Jeg fik øje på at en gruppe studerende i medievidenskab ved universiteterne i Aarhus og Odense har lavet et projekt:
Det handler mest om Internet og de sociale medier. Vi er kommet frem til at det, lidt afhængig af alder, nu er nærmest normalt at have en større eller mindre Internet-tilstedeværelse i digital form. Dø skal vi jo alle, sådan rent fysisk, og så bliver det et spørgsmål om hvad der skal ske med den digitale side af selvet.
Skal profiler på Facebook, Google, Twitter, og alle de andre steder bare fjernes efter døden? Eller kan nogle "leve videre" som en slags mindesmærke, med mulighed for at andre kan "komme af med" en hilsen eller nogle tanker. Måske kan det at besøge en "digital gravsten" blive en moderne udgave af det gamle ritual med kirkegården?
Gravsten med QR kode
Men selv på kirkegården banker det digitale på. Med en QR kode på gravstenen kan besøgende hive deres smartphone frem, og komme frem til en eller anden form for hjemmeside. Her kan der jo fortælles om den døde. Hvor privat skal det være? Er der brug for at fortælle en masse? Hvor længe vil et sådan "digitalt mausoleum" eksistere. Vi har jo ikke så mange Internet hjemmesider, som sikkert kan forventes at findes om bare 10 år, for slet ikke at tale om 50 eller 100 år. Foreløbig er det langt fra at være nogen succes.
I den lettere morbide afdeling findes der muligheden for at en slags digital avatar kan være aktiv efter sin ejers død. Det vil sige at komme med nye indlæg og svar. Måske på mærkedage sende en hilsen til de efterlevende. Hvil i fred - men ikke de efterladte!
Jeg ser dog det problem at de fleste af tiltagene fokuserer alt for meget på en fortsat eksistens på sociale medier, som en videreførelse af profilen fra livet. Det ser jeg som en misforståelse, og derfor er det ganske rimeligt at de fleste adspurgte reagerer imod tanken.
Den almenmenneskelige måde at have betydning efter sin død, er gennem at have bidraget til verden, gennem sin indsats i livet. At have gjort en forskel for de nærmeste, og måske også i større skala. Det må være naturligt at de efterladte kan mindes den døde, og huske på deres forhold til det menneske, der ikke er mere.
For mit eget vedkommende, mener jeg ikke at nogen profiler eller lignende har relevans efter min død, men der hvor jeg direkte vælger at publicere noget, ændres dettes værdi ikke af at jeg dør. Denne blog er et godt eksempel her. I princippet vil jeg have det godt med at den kan eksistere 100 år efter min død, på samme måde som en forfatters bøger. Jeg bilder mig ikke ind at jeg bliver et kendt navn, eller at mine skriverier kan have mere end en mindre historisk interesse. Jeg synes blot ikke at der er nogen grund til at det skal "kasseres", når den digitale teknologi gør at det nærmest intet koster at gemme.
Det vil dog ikke være noget "digitalt efterliv". Når jeg er væk, er jeg væk, og det har jeg det fint med. Eventuelle efterladte må selv finde ud af hvad og hvordan de vil huske. Jeg har ikke selv noget ønske om en gravsten, hverken på Internet eller i en dødspark. Og heller ikke et ønske om et "digitalt testamente". Ting der skal deles kan blive det før jeg dør.
Nyere opslag
Opslag
