. Det følte vi at vi kunne være stolte af. Det fortsatte vi med, også når det gode liv smuldrede. Jeg har det godt med at have støttet og elsket hende lige til det allersidste.

Friske blomster hver dag
Det var meget vigtigt for hende at kunne leve et værdigt liv. Derfor var det naturligt at afslutningen også skete med værdighed. En så flot afslutning som muligt.

Den skulle ikke gemmes bag en løgn, der ville få det til at se ud som en ynkelig afslutning. Derfor var sandheden uomgængelig. En eventuel straf havde betydet mindre sammenlignet med at leve med at have fornægtet vilkårene for at have gjort det rigtige.

Interviewet til Jyllands-Posten

Notesblok
Tirsdag tog jeg imod en journalist og lod hende spørge om alt. Det eneste som jeg valgte at holde udenfor var sygehistorien. Der kunne skrives meget om den, men det er der ikke brug for. Ingelises selvmord var velbegrundet, ikke resultatet af en psykisk nedtur af en slags.

Der hvor jeg føler at jeg har noget at fortælle er omkring etikken i en så ultimativ situation. Det centrale er at det var en kærlighedshandling at give hende fri. Derfor valgte jeg at være åben omkring kærligheden og den fælles sorg over at hendes liv var forbi før hun måtte søge fred. Det er en god historie, uden at behøve blive blandet sammen med en beretning om smerter og ting der er gjort og ikke gjort.

Mit valg er stadig at der ikke skal være fokus på min person, så derfor måtte fotografen "nøjes" med tage billeder bagfra.....

Jeg har fået at vide at interviewet bliver trykt i søndags-udgaven af Jyllands-Posten. (Senere fandt jeg ud af at det ikke blev i denne omgang, men først den 9. september).

onsdag den 22. august 2007

En livsnyder

Sommerblomst
På en lang gåtur idag traf jeg en livsnyder. En ladcykel der var læsset med alt muligt andet end et barnebarn blev for tung at træde op ad en bakke, og vi sludrede lidt mens vi begge gik opad. Meget glad og snakkede om hvordan hun nød sommer, sol, og hele livet. Sådan skal det være, og hun fik et tillykke med på vejen videre fra toppen.

Ja, de lyse timer er vigtige at satse på.

lørdag den 18. august 2007

Den ubekvemme sandhed

En af de faste vendinger i pressen har været "en højst usædvanlig sag". Der kunne ikke findes en rigtig tilsvarende sag, som kunne siges at have dannet retspraksis. Uden præcedens. Var sagen virkelig uden fortilfælde?

Nej, tror jeg. Danmark har i gennemsnit ca. to selvmord om dagen. Langt de fleste sker givet uden at omgivelserne ved noget. Men der må være andre tilfælde hvor kærlige pårørende lader det ske, og ikke siger så meget når en menneskelig politiassistent lader være med at bore i det.

Med andre ord, de får lov til at lyve. Sagen henlægges, der tales ikke mere om det. Tys-tys. Som om der var noget at skamme sig over. Jeg syntes ikke at det skulle være sådan, lod være med at lyve. Holder blot på at jeg gjorde det rigtige.

Sagen kom for retten, og der lagdes op til et rap over fingrene. Jeg modsagde ikke anklageskriftet, men krævede frifindelse. Jeg vil ikke kaldes kriminel. Forsvarede mig med store ord om kærlighed, følelser, etik og et ubærligt liv.

Jeg var reelt både anklaget og vidne samtidig. Hele sagen var baseret på min egen forklaring, som ingen prøvede at rokke ved.

Fru Justitia er alligevel ikke blind
Dommerne valgte at lægge stor vægt på den del af min forklaring der gik på at jeg ikke vidste om hun alligevel blot fik en nats søvn. Dermed var bevisførelsen ikke sikker nok, så de kunne lade mig gå fri. Og sagen blev ikke anket.

Det glæder mig da at jeg slap for at blive erklæret kriminel. Men er jeg tilfreds? Ikke helt.

Afgørelsen påvirker ikke retspraksis. Andre der måtte komme i en tilsvarende situation må fortsat regne med at blive stillet for retten. De vil blive dømt hvis retten finder det bevist at de vidste at det var ved at ske. Det er altså stadig kriminelt at gøre det rigtige.

Dommen kan måske alligevel ses som et signal til politiet om at de ikke behøver slæbe pårørende for en dommer med mindre der slet ingen tvivl er. Og et signal til pårørende om at de gerne må hjælpe politiet med at henlægge sagen i stilhed. En skamfuld stilhed. Tys-tys.

Hvis nogen kommer i en lignende situation, må mit råd være at være stolte over at kunne støtte, og over at få sagt pænt farvel. Skam dig ikke. Desværre må jeg også tilråde at lyve. Vort samfund foretrækker illusionen frem for sandheden.

onsdag den 15. august 2007

Jeg skal ikke straffes for at have gjort det rigtige

Da jeg kom hjem, så jeg at der ved middagstid var kommet en melding om at statsadvokaten havde besluttet ikke at sende mig i landsretten. Sagen er slut.

Sommerfugl silhuet
Det må have været cirka samtidig med at jeg lod sommerfuglen danse op i friheden.

Flyv sommerfugl, flyv.

Flyv sommerfugl, flyv

Sommefugl flyver
Her til formiddag så jeg en sommerfugl flakse i et vindfang. Jeg gik over og hjalp den ud. Den fløj højt op mod himlen. Dens vinger var intakte.

søndag den 12. august 2007

Thi kendes for ret

Fra retslokalet i Vordingborg
Lørdag modtog jeg udskrift af dombogen. Hovedindholdet er dommerens opsummering af forløbet, dommens præmisser og redegørelse for at afgørelsen ikke var enstemmig. Samt de vigtige ord "Tiltalte frifindes".

Jeg ved ikke om statsadvokaten anker dommen. Da anklageren var på TV Avisen var han meget omhyggelig med at fralægge sig enhver holdning til spørgsmålet. Det har han min forståelse for, og det er heller ikke hans job.

At stå med dommen i hånden gav mig anledning til at tænke over det at blive anklaget. Som jeg startede denne blog med, var jeg forarget over at blive betragtet som strafbar når jeg havde gjort det rigtige. Var det bedre at have løjet, og ladet politiet henlægge en sag hvor de ikke kunne bevise ret meget? Det havde været nemmere, og jeg har fuld forståelse for dem som vælger at holde lav profil om deres nærmestes farvel til livet. Men der er ikke noget at skamme sig over. Tværtimod er jeg stolt over at have kunne støtte min kæreste, også når det blev allersværest.

Så jeg var forarget. Jeg valgte at tro på at den dømmende magt havde sans for hvad der er rigtigt. Og retten fandt en udvej for at frifinde mig. Det var ingen triumf, men jeg var da glad for ikke at blive erklæret kriminel.

Når jeg har fulgt mediedækningen, og markeret mig hvor jeg på Internet har set at der har været debat, kan jeg se at langt de fleste er enige med mig, selv om det da kan være en svær tanke at kapere, og have en afklaret holdning til. Det glæder mig at folket er på min side.

Her kan jeg nøjes med ét ord som svar: Tak

Til gengæld må jeg bruge lidt flere ord på den modstand som jeg har set.

En holdning om at jeg ikke kunne tillade mig at acceptere hendes beslutning, ser jeg mest som et udtryk for at de næppe har forstået hvor velbegrundet den var. Det er jo også svært for mange at forstå at den ultimative kærlighedserklæring kan være at give slip.

Nogle har også leget dommere og udlagt straffeloven sådan at de mente at jeg skulle dømmes. Det er mest markant synligt i en artikel i Jyllands-Posten, der tager dommen op til kritisk vurdering: "Selvmord bag lukkede døre lovligt". Uden at forholde sig specifikt til den konkrete sag, finder regeringspartiernes retsordførere, Birthe Rønn Hornbæk og Tom Behnke det i orden at bruge straffelovens § 253 her. Min reaktion på denne tankegang er at den reducerer den dømmende magt til at være administrator af loven, uden at have fokus på hvad der er rigtigt og forkert. Det støder mit retsind.

Samme dag havde Jyllands-Posten også en pro/kontra artikel: "Et spørgsmål om aktiv dødshjælp". Umiddelbart var jeg jo ikke så glad for at det skulle kaldes for "aktiv dødshjælp", men da jeg havde læst færdig, syntes jeg at det var et godt indlæg i debatten.

Pro-siden var Unni Bille-Brahe, der på fornuftig og menneskelig vis argumenterede for at jeg havde handlet rigtigt. Kontra-siden var Mickey Gjerris, der vurderede at jeg var i en gråzone imellem etik og lov. Jeg kunne (i den omgang) have hindret et dødsfald. Derfor mener han at jeg har overtrådt loven. Men han synes ikke at det er forkert at jeg blev frikendt.
Dommerne har skønnet, at det var nødvendigt i denne sag. Så længe vi opretholder en lov, der siger, at vi ikke må tage menneskeliv, vil det alligevel ske engang imellem, og så kan vi som samfund efterfølgende afprøve, om vi var enige i det eller ej. Vi har muligheden for at yde aktiv dødshjælp og så blive retsforfulgt og eventuelt frikendt. Det synes jeg er fint. Hele fidusen er, at vi ikke skal lovliggøre det, for så flytter vi bare gråzonen.

Dejligt med et nuanceret indlæg, der går ind for at den dømmende magt kan tage stilling til rigtigt og forkert. Jeg var også lidt overrasket, for min oplevelse har ikke været at retsvæsenet har afsagt domme på et etisk grundlag. Men det kan jo være fordi jeg ikke følger med i retspraksis.

Han har modereret min forargelse over at blive anklaget.

Mediernes dækning af retssagen omkring min kærestes selvmord

Da jeg synes at sagen fortjener at blive dokumenteret for offentligheden, har jeg samlet forskellige klip fra aviser og TV sammen. De kan ses her:
http://tosommerfugle.googlepages.com/aviser

Derudover har de fleste aviser haft en basal dækning, ud fra nyhedstelegrammerne. F.eks. Politiken: 1, 2.

Et udvalg af artiklerne:


Ekstra Bladet
B.T.
Jyllands-Posten
DR
DR P4
Sjællandske
TV2 Øst
Information
Ritzau

Dækningen har sådan set mange unøjagtigheder og direkte fakta-fejl omkring nedturen og forløbet af de sidste timer. Det er jo hvad der sker når journalisterne har meget få fakta. De prøver at fylde hullerne ud, og må tage fantasien til hjælp. Faction. Det forstår jeg godt. Men en læser der ser det som en nogenlunde dækkende beskrivelse går galt i byen.

Jeg er medskyldig i dette, fordi jeg afholder mig fra at udpensle tragediens udvikling. Det ville være uværdigt. Dem som har hørt mest er naboer, pårørende, politiet, forsvarer, anklager, dommerne og journalisterne i retten. De har oplevet mig fortælle, og har troet mig. Ikke engang anklageren satte spørgsmålstegn ved min troværdighed.

Jeg gjorde det rigtige.Derfor tager jeg det også meget roligt med det forvirrende billede, som kommer ud af at samlæse mediernes udlægninger. Det er ikke vigtigt. Det vigtige er at det etiske dilemma var et faktum. Et fornuftigt selvmord, som hun måtte have fri til. Alt andet havde været umenneskeligt.

Og jeg tror at det er lykkedes medierne at formidle dette budskab. Tak.

torsdag den 9. august 2007

Sommeren kom

Efter en juli, der var den næstvådeste i den danske vejrhistorie, solunderskud og en del småkølige dage, har vi fået sommer. Det kan jo mærkes, med flere solskinstimer og varme dage. Jeg har taget et kik på DMI's vejrarkiv, og ser at kurverne knækker. Så jeg legede med at tage solskinstimerne fra juli og august frem:

SolskinstimerSolskinstimer

Jeg har ikke flettet det så pænt sammen, men det er (dag for dag) antallet af solskinstimer, for sidste del af juli, og starten af august. Den 21. juli blev retssagen offentlig kendt gennem et nyhedstelegram fra Ritzau. Den 3. august blev jeg frifundet. Kan du se hvad jeg mener?

Hvis jeg havde en tro på noget åndeligt, kunne jeg se dette som et tegn. Men jeg nøjes med at bemærke det, uden at sige at det hænger sammen. Men det er nu sjovt.

Sol til sommerfuglen!
(og jer andre også)

mandag den 6. august 2007

Sindslidende?

Når medierne har skrevet om sagen, har de jo haft brug for at sætte ord på hvorfor hun havde det så dårligt. I første omgang medførte en misforståelse at historien var at hun havde kræft. Det er jo velkendt og derfor let forståeligt. Men altså ikke rigtigt.

Det startede med en angst, der udviklede sig til en svær panikangst. Det er nærmest umuligt rigtig at forklare det til nogen som ikke har oplevet det på nærmeste hold, men det er meget. En sammenligning som jeg har set engang er at være bundet mens en brølende løve angriber. Men løven er der ikke, "kun" reaktionerne i krop og sind. Totalt.

Jeg vil ikke udpensle hvad der skete med indlæggelse, behandling og medicin, for jeg har ikke lyst til at være en bitter mand. Blot at det ikke var angsten der knækkede hende, medicinens virkninger på nervesystemet var værre.

Blomsterkurv hjemme
Det er forståeligt at medierne brugte etiketten sindslidende. Men jeg synes på en måde også at det er unfair, både overfor hende, og for hvad jeg ellers forstår ved at være "sindslidende". Jo, når hun havde et angstanfald, men så kom hun ikke i nærheden af at tænke på noget, der kunne være farligt for hende. Derudover var hun fornuftig og klart tænkende. Samtidig var hun en stolt og værdig kvinde, der nok vidste hvad hun ville og ikke ville. Og der er jo ikke pligt til at tage imod den behandling som det psykiatriske system har at byde på. Heldigvis.

Når jeg reagerer imod etiketten "sindslidende" er det nok mest fordi det giver et billede af en person som ikke er i stand til at tage vare på sig selv, sådan at der er brug for at andre tager over. Det dækker ikke her. Hun var helt klar over hvordan det stod til, og hvilke erfaringer som var basis for at fravælge psykiatrien. Jeg forstod hende, og værdsatte hende hele tiden som hun var, i samtlige ca. 2546 dage vi nåede at kende hinanden.

Jeg hørte et interview med formanden for Landsforeningen Sind. Han kendte ikke den konkrete sags omstændigheder, så den var han omhyggelig med ikke at bedømme. Derfor kom interviewet mest til at handle om det med accept af selvmordstanker, set i forhold til sindslidende. Der var hans synspunkt helt klart, under ingen omstændigheder at have forståelse for sådanne tanker, aldrig påtage sig det ansvar at vurdere selvmord som fornuft. Og det har jeg fuld forståelse for.

Med hans basis, og især hans ukendskab til det konkrete, er det et rimeligt standpunkt at der altid skal gribes ind. For her taler vi jo om personer som typisk ikke er i stand til at tage vare på sig selv, ikke bære ansvaret for sit liv. Et dybt depressions hul er ikke en god grund til at begå selvmord, heller ikke når der måske ikke kan ses andre muligheder dernede fra. Her er det rigtigt at gribe ind.

Ingelise var et fornuftsbetonet menneske, der benyttede sig af sin ret til at vælge til og fra. Vi snakkede meget om tingene, og i mange tilfælde var jeg med til at hun nåede frem til en anden konklusion end hun var nået frem til alene. Det var når jeg kunne bidrage med tanker som jeg også selv kunne stå inde for. Så var hun villig til at lytte og ændre mening. Og jeg ville ikke prøve at være uoprigtig for at overtale hende til noget som ingen af os troede på. Det ville give en kløft mellem os, og ikke ændre hendes mening.

søndag den 5. august 2007

Norah Jones og sammentræf

Norah Jones
Min kæreste havde den musikalitet som jeg ikke har. Havde tidligere optrådt med en af de gode jazz-musikere. Mens hun havde det godt, handlede det meget om sang og musik, og at hun havde fundet nogle gode lærere. Hun var rigtig glad for Norah Jones, og øvede sig i at spille og synge nogle af numrene fra CDen "Come Away With Me".

Da jeg fredag morgen ringede efter en taxa for at komme i retten, var der lidt ventetid, og musikken var "Come Away With Me". Så jeg måtte lige sunde mig lidt da der blev svaret. Da taxaen kom, og jeg havde fortalt hvor jeg skulle hen, viste det sig at det var samme taxa-chauffør som kørte for 3½ år siden, hvor Ingelise blev indlagt. Han huskede os, og havde tænk på hvad der var galt. Så snakken blev lidt mere personlig, end jeg havde regnet med. Og han glemte helt at køre mit dankort igennem mens der stadig var radiodækning.

Et sammentræf mere, er at jeg længe før sagen blev berammet til den 3. august havde bestilt billet til en koncert med Norah Jones i Falconer Salen i aften. Jeg kan godt lide hendes musik og sang. Men det kan jo ikke undgås at det også bliver til at jeg mindes hvor gerne at Ingelise ville have været med til sådan en koncert.

lørdag den 4. august 2007

Ekstra Bladets interview om sagen og frifindelsen

Her i lørdagsudgaven bringer Ekstra Bladet et interview med mig, "Derfor lod jeg min kæreste dø". Det er foregået ved at jeg har fået nogle spørgsmål, som jeg har haft med i tankerne da jeg skrev de par sider om baggrund og etik på http://tosommerfugle.googlepages.com/

Envidere har jeg med tilladelse fra Ekstra Bladet gengivet hvad de skriver, både lørdag, det tidligere skrevne, startende med leder og dobbeltsidet artikel sidste søndag.

Interesserede kan jo så sammenligne min egen fremlæggelse med den redigerede udgave, som dog også har lidt med fra hvad vi snakkede om ved retssagen. Jeg har haft et udmærket samarbejde med journalist Kjeld Christiansen, som har dækket sagen på en pæn måde, med respekt for mine grænser, også når han prøvede at skubbe lidt til dem.

Derfor lod jeg min kæreste dø - Moralen vandt i retssalen

Jeg vil dog påpege et par unøjagtigheder, som jeg synes forstyrrer lidt.
  • Der lanceres en Internet-afstemning med weekendens spørgsmål: "Synes du, at frifindelsen for selvmords-hjælp er i orden". Det var ikke tale om selvmords-hjælp. 90% for, så jeg.
  • Der sættes fokus på min etiske accept af at have mulighed for aktiv dødshjælp. For mig var dette blot en tangent i forhold til den væsentlig anderledes situation, som vi var i.
  • Der skrives at mine svar også kan læses på ebblog.dk - det er jo direkte forkert. Mine svar er læst via denne blog med tilhørende hjemmeside.
  • Som der står, stammer jeg. Det sættes i forbindelse med at jeg foretrak at formulere mig skriftligt. Det er en misforståelse. Baggrunden er at jeg gennem forløbet har satset på at undgå at der skal sættes fokus på min person, for det er etikken der trænger til debat.
  • Derudover er der sket redigering, som visse steder drejer fokus i forhold til hvad jeg prøvede at udtrykke, men dog ikke i et omfang som jeg ikke kan affinde mig med.
Sagen har jo også været på i DR og TV2. Af nævnte grunde sagde jeg nej til at optræde for åbent kamera og mikrofon, men har sendt dem link til bloggen. Denne er valgt som min primære fremtræden, så alle har adgang til kilden, og kan se hvad jeg vælger at bidrage til debatten med.

fredag den 3. august 2007

Frifundet

Dommer svinger hammer
Retten har talt, med stemmerne 2-1 blev jeg frifundet ved byretten i Vordingborg. Så jeg er beroliget på retfærdighedens vegne. Foreløbig, da - jeg ved jo ikke om sagen bliver anket.

Anklager og forsvarer afhørte mig, og sagen blev belyst rimeligt, svarende til hvad jeg selv har offentliggjort - blot med lidt mere fokus på hendes lidelser.

Anklageren var grundig til at pege på moral omkring hvad der skete, på en pæn måde. Det var lige før jeg troede at han var forsvarer. Derefter lagde han moralen til side, og plæderede for at jeg skulle fængsles.

Forsvaret var med fokus på den menneskelige og etiske side af sagen, og med den pointe at hvis jeg havde fået hende tvangsindlagt, havde det i høj grad været en opofrelse for mig - hendes lidelser var blevet værre, hun var blevet skuffet, såret og vred på mig, og sikkert haft viljestyrke til at smide mig ud. Det ville være traumatisk for os begge.

Min afsluttende replik satte fokus på min solide etiske og moralske basis for at kunne have god samvittighed. Det havde jeg ikke haft ved at tilsidesætte hendes grænser og velgennemtænkte ønske. At jeg var forarget over at stå i retten.

Undervejs havde en flok journalister og TV folk skruet op for ørerne, og dem kunne jeg jo så muntre mig med mens dommer og domsmænd holdt en halv time for lukkede døre. De var såmænd ganske flinke ved mig, med respekt for den grænse som jeg valgte at sætte. De ville meget gerne have at jeg havde udtalt mig til kameraerne, men det fik de ikke lov til. Dog lidt udenomsbilleder, og svar på spørgsmål. Samt en lovning om en tidlig annoncering af bloggen.

Der var god tid, for det trak ud med voteringen. Efter over en time åbnedes dørene igen. Domsmændene turde se mig i øjnene, så det lovede godt. Dommen blev forkyndt, og at retten ikke var enig om skyldsspørgsmålet.

Så det gik som det skulle, selv om jeg da hellere havde set en mere klar dom. Nu er det så op til statsanklageren om jeg skal stilles for landsretten, om de vil insistere på at jeg er kriminel.

På en måde er det ikke det afgørende. Det juridiske systems håndtering er en formalitet, hvis væsentligste værdi er at den bringer sagen på samfundets dagsorden.

Debatten er åbnet. Endnu en gang.

torsdag den 2. august 2007

Jeg er forarget

Flammer om hjerte
Fredag den 3. august 2007 skal jeg for retten, for at have tilladt min kæreste at begå selvmord. Loven kræver at hjælpe nogen som er i øjensynlig livsfare. Enig. Jeg hjalp min kæreste ved at støtte hende til det sidste, og give hende fri til at gennemføre sin velovervejede, dybfølte og rationelle beslutning.

Sagen har allerede været i medierne, Ekstra Bladet havde søndag den 22. juli en leder og en dobbeltsidet artikel. Derudover artikler tirsdag og torsdag. Jyllands-posten havde også en artikel om søndagen.

Der er startet en debat på nogle få blogs og debatfora. Denne debat trænger til mine tanker og overvejelser omkring et forløb som rammer et følsomt område mellem etik, følelser, moral, kærlighed, fortvivlelse, lov og jura.

Jeg har skrevet om mine holdninger, samt samlet artikler og links sammen her:
http://tosommerfugle.googlepages.com/

Der er ingen nemme svar. Mit standpunkt er 100% klart, baseret på min evne til at tænke disse svære emner sammen på en måde som jeg ikke behøver skamme mig over. Det havde jeg til gengæld behøvet hvis jeg havde udsat min højt elskede kæreste for det overgreb at knuse hendes værdighed og tvinge hende til at lide videre.

Det kræver anklagemyndigheden at jeg skulle have gjort.
Jeg er forarget.

Logo sommerfugl