Logo sommerfugl

torsdag den 13. november 2014

Det nødvendige drab i Sejlstrup

En septemberaften i 1996 blev den 52-årige serbiske Ferdinand Poprask dræbt ved et planlagt, brutalt og blodigt mord i den lille landsby Sejlstrup, nær Skørping i Himmerland. Slået gentagne gange med en økse, og efter et mislykket forsøg på at skære halsen over, blev drabet afsluttet med en pude over hovedet. På trods af sagens hårde omstændigheder nøjedes dommeren med at idømme betingede domme. Ingen kom i fængsel ud over varetægtsfængsling før retssagen. Men straffen var måske alligevel for hård. Betjentene fra kriminalpolitiet gav morderne et knus efter dommen. Ganske usædvanligt, som den historisk milde straf.

Ferdinand var, helt bogstaveligt, en ualmindeligt barsk hustyran, og efter mange år valgte hans tre sønner at det var det bedste om deres far døde. En dødstrussel mod familien var blot afslutningen, børnene havde hele deres liv levet i et familie-helvede med vold, afstraffelser, ydmygelser, katolsk inspirerede dogmer, og psykisk terror. De havde flere gange talt om at dræbe tyrannen, men nu skulle det være alvor. De turde ikke vente længere.


Storebror Ivan på 21 år førte våbnene, som den 18-årige Andrej havde fundet frem. Lillebror Jurij var på rekognosering, og kunne melde at faderen sad i sofaen og så TV, med ryggen til. Brødrene listede sig ind i stuen, og dræbte den brutale diktator. Dermed var drengene, sammen med deres tre søstre, fri fra en vilkårlig jernhånd.

En side af sagen er at socialforvaltningen havde fået en anmeldelse, men sagen blev her lukket efter at et besøg havde vist et pænt hjem med nydelige børn. Moderen bagatelliserede sagen, hun turde ikke andet. Når hun dog betrodede sig til nogen, aftvang hun dem hver gang løfte om ikke at gå til myndighederne. Ellers havde hun grund til at tro at faderen ville gøre alvor af truslerne om at dræbe familien. I retten sagde Andrej:
Gik vi til myndighederne, vidste vi, at vi samtidig underskrev vores dødsdom.

Det er jo svært have andet end medfølelse med, og stor forståelse for de mishandlede børn. Selvfølgelig er et mord det ikke "det rigtige at gøre", men når det omgivende samfund reelt overlod familien til faderens luner, er det også svært at pege på hvad en realistisk plan havde været for børnene, hvis de da selv ville overleve. Måske var det brutale drab dog den mindst ringe løsning, i det lokale perspektiv. I et utopia havde de kunnet møde forståelse og støtte før de måtte likvidere den utålelige far. Virkelighedens verden kan ligge langt fra idealistisme forestillinger om at vi har et samfund, der har ressourcer og fokus til at yde den nødvendige hjælp til de mest udsatte.

Som antydet mener jeg at straffen på 4 års betinget fængsel til Ivan, og betingede domme uden strafudmåling til de to yngre brødre, er alt for hård, på trods af sin mildhed. Når de blev løsladt fra retten, ser jeg det som udtryk for at ville undgå en egentlig straf. Men selve det at blive dømt efter straffeloven, for en meget alvorlig forbrydelse, er jo også en straf. Et stempel: Forbryder.

Mod slutningen af den langvarige afhøring i retten i fredags bad forsvareren, Bent Nielsen, hver af drengene besvare et kort spørgsmål: »Har I fortrudt?« Drengene er alle stærkt religiøse og har til politiet forklaret, at det plager deres samvittighed, at de har dræbt et andet menneske. Alligevel kom svaret på advokatens spørgsmål prompte fra alle tre: »Nej!« Ivan Poprask, den ældste af brødrene, tilføjede: »Jeg kan stadig ikke se, vi kunne gøre andet. Det var kommet dertil, hvor det var ham eller os

En bedre løsning havde været at frikende drengene. Begrundelsen skulle være at de handlede i utvetydigt selvforsvar. Nu ved jeg godt at situationen var så speciel, at den ikke falder helt 100% ind under den normale ramme for nødværge, hvor straffeloven har to paragraffer:
§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

...

§ 14. En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

Når det alligevel var relevant at bøje retspraksis efter det meget usædvanlige drab, synes jeg ikke at det ville have været for meget at anse det for at være begrundet nødværge, og måle rimeligheden efter børnenes dårlige kår, og ganske urimelige forhold.

Altså ville min dom have været at de skulle frifindes. Thi kendes for ret.


0 comments:

Logo sommerfugl