Death of Starkater by Olaus Magnus
(Historia de gentibus septentrionalibus)
(Historia de gentibus septentrionalibus)
En af de nordiske sagnhelte var Stærkodder (Starkaðr). En kæmpe og kriger der var både helt og skurk. Men han blev gammel og affældig. Havde brug for at dø, men uden at sygne væk. Han ville ikke lide strådøden. Han betalte sig fra at blive fældet på en værdig måde. Aktiv dødshjælp.
Fra Saxo Grammaticus, Danmarks krønike, Ottende bog, Omund.
Stærkodder var nu bleven affældig som Følge af sin høje Ælde, og man holdt for, at han nu havde udtjent som Krigsmand og Kæmpe. For at han nu ikke for sin Alderdoms Skyld skulde miste sin fordums Hæder, mente han, det vilde være ypperligt frivillig at søge Døden og af egen Drift fremskynde den. Han, som saa tit havde bestaaet herlige Kampe, holdt for, at det vilde være skammeligt at dø Straadød, og for at forøge den Navnkundighed, han havde vundet i sit forbigangne Liv, foretrak han at falde for en hvilken som helst fribaaren Mands Haand frem for at vente paa en sendrægtigt kommende naturlig Død. [...]
Længe var jeg
led ved Livet,
men kun Helt
skal Helten fælde.
Føj mig nu
og dræb din Fjende,
glad i Døden
gaar den gamle.
Trøsket Træ,
som ej kan trives,
vige bør
for Træ, som voxer.
Fældes vil jeg,
før jeg falder,
sød er Død,
som selv man søger.
Stærkodder søger døden (1907) af Lorenz Frølich
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar