onsdag den 25. juni 2008
tirsdag den 24. juni 2008
Graeme Wylie døde for sent
"Dette vil udfri dig fra din smerte. Hvis du drikker det, vil du dø". Han svarede med "ja", og en kærlighedserklæring. Han hældte op, drak, og døde kort efter. En nær ven gennem mange år, Caren Jenning, havde hentet sovemedicinen (et barbiturat, der ofte bruges til hjælp til selvmord eller "aktiv dødshjælp") i Mexico nogle dage tidligere.
Tidligere havde han forsøgt at gøre det ved at skære sit håndled. En anden gang forsøgte han med kulilte fra en motorplæneklipper, men stanken blev for ulidelig til en røgforgiftning. Han ventede på at dø, og hans utålmodighed steg, mens sindet forvitrede.
En uge før hans sidste dag havde Graeme og Shirley været hos en advokat for at ændre hans testamente, så hun arvede over 90% af hans formue. Hans tidligere testamente delte pengene mellem hende og hans to døtre fra et tidligere ægteskab. Stemningen mellem Shirley og døtrene er nu meget dårlig, med skarpe udfald i begge retninger. Den ene af døtrene, Nicola Dumbrell, mener ikke at faderen snakkede om selvmord i de sidste uger, og at han var alt for dårlig til at huske hendes navn, eller føre en samtale.
Shirley og Caren vidste godt at de brød loven, og var bange for konsekvenserne. Deres forsøg på at dølge begivenhederne mislykkedes. Under stor offentlig opmærksomhed er de nu blevet dømt for manddrab hhv medvirken. Nævningetinget valgte denne kendelse i stedet for at dømme dem for mord, eller for hjælp til selvmord. De blev dømt for at svigte omsorgen for en mand der var afhængig af hjælp.
En ganske ualmindeligt ubehagelig sag. Det springende punkt i retten var om Graeme var i stand til at beslutte noget om sig selv. Nævningens svar var nej, bl.a. ud fra døtrenes meldinger om at faderen ikke længere kunne genkende dem.
Der synes ikke at være tvivl om at han i lang tid havde haft til hensigt at dø. Spørgsmålet var om han var blevet for mentalt nedbrudt til at kunne have denne hensigt længere. Om han vidste hvad han gjorde, da han hældte Nembutalen op, drak den, og dermed afsluttede sit liv. Altså om det kunne kaldes for selvmord eller ej. Et spørgsmål der ikke entydigt kan besvares med et ja eller nej, mener jeg. Han var ved at være ganske reduceret, men hvad jeg har hørt af fakta om Alzheimer's peger på at tilstanden kan være svingende, med lejlighedsvis klarhed af sindet.
Det finansielle aspekt er ganske urovækkende, synes jeg, især det med at testamentet blev ændret kort forinden. Shirley synes klart at have haft sine pengemæssige interesser, sin fremtidige økonomi in mente. Det lyder meget lidt rart. Og der er ikke langt til en tanke om mord. På den anden side kom testamentet mere til at svare til situationen hvis de havde været lovformeligt gift. De havde dog været sammen i 18 år.
Jeg er villig til at tro på at Graeme fik et dybtfølt ønske om at få lov til at dø opfyldt, og han var glad over endelig at kunne få sat punktum. Altså at det var selvmord, og hjælp dertil. Men jeg kan ikke have det roligt med omstændighederne. Sådan skal det ikke være ved en pænt styret værdig død, hvad enten det kaldes hjælp til selvmord eller aktiv dødshjælp (eutanasi). Slet ikke.
En provokerende morale af denne rodede historie handler om hvad et menneske med en sådan demens-diagnose skal gøre hvis beslutningen er at ville dø mens der stadig er værdighed og personlighed i behold. Det kan blive nødvendigt at gå i døden længe før vedkommendes egentlige grænse er nået. Ellers kan sundhedssystemet gribe ind med en reel umyndiggørelse, en tvang om at leve en langtrukken livsrest der er helt uantagelig for det ramte menneske. Det er jo ikke godt at skulle satse på at der er hjælpere som vil påtage sig risikoen ved at lægge loven til side når barmhjertigheden kræver noget andet, bedre. En måde at undgå risikoen er at holde sig fra undersøgelser og behandling. Muligvis kan der være hjælp at hente i en periode, men hvis prisen er at fortabe retten til selvrespekt, kan det blive et naturligt valg at afstå.
Det vil sige at resultatet af at lukke øjet for behovet for hjælp til at dø bliver forkortelse af liv, og afvisning af behandling. Det var jo nok ikke lige meningen.
- The Sydney Morning Herald:
How I helped mercy death: partner tells - The Daily Telegraph:
Wylie murder accused feared 'greedy children' in will - The Sydney Morning Herald:
Murder or suicide: jurors to decide women's role - ABC Radio National:
The death of Graeme Wylie
mandag den 23. juni 2008
Kristendommens menneskeofringer
Titusindvis af mennesker blev i fortiden brændt på bål som hekse. Kirken så det som en hellig nødvendighed at sende djævelens repræsentanter tilbage til helvede. Og det gjorde ikke så meget hvis "for mange" blev brændt. Tankegangen var at hvis en uskyldig blev tortureret og brændt, kom hun eller han direkte i himmelen. Det evige liv var sikret, og så var det kun en mindre omkostning at det jordiske liv blev lidt kortere. Skrappe "fakta".
Frit lejde til evigheden, frit lejde til at udpege og ofre mere eller mindre vilkårlige syndebukke. Vejen til himmelen var den samme som vejen til helvede.
| by Erik van den Ham | by Karen Azoulay |
Når der skete ulykker som sygdomme, brand eller misvækst, var der "brug" for at udpege en skyldig, en som i ledtog med Satan havde nedkaldt ondskaben. En der ikke var som de andre. En som de var lidt bange for. Måske en som havde gjort sig upopulær, eller sat sig op imod øvrigheden.
Med stemplet "heks", var dødsdommen allerede afsagt. Klar til heksebrænding. I Danmark og andre protestantiske lande. Den berygtede spanske inkvisition var, måske lidt overraskende, langt mindre brutal.
Eller måske en der selv ønskede at dø. Selvmord var den direkte vej i helvede, sagde kirken, men en uskyldig heksebrændt kom i himlen. Så var torturen værd at tage med.
En meget udsat gruppe var dem som vidste noget om at hjælpe skrantende kroppe eller sind. Ofte var det muligt at hjælpe gennem urter, ritualer og snak om ting der trængte. Det fremstod som magi, som noget skræmmende. Og hvis det ikke lykkedes at hjælpe, var mistænksomheden nær. Eller hvis en ulykke ramte landsbyen, så måtte det jo være de samme magiske evner, kontakten til ånderne. Heks. Skyldig. Dø. En menneskeofring. Så måtte Gud da se i nåde til menigheden.
Også nu om dage er det vanskeligt for samfundet at rumme og acceptere dem som ikke er som de andre. Der skal ikke megen afvigelse fra normen til før mange bliver utrygge, hellere vil have "dem" væk, ude af syne, ude af sind. Virkemidlerne er dog skiftet.
søndag den 22. juni 2008
lørdag den 21. juni 2008
Midsommerfuglens lys
"Hvor har du dog alt det lys fra?" spurgte en ven den anden dag. Et godt spørgsmål.
Det handlede selvfølgelig ikke om at jeg brænder mange fyrfadslys, men om den lyse og positive udstråling hun registrerer hos mig, også når jeg på denne blog behandler ganske tunge emner. Min energi ligger ikke i at være den vrede mand, er ikke baseret på "det er for dårligt", eller i at føle mig forfordelt. Altså vælger jeg at fokusere på det positive, lyse, på de gode sider. Altid. Det er da meget rarere at have positive tanker i knolden.
Jeg kunne da nemt finde en "undskyldning" for at forme mine synspunkter ud fra et negativt syn på verden. Gruble over ting der ikke er gået godt, dyrke en følelse af uretfærdighed. Men jeg har i stedet meget konkret valgt "jeg vil ikke være en bitter mand". Lader ikke mørke tanker præge mit sind. Lange lyse midsommertanker er da meget dejligere at tænke. Også i vinterregn og rusk.
Det lyder jo sådan set meget enkelt og logisk, når jeg stiller det op på dén måde. Og jeg ved da også godt at det ikke "bare lige" er at sige "nu tænder jeg for de lyse tanker". En del af historien er netop at holde fast i de lyse tanker samtidig med at det gør ondt, rumme begge dele på én gang, uden at gemme smerten væk.
Min ven fik et svar, hvor jeg prøvede at grave lidt dybere. Jeg kom frem til at en væsentlig baggrund for at det falder mig naturligt at se den gode side er at jeg ikke tænker i at stille krav og forventninger til livet, andre, eller mig selv. Hvis jeg stillede en række punkter op over ting der skulle til for at jeg var tilfreds, måtte jeg jo være utilfreds med mindre de punkter blev opfyldt. Og det er jo "så let" at tænke "det ville da også være dejligt hvis....". Listen ville altid have punkter som manglede. Fokus ville blive på at skumle over det uopnåede, på at det ikke gik godt nok, i stedet for det gode som jeg har.
Det lyse tindrer netop når mørket er der samtidig. Uden kontrasten bliver det så fladt, også selv om det hele er lyst.
Vælg lyset!
fredag den 20. juni 2008
Anorektiske sommerfugle mødes
De løser et stort menneskeligt behov for at deltagerne kan have kontakt med nogen der forstår og respekterer dem. De ved godt, og accepterer at anoreksi bliver kategoriseret som en psykisk sygdom. De får meget ud af langt om længe at føle sig forstået, i stedet for at føle sig afvist af mennesker som ikke kan forstå og rumme deres tanker, deres verden. Siderne hjælper på deres ensomhed.
Den konkrete begrundelse for at kræve siderne lukket er at der også foregår ting som udveksling af tips om at blive endnu tyndere, skjule hvad der foregår, og støtte til hinandens vægttab. Urovækkende fakta. Jeg forstår da godt at det udløser ubehag hos mange, et ønske om at pigerne (langt de fleste er piger) holder op med at sulte sig på en måde som kan belaste helbredet meget alvorligt. Men jeg tror ikke på at det hjælper at bekæmpe det netværk som anorektikerne laver mellem sig. Sammenhold og venner er vigtigt. Meget.
Tværtimod tror jeg at det ville være bedre at udnytte disse netværk til at møde pigerne hvor de er, respektere og forstå dem, og støtte med de problemer som de har. Det hjælper i hvert fald ikke at komme tromlende med forskrækkelse og skældud. En blid og hensyntagende deltagelse kunne også bruges til at sætte fokus på at få det bedre. Det kan næppe gøres af nogen som ikke er i stand til at rumme tanken om at det ikke primært handler om at få dem til at spise normalt.
Hellere samarbejde og acceptere, end skubbe dem endnu længere væk. De prøver netop at støtte hinanden, og den proces trænger til at blive styrket. Et af de mindre rare alternativer er at problemerne vokser dem endnu mere over hovedet, med konsekvenser som selvmord.
Hvis de får det bedre, tror jeg også at de begynder selv at ville spise bedre. Den modsatte rækkefølge virker ikke.
torsdag den 19. juni 2008
200 Indlæg
Formen er lidt blevet som en slags blanding mellem bog og magasin, med mange symbolske billeder af sommerfugle. De er ikke tænk som fyld, men er i høj grad i samklang med det jeg vil med bloggen. En fusion af det smukke, lette, tunge, smertelige og nydende. Jeg føler at siderne bliver stærkere af sammenstillingen, gennem at blive integreret i et hele. Derudover kan billederne normalt bære en række konkrete tolkninger som passer med både bloggen og min historie.
Også med billederne vælger jeg at lade bloggen vokse netop gennem at begrænse hvad jeg bringer.
Mange vil synes at bloggen handler for meget om død, sygdom og selvmord. Men i virkeligheden handler den om noget dybere, respekt og næstekærlighed. Disse smukke begreber bliver netop sat på sin prøve når det kommer til det yderste, når livet selv er på spil. Når passivitet bliver en ligeså aktiv handling som at gøre noget endegyldigt. Når regler ikke længere har relevans. Jeg er ikke bange for at tage stilling, og tage ansvar for hvad jeg mener.
På et helt andet plan er bloggen også et interessant projekt. I takt med at jeg har taget flere og flere emner op, kan jeg følge at antallet af læsere stiger. Ikke primært faste læsere, mere når nogen søger information på Internet. Det er synligt at mine sider normalt er ret pænt placeret i Google. F.eks. kommer der mange læsere på det indlæg som jeg har skrevet om Michael Strunge, der er aktuel lige nu fordi han ville være blevet 50 år i dag. Også på andre områder kan jeg følge intressen for emner som jeg har taget op. Her er trafikudviklingen, uge for uge i år:
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
