Politiken har i dag et tema om det stigende antal begravelser, hvor det bliver til en kommunal opgave at stå for regningen. Hvor der ofte simpelt hen ikke er nogen nærtstående der tager sig af det, heller ikke efter efterlysning af pårørende. Det italesættes som noget trist og tragisk. At det er for dårligt at en afdød ikke har familie der naturligt tager sig af det praktiske. Det synes jeg nu bliver en lidt for normativ udlægning, at det er "det rigtige". Er det det?
- Fokus: En værdig død
- Kommuner må selv lægge flere borgere i graven
- Ældre Sagen: Tragisk at kommunen må begrave så mange
- Sociolog: »Man kan godt dø alene uden at være ensom«
- De dødes detektiv: Han jagter de forsvundne pårørende
Tegning: Bob Katzenelson
Jeg vil dog ikke anfægte det gode ved det traditionelle mønster, med at begravelsen bliver en anledning for familien til at fejre den afdøde, og sorgen over at have mistet. Her er det nyttigt at kunne læne sig op ad etablerede traditioner, og lade livet gå videre bagefter. Min holdning er at begravelsens ceremonier er af hensyn til familien og andre nærtstående, og den døde ville typisk også selv ønske sig at blive æret på denne måde.
Men det er jo ikke altid at den døde har noget nærmere netværk. Måske er der noget familie, men kontakten har i mange år højst bestået af intetsigende julekort. Mange indretter sig et liv udenfor "familiens skød", mere eller mindre frivilligt. Det kan godt være at de egentlig hellere ville at tingene var anderledes, men den moderne fokus på individet og mobilitet gør det til noget helt naturligt for mange at familien ikke bliver et bærende livsvilkår. Skal det pludselig være det når tiden er inde til at dø?
"Ingen skal dø alene" lyder en kliché. Det lyder da også godt og rigtigt, men er egentlig blot en anden måde at sige "Ingen skal leve alene". Den hellige normalitet. Den der lever alene må forvente at dø alene. Og mange vælger at leve som single. Ikke nødvendigvis som bestemt beslutning, men livet er ikke en fiasko uden at finde en at dele morgenhår med. Et liv alene kan også være et godt liv. Og derfor kommer der heller ikke nogen rendende for at tage sig af en begravelse.
Selv forventer jeg da at leve mange år endnu, og ved ikke hvordan min fremtid kommer til at forme sig. Jeg har ikke børn, og regner ikke med at dette ændrer sig. Det er ikke usandsynligt at jeg som gammel mand kommer til at være blandt dem hvor kommunen står med et lig, uden nogen der naturligt vil påtage sig begravelsen. I så fald vil jeg heller ikke ønske mig at de laver en efterforskning, for at finde en som måske kan nødes til at overholde den normerede forventning om at familien skal tage sig af den sag.
Så kommunen må da gerne tage sig af min begravelse, helst uden for meget pjat med ceremonier og simuleret højtidelighed. Gerne miljøvenligt.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Jeg synes, det er en sentimental kliché, at ingen skal dø alene, men der er noget trist og forkert i at leve uden nære relationer, og måske er det nærmere det, der vækker til debat. Vi har frihed til at indrette os på mange måder, og i normativ forstand er ingen bedre end andre. Men vi er også et stykke natur og et flokdyr, selv om det kan undertrykkes gennem mange års praksis/vane, så man til sidst ligefrem foretrækker at være alene. Med "et stykke natur" mener jeg fx, at forekomst af nære sociale relationer har en direkte og videnskabeligt dokumenterbar positiv effekt på vores sundhed. Sådan er det bare. Sådan noget som personlig udvikling mener jeg i udgangspunktet heller ikke, man kan få uden relationer, men de behøver på den anden side ikke at være vildt tætte... I det lys virker det i mine øjne trist at leve alene, mens det at dø alene er det mindste af det.
Mennesket er et flokdyr, ja, når vi ser på at arten især fik succes gennem veludviklede evner for at samarbejde og organisere. Og gennem en meget stor tilpasningsevne.
Mennesket kan tilpasse sig til at leve under meget forskellige vilkår, der kan være i alvorlig modstrid med hinanden. Dette vil jeg ikke udmåle på en skala fra "det rigtige" til at have undertrykt noget "naturligt".
Jeg kender godt de undersøgelser som viser en meget klar korrelation mellem nære sociale relationer og sundhed. Men jeg vil ikke kalde det for en "direkte effekt", tværtimod noget ret indirekte.
Når mange som lever alene er mindre sunde er det såmænd ganske basalt fordi det ret ofte hænger sammen en mindre sund livsstil, omkring mad, alkohol, motion og andet som misbrug. Dagligdag med familie fremmer sundere vaner.
Det er også værd at observere at ganske mange som lever alene, mere gør det af nød end af lyst. Altså fordi de har "vanskeligere end gennemsnittet" ved at finde og fastholde nære relationer, og måske har det mindre godt dermed. Den stress der kan ligge i ensomhed er heller ikke just fremmende for kropslig sundhed. Og mere lavpraktisk - en livsstil med at jagte dates i byen hænger ofte sammen med forbrug af alkohol, og mindre gode sovevaner.
Jeg mener altså ikke at det giver mening at bruge statistik for store grupper til at sige noget om det enkelte menneskes sundhed og muligheder. Mennesker kan tilpasse sig til at have det godt med at være alene en stor del af tiden, uden at have det skidt med det. Uden at blive usund. Og uden derfor at være ensom og/eller asocial.
Og nu synes jeg at der er langt fra at leve som single uden familiekontakt til at være "uden relationer". Mennesket kan siges at være afhængig af at udvikle sig gennem samspil med andre en stor del af livet.
Jeg ser det kun som trist at leve alene for den som selv synes det. Og det der da rigtigt nok ikke så få der gør.
Et spørgsmål kunne være om "vi" ønsker at kaste individualismen bort for at ændre samfundet til et med større fokus på at se familie (eller lignende) som det primære. Og i givet fald - hvordan?
Altså et samfund der (som i gamle dage) gør det til noget meget atypisk med en husstand for én person. Det ville jo så også omgå "problemet" med at dø alene.
"De gode gamle dage"?
Jeg er overbevist om, at et godt socialt netværk har selvstændig betydning for ens generelle velbefindende, sådan at det rækker ud over betydningen af medfølgende faktorer som sundere kost, mere aktiv livsførelse og den slags. Jeg kan ikke henvise til en specifik undersøgelse, men fx til følelsen, det giver, at holde i hånd med en, man godt kan lide, eller at have en dyb og intim samtale med et andet menneske. Samtidig er jeg på bølgelængde med, at det kun er trist at leve alene, hvis man selv føler det. Relationer kan jo også være destruktive, og derfor skal man ikke for alt i verden have dem - og jeg takker personligt nej til gode gamle dages tvungne sociale fællesskab. Lidt tautologisk udtrykt mener jeg bare, at et enligt liv aldrig kan blive så godt, at det ikke ville blive bedre af tætte og positive sociale relationer oven i hatten, for den slags indvirker bare positivt i kraft af vores natur/hjerne.
Betydningen af det "gode sociale netværk" vil jeg dog vende på hovedet. Den som savner sociale kontakter vil have anledning til at føle en stressende ensomhed. Og det vil ofte gå ud over ens generelle velbefindende, i tillæg til hvad livsstilen kan medføre af "mindre sunde" vaner.
Og da langt de fleste ikke har det godt med at være alene næsten hele tiden, er jeg på det almene plan ikke uenig i den positive værdi af nære relationer. Men jeg mener blot at det afhænger af hvordan det enkelte menneske har det med sin situation, og at "kun" bliver en indirekte betydning.
Som du er inde på, er påtvungne eller destruktive relationer jo heller ikke godt, og her er der forresten en risiko for at omgivelsernes forventing om nødvendigheden at være social kan blive stressende for den som ikke selv føler en trang dertil.
Jeg tror da også at der er meget langt imellem nogen som betingelsesløst vil frabede sig tætte social relationer, hvis der opstår kontakt på "de rette bølgelængder", med mulighed for at have noget godt sammen.
Men for en som kan "hvile i sig selv" kan en konstant "jagt" på ligesindede blive en stress-faktor, især hvis der må forventes at være langt mellem nogen hvor bølgerne er i harmoni. Et liv levet på temaet "jeg mangler" bliver mindre godt end samme liv med temaet "jeg er hel".
Selvfølgelig bliver det nemt for romantisk med forestillinger om "den eneste ene" (hvor ingen andre du'r), men der er stor forskel på hvor meget forskellige har lyst til at tilpasse sig for at leve op til andres (og måske egne) forventninger til hvad der skal til for at opdyrke nære kontakter.
Hellere alene i balance, end ensom i flok :-)
Send en kommentar