Logo sommerfugl

tirsdag den 18. december 2012

Niels Hansen Jacobsen - Vor Tids Ansigt




Billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen gav i 1921 ansigt til tiden. Gips-skulpturen "Vor Tids Ansigt" viser et voldsomt ansigt, en mand fortrukket i grum vrede, med en truende knyttet hånd. Stormen rusker i tidens lange hår. Til avisen fortalte han at den "skal symbolisere vor Tids Raadvildhed, Fortvivlelse og resultatløse Kraftudfoldelse". Men hvilken tid?

Samtiden var præget af første verdenskrig, og dens efterdønninger. Europa havde endnu engang holdt fast i sin faste "tradition" med store krige mindst et par gange pr. århundrede. Mennesket kunne åbenbart ikke glemme denne destruktive skik. Dette passer fint med en umiddelbar fortolkning af kunstværket og den symbolik som Niels Hansen Jacobsen lagde i motivet.

Men er det ikke snarere al tids ansigt? Er der nogen mening med livet, eller er det blot meningsløshed? Eller er meningen med livet ikke netop at håndtere tidens problemer? Kampen er ikke nem, men er den dog ikke bedre end det alt for nemme og ukomplicerede liv? Vi får kraft når vi har brug for den, og der ligger stor kraft i vrede. Men uden nærmere analyse af retningen, er denne kraft alt for ofte blevet udløst i resultatløse krige og nedslagtninger.

Skulpturen kan også ses som en klar parallel til det berømte maleri "Skriget" af Edvard Munch. Det eksistentielle skrig og vrede uden konkret mål. Og måske lidt et selvportræt?

Niels Hansen Jacobsen, radering af Axel Hou


0 comments:

Logo sommerfugl