Logo sommerfugl

søndag den 31. juli 2011

Jeg er da ikke bange for at dø

Døden skræmmer mig ikke. Hvorfor skulle den dog det? Døden er en helt naturlig del af livet, noget af det eneste som vi kan være helt sikre på. Udsigten til et evigt liv kunne snarere være skræmmende, men det er så en helt anden filosofisk tangent.

Memento Mori, kranium med røde roser, ravn, bi, bille og sommerfugl

Jeg betragter døden som ophør af eksistens for mit sind, og når "jeg" engang ikke er mere, er der ikke længere noget som kan være mere eller mindre godt. Ingen belønning i himmelen, straf i helvede, eller at min "sjæl" går videre under en eller anden form. Mit liv har gjort en større eller mindre forskel for verden, forhåbentlig mere positivt end negativt. Hvis jeg døde i morgen, ville bloggen her også fortsætte med at eksistere nogen tid endnu, og dermed en mulighed for at mine tanker kunne være inspirerende for andre.

Når jeg ikke frygter det at være død, er det ikke udtryk for at det haster med at forlade livet. Jeg forventer at livet er noget ønskværdigt for mig i omkring 30 år endnu, gerne længere. Men hvis jeg døde i morgen, så var det jo sådan set bare det. Det ville blot være at "rydde op" efter mig. Jeg betragter da mit liv som noget der er værd at passe på, og undgår graverende risikofaktorer. På den anden side vil jeg ikke indrette mit liv efter at det skal være en "moralsk pligt" at gøre hvad som helst for at livet kan trækkes så langt ud som overhovedet muligt.

Hvad jeg kan frygte lidt er måden at dø på. Der er da heldigvis mange som får muligheden for at give slip på livet på en måde som er til at bære. Kroppens fysiologiske sammenbrud er måske ikke ligefrem nogen rar oplevelse, men der er jo så vilkårene. Lægerne kan for det meste lindre dødsprocessens symptomer, om ikke andet ved at "slukke lyset" med en kraftig bedøvelse. Risikoen for at ligge bevidstløs i mange dage eller uger, mens personalet reelt bare venter på at døden indtræffer, synes jeg dog er en ret frastødende tanke. Hellere få lyset slukket helt, i stedet for at der er en osende glød tilbage, ligge som en vissen "grønsag".

Road worn - slidt og flosset sommerfugl

En tanke som til gengæld kan skræmme mig er hvis der går meget lang tid fra jeg ophører med at kunne opleve livet som noget ønskværdigt, til min krop får lov til at give slip. Min hjerne og mit sind kan fx blive smadret af demens eller et alvorligt slagtilfælde. Mine indre organer kunne blive skadet så alvorligt af sygdom at lægerne ikke kan gøre mere end at fastholde en lille rest af biologisk eksistens - som de insisterer på at kalde for "et liv", hvis der også er en eller anden rest af hjerneaktivitet tilbage.

Når jeg ser det som vigtigt at livet skal være "noget ønskværdigt" er det i to betydninger. For det første det umiddelbart indlysende, med at jeg ikke vil tvinges til at "leve" hvis jeg føler at det er et helvede, og uden realistiske muligheder for at det kan komme til at gå bedre. Den dybere betydning er at der stadig skal være et sind tilbage som kan rumme ønsket om at blive ved med at leve. Eller ønsket om netop at få lov til at slippe. Det er ikke nok at ligge som "et varmt lig".

Tegning af død fugl

De mange selvmord (og forsøg derpå) blandt ældre vidner om at jeg ikke er ene om denne filosofi. Desværre er der mange som af omgivelsernes frygtsomme afstandtagen fra at godtage døden bliver presset til at gøre det selv, i god tid før de ikke længere selv kan sørge for det praktiske. Altså før deres grænse for alvor var nået. Der kan være meget langt fra plejesystemets "vi kan jo ikke gøre mere", til at livet derfor er noget ønskværdigt, noget hvor det er noget næstekærligt at forhindre de enkelte i at få lov til at give slip.

God pleje kan netop også omfatte at hjælpe med at sige livet farvel i god ro og orden. Døden er ikke noget grimt eller frastødende. Aktiv dødshjælp kan virkelig være den bedste hjælp.


fredag den 29. juli 2011

Selvmord bedre for Anders Behring Breivik? Er han sindssyg?

Caria Naess ved en mindehøjtidelighed i Sydney, med hjerte af fyrfadslys arrangeret over Norsk flag

Det barbariske terrorangreb i Oslo og på Utøya har naturligt nok tiltrukket omverdenens fokus på Anders Behring Breivik og hans baggrund for ganske afslappet og koldblodigt at jagte og nedskyde unge på en lille og overskuelig ø, mens han kunne sikker på at der ville gå et stykke tid før politi eller militær kunne gribe ind. Denne massakre gør det svært at forstå meningen med massemord på uskyldige unge.

Sindssyg er han blevet kaldt af mange. Ud over ordets bibetydning som skældsord, mener jeg dog at det er helt malplaceret i forhold til Anders Behring Breivik. Det skulle betyde at han lider af skizofreni, har en svær psykose, neurose, eller noget i den retning. Altså uklare psykiatriske diagnoser der især karakteriseres ved at den sindslidendes tankeverden præges af ting som omgivelserne ikke oplever baggrunden for.

Det er ikke "nok" at være uenige om betydningen af de ting som erfares om omverdenen. Ellers ville det betyde at konspirationsteoretikere, eller meget religiøse mennesker, skulle kaldes for sindssyge. De lever i en virkelighedstolkning, der på udvalgte punkter kan være meget forskellig fra hvad andre mennesker opliver. Med basis i en ikke-beviselig tro på at "noget større" styrer verden i det mere eller mindre skjulte, og forbryder sig nogle afgørende principper for rigtigt og forkert. Der kan være rigt grundlag for uenighed her, eller mellem forskellige grupper, men det har intet med sindssyge at gøre.

Tydeligvis har Anders Behring Breivik levet i en stor konspirationsteori, hvor han har set sig selv som en frihedskæmper i kamp for hans idealer og fundamentalistiske kristendom. En slags moderne korsfarer, der ser bekæmpelsen af islam som en æresfuld sag. En så påtrængende sag at det er forræderi ikke at bekæmpe islam og muslimer. Den virkelighedsopfattelse er der endda mange andre der lever i, også selv om de ikke bifalder de metoder som Anders Behring Breivik betjener sig af.

Anders Behring Breivik under politibevogtning
(Jeg har helt bevidst undladt at bruge et pressebillede fra
Anders Behring Breivik's eget propagandamateriale).

"Han burde have begået selvmord" har jeg også set mange betragtninger om. Igen noget som jeg ser som udtryk for en grundlæggende misforståelse. Måske er denne betragtning inspireret af skoleskyderier, hvor et plaget menneske begår "udvidet selvmord", ved først at gå amok i de kredse som det ikke lykkedes at finde sig til rette i.

Jeg tror også at det ville have været meget mere "bekvemt" for mange om ABB havde afsluttet sin massakre med at skyde sig selv, eller presse politiet til at dræbe ham. Så ville det være meget nemmere at udskrige ham som en enkeltstående "gal mand", en sindssyg morder. At afgrænse tragedien til en farlig "psykisk syg" mand.

Anders Behring Breivik var ikke det mindste sindsyg, selv om hans forsvarer griber til dette halmstrå, for dog at forsøge at løfte sin håbløse opgave. Morderen havde velovervejet og med stor omhu planlagt sin udåd i årevis, inklusive sin mediestrategi. Gennem sin forbrydelse får han alverdens massemedier til at udbasunere hans synspunkter igen og igen, til slet skjulte glæde for andre ekstremister, uden samme "handlekraft". Tilsyneladende havde han forventet at blive dræbt, eller underkastet tortur, og derved fremstå som en martyr, i stedet for som terrorist.

Et civiliseret samfund skal ikke besvare en barbarisk forbrydelse ved at søge en barbarisk hævn. Ingen straf kan "betale" den voldsomme forbrydelse som Anders Behring Breivik begik. Hvad vi skal gøre er at beskytte os mod ham, og især mod hans ekstreme synspunkter om religionskrig. Synspunkter som han har fundet rig dækning for blandt også danske ekstremister.

Elizabeth Amundsen med en rød rose græder ved mindehøjtidelighed i Oslo


mandag den 25. juli 2011

Chrissy Skin Rug

Chrissy Skin Rug by Chrissy Conant

Denne dramatiske skulptur skabte kunstneren Chrissy Conant ved at lave en afstøbning af sin egen krop i silikonegummi, og arrangere det som en "trofæ-pels", i samme stil som nogle har ydet at udstille store rovdyr og bjørne. Når hun bruger sin egen krop, er det på flere planer fordi hun vælger at udstille sig selv.

Chrissy Skin Rug by Chrissy Conant

Med hendes egne ord:
To exorcise a part of my psyche that feels powerless and objectified, I laid fully shaven, covered with Vaseline, and immobilized for hours, in a spread eagle position, while being covered with bucketfuls of gelatinous mold-making material. With the impressions, I made a life-sized, flesh-colored silicone rubber cast of myself as a human skin rug. The upturned head has long, perfectly coifed, wavy hair, that echoes the ripples in the flayed skin’s edge. The glossy-lipped mouth is open in a sexually suggestive way, and the glass eyes, complete with fantasy-length lashes, stare up submissively from the rustic wood floor section, upon which the rug is magnetically attached.
Ved et maleri illustrerer Chrissy Conant hvordan "tæppet" tager sig ud på stuegulvet foran kaminen. Klar til at modtage, trådt på, blive brugt. En flænset silikone-dukke.

Chrissy Skin Rug by Chrissy Conant

"Chrissy Skin Rug" represents my relationship to my parents. The rug is a silicone rubber cast of my bare skin. I position myself as a human rug on a wooden floor with an open mouth and eyes that gaze suggestively upward. Parental influences from childhood continue to suppress me, long after I have grown up and they have gone.

Chrissy Skin Rug by Chrissy Conant

Skulpturen indgik i 2008 i udstillingen "Sexy Time, A Group Effort" på Morgan Lehman Gallery, New York.
Chrissy Conant confronts feminine identity, mortality, objectification of women, and parental influence in “Chrissy Skin Rug”, a silicone rubber cast of her entire naked body. Positioned as a life size human rug, similar to a bear skin rug one might find on a hunting lodge wall. The eyes and mouth are wide open, intentionally confronting the viewer.

De klare seksuelle referencer gør det fristende at observere hvordan især hovedet på skulpturen minder om en oppustelig kvinde-dukke som sex-legetøj. Altså kvinden som sex-objekt, klar til brug. Deep throat. Som nedlagt og flået jagtbytte. Et trofæ i højde med gulvbrædderne.

Referencerne til forældre-indflydelse samt hendes barndom og magtesløshed kunne inspirere til rent spekulative overvejelser om hendes baggrund for skulpturen, men jeg skal undlade at udlægge denne tankerække her. Det ville være alt for spekulativt at skrive ned.

Sex-legetøj, hovede med stor åben mund, fra lolita pige/kvinde-dukke


Logo sommerfugl