torsdag den 7. august 2008
onsdag den 6. august 2008
May Murphy døde i højt humør
Med på sin sidste rejse, fra Glasgow i Skotland, havde hun en gruppe venner, sin søn Alan, og den pensionerede læge Michael Irwin. Han havde hjulpet hende med at arrangere sin død, i sin egenskab af aktivist i retten-til-at-dø foreningen Friends at the End. Tidligere havde han haft ledende poster i FN og Verdensbanken.
Fire år forinden havde hun plejet sin mand, Frank, mens han var syg i længere tid. Til sidst døde han af nyresvigt. Hun svor at hun hellere ville tage sit eget liv, end gennemgå et sådant helvede. Næsten tre år senere begyndte hendes ben at blive svage. Hun troede ikke helt på lægens teori om at det var multipel sklerose. Hendes tilstand blev hurtigt være, svigtende stemme, og en kamp at holde sig oprejst. Hun kunne mærke at tiden snart var kommet. Diagnosen var multipel system atrofi, en sjælden sygdom hvor kroppen degenererer, mens hjernen er frisk. Hendes udsigt var altså at være helt klar i hovedet, mens kroppen døde omkring hende. Et mareridt. Det var første gang hun græd offentligt.
Hendes hjerte brændte for musik, dans og tøj. En stolt og værdig kvinde, der altid gjorde sit bedste for at tage sig godt ud. Hun dyrkede yoga, var sund og i god form. Meget uafhængig. Fire måneder før sin død tog hun afsked med dansegulvet, selv om hun næppe kunne stå. Hendes venner måtte holde hende oppe. Det var trist for dem at se hende få det værre og værre. Som ung havde hun, sammen med sin mand, vundet præmier for at danse.
Nu var der kun langtrukne lidelser tilbage. Det ville hun hverken byde sig selv eller sine sønner. De allersidste små rester af kræfter i armene rakte lige da hun måtte bruge begge hænder for at holde på glasset. En human udfrielse, via et sovemiddel.
Ved at flygte til Schweiz med dets mere menneskelige love fik May Murphy en god død, efter omstændighederne. Hvis hun var blevet hjemme, ville hun have været nødet til at blive fængslet i sin langsomt døende krop. Sådan er fakta. Det kunne selv nok så omsorgsfuld pleje ikke have afhjulpet. Hendes helt personlige valg var: Nej.
- Daily Record:
Cheers before dying - BBC:
GP praises right-to-die pensioner - British Medical Journal:
Police question former GP about assisted suicide - The Independent:
'I help terminally ill patients to kill themselves. If I go to prison, so be it' - The Independent:
Prosecute me, says GP who helped euthanasia patients
Se også:
tirsdag den 5. august 2008
mandag den 4. august 2008
Schweiz: Selvmord er en menneskeret
Schweiz kan være et ganske civiliseret land.
Dommens hovedpointe er, for mig at se, at det ikke er acceptabelt på forhånd at afvise at selvmord kan blive den bedste udvej for den enkelte.
Schweiz kan være et ganske civiliseret land. Det kunne mange andre lande lære noget af. Også Danmark.
- Medscape Today:
A Suicide Right for the Mentally Ill? A Swiss Case Opens a New Debate - International Herald Tribune:
Swiss high court ruling opens possibility of assisted suicide for mentally ill
Se også:
søndag den 3. august 2008
En kæp i hjulet
Smørmosen er et smukt område som jeg gerne benytter mig af lejligheden til at lægge turen igennem. Også på vej hjem her til aften, efter et ganske filosofisk besøg. Et af emnerne var det med at livet sådan set er meget nemmere når der er helt håndgribelige problemer, som det er overskueligt at løse, hvorefter det går videre.
Det kunne jeg så få afprøvet, da jeg på vej ud på sommeraftenturen gennem Smørmosen punkterede. Ikke blot et almindeligt prik, jeg kunne hive en 6 cm lang pind ud af hjulet, gennem to huller i slangen. Men det var det jo nemt at gøre noget ved, med lappegrej og pumpe i rygsækken.
Det ville være for nemt hvis alle problemer var så nemme at lappe på. Det bliver jo netop spændende når det ikke "bare" handler om at løse noget konkret, men om at være i stand til at værdsætte det der ellers opleves som et problem der skal fixes. Vupti.
lørdag den 2. august 2008
Et blog-år gik
Bloggens basis var at forsvare mig og min etik offentligt, når staten anfægtede mit moralske stade. Sagen vakte debat sidste år, samt en vis medieopmærksomhed. Jeg forudså muligheden for at blive dømt, og anke sagen. Så havde debatten kørt videre, en tiltrængt debat. Jeg blev i stedet frifundet, på præmisser der viste at dommerne anstrengte sig meget for at lade mig gå fri, uden at gå ind i konflikten mellem etik og lov. Selvfølgelig var jeg glad over at blive frifundet, men desværre medførte det at debatten hurtigt gik i sig selv igen. Jeg følte selv at jeg var klar til at køre en principsag, men det ville næppe have været "bekvemt" for systemet. Jeg havde bred folkelig opbakning til at kunne udfordre den menneskefjerne tolkning af loven.
Projektet med bloggen var dog ikke tænkt kun i forhold til min egen sag, selv om den havde fået en noget anden funktion hvis sagen havde kørt videre, den offentlige debat kommet rigtigt igang. Jeg mener at samfundet stadig har brug for at acceptere at døden er en naturlig del af livet, og at der er enkelte tilfælde hvor døden ikke er det værste der kan ske. At det kan være en næstekærlig handling at acceptere at døden må fremskyndes, og handle derefter. Hverken døden eller livet bør være noget der føles som noget hæsligt, tværtimod skal begge dele være værdigt og smukt.
Derfor er det mig naturligt at fremhæve det smukke, også omkring døden, velbegrundede selvmord, og aktiv dødshjælp. Lovene er generelt udmærkede, men der er tilfælde hvor der er noget som er vigtigere. Menneskelighed og næstekærlighed.
fredag den 1. august 2008
Nyere opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
