Dags dato, den 24. marts, bliver blandt andet markeret som Ada Lovelace Day, en international blogging-dag for at fejre kvinders præstationer indenfor teknologi og videnskab, deriblandt computere.
Dagen er opkaldt efter Ada Lovelace, som samarbejdede med Charles Babbage om "analysemaskinen", der set med vor tids perspektiv kan kaldes for verdens første mekaniske computer - også selv om den ikke blev bygget færdig. Hendes beskrivelse af maskinens muligheder indeholdt blandt andet det første eksempel på en algoritme (til udregning af Bernoulli-tal), beregnet til at blive afviklet på maskinen. Derfor kaldes hun også for verdens første programmør, et helt central fag for udnyttelsen af computere. Hun var i sandhed en pioner.
Ved læsning om hende hæftede jeg mig ved en kort omtale af hvordan hun døde, den 27. november 1852. Hun havde desværre fået livmoderkræft, en sygdom som datidens læger intet kunne stille op med. Hun havde udsigt til en ganske forfærdelig dødsproces, og det kan kaldes for heldigt at hun fik lov til at dø lidt hurtigere. Den egentlige dødsårsag var den åreladning, som blev lægens sidste behandling.
Ada Lovelace blødte altså ihjel. Det lyder jo umiddelbart ret barskt, brutalt og måske ligefrem kriminelt af lægen. Her er det dog nødvendigt at huske at åreladning dengang var en veletableret behandling. Tankegangen baserede sig på kropsvæsker og deres balance, hvor "for meget blod" var årsag til sygdomme. Lægens behandlingsteknik var altså indenfor rammerne af hans fag. Dengang.
Jeg har dog også prøvet at tænke over forløbet ud fra en anden vinkel, som i sagens natur kun kan være rent spekulativ.
Når jeg bruger ordet "åreladning", er det den "medicinske" oversættelse af det engelske ord "bloodletting", der også kan bruges bredere. Andre oversættelser af ordet kunne være "at lade blodet flyde", eller "blodsudgydelse". Dette er fint i tråd med at "bloodletting" kan bruges ved omtale af selvmord, slagtninger eller krig. Det kan altså siges at ordet ikke afhænger af hensigten, men kun beskriver hvad der sker. Blodet flyder.
Og hvad mon lægens hensigt så var? Han stod med en lidende patient, som han sikkert godt vidste at han ikke kunne redde, ikke kunne hjælpe til at have det tåleligt den sidste tid. Ada Lovelace var en intelligent kvinde, der måtte se sin skæbne lige i øjnene, og ganske rationelt overveje sine muligheder. Lægen brugte en behandling som han vidste var livsfarlig. Og patienten fik en hurtig død. En nådig død.
Mon det var efter aftale? Noget som Ada Lovelace bad om? Det skulle ikke undre mig. Jeg vil endda håbe det, tro det. Indenfor rammerne af datidens medicin var der næppe andet eller bedre som lægen kunne gøre for sin snart døende patient, hvis det stadig skulle kunne kaldes for behandling. Hvis min tankerække her har med virkeligheden at gøre, omtales det i nutiden som aktiv dødshjælp, eutanasi, medlidenhedsdrab, eller noget i den retning.
Jeg synes nu egentlig at det rammer bedre at tale om palliativ behandling. Her er det centrale at patienten har det så godt som muligt op til sin død, også hvis dette medfører at den kommer lidt før. Det gælder både dengang, og i nutiden - selv om det stadig ses som "nødvendigt" at eventuelle tanker om døden som en "hensigtsmæssig bivirkning" tænkes i stilhed.
Ada Lovelace blev begravet ved siden af sin far, den kendte digter Lord Byron. Få uger efter fødslen i 1815 smed han moderen, Anne Isabella "Annabella" Milbanke, ud sammen med den lille pige, der var døbt Augusta Ada Byron. Moderen regnede Lord Byron for sindssyg, og kæmpede for at lille svagelige Ada skulle have "mere fornuftige" tanker. Ganske usædvanligt for en lille pige fik Ada derfor en grundig skolegang med matematik og videnskab. Hendes særlige evner lyste, og blev til en livslang interesse.
Trods moderens modstand fattede hun som voksen interesse for poesi, sin nu afdøde far og hans værker. Han døde i øvrigt også efter en sidste åreladning, med malaria i blodet, og i samme unge alder, 36 år. Lord Byron havde tænkt meget over døden, og at det kunne være noget ønskværdigt. Herom vidner blandt andet følgende digt:
Euthanasia
When Time, or soon or late, shall bring
The dreamless sleep that lulls the dead,
Oblivion! may thy languid wing
Wave gently o'er my dying bed!
No band of friends or heirs be there,
To weep, or wish, the coming blow:
No maiden, with dishevell'd hair,
To feel, or feign, decorous woe.
But silent let me sink to earth,
With no officious mourners near:
I would not mar one hour of mirth,
Nor startle friendship with a tear.
Yet Love, if Love in such an hour
Could nobly check its useless sighs,
Might then exert its latest power
In her who lives, and him who dies.
'T were sweet, my Psyche! to the last
Thy features still serene to see:
Forgetful of its struggles past,
E’en Pain itself should smile on thee.
But vain the wish -- for Beauty still
Will shrink, as shrinks the ebbing breath;
And women's tears, produced at will,
Deceive in life, unman in death.
Then lonely be my latest hour,
Without regret, without a groan;
For thousands Death hath ceased to lower,
And pain been transient or unknown.
"Ay, but to die, and go," alas!
Where all have gone, and all must go!
To be the nothing that I was
Ere born to life and living woe!
Count o'er the joys thine hours have seen,
Count o'er thy days from anguish free,
And know, whatever thou hast been,
'T is something better not to be.
Nyere opslag
Opslag
