Do not stop pretty boys

Nå, nu er der vist ved at komme ro på denne sag, tid til et blog indlæg om den......

To HF studerende kedede sig i en dansk-time. De fandt nogle festbilleder som de syntes var grinagtige, og lagde dem ind i Facebook-gruppen "Stop Pretty Boys!" med teksten "Danmark vrimler med metroseksuelle pretty boy-fjolser". De gjorde grin med fyre som dyrker deres udseende, med tøj, selvbruner creme og voks i håret. Hø, hø. Også når det gælder humor, er smag og ubehag jo forskellig. Der blev hygget med at lave lidt fis. Fred være med det.

Men det gik i selvsving.

Det væltede ind med omkring 30.000 medlemmer, der skulle overgå hinanden i måske sjove, måske hadefulde nedrakkende bemærkninger. Det udviklede sig til racisme og homofobi. Til trusler og opfordringer til vold. Med billeder af identificerbare enkeltmennesker. Initiativtagerne kunne ikke styre gruppen, og forlod den.

Det blev til politianmeldelse af en ytring: "hitle han skulle ha haft lov til at slå alle bøsser ihjel så havde vi aldrig haft det her problem i dag...". Tilsyneladende en tilhænger af Hitler.

Hø hø. Det holdt op med at være sjovt.

Gruppen blev slettet, det sker ikke så tit i Facebook. Det ser ud til at nogen har sat så megen pris på den "uskyldige morskab til pøblen" at der blev startet en erstatning. Den er ikke blevet særlig populær.

Et eller andet sted går der en grænse i sandet, mellem drilleri og mobning, mellem sjov og forfølgelse. Og når der søges grænser, bliver de overskredet. Det gælder både for småbørn, teenagere og voksne. Hvem sætter de grænser, der søges? Svaret skulle jo gerne være "andre mennesker".

Men det går sådan at forsøg på at sige fra bliver mødt med protester om at det da bare er for sjov, og at den protesterende da bare kan fjerne sig. Det er da ganske normalt at svine andre til.

Og det er da et fænomen som er i vækst. Når det foregår via de sociale websteder, som Facebook, MySpace eller Arto, bliver det nemt sådan at webstedet som sådan betragtes som baggrund for problemet. Ansvaret flyttes fra dem som ikke kan finde ud af at behandle andre ordentligt, især når de ikke skal se dem i øjnene imens.

Det kaldes mobning. Til tider af den grove slags. Det kan gøre ondt, selv om det påstås at være i sjov.

Grovere eksempler ses f.eks. når der dukker sager op med at små grupper af teenage-piger bliver grusomme mod et offer. Ord og tæsk er ikke nok, der suppleres med ting som glasskår, glødende cigaretskod og urin. Hvor blev grænserne af?

Også i andre sammenhænge bliver det med respekt for sine medmennesker til noget der er ude af fokus. Typisk når TV dækker op med reality-shows. Eller når SMS-mobning kan nå offeret nærmest hele døgnet. Eller når en lynch gennem Internet knuser en som er udnævnt til at være skurk. En dumhed kan blive til et stempel der ikke kan gøres til fortid. F.eks. når en Koreansk pige der dummede sig omkring at hendes skødehund sked i et tog, blev til en offentligt udskældt person. Dog poop girl.

Det er blevet for billigt at være respektløs, at udpege og hakke på "grimme ællinger". Andegården gotter sig.

Rap, rap, rap.
Hak, hak, hak.

Se også:

Jantelovens 10 bud, og omvendt

Danskere er ... lykkelige racister (?!)

Pige med sommerfugleører

Mennesker i halv højde

Bostedet Ringbo i Bagsværd er i vælten. Det største kritikpunkt går på overmedicinering af de psykisk syge og måske gamle beboere. Forstanderen blev kaldt til håndvasken i 21 Søndag, og forsvarede sig med adskillige variationer over temaet "det er de psykiatriske speciallæger som ordinerer medicinen".

Det er da ikke forkert, men glider af på væsentlige dele af kritikken. Der var skræmmende mange tilfælde af sjusk. Fejl kan jo ikke helt undgås, men skulle gerne være en sjældenhed når det drejer sig om medicin der kan have voldsomme virkninger.

En ting som jeg hæftede mig ved var en rundhåndet omgang med PN medicin - personalet har mulighed for at vurdere behov, og rutinemæssigt uddele ekstra medicin. Dette blev gjort når beboerne kom og bad om stærke piller, som Rivotril (der ikke specielt er mod epilepsi). Snak med personale kom ind på at det kunne være beboere der kedede sig, eller havde et vækkeur sat til for at komme op og hente sin PN. Eller som metode til at personalet kunne få fred, så beboeren kunne komme til at tie stille.

Bolchedåsen stod klar når beboerne bad.

Problemet er at det er stærkt afhængighedsskabende sove- og beroligende medicin. Benzodiazepiner og lignende. Sundhedsstyrelsen har udgivet et cirkulære om kun at bruge dem i 2-4 uger. Ved overskridelse bliver rigtig mange afhængige. Den i starten gode virkning forsvinder, og bliver afløst af at nervesystemet søger at kompensere for den døvende virkning. Derfor giver forsøg på at komme af med medicinen gener som ofte minder om den oprindelige årssag til at der skulle sløves. Det bliver bare ofte til både flere og stærkere symptomer end de oprindelige. Nervesystemet kan ikke falde til ro uden konstant medicinering, patienten er blevet afhængig. Patientens oplevelse er at det er nødvendigt med ekstra medicin for at falde til ro, altså bliver det til narkoman-adfærd.

Ja, det lyder ubehageligt. Det er ubehageligt.

TV reportagen fokuserede meget på Bostedet Ringbo. Det er egentlig unfair. Bestemt afsløredes der kritisable forhold på stedet, men jeg tror såmænd at lignende ting foregår mange andre steder. På den anden side fortalte starten af reportagen om at det på Ringbo var lykkedes at nedbringe forbruget af benzodiazepiner, i forhold til tidligere. En udvikling i den rigtige retning.

Og sager om farlig overmedicinering af ældre, med blandede psykofarmaka-bolcher har været tilbagevendende i årevis. Personalet føler et behov for at have rolige beboere, de har ikke tid til andet. De uddeler PN, og beder lægerne om at udskrive midlerne til at få ro. Pillerne er billige. Terapi og omsorg er kostbar. Der er ikke ressourcer til det. Disse fakta kan være "ubelejlige".

Idealet ville være at der var afsat penge til optimal hjælp. I stedet opbevares masser af beboere i en neddysset tilstand. De beder selv om næste fix. Så kan de lettere affinde sig.

Jeg synes at emnet havde fortjent en kvalificeret analyse i stedet for en letkøbt omgang skandalesuppe. Og mere reelle politiske konsekvenser end at gøre det til et spørgsmål om at personalet skal udstyres med specifikke regler der ikke møder dagligdagen.

Se også:

Ringbo-skandaler

Skal respekt være kritisabel?

Heath Ledger: Et offer for benzodiazepiner?

90 Day Jane

Found an interesting blog. It was started as a count-down 90 days before Jane is going to kill herself. The only kind of help she'd like is ideas about how to do the deed. 90dayjane.blogspot.com or www.90dayjane.com (site gone).

So, if I feel like saying "game over", why can't I? Anyway, I hope you enjoy my thoughts as the clock runs out.

Indeed. You can. If that really is your best solution, go for it.

I do have a partial suggestion about how to do it. Not about the technical aspects, that is.

My suggestion is to find someone to talk to about it. Someone who cares about you, and respects you. Someone who accepts your free will, and will not try to stop you. That someone may suggest other solutions than death. There is a "risk" that you may be convinced. If not, rest in peace.

Let me add that I in 2006 allowed my beloved girlfriend to kill herself, after talking it through with her. She was in a physically hopeless condition, and letting her go was my final act of unconditional love. She appreciated that very much. She really loved life, but had a very good reason to go. She could convince me.

Who can you convince?

Can you convince your readers that your project and you are for real?

Se også:

Christine Chubbuck's long blue monday

90 Day Tania

Suicide Prevention Hotline

Anna Nicole Smith på skråplanet

Den unge Vickie Lynn Hogan drømte om at lykken måtte være rigdom og berømmelse. Ønsket blev opfyldt i rigeligt mål, men som supermodel kunne Anna Nicole Smith betro en kollega at hun aldrig havde været mere ulykkelig.

Hendes store idol var Marilyn Monroe, som i 1962 døde af en overdosis sovemiddel, muligvis selvmord.

For ét år siden gik sladderpusherne i selvsving over at Anna døde af en overdosis sovemedicin og beroligende midler, dog ingen tegn på selvmord. Hendes lig blev fundet i en seng på et casinohotel i Florida. Retsmedicinerne kom frem til at hoveddødsårsagen var kloralhydrat, men uden at være sikker på om dette meget gamle sovemiddel var den eneste årsag. Den dødbringende cocktail indeholdt også hele fire afhængighedsskabende benzodiazepiner:

• Rivotril (Clonazepam)
• Temesta (Lorazepam)
• Alopam (Oxazepam)
• Stesolid (Diazepam)

Og 2 andre typer sløvende piller.

• Benadryl (Diphenhydramine)
• Topamax (Toprimate)

Kloralhydraten var udskrevet fordi hendes nervesystem allerede var så brændt af benzodiazepiner at nyere typer sovepiller ikke virkede. Envidere havde hun rester af metadon (der også bruges som et stærkt smertestillende middel) i galden, tegn på at hun havde taget dette stof nogle dage forinden. Få uger tidligere var hendes søn død af en overdosis metadon og antidepressiver, og hun havde som højgravid fået udskrevet metadon.

Derudover havde hun fået midler mod infektion. Obduktionen viste en stor byld dybt inde i en balde, formodentlig forårsaget af en uren injektionsnål. Senere havde en ny indsprøjtning perforeret bylden så hun fik blodforgiftning og høj feber. Balden havde ar efter mange injektioner, af væksthormon og B12 vitaminer, der bruges i forsøg på at forsinke den naturlige aldring. Det kan næppe være overraskende at hun også viste spor efter plastikkirurgi.

Ud over hvad retsmedicinerne fandt, er hun også blevet forbundet med en række andre midler der udskrives mod smerter og muskelspændinger. Min tolkning er at hun har kæmpet med følgerne af afhængighed af benzodiazepiner, og de mange symptomer dette kan give, bl.a. smerter og muskelspændinger. Derudover har hun stræbt efter at fastholde sit "Playmate of the Year" look.

Hun havde det ikke godt, og søgte hjælp i medicinalindustriens produkter. Det blev et skråplan med døden for enden. De ubehagelige fakta er at hun var narkoman på recepter.

Mens han optog en video med hende, hyggede hendes sidste mand, Howard K. Stern, sig med tanken om at den var mange penge værd. Hun var sminket med en klovnemaske for at underholde en lille pige. Og hun var kraftigt dopet, ude af stand til at forstå og tale sammenhængende. Pigen fortalte senere at Annas mand lige før optagelsen havde forsynet sin kone fra et pilleglas. Da Anna fik et barn nogle uger før hendes død, var hans højeste prioritet at hente et videokamera, så han kunne filme kejsersnittet.

En del af den imponerende liste over medikamenter som hun havde fået i sine sidste måneder var udskrevet til ham, muligvis for at camouflere den stærkt uansvarlige håndtering af medicin. Nogen har spekuleret i at han dræbte sin kone, men i så fald havde han nok sørget for at hun først fik ændret sit testamente til hans fordel. Jeg tror ikke at han myrdede hende, men mener at han var med til at give hende et godt skub ned ad skråplanet.

Stakkels kvinde.

Se også:

Britney Spears' røde sko

Heath Ledger: Et offer for benzodiazepiner?

Ruslana Korshunova faldt fra piedestalen

Nu vil Zsa Zsa Gabor have lov til at dø i fred

Michael Jackson: Have you seen my Childhood?

Ekstra kvinde-selvmord efter plastisk kirurgi og silikone-bryster

Forenet i døden som i livet

Gérard Horst og hans kone Dorine er blevet forenet i døden som de var forenet i livet.

Denne sætning kommer fra de afskedsbreve som filosof-parret André og Dorine Gorz skrev til deres familie og venner i september 2007. De blev fundet ved siden af hinanden i deres seng. De begik dobbeltselvmord med indsprøjtninger. Den 83-årige Dorine led uhelbredeligt af følgerne af et kontraststof fra en operation 40 år tidligere.

Året forinden havde André Gorz udgivet en bog med kærlighedsbreve til sin kone.

Du bliver snart 82 år gammel. Du er blevet seks centimeter kortere, du vejer kun 45 kilo og du er stadig smuk, elegant og tiltrækkende. Jeg elsker deg mere end nogensinde. Endnu engang føler jeg et fortærende tomrum i brystet som kun kan fyldes når jeg føler varmen fra din krop mod min.

Han fortalte også at de begge helst ville slippe for at overleve den anden. Deres kærlighed var blevet større og større gennem de 58 år, som de havde haft sammen. Deres kærlighed var vigtigere end alt andet.

En artikel fra det norske Dagbladet:

• Min elskede, jeg kan ikke leve uten deg

Et overordentligt smukt kærlighedsforhold, lige til sidste sekund. En kærlighed til livet mens Dorine havde haft smerter i mange år. En kærlighed til deres fælles filosofiske projekter, som blev udgivet i hans navn. En kærlighed der ikke skulle brydes af døden. En livspagt og en selvmordspagt.

Det var godt at ingen fik chancen for at tvinge det elskende par til at livet skulle blive så langt som muligt, hindre deres fælles aktive dødshjælp. En kærlighedshistorie. Hendes lideler blev for ubærlige, og for den 84-årlige mand ville det være ubærligt at forsøge at leve videre uden hende. Det er fakta.

De værdsatte livet så højt at de sagde det pænt farvel.

Se også:

Johanna Adorján: En ganske særlig kærlighed

Arthur Koestler fik sin muse med i døden

Mario Monicelli sluttede sit drama med et brag

Åbent afskedsbrev om aktiv dødshjælp

Cirkus dødshjælp (Diana Benneweis)

Den 23. december 1993 døde den 82-årige cirkusdirektør Eli Benneweis. En håbløs lungekræft lagde ham på dødslejet. Hans julegave blev det som han mest havde brug for, fred. Sådan er livet jo også.

Diana Benneweis, hans datter, udgav 12 år senere den selvbiografiske bog "Livet bliver ikke genudsendt". Hun fortæller om sin nære veninde Lotte, som døde af knoglekræft efter lang tids smertefuld sygdom. Diana ville ønske at hun havde haft mulighed for at hjælpe Lotte til endelig at få ro, at fremskynde døden. Den hjælp havde de to givet Eli, da det var hans tur.

Privathospitalet havde udstyret mig med så megen medicin, at jeg kunne lægge det halve Dronningmølle i dyb koma. Det var morfinpræparater af den stærke slags. Min far fik i forvejen morfin for smerterne. Men Lotte og jeg kiggede på hinanden, og vi vidste begge, hvad der skulle gøres. Vi satte dosis op, til min far endelig faldt til ro. Så tændte vi lys for ham, åbnede vinduet på klem og satte os på hver side af ham og holdt ham i hånden, til han døde.

Smukt. Sørgeligt at Lotte ikke kunne få den samme kærlige dødshjælp.

Eli Benneweis havde tidligere bedt sin datter om at hjælpe ham "på vej" hvis han endte som en grønsag. Sådan gik det. En hensigtsmæssig overdosis.

Denne ganske lille del af bogen gav genlyd i medierne. Ekstra Bladet skrålede "Jeg slog far ihjel". Og politiet var "nødt" til at tage fat i den klare overtrædelse af straffeloven (§237 eller §239). Hun blev chokeret, da de pludselig stod i hendes køkken, og ville anholde hende for drab. Jeg tror at Dianas advokat fik hende til at tage lidt mere uld i mund, og anklagemyndigheden kvitterede med en vattet landing. Der var "ikke tilstrækkelige beviser" til en retssag. Sigtelsen frafaldtes.

Der var ikke stemning for at Diana Benneweis skulle straffes. Så klart kunne det jo ikke siges, så derfor fik selv en klar tilståelse ikke lov at tælle som bevis. Fakta er jo snarere at det havde været for problematisk at kende hende skyldig. Hun "vandt" uden den retssag, hvor hun kunne være blevet dømt efter en klinisk juristisk vurdering.

• Ekvinde forum tråd: Diana Benneweis... "slog sin far ihjel"

Også den gang lykkedes det at undgå at dømme en som havde handlet rigtigt. Aktiv dødshjælp (eutanasi). Etik over jura. Loven kunne ikke tages seriøst.

Se også:

Lise-Lotte Norup: Jeg skulle have slået mor ihjel

Jesper Klein lovede Lykke Nielsen aktiv dødshjælp

Signe Lindkvist: Jeg hjalp min mor med at dø

Anja slog sin mor ihjel, sådan da ...

En Århushistorie om "aktiv dødshjælp"

Jens Linnemann ønsker at lade sin kone dø

Kaj Guldbech har brug for aktiv dødshjælp

John ville dø, han sultede sig ihjel

Skal respekt være kritisabel?

En psykisk syg beboer på Bocentret Ringbo traf en aftale med personalet. Den blev noteret i papirerne. Ingen genoplivning ved hjertestop. Personalet fulgte aftalen, og gav beboeren fred i døden uden at begå overgreb mod den livløse krop. Den respekt fortjener de ros for, synes jeg.

• Berlingske: Kritik af bocenter efter beboers død

Sundhedsstyrelsen er uenige, synes at det er kritisabelt. Den døde beboer skulle have givet sit samtykke til at undlade behandling i den aktuelle situation. Hvis det havde været en TV farce, havde det været morsomt. Det er det ikke.

Jeg synes netop at de involverede sundhedspersoner har udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed. Velanbragt respekt for et "nej til genoplivning".

Sagen er ikke ny, den kom i denne omgang i medierne i forbindelse med at der koges skandalesuppe på andre forhold på bostedet. Den har tidligere været i udvalg i Folketinget.

Se også:

Ringbo-skandaler

Mennesker i halv højde

Genoplivning ved hjertestop på plejehjem?

Britney Spears' røde sko

(Bare rolig, jeg er ikke ved at gå sladderindustrien i bedene).

Produktet Britney Spears har stor økonomisk betydning for forskellige dele af underholdningsindustrien. Produktudviklerne designede en popsild ud fra en pige der var ivrig efter at sælge sit talent og sig selv som prinsesse. Betalingen var høj, men omkostningerne var voldsomme for en kvinde uden solid basis for at hvile i sig selv, for at adskille mennesket Britney Jean Spears fra produktet. Ikke overraskende har hendes barndom, et hjem med druk og slagsmål, givet hende en tung rygsæk med i livet.

Hendes nedtur og voldsomme udskejelser var næppe en del af planlægningen, men har blot øget hendes værdi som underholdningsprodukt. Selv om mange væmmes ved hvad hun bliver udsat for, ændrer det ikke på mediefokus, nysgerrighed og de horder af paparazzoer, der slås med hinanden for at komme til. En enkelt af dem syntes dog at det blev så kvalmt at han stoppede.

Men det er svært at komme udenom fakta omkring at Britney selv har spillet med, og dyrket det at være i centrum.

Hun får mig til at tænke på et af H. C. Andersens eventyr, De røde sko. Det fortæller historien om en pige der ikke kan holde op med at danse når hun får sine fortryllede røde sko på. De voksede fast på hendes fødder.

“Danse skal du!” sagde han, “danse på dine røde sko, til du bliver bleg og kold! til din hud skrumper sammen! danse skal du fra dør til dør ...

Danse gjorde hun og danse måtte hun, danse i den mørke nat. Skoene bar hende af sted over tjørne og stubbe, hun rev sig til blods ...

Hendes udvej blev at få skarpretteren til at hugge fødderne og dermed skoene af. Men selv da hun går på krykker forfølger skoene hende. Til sidst får hun nåde, og med fred og glæde brister hendes hjerte. I himlen får hun lov til at glemme skoene.

Jeg håber virkelig at Britney Spears får og tager imod hjælp før det bliver til at sladderpressen går i ekstase over et selvmord eller en anden form for dramatisk endeligt. Min fortolkning er at hun har brug for lang tids fred, ro og omsorg. Jeg ville gerne kunne tro på at det var realistisk.

For at forebygge alt for udpræget skuffelse hos eventuelle husarer følger her et fotografisk aspekt af produktet, incl. rødt fodtøj:

Hun ser ikke glad ud.

YouTube: Kate Bush - The Red Shoes

Se også:

Heath Ledger: Et offer for benzodiazepiner?

Anna Nicole Smith på skråplanet

Hello Kitty ... Helloooooo?

Michael Jackson: Have you seen my Childhood?