Logo sommerfugl

lørdag den 26. juli 2008

Erle perle, trif traf truffet

Da jeg var stået op til den smukke fredags sommermorgen, mødte der mig en overraskelse i køkkenvasken. På overfladen af noget vand i en balje flød der en stor lysende farvestrålende tæge, der desværre var druknet. Et smukt lig. Jeg synes ikke at jeg ville mase den ned i kloakken, eller smide den i skraldeposen. Dér skulle den ikke hen.

Stor løvtæge, druknet

Et forrådsglas blev fyldt med rent vand, og jeg flyttede ganske forsigtigt tægen over. Kunne derved tage nogle smukke billeder, ved vinduernes lys. Til sidst gik jeg ud på altanen, og gav tægen et stort sving ud i solens lys. Ved at tømme glasset fik den en glitrende vandstråle at flyve på, gennem sommerluften, ned mod plænen. En stor løvtæge gik videre i kredsløbet, måske gennem maven på en af solsortene.

Stor løvtæge, druknet

Normalt ville dette blot være passeret som en af dagligdagens mange små hændelser. Men ikke lige denne morgen. Tægen må være kommet netop mens jeg skrev forrige blog indlæg, lagde det på bloggen, eller sov. I sammenhæng med hvad der skete for præcis to år siden, og denne blogs metaforer, blev symbolikken ganske påtrængende.

Hvis jeg havde en tro på en åndelig verden, en eksistens på et andet plan, efter døden, ville det være nærmest alt for let at se det som et tegn, og tolke det ind i mine følelser og tanker. Men nej, sådan er min tankeverden ikke. Det enkleste ville så være at afskrive det som et tilfældigt sammentræf. Sammen med det faktum at jeg, da jeg cyklede på arbejde bagefter, kom jeg forbi to kirker. Der var begravelse i begge to. Det var dog heller ikke noget stærkt påfaldende sammentræf. Men dog.

Den normale forklaringsmodel for påfaldende sammentræf, der kan friste til at tro at der må være en sammenhæng udenfor hvad vi har konkrete forklaringer på, er jo at det blot er tilfældigt. Der sker hele tiden mange små begivenheder, og vi lægger kun mærke til det når de træffer sammen. Det kommer til at fylde så meget i tankerne, at vi kan "komme til" at pynte lidt på historien, uden selv at lægge mærke til det. Et simpelt eksempel er når nogen ringer til hinanden, lige præcis samtidig, krydser. En sjælden gang det ramle sammen, og så lægges der mærke til det.

Der skal mere til før jeg føler at det er påfaldende. Ting som er ganske usædvanlige, ikke noget der blot er dagligdags hændelser. Ting som ville være noget særligt, også uden sammetræffet. Ting som måske kun sker én gang i løbet af et liv.

Den med tægen er netop noget som er langt fra hvad der sker i dagligdagen (i modsætning til det med begravelserne). Og jeg har også været ude for at blive truffet af andre ganske markante sammentræf omkring historien med mig, Ingelise, og hvad det desværre måtte blive til. Især lige omkring retssagen var der sammentræf som ligger meget ude over det med at normale begivenheder må støde sammen engang imellem. Det bloggede jeg om dengang:
Jeg påstår ikke noget om at der foregår "noget" udenfor et plan som vi normalt regner for den virkelige, målbare verden. Jeg nøjes blot med at undres. En undren som godt kan leve uden svar.

Tænker på en frostklar vinternat for nogle år siden. Ingelise og mig gik ud for at nyde stjernedrysset og hinanden. Det var dog lidt irretirrende med de blændende gadelygter. Lysforurening kaldte jeg det, mens jeg kikkede lige op på den yderste af gadelygterne. Stirrede stift. Efter nogle få sekunder blinkede den og slukkedes. Sådan! Magiske evner tror jeg ikke at jeg har. Hvis jeg hver eneste dag brugte et stykke tid på at nidstirre gadelygter, ville der (statistisk set) gå flere årtier før det "lykkedes". Men nej, jeg påstår ikke noget.

Stor løvtæge, druknet

6 comments:

Anonym sagde ...

Jeg blev grebet af dit indlæg og billederne.
Jeg må læse videre herinde senere :-)

tosommerfugle sagde ...

Velkommen til :-)

Og velkommen til at lade dig gribe. Jeg har givet muligheder her. Også til at gribe mig selv.

Anonym sagde ...

Johnnie. Er det ikke ligemeget hvad vi kalder 'det'? Faktum er at det gjorde noget ved dig i den situation du er i - og det er i sig selv smukt. Det behøver ikke være eller 'ikke være' andet end netop dét:-)

Utrolig smukt dyr du fangede med linsen. Og du udøver et vildt ritual (pardon mit udtryk;-)) ved ikke bare at smide den i skralderen men kaste den i en kaskade af lys henover himlen - symbolik som er grundlaget for følelsen af mening med livet...og døden;-)

tosommerfugle sagde ...

Jeg har en dobbelthed dér. På den ene side er jeg meget reflekterende, tænker i forklarlighed. På den anden side søger jeg også at være "bare" opmærksom, både udad og på hvad der sker indad. Ergo har jeg det fint med netop ikke at kalde "det" noget, selv om jeg da også ville tænde på at kunne. Og jeg søger at (re)agere på det ukonkrete plan, på en særlig indre oplevelse, ja.

Det var jo så også naturligt for mig at lade kameraet reflektere den visuelle del af det smukke, og jeg var selv lidt overrasket over hvor godt billederne lykkedes.

Det kom så spontant med at sige den farvel på en smuk måde, lade den flyve, glitre i døden.

:-)

Anonym sagde ...

Johnnie. Jeg tror vi gør dette, selvom vi godt ved at kroppe er et hylster. Ligesom vi ser fred i de døendes ansigter, så er det en projektion. De 'er' jo ikke mere. Nu. Her. Lige da min mor var død ordnede jeg hendes hår og gav hende, blot en anelse, farve på læben. Gjorde hende fin til sin rejse. Det er måske pjattet men tjener en masse formål alligevel. For nogen blot for dem selv, for andre som kulturel normalitet. I mange lande ser man faktisk den døde - åbent kistelåg, tur gennem byen etc. I Danmark er vi mere angste:-)

Jeg tror forresten at din måde at gå til verden på - 'blot' at være opmærksom - ville være noget du kunne finde beskrevet i bøger om meget høj bevidsthed og accept af nuet:-) Og dér mener jeg - kald det hvad du vil og observér blot at jeg tror at du har fat i den lange ende set herfra;-)

tosommerfugle sagde ...

Selv om kroppe jo netop "blot" er hylstre, er de også en del af at vi omfatter andres grænser med en respekt, der ikke slutter når der ikke er "nogen hjemme". Det gælder især hvis det er mere end "blot" endnu en krop, hvis der var noget særligt på et eller andet plan. Også uden en målbar konsekvens bliver det alligevel en bedre verden når respekten ikke dør samtidig. Så bliver et pænt farvel til en god afrunding. Den personlige side tæller her, synes jeg, mere end formelle efter-bogen ritualer.

Men det bliver jo også noget der ikke altid helt passer ind i rutinerne i det meget gennemorganiserede danske samfund, med altfor faste normer for effektiv gennemførelse af processen. Rent praktisk tror jeg også at individualiseringen har medført at der ofte er ingen eller ganske få omkring en døende/død; også her har samfundet påtaget sig opgaver som tidligere lå naturligt i netværket.

Jo, jeg har også genkendt noget af hvad jeg gør når jeg har haft fat i bøger med fokus på bevidsthed og det at leve lige i nuet. Jeg synes dog at de for ofte gør den intellektuelle reflekteren til et problem, noget der skal holdes op med. Som jeg har det, er siderne ikke modsætninger; tværtimod er de styrker der giver gensidig vækst når de ikke behøver stille spørgsmålstegn ved hinanden.

For mig er følelser i høj grad tænkning, og tilgængelige for den analytiske del af sindet.

Jo, jeg synes da også selv at jeg har fat i en af de lange ender her :-)

Logo sommerfugl