Døden skræmmer mig ikke. Hvorfor skulle den dog det? Døden er en helt naturlig del af livet, noget af det eneste som vi kan være helt sikre på. Udsigten til et evigt liv kunne snarere være skræmmende, men det er så en helt anden filosofisk tangent.
Jeg betragter døden som ophør af eksistens for mit sind, og når "jeg" engang ikke er mere, er der ikke længere noget som kan være mere eller mindre godt. Ingen belønning i himmelen, straf i helvede, eller at min "sjæl" går videre under en eller anden form. Mit liv har gjort en større eller mindre forskel for verden, forhåbentlig mere positivt end negativt. Hvis jeg døde i morgen, ville bloggen her også fortsætte med at eksistere nogen tid endnu, og dermed en mulighed for at mine tanker kunne være inspirerende for andre.
Når jeg ikke frygter det at være død, er det ikke udtryk for at det haster med at forlade livet. Jeg forventer at livet er noget ønskværdigt for mig i omkring 30 år endnu, gerne længere. Men hvis jeg døde i morgen, så var det jo sådan set bare det. Det ville blot være at "rydde op" efter mig. Jeg betragter da mit liv som noget der er værd at passe på, og undgår graverende risikofaktorer. På den anden side vil jeg ikke indrette mit liv efter at det skal være en "moralsk pligt" at gøre hvad som helst for at livet kan trækkes så langt ud som overhovedet muligt.
Hvad jeg kan frygte lidt er måden at dø på. Der er da heldigvis mange som får muligheden for at give slip på livet på en måde som er til at bære. Kroppens fysiologiske sammenbrud er måske ikke ligefrem nogen rar oplevelse, men der er jo så vilkårene. Lægerne kan for det meste lindre dødsprocessens symptomer, om ikke andet ved at "slukke lyset" med en kraftig bedøvelse. Risikoen for at ligge bevidstløs i mange dage eller uger, mens personalet reelt bare venter på at døden indtræffer, synes jeg dog er en ret frastødende tanke. Hellere få lyset slukket helt, i stedet for at der er en osende glød tilbage, ligge som en vissen "grønsag".
En tanke som til gengæld kan skræmme mig er hvis der går meget lang tid fra jeg ophører med at kunne opleve livet som noget ønskværdigt, til min krop får lov til at give slip. Min hjerne og mit sind kan fx blive smadret af demens eller et alvorligt slagtilfælde. Mine indre organer kunne blive skadet så alvorligt af sygdom at lægerne ikke kan gøre mere end at fastholde en lille rest af biologisk eksistens - som de insisterer på at kalde for "et liv", hvis der også er en eller anden rest af hjerneaktivitet tilbage.
Når jeg ser det som vigtigt at livet skal være "noget ønskværdigt" er det i to betydninger. For det første det umiddelbart indlysende, med at jeg ikke vil tvinges til at "leve" hvis jeg føler at det er et helvede, og uden realistiske muligheder for at det kan komme til at gå bedre. Den dybere betydning er at der stadig skal være et sind tilbage som kan rumme ønsket om at blive ved med at leve. Eller ønsket om netop at få lov til at slippe. Det er ikke nok at ligge som "et varmt lig".
De mange selvmord (og forsøg derpå) blandt ældre vidner om at jeg ikke er ene om denne filosofi. Desværre er der mange som af omgivelsernes frygtsomme afstandtagen fra at godtage døden bliver presset til at gøre det selv, i god tid før de ikke længere selv kan sørge for det praktiske. Altså før deres grænse for alvor var nået. Der kan være meget langt fra plejesystemets "vi kan jo ikke gøre mere", til at livet derfor er noget ønskværdigt, noget hvor det er noget næstekærligt at forhindre de enkelte i at få lov til at give slip.
God pleje kan netop også omfatte at hjælpe med at sige livet farvel i god ro og orden. Døden er ikke noget grimt eller frastødende. Aktiv dødshjælp kan virkelig være den bedste hjælp.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
