En sommerfugls selvmord

lørdag den 4. juli 2009

Maurizio Cattelan: En moderne korsfæstelse

Den lille tyske by Stommeln har en tidligere synagoge, der bliver brugt som kunstgalleri. Hvert år et projekt hvor en internationalt kendt kunstner udstiller. Fokus er ikke dekorative værker, at få beskueren til at sige "nej, hvor er det dog pænt". Hellere provokationer, der kan vække modstand, tanker og debat.

F.eks. indrettede den spanske performance kunstner Santiago Sierra i 2006 synagogens 245 kubikmeter som gaskammer, pumpet med livsfarlig kulilteholdig udstødningsgas fra 6 biler. Gæsterne fik en efter en op til 5 minutter med iltapparat. De kunne f.eks. tænke tilbage på nazi-tiden hvor jøder jo blev massedræbt i gaskamre. Holocaust. Forargelsen var størst blandt dem som ikke deltog.

År 2008 havde den italienske kunster Maurizio Cattelan fået opgaven. Han er netop mest kendt for sine satiriske og kontroversielle skulpturer. La Nona Ora fra 2006 viste paven (voksdukke i naturlig størrelse) væltet af en meteor. Den inviterer til at more sig ved tanken om en Gud der fik mere end nok af en kirke, der påberåber sig at være doktrinær autoritet omkring Guds ord. Den katolske kirke "was not amused".

Den ene del af hans udstilling i Stommeln var ikke at finde i synagogen, men på byens katolske kirke:

En moderne korsfæstelse, som udtryk for historiens og religionens desperate kamp mod dødens magt. Kvinden er fastlåst, fikseret, i noget der kan ses som en seng, på en måde der måske ligner et hospital eller plejehjem. Eller en åben kiste, lit de parade. Nagler gennem hænderne gør referencen til Jesus lidelseshistorie på korset helt klar.

Det forekommer plausibelt at tolke en reference til den lokale saligkårede (næsten-helgen) Christina von Stommeln, en religiøs mystiker fra det 13. århundrede, der blev set som sindssyg. Hun blev foragtet og udstødt. Havde dog kontakt med ligesindede fra flere europæiske lande. Hun døde som eneboer, men blev husket for sine religiøse kampe og undere. 596 år efter sin død blev hun i 1908 saligkåret.

En moderne reference er til Eluana Englaro. Netop i 2008 rasede debatten i kunstnerens hjemland, Italien, over denne kvinde der havde vegeteret siden 1992. Hendes far kæmpede en kamp for at hans tabte datters krop kunne få fred, i stedet for at ligge fastlåst i en hospitalsseng. Vatikanet og den katolske kirke forsøgte med alle midler at gennemtvinge at Eluana skulle fastholdes i hospitalssengen, at låget ikke kunne blive lagt på kisten.

En moderne korsfæstelse.

Fra katolske protester mod Eluana Englaros ret til at dø

Stadt Pulheim:
Synagogue Stommeln Art Project 2008
Afterart News:
Synagogue Stommeln Art Project 2008: Maurizio Cattelan
Der Spiegel:
Holocaust Remembrance: Artist Turns Synagogue Into Gas Chamber

Se også:

Eluana Englaro slippes fri fra coma

Piergiorgio Welby sagde paven midt imod

Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp

Eluana Englaro undslap livet og den katolske kirke

Maurizio Cattelan: Daddy Daddy

Genvej til himmelen

En kirke dør

Katolikker mildner ikke syn på selvmord

Jesus' korsfæstelse, et planlagt selvmord

Korsfæstet frø

Julemanden "tilbedes" på korset

Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp

fredag den 3. juli 2009

Rem Rem: Why kill time, when you can kill yourself

I november 1997 skabte urfirmaet Rem Rem sammen med reklamebureauet Courage/BDDP grundlag for en ophidset debat. En kampagne med sloganet "Why kill time, when you can kill yourself" var klar med en serie stiliserede billeder af "selvmord".

En klassisk forarget bekymringsdebat fik fuld skrue i et par uger hvor medierne satte fokus på. Livslinien var på annonceplads fremme med store bogstaver og ord som:

Perverst
Sygeligt
Morbidt
Uanstændigt
Uacceptabelt
Stødende
Usmageligt

Og forklarede dem med:

at et urfirma udnytter personlige tragedier som selvmord i deres salgsarbejde

Politikere, forskere og organsiationer gik ind og greb chancen for at tage afstand, true med lovindgreb, eller ikke at ville føre firmaets produkter. Forbrugerombudsmanden var også inde over sagen, og vurderede at kampagnen var "i strid med god markedsføringsskik". Kampagnen blev trukket tilbage før den var kommet igang.

Jeg kunne sådan set have kampagnens bagmænd mistænkt for strategisk analyse og tænkning. De startede med at sende kataloget til mediernes redaktioner. Og det lykkedes at få budskab og firmanavn hamret ud i spalteplads og TV-tid som ellers havde kostet en større formue. Det handler jo om at gribe forbrugernes opmærksomhed. Blive husket for en skarp profil. Julesalget steg med 50% i forhold til året før. Det virkede.

Og jeg kunne have især politikere mistænkt for at gribe en debatsag til at foregive handlekraft. Se, det lykkedes os at få slemme, slemme Remrem til at lade være. Hvor er vi gode! Så behøver vi jo ikke prøve at gøre noget reelt ved problematikken. Ikke engang snakke om virkeligheden bag den.

Som mere end antydet ser jeg forargelsen som en gevaldig storm i et glas vand, over en lidt plat kampagnes bevidste provokation gennem at berøre et tabubelagt emne. Da jeg fandt et par billeder fra kampagnen (taget af fotografen Martin Juul), blev jeg næsten overrasket over at de var så "tamme", stiliserede og karikerede. Meget, meget langt fra at ligne virkelige selvmord. De blev blæst op som noget helt andet, "stærke billeder".

Jeg tror bestemt ikke på at det var selvmordsforebyggende at hoppe op og ned over hvor forfærdelig kampagnen var. Måske næsten tværtimod. Emnet selvmord fik endnu engang en markering af at det er noget der ikke kan snakkes om uden at det skal ske med stor (og "politisk korrekt") forsigtighed, samt forskrækket afstandtagen.

Jeg tror at netop dette medfører at det bliver sværere for nogen med selvmordstanker at snakke med andre om det. Sværere at få støtte og hjælp. Sværere at undgå at det bliver til at søge at virkeliggøre tankerne.

Emnet selvmord er alvorligt nok til at der skal kunne snakkes afslappet om det. Også gennem kontroversielle reklamer.

Information:

Filmmagasinet Ekko: