Logo sommerfugl

torsdag den 15. november 2012

Adam og Eva undslipper paradisets tomhed

Hans Sebald Beham: Adam og Eva

Myten om Adam og Eva med slangen og kundskabens æble er hyppigt behandlet i malerier og tegninger. Mange af disse kunstværker kan kaldes for lidt trivielle, ved at vise et nydeligt og ofte små-erotisk billede af to nøgne mennesker i paradisets have, måske med sært placerede grene eller blomster for dog at dække et par detaljer. Kunstneren måtte søge at undgå at støde sin arbejdsgiver, kirken.

Denne gravering fra 1543, af Hans Sebald Beham, skiller sig ud ved at behandle symbolerne på en mere selvstændig og filosofisk måde. Kundskabens træ er blevet til et skelet, som symbol på døden, og slangen fremstår som en del af denne personificerede sandhed. Væk er temaet med Eva som den farlige og syndige frister, her er kvinde og mand mere ligestillede, med hånden på det kundskabens æble der figurativt bliver til et midtpunkt for både mennesker, slangen og døden.

Billedet kan siges at illustrere hvordan menneskets selvbevidsthed og kundskab har døden som grundtema. Viden om døden og menneskelivets endelighed er afgørende for menneskets selvforståelse og filosofi. Døden er et helt grundlæggende vilkår for livet, og gennem denne fælles viden mødes de tre parter i graveringen.

Det er også meget illustrativt at Adam selv har flammesværdet i hånden, symbolet på at mennesket forlader den naive forestilling om paradisets ubekymrede have. Når mennesket besidder visdommen,  bliver denne et våben for at klare sig i livet. Til gengæld er arvesynden ikke at se. Intet syndefald, men en præsentation af det forstående, tænkende menneske.


0 comments:

Logo sommerfugl